– Mogens Jensen, Bornholm

Jættestuerne på Bornholm, indledning.

 Jættestuer kaldes også storstensgrave eller Megalitgrave (græsk: mega=stor og litos=sten).

Jættestuerne blev bygget i bondestenalderen fra omkring 3200 f.kr. til 2800 f.kr.


jættestuerne Bornholm Herover ses de nyeste målinger af jættestuernes orientering på et kort. Jættestuernes er vist med et rødt kors og udgangenes retning med en rød streg.

Måling af 9 Bornholmske jættestuers orientering i landskabet blev foretaget i året 2009. Nyopmålingen viste flere fejl af jættestuernes nordretningen angivet på de gamle grundplans-tegninger. Kompas-misvisning, gav adskillige graders afvigelse på nogle tegningerne.
Flere af jættestuernes stene er naturstene, der ofte indeholder magnetjern som er medvirkende til kompas misvisning. Nogle steder er misvisningen almindelig i området i forhold til magnetisk nord.

Her under beskrives de målte retninger i grader, målt ind ved hjælp af solkompas og GPS, hvor jættestuen og diverse reference-punkter i landskabet er lagt ind på et kort. Ud fra reference-punkterne er det korrekte nord indlagt og kompas misvisning derved undgået.

 

Vasegård, Åker: 150° = månens sydligste fuldmåne opgang. Midsommer?
Hyldebrandsgård, Nylars: 168°
Arnager, Nylars: 180° = syd.
Bønnestenen, Stenseby: 90° = øst, solopgang ved jævndøgn
Jættedal, Åker: 120° = April-maj og  juli-aug, fuldmåne opgang
Lundestenen, Nylars: 142° = 21. december, solopgang ved midvinter
Ndr. Stensebygård, Stenseby: 100° = marts-april og august-september, fuldmåne opgang
Sillehøj, Ibsker: 120° = april-maj og juli-august, fuldmåne opgang
Hallebrøndshøj, Ibsker: 111° = 2-3. november, solopgang

jættestuerne - Bornholm - tegning-M.F.Jensen

Hvor der angives grader i listen ovenfor tegningerne af jættestuerne, følger en tekst som fortæller, at der på disse dage er mulighed for at se solens og månens opgange inde fra jættestuens gang. Flere af disse dage er kendt fra den keltiske jernalder under navne som Samhain, Imbulg, Beltain og Lughnasadh. Dagene, der var hellige, må også have været kendt i nordens bronzealder, 1700-500 f.Kr. De fleste af bronzealderens Bornholmske helleristninger har retning mod solens op og nedgang på netop disse dage. Det er derfor tænkeligt, at bronzealderens kendskab til helligdagenes retning, i forhold til måne-solopgang, bunder i arvet overlevering fra stenalderen. Derfor ser vi de samme retninger i jættestuernes udgange.

I oldtiden fejrede man seks særlige helligdage og to mindre vigtige dage.  I dag kender vi nogle af dagenes navne, som er keltiske.
Navne og dato på disse hedenske helligdage beskrives herunder.
2. november hed Samhain og var det hedenske nytår, hvor død og genfødsel blev hædret. Man sagde farvel til de, der var døde i løbet af året og man startede et nyt år. Et levn fra denne hedenske skik praktiseres stadig i flere kirker, hvor der den første søndag efter i november læses navne op på dem, der døde i årets løb. Ved allehelgnsaften 31. oktober kan det spøge og som regel er det børn der skaber uhyggen, et levn fra fortiden som huskes. I oldtiden var det natten mellem 1. og 2. november allesjælesaften, at genfærdene ville vise sig og besøge deres efterladte, herefter kunne sjælene ikke gå igen ifølge overtroen. Allehelgensdag blev indført ca. 610 e.Kr. af pave Bonifacius den Fjerde til minde om alle de helgener, der ikke har en egen dag og dagen her intet med oldtidsanlægenes retning at gøre. Allesjælesdag er ældre og var formodentlig kendt allerede i stenalderen da jættestuerne blev anlagt.
21.-22. december. Vintersolhverv og derved årets korteste dag.
2. februar hed Imbolg og var tiden, hvor man fejrede lysets tilbagekomst = genfødsel. I nutiden har den kristne Kyndelmisse = Lysmesse erstattet den dag.
2. maj hed Beltain og markerede forårets og sommerens komme. Naturen majede sig ud i en grøn klædning.
21.-22. juni Sommersolhverv og markerede årets længste dag.
2. august hed Lughnasadh og opkaldt efter den irske solgud Lug, som var lys som kornet på marken i høsttid. Til sammenligning kan den nordiske gud Uller, minde om Lug/Lugus/lleu (Walisisk), han havde mange navne.
21. marts forårsjævndøgn og 21 september efterårs jævndøgn hvor dag og nat er lige lange.

 

Stjernes opgangs-positioner er foreslået som en mulig forklaring på retningen af jættestuernes udgang, passer dog ikke alle steder. Arnager jættestuen peger mod syd, hvor ingen stjerne står op eller har en stationær stjerne. Hvorfor valgte man ikke nord mod nordstjernen, der dengang var stjernen Thuban som findes i stjernebilledet Dragen. Vores nuværende nordstjerne stod dengang ikke i nord men cirklede omkring nord. Cirius er en mulig stjerne som forskere har foreslået som en stjern, der angiver udgangenes retning. Stjernen står for genfødsel og ses i december til februar i sydlig retning, men også den stjerne havde en anden placering end nutiden. Det er derfor ikke sikkert, den har noget med jættestuernes udgangsretning at gøre.

 

Månens opgang er også foreslået som retningsgivende for placering af jættestuernes udgange.  Claus Clausen, Cand. Scient. i astronomi og fysik, har påvist, at mange af jættestuerne på Sjælland er orienteret i forhold til fuldmåneopgang på bestemte dage af året. På Bornholm passer det med fire af jættestuerne (se listen øverst), som ikke passer til solopgangs teorien. Deres placering går fint i tråd med, at nogle af jættestuerne kan være orienteret mod måneopgang. De fem andre jættestuer passer ikke ind i fuldmåne-teorien, men passer enten i solopgangs-teorien eller intet. Det sidste gælder for Arnager jættestuen og Hyldebrandsgård jættestuen, da deres udgang peger i en sydlig retning, hvor solen eller månen aldrig står op.(Læs Claus Clausens artikler i tidsskriftet Fund og Fortid, nr. 4 år 2008 Jættestuer og måneformørkelser og nr. 4 år 2010 Sommerfuglen månen og solen)

 

De ovenfor beskrevne jættestuer ligger alle langs Bornholms syd-og østkyst. Det er påfaldende at jættestuernes udgang peger mod kysten, fra retning stik syd til stik øst. To af jættestuernes udgang kan ikke relateres til en solopgang eller måneopgang, da de peger i en sydlig retning. Solens og månes opgang er derfor ikke den generelle faktor der bestemmer udgangens retning. To jættestuer, med ukendt udkendt udgangsretning, blev fjernet for 100 år siden, lå langs Bornholms vestkyst. Jættestuen Knuds kirke lå ved Samsingbro og den anden jættestue lå ved Nygård, begge i Klemensker sogn nær Hasle. Ligeledes er der en jættestue på østkysten i Ibsker, der er så ødelagt, at udgangen ikke kan bestemmes.

 

De pågældende jættestuers udgangsretninger i grader, som vises ovenfor, vil afvige fra den retning, som en jættestue vil have, hvis iagttagelsen blev gjort ved kysten ud over havet. jættestuerne ligger inde i landet og dermed højere i terrænet eller har et bakkedrag foran. Solens skal ses på det tidspunkt, den dukker op i horisonten over land og dermed angive retningen til solen. Stenalderfolket var ukendt med kompasretning og for dem var det ligegyldigt, om de stod inde i landet eller ved kysten, når de så solen stå op. Flere steder er retningen i nutiden hindret af bygninger og skove. I oldtiden var landskabet anderledes og sikkert bedre for iagttagelse fra de pågældende steder.

 

Jættestuerne er formodentligt knyttet til nærliggende bopladser eller andre hellige pladser, som f.eks. Sarup anlæg, der i slutningen af Tragtbægerkulturen var store samlingspladser.

Ved Vasegård i Åker ligger en Langdysse med en jættestue midt i et Sarup anlæg (Vasegårds anlæg). På Vasegårds-anlægget er der fundet adskillige lerskiver med indridsede soltegn samt små skiferskiver ligeledes med soltegn på.

Jættestuen Hyldebrandsgård ligger kun 500 meter nord for (et i dag bortgravet) bakkedrag kaldet Hjorteskoven, hvor stenalderfolket efterlod adskillige lerskiver med soltegn, her har muligvis været en vigtig samlingsplads måske endog et Sarup anlæg.

Jættestuerne Lundestenen og Arnager jættestuen ligger henholdsvis 3 og 2 km fra Hjorteskoven den i dag bortgravede plads.

Jættestuen Jættedal er sikkert knyttet til Vasegård anlægget, eller også hører den sammen med Rævekulebakken eller Grødby pladsen, jættestuen ligger henholdsvis 1,5 km og 1 km fra disse to pladser, hvor der også er fundet lerskiver med sol ornamentik (oplyst af arkæolog Finn Ole Nielsen Bornholms Museum), disse pladser har haft høj status i stenaldersamfundet.

Jættestuerne Bønnestenen og Ndr. Stensebygård er muligvis knyttet til Sarup-anlægget på Rispebjerg, det er det største og sikkert det mest betydningsfulde af de bornholmske Sarup-anlæg. Begge jættestuer ligger ca. 3 km fra Rispebjerg, hvor der også er fundet lerskiver og skiferskiver med solornamentik.

Jættestuen Sillehøj øst for Paradisbakkerne er mindre oplagt, umiddelbar findes ingen nærliggende helligplads, men et bud er Klintebakken, som kun ligger 800 meter derfra i vestlig retning. Klintebakken har fra gammel tid været en samlingsplads, som også Rispebjerg var det, her holdt man 1. maj møder og lignende helt op i nyere tid. Der er dog ingen fund fra Klintebakken, der sandsynliggør en helligplads på stedet.

Hallebrøndshøj i Ibsker har en udgang der peger mod en klippekulle som ligger ca. 100 meter østsydøst for jættestuen kaldet Hallebrøndsklippen. Ved klippens fod ligger Hallebrønds kilden, en gammel hellig kilde. På klippekullen ses der skåltegn, som kan være fra stenalderen. Stedet er muligvis en helligplads, hvorfra man har foretage hellige handlinger som ofringer og lignende. Om morgenen den 2. november kan man inde fra gangen i jættestuen se solen stå op over klippekullen og bakkedraget bagved. Jættestuen er placeret, så aksen jættestuen, kilden med klippekullen og solens opgang d. 2. november ses på linie fra indgangen. Solen skinner da hen over klippekullen og helligkilden og videre ind i gravkamret.

Som ovenfor nævnt, er natten mellem 1. og 2. november allesjælesnat og kendt siden oldtiden. Det er den nat man har taget afsked med de døde og taget imod de genfødte. Alt tyder på, man dengang troede på genfødsel og så har det været vigtigt, at udgangen havde den rigtige retning mod genfødsels-tidspunktet den 2. november og hvor gravkammeret muligvis skal forstille en livmoder med udgang mod solens opgang. Også i det gamle Egypten har man tænkt i lignende baner, hvor solen på bestemte morgener skulle skinne ind i det helligste af templerne, f.eks. Abusimble her skinner solen d. 22 februar og 22 oktober ind på de inderste 4 gude-statuer, Ptah, Amon-ra, farao Ramses 2. og Re-Horakhte. Datoerne er henholdsvis Ramses 2. Fødselsdag og kroningsdag.

En hellig plads/Sarup anlæg er ikke fundet i nærheden af Hallebrøndshøj, men funktionen har sikkert været en anden, som oven for beskrevet. Det er muligt at jættestuernes placering og retning er forskellig fra sted til sted, fordi fokus og kultisk opfattelse er vægtet forskelligt de pågældende steder, og dermed er orienteringen i landskabet blevet forskellig.

Jeg vil her minde om, at jættestuerne er konstrueret i tiden 3200-2800 f.kr. medens Abusimble blev konstrueret engang under Ramses II 1298-1235 f.kr. Jættestuerne havde stået i 2.000 år, da Abusimble blev bygget. I jættestue tiden, havde vi i Norden en kultur, der var foran Egypten. Omkring 3200 f.kr. var det et halvt jæger, halvt landbrugs-samfund der boede i Egypten, disse mennesker havde lige forladt området, hvor nu Sahara er. Først omkring 3000 f.kr. begynder egypterne at bygge storstensgrave, først Mastabaer, der er lave forhøjninger kantet med træstolper eller store sten, noget lig vores dysser og langhøje i Norden, som blev bygget i tiden 3500-3200 f.kr. Senere, omkring 2770, bygges den første pyramide i Saqqara, af farao Zoser/Djoser. På dette tidspunkt (2770 f.kr.), var befolkningen i Norden stoppet med at bygge storstensgrave (røser og jættestuer).

 

Flere af jættestuernes udgange peger hen mod stenalder bopladser i området. Man har muligvis forestillet sig, at den gravlagte fra jættestuen kunne se hen til sin gamle bolig og sine slægtninge. Et par af jættestuernes gange peger hen mod mulige helligpladser (Sarup anlæg).

Mange af jættestuerne har skåltegn på dæk stenene, enkelte har dem inde på gravkamrets bærestene. Jættestuen Jættedal har en ristning af form som en kasserolle (muligvis et dødeskib) på indersiden af en bæresten i vestvæggen. Skåltegnet er et frugtbarheds-mærke samt et genfødselstegn. Jeg tror, de er placeret på stenene allerede i stenalderen, da jættestuerne blev bygget, for at sikre de dødes genfødsel i slægten. Alt tyder derfor på, at solen allerede i bonde stenalderen blev dyrket som en gud, der sikrede genfødsel. Denne soldyrkning fortsatte ind i Bronzealderen, hvor kulten kulminerede med helleristnings-skibe, fodtegn, hjulkors m.fl. for til sidst at slutte engang i jernalderen.

 

Jættestuerne Gildeshøj, Bøgehøj, Tornegård, Knuds kirke og Nygård er ikke opmålt da de enten ikke eksisterer mere eller at indgangen ikke kan erkendes, dog ser det ud til at Jættestuerne Knuds kirke ved Hasle og Tornegård i Pedersker har udgangens retning stik øst.

Langs Bornholms nordkyst er der ingen Jættestuer. Ved Listed ligger Storehøj, her er muligvis en Jættestue. Den tidlige ejer af højen har fortalt, at hans fader plejede at placere en stok/stang mellem to stene på toppen af højen og stokken gled da mindst 2 meter ned mellem stenene, dette kan skyldes at der er et hulrum i gravhøjen, det kan undersøges med ny teknik som jordskanning eller lignende. Jeg har flere gange forgæves prøvet at finde de to stene på højen.
Af andre sansynlige steder, hvor der kan være jættestuer, kan nævnes Offerhøj ved Rø og Svejbjerg ved Tejn.

 

Ud fra målingerne i denne beretning, kan der ikke gives en generel forklaring på jættestuernes udgang-retning. Den bedste forklaring er, at der er flere faktorer der spiller ind, kultiske myter, bopladsers placering m.m.
Jættestuerne i det øvrige Norden, er alle orienteret på samme måde som på Bornholm, men er ikke undersøgt nærmere.

Mogens F. Jensen
Mulebyvej 45
3700 Rønne.