– Mogens Jensen, Bornholm

Vikingetidens tidlige kristne gravpladser

Vikingetidens kristne gravpladser på Bornholm.

På Bornholm findes der 21 vikingetids-gravpladser, hvoraf 6 formodes at være tidlige kristne gravpladser fra tiden ca. 950-1060 e.Kr.. Disse gravpladser er Lillegærde/Sletten Camping beliggende mellem Gudhjem og Melsted, Slamrebjerg vest for Nexø, Runegård og Grødbygård beliggende mellem Pedersker og Aakirkeby, Munkegård i Poulsker samt Muleby syd for Hasle med en enkelt kistegrav, som sidstnævnte kan være kristen.  Bøgebjerg beliggende syd for Østerlars by er udelukkende en hedensk gravplads, der har været benyttet både i jernalder og vikingetid, det samme er tilfældet med de resterende vikingetidens gravpladser på Bornholm.

Herover ses placeringen af vikingetidens gravpladser. De formodede kristne pladser er markeret med rød firkant, hedenske pladser med blå firkant og middelalderens kirkers placering med sort kors. Middelalderens stenkirker blev bygget omkring 1130-80, som formodentlig afløste trækirker bygget omkring 1050-1100. Bemærk at mange af vikingetidens gravpladser ikke ligger langt fra kirkerne, og disse kirkers gravplads, har formodentlig afløst de tidlige kristnes gravpladser. Østerlars Kirke er placeret midt blandt 10 vikinge-gravpladser.

 De første kristne på Bornholm.

Formodentlig var de første kristne i Norden, og dermed også på Bornholm, vikinger, der kom hjem fra England og Irland, hvor de havde konverteret til kristendommen, vel at mærke den engelske eller irske kirkes trosform. Andre vikinger havde været østpå langs de russiske floder og Sortehavet, her har de mødt arianere og hjemvendt med denne tro. Adam af Bremen, der var magister scolarum i ækebispe-dømmet Bremen omtaler, at der “foruden hedninger også var vildfarne vantro i Norden” som var noget forfærdeligt. Disse vildfarne kan kun være de irsk-engelske omvendte vikinger, samt arianske kristne, særligt de arianske kristne, blev af den romersk katolske kirke opfattet som de værste vantro konkurrenter som derfor hadede dem.

De 3 kristne gravpladser Runegård, Ndr. Grødbygård  og Munkegård er alle tidlige kristne gravpladser fra vikingetiden, som udmærker sig ved, at kvindegravene ligger i den nordlige del af pladserne og mandsgravene i den sydlige, alle gravlagt på ryggen med hovedet mod vest, som det var kristne skik. I midten er der en plads uden grave, hvor der normalt i det øvrige Norden findes rester efter kirker af træ.

Ndr. Grødbygård er undtaget herfor, her er fundet rester af et typisk vikingehus med buede vægge, som det kendes fra Trælleborg ved Slagelse. Huset er ældre end gravpladsen, men kan oprindeligt have huset en kristen familie, som har gravlagt deres døde ved huset, og derved blev begyndelsen på en permanent kristen gravplads for en lokal menighed. Huset har da formodentlig fungeret som menighedshus, som var almindeligt blandt de tidlige kristne kirkesamfund.

Slamrebjerg gravpladsen har nogle grave der antages, at indeholde enkelte arianske kristne grave.

Lillevang mellem Gudhjem og Melsted, har muligvis også kristne grave om end det er noget usikkert. Professer Knob, Nationalmuseet, antog, at en gruppe grave dækket med mønstrede stenlægninger der lignede bedetæpper, skulle være muslimske grave.

Muleby har den mest usikre Kristen grav, som ene og alene bunder i, at det var en kistegrav samlet med jernnagler.

Antageligvis er disse tidlige kristne gravpladser irsk-angelsaxiske og arianske, hvor konverterede vikinger med familier er gravlagt. Slamrebjerg gravpladsen, indeholder ifølge teolog Mads Lidegård adskillige arianske grave, gravfeltet dateret til 950-1030. De døde kristne på Slamrebjerg var gravlagt i kister holdt sammen med jernnagler og gravene var dækket af en lille høj, en gravform, som var almindelig blandt de arianske kristne. Arianske kristne i Nordeuropa havde i de første mange år ingen kirkebygning, men afholdt gudstjeneste i det fri, på åbne pladser i en lund ved deres gravpladser. I det sydlige Europa byggede arianerne i årene 500- 700 e. Kr. flotte rotondaer/rundkapeller, som blev overtaget af katolikkerne efter at den ariansk tro var forsvundet fra disse egne, fordrevet af den Romersk Katolske Kirke.

Når vi taler om tidlig kristendom, tænker man almindeligvis på den romerskkatolske kirke, men sådan har det nødvendigvis ikke altid været. Fra omkring 970 e.Kr. konverterede den danske befolkning gradvis til katolicismen, men før da, var vi ikke alle hedninge, der troede på asaguderne Odin og Thor m.fl., nogen var allerede blevet kristne, blot ikke romerskkatolske.

Runegård

Runegård gravpladsen dateret til 990-1040 efter et møntfund i en grav (Margrethe Watt), gravpladsen kan være ældre muligvis fra omkring 970, gravpladsen ses herover med fundbeskrivelse: Gravpladsen kan være en ariansk plads, den har en åben plads i midten, hvor ingen bygning er konstateret. Kun få hundrede meter mod øst, ligger en tilsvarende plads, Ndr. Grøødbygård gravfeltet der også er en kristen gravplads. Det har undret forskere og arkæologer, at 2 kristne gravpladser på samme tid ligger så tæt op ad hinanden. En forklaring kan være, at den ene var en ariansk kristen (Runegård) og den anden (Ndr. Grødbygård) var en irsk-angelsaxisk kristen gravplads, og menighederne har forståeligt nok ønsket at gravlægge deres døde efter egne rituelle måder. Antallet af grave synes mig at være for mange til, at være gravpladser for 2 gårdes familier i de 50 år, og må derfor 2 menigheders gravpladser tilhørende flere gårde i Pedersker området.

Ndr. Grødbygård

Ndr. Grødbygård gravpladsen, herover er fra 1000-1170, dateret efter møntfund i gravene (Margrethe Watt), men pladsen kan være ældre fra omkring år 990. I midten af gravfeltet ses en åben plads, hvor fundet et hus i Trelleborg-stil fra omkring 960-990. Pladsen kan være en irsk-angelsaxisk påvirket menigheds plads og huset kan have fungeret som samlingssted for en tidlig kristen menighed, hvor menighedens medlemmer blev gravlagt umiddelbart omkring huset. Runegård og Ndr. Grødbygård menighederne har formodentlig konverteret til katolicismen engang efter 1060, og flyttet deres aktiviteter til Aakirke. Det skete da den katolske mission kom til øen i 1066, foranlediget af lunds biskop Eginius, og Bornholms formodede første trækirke, Aakirke i Aakirkeby, blev opførtTegning af Hanne Vagnkille Bornholms Museum.

Svend Estridsen iværksatte en kirkereform omkring 1060, hvor landet blev inddelt i bispedømmer og formodentlig også i kirkesogne. Gravpladserne ved Runegård og Ndr. Grødbygård blev nedlagt engang mellem år 1030-1066 som da kirkereformen kom, blev disse menigheder tvunget ind i  og til det nye Aakirke sogn, hvor den første trækirke på Bornholm formodentlig blev bygget, som biskop Eginius hovedkirke. Da Runegård og Ndr. Grødbygård gravpladserne ligger øst for Grødby-å, ville det være naturligt for menighederne at de blev knyttet til den nærmere Pedersker kirke, men der var endnu ikke bygget. Aakirke af træ blev bygget først, så det har været naturligt for menighederne på Runegård og Ndr. Grødbygård, at de blev knyttet til den nye Aakirke, og det kan forklare, at grænsen for Aaker kirkesogns unaturligt kom til at ligge øst for Grødby-å.  Før Aakirke blev bygget i Aaker sogn, hed sognet Aakre sogn, som betyder ager sogn. En gård-samling hvor nu Aakirkeby ligger og hvor den lokale høvdingegård også lå, hed da Aakreby, som betyder agerby. Da kirken blev bygget kom stedet til at hedde Aakre-kirkeby = Ager-kirkeby, som i nutiden forkortes til Aakirkeby. Vi har flere lignende bynavne opstået på samme måde, eksempelvis Agerby i Østerlars, Kirkeby i Rutsker og Nyker. I Skåne er der ligeledes flere stednavne med ager og by, eksempelvis Åkreby ved Dalby i Skåne (som blot betyder agerbosted).

Senere da Pedersker nuværende Kirke bliver bygget, har nogle af egnens  menigheden sluttet sig til denne kirke, som har irsk træk i byggestilen og er en af de ældste stenkirker på Bornholm fra ca. 1130.

Munkegård

Munkegårdspladsen herover er kun delvis udgravet og dateret til 1000-1060, fastslået på baggrund af møntfund, hvor den ældste er en tysk mønt fra år 1000, en fra Knud den Stores tid ca. år 1035 og en fra Svend Estridsens tid 1060. Pladsen ligger 2½ km syd for Povlsker kirke der er en katolsk kirke. Det er kun den nordlige halvdel der her vises på tegningen, nederst ses en del af den åbne plads, som er almindeligt på de tidlige kristne gravpladser. Om pladsen er en ariansk, irsk eller tidlig katolsk gravplads kan ikke fastslås. Poulsker Kirke har efter år 1070 antageligvis været en trækirke, der omkring år 1150 blev afløst af den nuværende stenkirke. Poulsker Kirke har sikkert overtaget menigheden fra Munkegård. Tegning af Hanne Vangnkille, Bornholms museum.

Slamrebjerg

Slamrebjerg feltet ligger kun 800 m nordøst for Bodilsker kirke, der formodentlig engang efter år 1066 har overtaget den arianske menighed fra Slamrebjerg. En keramisk kop af Menkendurf typen fundet i en grav gør, at arkæolog Margrethe Watt konkluderede gravpladsen til at blev anvendt i 900 tallet, hvad gør Slamrebjerg pladsen til den ældst kristne gravplads på Bornholm.

Herover ses Slamrebjerg gravpladsen. Gravkisterne antages at være kristne grave, og dem, der har en lille høj med en stenkreds, antages at være Arianske grave.

Cand. teol. Mads Lidegaard er forfatter til en lang række bøger om bl.a. Grønland, danske sagn og tro, livsholdninger og kulturmøder. Han skildrer hvorledes kristendommen gradvist vinder indpas i Danmark allerede fra sen jernalder og tidlig vikingetid. Påvirkningen kommer især fra vest, via den irske og den angelsaksiske mission i Danmark, men også fra sydøst, fra den såkaldte arianske kristendom blandt de germanske og slaviske stammer. Ifølge Mads Lidegaard har den gængse kirkehistorie overset den nye religions indtrængen, fordi de skriftlige katolske kilder har fortiet eksistensen af andre former for kristendom, før den katolske kirkes indtog i Norden.

Herover ses en plan og profil af en grav fra Slamrebjerg gravpladsen, der dateres til 950-1030. Graven er dækket af en lille høj med en stenkreds og indeholder en trækiste sammenholdt med jernnagler, en gravform der var almindelig blandt de arianske kristne.

Muleby graven

Muleby gravpladsen blev fundet i forbindelse med grusgravning i årene 1950-65. Pladsen blev bortgravet og er derfor kun i ringe grad undersøgt. En mandsgrav blev fundet og bedømt som kristen. Pladsen ligger 3 km vest for Ny Kirke i Mulebys østlige udkant på Ndr. og Sdr. Mulebugårdes jorde. Ny Kirke har sikkert efter år 1070 overtaget menigheden i Muleby, En tidlig trækirke har formodentlig ligget der hvor nu rundkirken er i Nyker by og som blev Muleby menighedens kirke i Midelalderen og stadig er.

Lillevang.

Lillevang gravpladsen har foruden hedenske nord-sydvendte grave også nogle nordøst-sydvest vendte grave. En del af gravene er beskrivet af professor Glob som værende  muslimske grave, men kan være tidlige kristne grave. Gravpladsen er beliggende ved kysten mellem Gudhjem og Melsted, 4 km nord for Østerlars Kirke. Gravpladserne Nørresand i Gudhjem og Melsted badehotel, samt gravplads Bøgebjerg sydvest for  Østerlars, der er hedenske, har da Østerlars Kirke blev bygget, samtlige kristne menigheder samt hedninge i området, formodentlig overgået til menigheden i Østerlars rundkirke. Der var ingen kirke i Gudhjem før Hansaforbundets købmænd ankrede op med deres kogger i midten af middelalderen og købte nedsaltet sild. De foranledigede, at der blev bygget et kapeller i Gudhjem, Rønne, Hasle, Allinge, Hammeren, Helligdommen, Bølshavn, Svaneke, Frennegård og i Nexø. Alle disse kapeller blev bygget i tidsrummet 1300-1500, og sener omdannet til kirker.   Tegning af E. Vedel:

Mange af Lillevangs grave måler 2,5×1 m og er udsmykket med et lag strandstene lagt i et geometriske mønstre, som ses herover. Professor Glob, Nationalmuseet, har omtalt dem som grave indeholde vikinger, der under deres rejser i Østen havde konverteret til islam. Mønstrene skulle i følge professer Glob forestillede bedetæpper, Hvilket er diskutabelt.

Ariansk kristendom.

Arianismen kan være kommet til Norden og Bornholm via vikinger, der på deres rejser på nuværende Ukraines og Ruslands floderne, samt i Grækenland, hvor de mødte mange trosretninger.  Foruden hedninger, som de selv var, mødte de muslimer, græskkatolske kristne og arianske kristne og nogle antog den arianske tro og tog den med hjem til Norden.

Herhjemme i Norden var arianismen formodentlig allerede kendt fra midten af 500-tallet, der efter Østgoternes og Herulernes nederlag i krigene mod det Byzantinske rige hjembragte den arianske tro til norden. Under deres 200 årige ophold i Grækenland og Italien havde de antaget arianismen, ligesom andre germanske folkeslag gjorde, eksempelvis Vandalerne i Norditalien, samt Sakserne, der boede syd for Danmarks Ejder-grænse.

 Arianismen er opkaldt efter Arius (256 – 336), der levede i sin fødeby Alexandria i Egypten. År 325 e.Kr. blev arianismen fordømt af et koncil (kirkemøde) i Nikæa, men den arianske kristne tro fortsatte længe efter, især blandt de germanske stammer, der invaderede Romerriget i folkevandringstiden.

Fra år 326 opholdt Arius sig i Konstantinopel, nuværende Istanbul i Tyrkiet, hvor romerske lejesoldater, der for det meste var Gotere og Herule, tog troen til sig og spredte arianismen ud i Europa, hvilket den katolske kirkes  ledere ikke var tilfredse med, de anså arianismen for at være kættersk, fordi de ikke anerkendte treenigheden, men derimod at Gud, Kristus og Helligånden var separate væsener.

Goterne var et folk, der omkring Kresti fødsel udvandrede fra Østersøens sydkyst i det nuværende Polen. De vandrede sydpå langs Østeuropæiske floder til nord for Sortehavet, hvor de slog sig ned et par århundreder. Det er foreslået at goterne oprindeligt stammer fra Götaland og Gotland i Sverige, og hvorfra hver tiende ung, ved lodtrækning, blev udvalg til udvandring. Efter ankomsten til nord for Sortehavet, opdeltes folket i 2 selvstendige folk: østgoterne og vestgoterne. Et asiatisk rytterfolk, Hunnerne, presser år 375 e.Kr. østgoterne og vestgoterne mod vest ind over romerrigets grænse. efter mange kampe og omflakken, når Østgoterne år 488 til Norditalien hvor de skaber sig et rige, og da havde de antaget arianismen som deres relegion. Vestgoterne der også var arianere, fortsatte til Sydspanien, hvor de etablerede det vestgotiske rige, også kaldet Vesigoternes rige.

Herulerne skabte ikke et fast tilholdssted, men lod sig hyre som lejesoldater. Herulerne, er i dansk sammenhæng et spændende folk, der antages, at være udvandret omkring år 200 fra Sjælland eller Skåne og de drog sydpå mod Sortehavet og Middelhavet. De optrådte en overgang som sørøvere, senere var de lejesoldater for den østromerske kejser i Konstantinopel. De var med den østromerske general Balisarius i slaget ved Faventia i Italien år 542, hvor de kæmpede mod østgoternes kong Totilas hær, som de tabte til. Senere år 553, var de med den østromerske general Narsas i Norditalien, hvor herulernes hærafdeling blev besejret af en frankisk arme. Både i år 542 og 553 blev herulerne næsten udslettet og resterne af heruler-folket drog, ifølge romerske og græske kilder, tilbage til deres hjemland. Arkæolog Lotte Hedeager mener, at en rig fynsk kvindegrav fra den tid, kan være en hjemvendt fornem heruler-kvinde, og hvis dette er rigtigt, betyder det, at en ariansk kristent herulerkvinde er vendt tilbage til sit hjemland, formodentlig sammen med mange flere, som det påstås af romerske forfattere, og gravlagt på Fyn.

Østgoterne fik omtrent den samme skæbne som herulerne år 553. Efter slaget ved Mons Lactarius nord for Rom, som østgoterne tabte, lykkedes det dem at forhandle en fredsaftale med den østromerske general Narsas. Østgoter-folket fik lov til at drage væk fra Italien med deres gods og rigdomme til deres slægtninge, og ifølge datidige forfattere drog de nordpå, antageligvis hjem til Norden som herulerne kort forinden gjorde. Nogle Herulere og Østgotere kan have rejst videre fra Sjælland og Skåne, hvor deres forfædre kom fra, og andre kan være endt på Bornholm.

Da kong Harald Blåtand kristnede danerne, som det så fint står på Jellingesstenen, var en stor del af befolkningen formodentlig allerede konverteret til kristendommen, og da Bornholm blev inddraget i Haralds rige samtidig med Skåne i år 965, har der sikkert da allerede været kristne menigheder på øen. At de skriftlige kilder, skrevet af katolske forfattere ikke omtaler de kristne, der var her før Haralds kristning er forståeligt, og eftersom de repræsenterede en konkurrerende kristendoms opfattelse, måtte de forties.

Et lille 13 gram tungt guldkors med en Kristus figur, der dækker det meste af korset, er fundet på Fyn. Korset viser en sejrende Kristus, som ser lige mod en fra et hjerteformet ansigt. Smykket har været båret i en kæde om halsen og er bedømt til at være fremstillet i første halvdel af 900-tallet af en guldsmed, der var en sand mester. Han har fremstillet Kristus-figurens ansigt i guld granulat og brystet med små guldringe der minder om en ringbrynje, samt iført bukser af guldlameller. Hele fremtoningen minder mere om en armeret krigerkonge end en ydmyg Kristus som man ellers ser i nutiden. En kristen viking har haft dette kors hængende ved sit bryst før Harald Blåtand kristnede danerne og det har der sikkert været mange der har haft blandt små kristne menigheder i landet, også på Bornholm før år 965.

Man kan i Magister Adam af Bremens tekster om nordens kristning, se at bornholmerne havde en stor befolkning af kristne menigheder, der omtales som vildfarne mennesker, bornholmerne bliver ikke omtalt som hedninger.

Adam af Bremen beretter at Lund/Dalby biskoppen Eginos/Egin mellem 1066-72 kristnede Bornholmerne, altså 100 år efter Haralds kristning af danerne. Bornholmerne var ikke hedninger som svenskerne i Uppsala, men som står skrevet, var bornholmerne vildfarne mennesker, der havde afgudsbilleder. Forskellen var formodentlig den, at bornholmerne var vildfarne kristne, der hædrede Arian som deres kirkefader og havde 3 gudebilleder, en almægtig gud, som kunne forveksles med Odin, bornholmerne har muligvis ment han så ud som Odin, dernæst den sejrende gud, Kristus, der kunne forveksles med Thor, muligvis vist som en kriger, og sidst helligånden, en due, der kunne forveksles med en Odins ravn. Biskob Eginos og Adam af Bremen var sikkert vidende om, at bornholmerne var kristne, men de var meget værre end hedninge, nemlig vildfarne kristne arianere, som var katolikkernes værste konkurrenter. At andre var irsk angelsaksisk kristne, en kristendom, der kom fra Irland og England med hjemvendte vikinger, var knapt så galt, de var dog en slags katolikker, men noget der skulle bekæmpes, fordi den rette kristne tro var udelukkende den romersk katolske. At der var hedninger iblandt bornholmerne, var tilgiveligt, fordi de var uvidende, men at være vantro kristn var utilgiveligt, de var vidende om deres vildfarelse og det måtte bekæmpes.

Adam af Bremen beretter videre! ”Alle disse (bornholmere) siges ved hans (Eginos) prædiken, at have omvendt sig til tårer, og at have lagt sådan en anger over deres vildfarelse for dagen, at de straks sønderbrød deres afgudsbilleder og kappedes om at lade sig døbe”. Igen fremgår det i denne tekst, at de var vildfarne og at de ødelagde billederne i deres kirkesamfund. I nutidens kirker har vi lignende billeder i kirkerne som fremmede udenforstående mennesker kan mistolke som afgudsbilleder. I tidlig middelalder havde de romerskkatolske kirker ikke alterbilleder, men et kors på alteret, senere i slutningen af middelalderen og især under barokken kom der alterbilleder der blev til overdådigt udsmykkede med Jesus liv. Katolikkerne endte derved med at have alterbilleder, som arianerne havde i vikingetiden. Den arianerne kirke i Sydeuropa bruge tidligt billeder af Gud, Kristus og Helligånden i deres kirker, et eksempel er Theodoriks Mausoleum i Revenna i Norditalieen. Theodorik var ariansk kristen og konge over østgoterne med hovedsæde i Revenna og ifølge forfatteren Jordanes  der skrev østgoternes og vestgoternes historie år 551, var østgoternes hjemegn Scandza, nutidens Skåne.

Theoderiks mausoleum i Ravenna er en ariansk kirke, og selve hvælvingen er hugget ud af en stor sten, den vejer cirka 230 tons og blev i 500-tallet formodentlig løftet på plads med en gigantisk trækran eller skubbet på  plads med ruller via en jordrampe. Den nederste etage var en ariansk kirke, og på førstesalen lå Theoderiks gravkammer, hvor der i dag kun står en tom og delvist smadret sarkofag.

“Loftshvælvet i Theoderiks dåbskapel viser Jesu dåb, og det er et af de fineste eksempler på ariansk religiøs kunst. Jesus vises som en helt ung mand uden skæg – måske for at tydeliggøre, at han stod under sin himmelske fader, Gud, i den arianske version af kristendommen”, skriver arkæolog Jeanette Varberg, der har forsket i ariansk tro blandt goterne.

Østgoterne havde ikke helt glemt deres gamle hedenske tro, og da Theodoriks lig forsvandt fra sarkofagen i Revennas kapel, rygtedes det, at Odin havde fjernet ham og at Theodorik havde redet på Odins hest til Valhalla.

Adam af Bremen fortæller også at bornholmerne efter at de havde konverteret til katolicismen, ville de give alle deres rigdomme til biskop Eginos. Han frasagde sig disse skatte og rådede bornholmerne at bygge kirker for rigdommene. Denne tekst fortæller, at der ingen fysiske kirker var på øen før år 1066, det passer godt med at byggeriet af trækirker startede omkring 1066, som var magen til den kopi af en tidlig trækirke, der ses på Moesgård museum ved Århus. Senere fra omkring 1130, blev trækirkerne afløst af stenkirker.

Da den arianske kirke kom til Norden med de hjemvendte Østgotere og Herulere, byggede de ikke kirker, men forrettede gudstjenesten i det fri, sådan som de huskede man gjorde i den hedenske asatro, dog i den arianske version.

Af de 21 vikinge-gravpladser på Bornholm, kan nogle af de kristne pladser; eksempelvis Slamrebjerg, være Arianske gravpladser, medens Runegård, Ndr. Grødbygård samt Munkegård formodentlig er irsk engelsk påvirket kristne gravsteder, eller tidlige katolske. Lillevang gravpladsen ved Gudhjem og Muleby graven syd for Hasle er tvivlsomme kristne, alle steder er uden en kirke tilknyttet gravpladsen. De resterende 15 er hedenske gravpladser.

Mads Ledegård mener at årsagen til, at vi ingen sagn har, der omtaler den tidlige kristne periode, fra før den katolske kirke indtog i Danmark skyldes, at man har været dygtig til at slette alle historiske spor af irsk angelsaksisk og ariansk tro. Hedenskaben derimod har overlevet og skyldes, at den katolske kirke ikke var så nidkær i kampen mod hedningene, hedningene viste jo ikke bedre. Den hedenske overtros historier og sagn har derfor overlevet til nutiden.  Fordi de tidlige kristnes historie fuldstændigt er forsvundet fra vores historie, hvad skyldes især den nidkære missionen fra Bremen, er overgangen til kristendom blevet opfattet, at ske direkte fra hedenskab til romersk katolsk, uden en mellemliggende anden kristen trosretning. Ud fra dette har det været den gængse opfattelse, at bornholmerne var hedninger og først sent blev kristnet omkring 1066, men meget taler for at kristendommen var på Bornholm allerede fra omkring år 960-90, og at kristendommen muligvis allerede var kendt fra tiden omkring år 550.

M.F. Jensen.