Loeklippen

Gå fra Ekkodalens parkeringsplads, forbi Jægerhuset, over det nye åløb og stenalder samlingspladsen Bøgeholm, vil man kort efter at have krydset det gamle åløb, møde 4 klippevægge, som kaldes Loeklippen, som på moderne kort kaldes Loklippen.

Kort: DTK/4cmKORT(trykt 1977-1992).

For 2-300 år siden gik en alfarvej neden for klipperne som nu er en skovvej. På kortet ses alfarvejen markeret med blåt, Loeklippen er markeret med rødt.

Klippevæg 1

På den første og nordøstligste klippevæg, ses midt i klippens røde granit en stor kvartsbolle. Der er endnu ikke fundet helleristninger på den nordlige klippe.

Fra stien ses den røde klippe med kvartsbollen midt på klippen.

Herover ses et nærbillede af kvartsbollen i den røde granit, muligvis er det den lysende kvartsbolle i granittens røde farve, der har givet klippens navn, Loeklippen, dette beskrives senere.

klippevæg 2

Kun 10 meter sydvest for nordøstklippen findes en klippevæg med 3 skåltegn placeret i øjenhøjde. Skåltegnene er meget forvitrede og det antages, at de er meget gamle, derfor er de svære at se.

Herover ses klippevæggens front med de 3 skåltegn.

På nærbilledet af skåltegnene vises de opmalet med kridt.

Klippevæg 3

Kun få meter sydvest for klippevæg 2, findes en skrå klippevæg med et enkelt skåltegn placeret, hvor der undertiden render vand ned over klippen og skåltegnet.

 Skovstien går tæt ved klippen.

herover ses klippens front, hvor skåltegnet ses opmalet med kridt midt på klippen og renden, hvor vandet undertiden løber, ses som en grå stribe.

Der er 2 skåltegn på den vandrette overside, som ses herover. Stien går tæt på klippen, som ses ovenfra.

Klippevæg 4, den sydvestlige

Den sydvestlige klippevæg ligger kun få meter fra klippevæg 3. På klippevæggen findes 7 skåltegn, og på den vandrette overside findes 1 skåltegn samt nogle svage formodede skåltegn. Alle skåltegnene er forvitrede efter årtusinders påvirkning af vind, regn, sne og frost.Skovstien snor sig udenom klippen, skåltegnene anes opmalet med kridt lige under løvet på en gren.

Herover ses et nærbillede af skåltegnene

Hvor gamle kan skåltegnene på Loeklippen være? Formodentlig er de slet ikke fra bronzealderen, men fra bondestenalderen eller fra jægerstenalderen for 6-10.000 år siden. Det er almindelig kendt, at jægerristningerne i Nordnorge og Nordsverige ofte ses på lodrette klippeflader, så når man ser skåltegn på lodrette klippeflader på Bornholm, er det nærliggende, at antage dem fra jægerstenalderen. De ældste kendte skåltegn der er fundet, er fra en hule i Frankrig, som blev dækket af et jordskred for 40.000 år siden. Da den blev opdaget og frilagt for jord, lå der på gulvet en flad sten med mange skåltegn, stenen var hentet i et bjergområde med røde klipper og bragt ind i hulen, formodentlig som en hellig sten knyttet til datidens Moder Jord kult, som skåltegnene menes knyttet til. Derfor er det tænkeligt, at der 30.000 år senere af jægersamfundene, blev hugget skåltegn ind i de bornholmske klipper.

At skåltegnene bedømmes til at være fra ældre stenalder er, skyldes fund af flere bopladser fra maglemosetiden, 10.000 år før nu, beliggende ovenfor Loeklippen. Derfra har de drevet jagt og fiskeri ved Vallensgårdsmosen, der dengang var den største sø på Bornholm, og for at tækkes deres shamanistiske naturguder, kan de have hugget skåltegn i klipperne, i ønsket om en god jagt. Ved at studerer skåltegnene på Loeklippen, viser det sig, at fordybningen som skåltegne består af, er lige så forvitret som de omkringliggende klippeflader, modsat bronzealderens skåltegn fra tiden 1800-500 f.Kr., som er meget glattere end de omkring liggende klippeflader. Det skyldes, at næsten alle klippeflader har været udsat for vejrets påvirkning siden istidens isbræ smeltede for 13-14.000 år siden og derefter er blevet forvitret i eftertiden til nutid, skåltegn som er 10.000 år gamle, har været udsat for næsten samme forvitring i tidsrummet og er derfor ru som den omkringliggende klippeflade. Modsat, har bronzealderens skåltegn kun været udsat for 3000 års forvitring og er derfor glattere i fordybningen end den omkringliggende ru klippeflades. På den måde kan man ofte bedømme helleristningers alder, kun når de har været dækket af beskyttende jordlag, må man i stedet for vurdere hvornår, de blev dækket af jord og hvornår de blev frilagt. På lodrette flader behøves dette ikke tages i betragtning, med mindre skåltegnene sidder så der kan være andre årsager til kraftig forvitring.

Hvad betyder Loeklippen

På et kort fra 1755, hedder klippen Loeklippen, på nutidens kort er klippen nævnt som Loklippen, som er en ukyndig fordanskning af det bornholmske sprog, fordi det gamle navn Loeklippen intet har med en lo at gøre, som er en landbrugslade.  Loe er det gamle bornholmske ord for ild (på dansk lue), og i J.C.S. Espersens bornholmske ordbog skrives ordet loua. Bornholms første amtmand J.C. Urne (1740-78), omtaler også klippen i sin Urnes Bornholmske ordbog samt i Urnes lommebog og Urnes jordebog, her hedder klippen Lueklippen beliggende for enden af Giede Bakken, som findes lige nord for Lueklippen/loeklippen (lue er dansk og betyder ild). Blandt nogle gamle bornholmere omkring 1950-60 fra egnen ved Aakirkeby-Vestermarie, blev ordet udtalt loa/loe om ilden i ovnen (“unijn” på bornholmsk). I tiden før 1755 gik Vallensgård mosen som en sø helt op til Loeklippen, kun adskilt af en alfarvej, der nu er skovsstien neden for klipperne (se det øverste kort). Muligvis har klippen fået navnet fordi morgenlysets fra solen reflekteret af søvandet blev kaste op på kvartsbollen i den røde klipper(klippevæg 1), der derved lyste som flammende ild. Vandrerne, der oplevede dette, har så muligvis navngivet klippepartiet Loeklippen og formodentlig var det kun klippevæg 1 der kaldtes Loeklippen.

DTK/4-cmKORT(trykt 1977-1992).

Lige over Loeklippen, er et mindre plateau, 170 meter langt og 40 meter bredt, bevokset af lave egetræer og hvidbøg, se kortet herover, pladsen vil passende kunne kaldes Loeplateauet eller blot Loepladsen. I den nordøstlige ende af plateauet findes en grotte, der kaldes Loegrotten (lyseblå markering), stedet er velegnet som skjul for en jæger, der her har kunnet jage de forbipasserende dyr, dyrepassagen benyttes stadig af dyrene. I den sydvestlige ende findes en kilde (markeret mørkeblå), som i nutiden kun springer om vinteren efter en vejrperiode med sne og regn, den kan passende kaldes Loekilden. Fordi Loeplateauet har en kilde antages det, at stenalder jægerfolket har haft en boplads på stedet, men da der ikke har været arkæologiske undersøgelser på stedet, og der ingen fund forefindes, er det kun en antagelse at der er en boplads på stedet.