– Mogens Jensen, Bornholm

Vikingetidens tidlige kristne gravpladser

Vikingetidens kristne gravpladser på Bornholm.

På Bornholm findes der 21 vikingetids-gravpladser, hvoraf 6 formodes at være tidlige kristne gravpladser fra tiden ca. 950-1060 e.Kr.. Disse gravpladser er Lillegærde/Sletten Camping beliggende mellem Gudhjem og Melsted, Slamrebjerg vest for Nexø, Runegård og Grødbygård beliggende mellem Pedersker og Aakirkeby, Munkegård i Poulsker, samt Muleby syd for Hasle med en enkelt kistegrav som kan være kristen.  Bøgebjerg beliggende syd for Østerlars by er en gravplads, der har været benyttet både i jernalder og vikingetid og er udelukkende en hedensk graveplads, som også er tilfældet med resten af vikingetidens gravpladser på Bornholm.

Herover ses placeringen af vikingetidens gravpladser. De formodede kristne pladser er markeret med rød firkant, hedenske pladser med blå firkant og middelalderens kirkers placering med sort kors. Middelalderens stenkirker blev bygget omkring 1130-50 e.Kr. som formodentlig afløste trækirker bygget omkring 1050-80. Bemærk at mange vikingetidens gravpladser ikke ligger langt fra kirkerne, som formodentlig afløste vikinge gravpladserne. Østerlars Kirke er placeret midt blandt 9 vikinge-gravpladser.

 De første kristne på Bornholm.

De 3 kristne gravpladser Runegård, Ndr. Grødbygård  og Munkegård er alle tidlige kristne gravpladser fra vikingetiden som udmærker sig ved, at kvindegravene ligger i den nordlige og mandsgravene i den sydlige del af pladserne, alle gravlagt på ryggen med hovedet mod vest, som det var skik på kristne gravsteder. I midten er der en plads uden grave, hvor der normalt findes rester efter kirker af træ, men på de pågældende gravpladser er det er blot en åben plads,

Ndr. Grødbygård er undtaget herfor, her er der rester af et typisk vikingehus med buede vægge, som det kendes fra Trælleborg ved Slagelse, huset er dog ældre end gravpladsen, men kan før gravpladsen blev etableret have huset en kristen familie, som har gravlagt deres døde ved huset, som derved blev begyndelsen på en permanent kristen gravplads for en lokal menighed. Huset har da formodentlig fungeret som samlingssted for en menighed, hvad ofte sås blandt de tidlige kristne kirkesamfund.

Slamtebjerg gravpladsen er antaget, at indeholde enkelte Arianske kristne grave.

Lillegærde har muligvis også kristne grave om end det er noget usikkert. Professer Knob Nationalmuseet antog, at en gruppe grave dækket med mønstrede stenlægninger, skulle være muslimske grave.

Muleby graven er den mest usikre kristen grav, ene og alene formodet deraf, at det var en kistegrav samlet med jernnagler.

Antageligvis er disse tidlige kristne gravpladser Irokeltiske-angelsaxiske og arianske, hvor konverterede vikinger med familier er gravlagt. Slamrebjerg gravpladsen, indeholder iflg. teolog Mads Lidegård adskillige arianske grave, gravfeltet dateret til 950-1030 e.Kr.. De døde på Slamrebjerg var gravlagt i en kiste holdt sammen med jernnagler og gravene var dækket af en lille høj, en gravform som var almindelig blandt de arianske kristne. Arianske kristne havde i de første mange år ingen kirkebygning, men afholdt gudstjeneste i det fri, på åbne pladser i en lund ved deres gravpladser. I det sydlige Europa byggede arianerne i årene 500- 700 e. Kr. flotte rotondaer/rundkapeller, som blev overtaget af katolikkerne efter at ariansk tro var forsvundet fra disse egne.

Når vi taler om tidlig kristendom, tænker man almindeligvis på den romerskkatolske kirke, men sådan har det nødvendigvis ikke altid været. Fra omkring 970 har den danske befolkning lidt efter lidt konverteret til katolicismen, men før da var vi ikke alle hedninge, der troede på asaguderne Odin og Tor m.fl., nogen var allerede blevet kristne, blot ikke romerskkatolske.

Formodentlig var de første kristne i norden, og dermed også på Bornholm, vikinger der kom hjem fra England og Irland, hvor de havde konverteret til kristendommen, vel at mærke den engelske eller irske kirkes trosform. Andre vikinger havde været østpå langs de russiske floder og Sortehavet, her har de mødt arianere og hjemvendt med denne tro. Adam af Bremen, der var magister scolarum i ækebispe-dømmet Bremen omtaler, at der foruden hedninger også var vildfarne vantro i Norden, som var noget forfærdeligt. Disse vandtro kan kun være de irsk-engelske omvendte vikinger samt arianske kristne, særligt de arianske kristne, blev af den romersk katolske kirke opfattede som de værste vantro konkurrenter og derfor hadede dem.

De ovenfor omtalte gravpladser har ingen kirker, men kun en åben plads, som var almindeligt blandt de arianske kristne i det nordgermanske område. Nedenfor beskrives gravfelterne enkeltvis.

Runegård

Runegård gravfeltet ses herover med fund-beskrivelse: Gravpladsen kan være en ariansk plads, den har en åben plads i midten, hvor ingen bygning er konstateret. Kun få hundrede meter mod øst, ligger en tilsvarende plads, Ndr. Grøødbygård gravfeltet der også er en kristen gravplads. Det har undret forskere og arkæologer, at 2 kristne gravpladser på samme tid ligger så tæt op ad hinanden. En forklaring kan være, at den ene var en ariansk kristen og den anden var en irokeltisk-angelsaxisk kristen gravplads, og menighederne har forståeligt nok ønsket at gravlægge deres døde efter egne rituelle måder. Antallet af grave synes mig at være for mange til, at være gravpladser for 2 gårdes familier i 100 år, og må derfor 2 menigheders gravpladser tilhørende flere gårde i Pedersker området.

Ndr. Grødbygård

Ndr. Grødbygård gravpladsen herover er fra 960-1066 e.Kr. I midten af gravfeltet ses en åben plads, hvor der blev fundet et hus i Trelleborg stil fra omkring 900 e.Kr.. Pladsen kan være en irokeltisk-angelsaxisk påvirket menigheds plads og bygningen kan have fungeret som samlingssted for en tidlig kristen menighed før gravpladsen blev benyttet, da må den være den ældste og eneste trækirke på Bornholm. Runegård og Ndr. Grødbygård menighederne har formodentlig konverteret til katolicismen engang efter 1066, og flyttet til Bornholms første trækirke Aakirke.  Tegning af Hanne Vagnkille Bornholms Museum.

Svend Estridsens iværksatte en kirkereform omkring 1060, hvor landet blev inddelt i bispedømmer og formodentlig også i kirkesogn. Gravpladserne ved Runegård og Ndr. Grødbygård blev nedlagt engang mellem år 1030-1066 så da kirkereformen kom, blev disse menigheder tvunget ind i den nye kirkereform og blevet flyttet til det nye Aakirke-sogn hvor den første trækirke blev bygget på Bornholm, formodentlig på foranledning af biskop Egin som Bornholms hovedkirke. Da Runegård og Ndr. Grødbygård gravfelterne ligger øst for Grødby-å, ville det være naturligt for menighederne at blev knyttet til den nærmere Pedersker kirke. Da Pedersker år 1060 endnu ikke havde en kirke og at Aakirke af træ blev bygget, formentlig som den første p Bornholm, har det været naturligt for menigheden på Runegård og Ndr. Grødbygård, at blev knyttet til den nye Aakirke, og det kan forklare, at Aaker kirkesogns grænse unaturligt kom til at ligge øst for Grødby-å. Før kirken blev bygget i Aaker sogn, hed sognet Aakre som betyder ager og en gårdsamling hvor nu Aakirkeby ligger og hvor høvdingegården lå, hed Aakreby=agerby og da kirken blev bygget kom stedet til at hedde Aakrekirkeby, som i nutiden forkortes til Aakirkeby. Vi har flere lignende bynavne opstået på samme måde, eksempelvis Agerby i Østerlars, Kirkeby i Rutsker og Nyker. I Skåne er der ligeledes flere stednavne med ager og by (som blot betyder agerbosted) = Åkreby ved Dalby.

Senere da Pedersker nuværende Kirke bliver bygget, har nogle af egnens  menigheden sluttet sig til denne kirke, som har irsk træk i byggestilen og er en af de ældste stenkirker på Bornholm fra ca. 1130.

Munkegård

Munkegårdsfeltet fra 950-1030 e.Kr. herover, ligger 2½ km syd for Poulsker kirke der er en katolsk kirke. Pladsen er kun delvis udgravet. Det er kun den nordlige halvdel der vises på tegningen herover, nederst ses en del af den åbne plads, som er almindeligt på de tidlige kristne gravpladser. Om den er en ariansk, irsk eller tidlig katolsk gravplads kan ikke siges. Poulsker kirke har efter år 1070 antageligvis haft en trækirke der omkring år 1150 blev afløst af den nuværende stenkirke. Poulsker kirke har sikkert overtaget menigheden fra Munkegård. Tegning af Hanne Vangnkille, Bornholms museum.

Slamrebjerg

Slamrebjerg feltet ligger kun 800 m nordøst for Bodilsker kirke, der formodentlig engang efter år 1066 har overtaget den arianske menighed.

Herover ses Slamrebjerg gravpladsen. Gravkisterne antages at være en kristen grav, og dem der har en lille høj antages at være Ariansk grav.

cand. Teol. Mads Lidegaard er forfatter til en lang række bøger om bl.a. Grønland, danske sagn og tro, livsholdninger og kulturmøder.
Mads Lidegaard skildrer i en bog, hvorledes kristendommen gradvist vinder indpas i Danmark allerede fra sen jernalder og tidlig vikingetid . Påvirkningen kommer især fra vest, fra den irokeltiske og den angelsaksiske kirke, men også fra sydøst, fra den såkaldte arianske kristendom blandt de germanske og slaviske stammer. Ifølge Mads Lidegaard har den gængse kirkehistorie overset den nye religions indtrængen, fordi de skriftlige katolske kilder har fortiet eksistensen af andre former for kristendom, som før den katolske kirkes indtog var i Norden.”

Herover ses en plan og profil af en grav fra Slamrebjerg. Gravfeltet der dateres til 950-1030 e.Kr. ,er dækket af en lille høj med en stenkreds og indeholder en trækiste sammenholdt med jernnagler. Denne gravform var almindelig blandt de arianske kristne.

Muleby graven

Muleby gravpladsen blev fundet i forbindelse med grusgrav i årene 1950-65. Pladsen blev bortgravet og er derfor kun i ringe grad undersøgt. En mandsgrav blev fundet og bedømt som kristen. Feltet ligger 3 km vest for Ny kirke i udkanten af østlige Muleby, og Ny Kirke har sikkert overtaget menigheden i Muleby efter år 1070, hvor en trækirke, der nu er afløst af rundkirken, har været Muleby menighedens kirke .

Lillegærde.

Lillegærde gravpladsen har foruden hedenske N-S vendte grave også NØ-SV vendte grave. Nogle af gravene beskrives af professor Glob som værende  muslimske grave, men kan være tidlige kristne grave. Feltet ligger 4 km nord for Østerlars Kirke, og sammen med gravpladserne Nørresand i Gudhjem og Melsted badehotel, hvor der også er fundet tidlige kristne grave, samt den hedenske gravplads Bøgebjerg, har Østerlars Kirke formodentlig overtaget disse menigheder. Der var ingen kirke i Gudhjem før hansaforbundets købmænd ankrede op med deres kogger, og købte nedsaltet sild. De foranledigede at der blev bygget et kapel i Gudhjem, som det også skete i Rønne, Hasle, Allinge, Hammeren, Helligdommen, Bølshavn, Svaneke, Frennegård og Nexø. Alle disse kapeller, sener omdannet til kirker, blev bygget i tidsrummet 1300-1500.
Tegning af E. Vedel:

Mange af Lillegærdes grave måler 2,5×1 m og er udsmykket med et lag strandstene lagt i et geometriske mønstre, som ses herover. Professor Glob, Nationalmuseet, har omtalt dem som grave indeholde vikinger, der under deres rejser i Østen havde konverteret til islam, og at mønstrene forestillede bedetæpper, Hvilket er diskutabelt.

Ariansk kristendom.

Arianismen kom til Norden og Bornholm via vikinger, der på deres rejser på floderne i nuværende Ukraine, Rusland og i Grækenland, mødte mange trosretninger.  Foruden hedninger som de selv var, mødte de muslimer, græskkatolske og arianere, og nogle antog den arianske tro og tog den med hjem til Norden.

Herhjemme i Norden var arianismen formodentlig allerede kendt fra midten af 500-tallet e.Kr. der efter Østgoternes og Herulernes nederlag i krigene mod det Byzantinske rige hjembragte den arianske tro til norden. Under deres 200 årige ophold i Grækenland og Italien havde de antaget Arianismen, hvad andre germanske folkeslag gjorde, eksempelvis Vandalerne samt Sakserne der boede syd for Danmarks Ejdergrænse.

 Arianismen er opkaldt efter Arius (256 – 336), der levede i Alexandria, hvor han er født. År 325 e.Kr. blev arianismen fordømt af et koncil (kirkemøde) i Nikæa, men den arianske kristne tro fortsatte længe efter, især blandt de germanske stammer, der invaderede Romerriget i folkevandringstiden.

Fra år 326 opholdt Arius sig i Konstantinopel, hvor romerske lejesoldater, der for det meste var Gotere,

Herule, tog troen til sig og spredte arianismen ud i Europa, hvilket den katolske kirkes  ledere ikke var tilfreds med, de anså arianismen for at være kættersk, fordi de ikke anerkendte treenigheden, men derimod at Gud, Kristus og Helligånden var separate væsener.

Goterne var et folk, der omkring Kresti fødsel udvandrede fra Østersøens sydkyst i det nuværende Polen. De vandrede sydpå langs de østeuropæiske floder til nord for Sortehavet, hvor de slog sig ned et par århundreder. Götaland og Gotland i Sverige, er steder, hvor det er foreslået at goterne oprindeligt stammer fra, og hvor hver tiende ung ved lodtrækning blev udvalg til udvandring omkring år 0. Efter nogen omflakken, skabte Østgoterne et rige i Norditalien, og da havde goterne antaget arianismen som deres relegion.

Herulerne skabte ikke et fast tilholdssted, men lod sig hyre som lejesoldater.  Herulerne, er i dansk sammenhæng et spændende folk, der antages, at være udvandret omkring år 200 fra Sjælland eller Skåne og drog sydpå mod Sortehavet og Middelhavet. De optrådte en overgang som sørøvere, senere var de lejesoldater for den Østromerske kejser. De var med den østromerske general Balisarius i slaget ved Faventia i Italien år 542 e.Kr., hvor de kæmpede mod østgoternes kong Totilas hær, som de tabte til, senere 553 e.Kr. var de med general Narsas i Italien, hvor herulernes hærafdeling blev besejret af en frankisk arme.

Både i 542 og 553 blev Herulerne næsten udslettet og resterne af herulerfolket drog, ifølge romerske og græske kilder, tilbage til deres hjemland. Arkæologen Lotte Hedeager mener, at en rig fynsk kvindegrav fra den tid, kan være en hjemvendt fornem heruler-kvinde, og hvis dette er rigtigt, betyder det, at et Ariansk kristent heruler-folk er vendt tilbage til deres hjemland som det påstås af romerske forfattere, og gravlagt på Fyn.

Østgoterne fik omtrent den samme skæbne som herulerne år 553 e.Kr.. Efter slaget ved Mons Lactarius, som østgoterne tabte, lykkedes det dem at forhandle en fredsaftale med den østromerske general Narsas. Østgoterfolket fik lov til at drage væk fra Italien med deres gods og rigdomme til deres slægtninge, og ifølgedatidige forfattere drog de nordpå, antageligvis hjem til Norden som herolerne kort forinden gjorde. Nogle Heruler og Østgoter kan have rejst videre fra Sjælland og Skåne hvor deres forfædre kom fra og andre kan have endt på Bornholm.

Da kong Harald Blåtand kristnede danerne, som det så fint står på Jellinge stenen, var en stor del af befolkningen formodentlig allerede konverteret til kristendommen, og da Bornholm blev inddraget i Haralds rige samtidig med Skåne i år 965 e. Kr., har der sikkert da allerede været kristne menigheder på øen. At de skriftlige kilder, skrevet af katolske forfattere ikke omtaler de kristne, der var her før Haralds kristning er forståeligt, de repræsenterede en konkurrerende kristendoms opfattelse, som måtte forties.

Et lille 13 gram tungt guldkors med en Kristus figur, der dækker det meste af korset, er fundet på Fyn. Korset viser en sejrende Kristus, som ser lige mod en fra et hjerteformet ansigt. Smykket har været båret i en kæde om halsen og er bedømt til at være fremstillet i første halvdel af 900-tallet af en guldsmed, der har været en sand mester. Han har fremstillet Kristus-figurens ansigt i guld granulat og brystet med små guldringe der minder om en ringbrynje, samt iført bukser af guldlameller. Hele fremtoningen minder mere om en armeret krigerkonge end en ydmyg Kristus som man ellers ser i nutiden. En kristen viking har haft dette kors hængende ved sit bryst før Harald Blåtand kristnede danerne og det har der sikkert været mange der har haft blandt små kristne menigheder i landet, også på Bornholm før år 965.

Man kan dog i Magister Adam af Bremens tekster om nordens kristning, se at bornholmerne havde en stor befolkning af kristne menigheder, der omtales som vildfarne mennesker, bornholmerne bliver ikke omtalt som hedninge.

Adam af Bremen beretter at Lund/Dalby biskoppen Eginos/Egin mellem 1066-72 kristnede Bornholmerne, altså 100 år efter Haralds kristning af danerne. Bornholmerne var ikke hedninger som svenskerne i Ubsala, men som står skrevet var de vildfarne mennesker der havde afgudsbilleder. Forskellen var formodentlig den, at bornholmerne var vildfarne kristne der hædrede Arian som deres kirkefader og havde 3 gudebilleder, en almægtig gud = Jahve som kunne forveksles med Odin, bornholmerne har muligvis mente han så ud som Odin, dernæst den sejrende gud=Kristus, der kunne forveksles med Thor, muligvis vist som en kriger, og sidst helligånden=en fugl der kunne forveksles med en ravn Odins fugl. Biskob Eginos og Adam af bremen var sikkert vidende om at bornholmerne var kristne, men de var meget værre end hedninge, nemlig vildfarne kristne arianere, som var katolikkernes værste konkurrenter. At andre var irokeltisk kristne, en kristendom der kom fra Irland og England med hjemvendte vikinger, var knapt så galt, men dog noget der skulle bekæmpes, fordi den rette kristne tro var den romersk katolske. At der var hedninger iblandt bornholmerne, var tilgiveligt for de var uvidende, men at være vantro kristn var utilgiveligt, de var vidende om deres vildfarelse og det måtte bekæmpes.

Adam af Bremen beretter videre! ”Alle disse (bornholmerne) siges ved hans (Egin) prædiken at have omvendt sig til tårer, og at have lagt sådan en anger over deres vildfarelse for dagen, at de straks sønderbrød deres afgudsbilleder og kappedes om at lade sig døbe”. Igen fremgår der i denne tekst, at de var vildfarne og at de ødelagde billederne i deres kirkesamfund. I nutidens kirker har vi lignende billeder i kirkerne som fremmede udenforstående mennesker kan mistolke som afgudsbilleder. I tidlig middelalder havde de romerskkatolske kirker ikke alterbilleder, men et kors på alteret, senere i slutningen af middelalderen og især under barokken kom der alterbilleder der blev til overdådigt udsmykkede med Jesus liv. Katolikkerne endte derved med at have alterbilleder, hvor arianerne var i vikingetiden. Den Arianerne var i Sydeuropa tidligt til at bruge billeder af gud, Kristus og Helligånden i deres kirker, et eksempel er Theodoriks Mausoleum i Revenna. Theodorik var Ariansk kristen  og kong over østgoterne med hovedsæde i Revenna og ifølge forfatteren Jordanes fra samme tid var østgoternes hjemegn Scandza nutidens Skåne.

Theoderiks mausoleum i Ravenna er en ariansk kirke, og selve hvælvingen er hugget ud af en stor sten, den vejer cirka 230 tons og blev i 500-tallet formodentlig løftet på plads med en gigantisk trækran eller skubbet på  plads med ruller via en jordrampe. Den nederste etage var en ariansk kirke, og på førstesalen lå Theoderiks gravkammer, hvor der i dag kun står en tom og delvist smadret sarkofag.

“Loftshvælvet i Theoderiks dåbskapel viser Jesu dåb, og det er et af de fineste eksempler på ariansk religiøs kunst. Jesus vises som en helt ung mand uden skæg – måske for at tydeliggøre, at han stod under sin himmelske fader, Gud, i den arianske version af kristendommen”, skriver Jeanette Varberg.

Adam af Bremen fortæller også at Bornholmerne efter at de havde konverteret til katolicismen, ville de give alle deres rigdomme til biskop Egin. Han frasagde sig disse skatte og rådede bornholmerne at bygge kirker for rigdommene. Denne tekst fortæller, at der ingen fysiske kirker var på øen år 1066-72, det passer godt med at byggeriet af trækirker  blev bygget fra 1066, en kopi af en tidlig trækirke ses på Moesgård ved Århus, Senere fra omkring 1130, blev trækirkerne afløst af stenkirker

Da den arianske kirke kom til norden med hjemvendte Østgoter og Heruler, byggede de ikke kirker, men forrettede gudstjenesten i det fri, sådan som de huskede man gjorde i den hedenske asatro. Østgoterne havde ikke helt glemt deres gamle hedenske tro, da Theodoriks lig forsvandt fra sarkofagen i Revennas kapel, rygtedes det at Odin havde fjernet ham og, at Theodorik havde redet på Odins hest til Valhalla. Da de ikke havde kirker i norden på den tid, var det naturligt dem, at vende tilbage til den hedenske måde, at dyrke guder på, dog i den arianske version.

Af de 21 vikinge-gravpladserne på Bornholm, kan nogle af de kristne pladser; eksempelvis Slamrebjerg, være Arianske gravpladser, medens Runegård, Ndr. Grødbygård samt Munkegård er irsk engelsk påvirket kristne gravsteder, eller tidlige katolske. Lillevang gravpladsen ved Gudhjem og Muleby graven syd for Hasle er tvivlsomme kristne, alle steder er uden en kirke tilknyttet gravpladsen. Resten 15 i alt, er hedenske gravpladser.

Mads Ledegård mener, at årsagen til at vi ingen sagn har, der omtaler den tidlige kristne periode før den katolske kirke indtog i Danmark skyldes, at man har været dygtig til at slette alle spor af irokeltisk og ariansk tro. Hedenskaben derimod har overlevet og skyldes, at den katolske kirke ikke var så nidkær i kampen mod hedningene, hedningene viste jo ikke bedre. Den hedenske overtros historier og sagn har derfor overlevet til nutiden.  Fordi de tidlige kristnes historie fuldstændigt er forsvundet, er overgangen til kristendom blevet opfattet ske direkte fra hedenskab, uden en mellemliggende anden kristen tro. Ud fra dette har det været den gængse opfattelse at bornholmerne var hedninger og først sent blev kristnet omkring 1066-72, men meget taler for at kristendommen var på Bornholm allerede fra omkring 950, og at kristendommen muligvis allerede var kendt fra omkring år 550 e. Kr.

M.F. Jensen.