En naust var et bådehus hvori man i vikingetiden og tidlig middelalder opbevarede skibene om vinteren, nogle naust var store haller 50 meter lange og 15 meter brede, beregnet til vikingernes langskibe, hvor eksempelvis det største var Kong Knud Den Stores langskib 50 meter langt.
På illustrationen herover, vises 2 skibe trukket på land og placeret i naust-bådehuse til vinterleje, som det kan have set ud i vikingetiden. Her er væggene inde i bådehuset af planker og taget af tagrør, frontvæggene er af stablet sten der holder den ydre tørvevæg på plads. Skibet til venstre er en skibskonstruktion, som blev benyttet omkring år 820-850, skibet til højre er fra omkring år 900-930. Foran naustbygningen på jorden, er der lagt lunder, som er kløvede pæle indsmurt i lindolie eller fårehjerne iblandet skovsnegle som glidemidel, når skibet skulle drages på land eller søsættes (fårehjerne og skovsnegle blev brugt som mørrelse til vognakslerne fra oldtiden til 1800-tallet). Naust omtales sjældent i sagatekster og det man ved om dem er mest fra norske udgravninger, derfor er man usikker på, hvordan en naust så ud over jordniveau. Til illustrationen er der benyttet oplæg fra færøske og islandske tegninger af naust fra midten af det 18. århundrede, hvor man stadig brugte at trække både ind i bådehuse for vinteren.
I Vestnorge kendes der flere tomter af naust fra vikingetiden, hvoraf nogle stadig bærer navnet Langskibsnøst, eksempelvis tomten ved Vikedal i Sandeidfjorden. I Danmark har vi nogle få påviste nausttomter og på Bornholm findes ca. 5, samt ca.5-6 steder, hvor der antages, at have stået Naust i vikingetiden.
Sagatekster beretter, at man forsøgte, at forlænge de kostbare skibes levetid ved, at sætte dem i naust for vinteren, men dette var ikke altid nok, selv under tag kunne skibet forfalde. Eksempelvis satte den norske kong Sverre i år 1182-83 skibet >>Mariasuden<< under tag. Næste efterår ville man igen søsætte skibet, men det lod sig ikke rokke. Selvom hele bygdens befolkning hjalp til, lod skibet sig ikke flytte, og til sidst brød plankerne ved stævnen sammen så man måtte opgive forehavendet, i stedet brændte man det hele ned til grunden.
Under længere togter, hvor det var nødvendigt at overvintre i fremmede egne, omtales det i angelsaksiske tekster, at vikingerne vendte skibet med bunden i vejret og at man opholdt sig med gods og dyr under skibene.
På illustrationen herover vises 2 skibe vendt med bunden i vejret. Skibene er understøttet af kraftige bjælker og det bageste, et langskib (drageskib) med 21 årepar (en 21 sesse), er forsynet med en væg af græstørv, så skibet kan anvendes som bolig for mandskabet. Det forreste skib, et skib med 13 årepar (en 13 sesse), står åbent uden tørvevæg og anvendes som lagerplads for tønder med nedsaltet fisk, kød og brygget øl, desuden opbevares mast, årer, tov og sejl derunder i ly.
At opbevare skibene med bunden i vejret, kendes ikke fra nordiske sagaer, men den metode kan også have været anvendt i nordiske. For det meste havde man en naust, til skibene i hjemstavnen, men ved besøg fra andre egne og der ikke var en naust til rådighed, har man formodentlig ved længere tids ophold, beskyttet skibet ved at vende bunden i vejret, og det var måske så selvfølgeligt at sagaskriverne ikke fandt det nødvendigt at nævne.
Sâlna Bugten. Det bedste sted hvor der med fordel kan søges efter en flådehavn og et skibsværft, er i Salene Bugten, (på bornholmsk Sâlna Bugten). Med Bornholms bedste ankerplads, og med aftryk i skrænterne fra 4-5 formodede naust/bådehuse, der har rummelig plads foran husene ned mod havet, er Sâlna Bugten det oplagt sted at etablere søgegrøfter med mulighed for at finde træstykker og spåner fra de skibe, der kan være bygget og repareret på stedet.
I Salene Bugt ved Gudhjem, er der iagttaget 4-5 naust/bådehuse i Sâlna Bugtens skrænter. De antages at stamme fra vikingetiden og tidlig middelalders ledingvæsen, et er en meget stort 40 meter lang og 10 meter bred indgravning i skrænten, som kan have vinteropbevaret et skib på 35-40 meter. Den slags skibe blev kaldt drager og havde en besætning på 70-80 roere, et stort skib tilhørende til eksempel en stormand som Bue Digre. Han døde år 986 i søslaget ved Hjørungavåg i Norge og hans skib nævnes som meget stort, højere en de norske skibe. Blod Egil, Bornholms sidste viking, boede efter sigende netop nær Sâlna, formodentlig på kongens Lensgård af samme navn, beliggende kun 1,5km syd for Sälna Bugten. han er en oplagt kandidat som formodentlig har ejet så stort et skib, han blev hængt for sørøveri af kong Knud den hellige (1080-86).
Nausten/bådehuset fra Sälna Bugten, er rekonstrueret efter foto af en aflang firkantet fordybning i en skrænten nær kysten. Illustrationen tolker hvordan nausten så ud i vikingetiden med et langskib oplagt for vinteren. Foran skibet ses lunderne som skibet blev draget/trukket hen over, da skibet blev sat under tag. Der er endnu ikke foretaget udgravninger af en naust på Bornholm, men i Norge er der fundet adskillige Naust, hvoraf nogle er arkæologisk udgravede, herfra har man en nogenlunde viden om bygningens udsende.
i flest tilfælde er en naust placeret 50- 150 meter fra kystlinjen, på en skråning der falder 5-10 grader mod havet. Dette er afgørende i tilfælde af at fjendtlige skibe pludselig viser sig på havet, så det eneste man skulle gøre,var at slå spunsen væk der holdt skibet på plads i bådehuset. Skibet vil så automatisk glide mod havet på de med fårehjerne og skovsnegle indsmurte lunder, der altid var lagt hele vejen til strandbredden. Mens skibet gled ned mod havet, støttede mandskabet skibet ved at gå ved siden af og holdt i årerne, der var stukket ind i skibets årehuller med kun årebladet ud, og i takt med at skibet gled ud i vandet, sprang mandskabet ombord, greb årerne, førte dem helt ud og begyndte at ro, for at tage den første kamp op ude på havet. At kunne udføre denne handling hurtigt nok, krævede det, at skibet altid var kampklar med årer tønder med vand og hvad ellers var nødvendigt ombord, når det stod i bådehuset-nausten. At det tog tid at slæbe skibet fra havet til bådehuset var ikke vigtigt, til dette arbejde kunne man anvende okser, derimod var der ikke altid tid til først at gøre skibet kampklar, vigtigere var at få et kampklar skibe hurtigt i søen.
En naust kan bruges til andet end at opbevare skibe i. Det kan læses i Håkon Håkonsons saga, hvor kong Håkonson tilbyder kong Magnus, da han skulle giftes år 1261 med den danske prinsesse Ingeborg datter af Erik Plovpenning (år 1261 er han endnu ikke konge men prins), at holde hans bryllupsfest i en stort Naust. Håkon havde selv holdt sit bryllup i selv samme naust. Kong Magnus ment, at der var bedre herberg i kongsgården og festen blev derfor holdt i 3 kongehaller på kongsgården,
I Stenhalla var Kongerne, alle bisperne, Knud Jarl, hærdstyrerne og de mest udvalgte mænd .
I Træhalla var Fru dronning Margrethe og jomfru Ingeborg samt hele hendes følge, alt klosterfølge var.
I Julehalla var Agmond Krøkedans, Erling Alfsson, Købmænd, udenlandske folk Bymænd. Ialt blev 1600 mand beværtet.
Som det læses i Håkon Håkonsons saga kunne en naust bruges som festhal, men det var nok ikke almindeligt, her blev brylluppet holdt i 3 haller som havde navnene Julehal, Træhal og Stenhal, den sidst nævnte var bygget i sten og stod stadig da Håkon Håkonson sagaen blev skrevet og fundamentet var stadig synligt i 1600-tallet.
Saltuna, Østerlars sogn havn
I den østlige ende af Saltune, findes 25×8 meter indgravning i kystskrænten der formodentlig stammer fra en Naust, som endnu ikke er undersøgt arkæologisk.
Den formodede naust ligger ud for det bedste sted et skib kan anløbe bugten i Saltuna, i nutiden består stranden af små rullesten, men i oldtiden har der muligvis været sandstrand. op til indgravningen, løber et vandløb der kunne forsyne skibene med vand.