Tidsskriftet Fund og Fortid bragte år 2011 nr. 1, min artikel om undersøgelser af helleristningernes retning og placering på klipperne som jeg havde foretaget. I disse undersøgelser konstaterede jeg, at mange helleristningsskibe og-hjulkors, fodtegn m.m. havde retning mod horisontens punkt for solens opgang og nedgang på 8 bestemte dage af året. Dagene var nogen vigtigste helligdage i oldtiden, som formodentligt blev fejret på helleristnings-felterne om morgenen og om aftenen, hvor solen blev hyldet som en guddom.
Solkalendere 8 helligdage
Disse 8 dage beskrives her med oldtidens keltiske-irske navne, (de nordiske navne er ukendt i nutiden)
1) SAMHAIN fra 2.-4. november som var oldtidens nytår. i nutidens Irland fejret fra aftenen den 31. oktober-1. november kl 24,00
2) Vintersolhverv 21-22 december.
3) IMBOLC 2.-3. februar, som i nutiden hedder Kyndelmisse 2. februar.
4) Forårsjævndøgn 21.-22. marts.
5) BELTAINE 4.-7. maj. I nutidens Irland, begynder Beltain Valborgsaften den 30. April. Allerede i middelalderens Danmark var Beltaine flyttet til 1. maj.
6) Sommersolhverv 20.-21. juni
7) LUGHNASADH 5.-6. august. i nutiden fejres Lughnasadh fra den 1. august. Af hensyn til den moderne kalender er de gamle helligdage flyttet så de passer til begyndelsen af måneden.
8) Efterårsjævndøgn 22.-23. september
Oldtidends nytår
Natten mellem 1. og 2. november, fejrede man i oldtiden de slægtninge der i årets løb var døde, som kun den ene nat måtte gå igen for, at besøge de efterladte, hvorefter de døde skulle blive i dødsriget. Dette bliver stadig fejret i Irland og Skotland denne nat, og ikke mindst i Mexico, hvor dødningehoveder udstilles i hele landet, og man spiser rituelt sammen med de døde på kirkegårdene.
Midvinterknuden
“Kyndelmisse slår sin knude” står der i en af vores sangskatte, forfattet af Blicher om tiden omkring 2. februar, årets koldeste dag ja, vinteren slår sin knude, og i stuen ser bonden på kalenderen for at se, hvor lang tid der er til forårets komme. For blot 100 år siden vidste han, at halvdelen af dyrefoderet skulle være i laden, ellers ville dyrene lide sult, inden næste års høst kunne tages i brug, nedarvet viden, som bonde-befolkningen havde kendt siden oldtiden.
Men, hvordan vidste oldtidens bonde, hvornår halvdelen af vinteren var gået? Han havde ikke en kalender, som fortalte ham noget om årets gang. Han havde naturligvis en metode, der fortalte ham, hvor lang tid der var til forår, en metode som vi ikke er særlig bekendte med i nutiden. At iagttage stjernerne, tælle månefaserne og skære resultatet ind i en stok var én måde, at følge tiden på. Men, der kunne hurtigt laves fejl og dagene kunne huskes forkert. En anden metode var, at placere nogle markeringer i landskabet, der viste mod punkter i horisonten, hvor solen stod op og gik ned, på de vigtige dage af året og de markeringer kan vi i dag se på klipperne, nemlig helleristninger.
Det var bronzealderens befolkning (1800 – 500 f. kr.), der ristede/huggede disse helleristninger ind i store sten og klipper, motiverne er skibe, hjulkors, fødder, dyr, mennesker og skåltegn. Formålet med ristningerne har igennem de sidste hundrede år været genstand for diskussion. Teorier er der mange af, jeg skal ikke her nævne dem alle, men alene beskrive den astronomiske kalender-teori, baseret på helleristningernes orienteringsretning, hvilken jeg har studeret siden 1985. I Irland kan man på flere kalenderstene fra oldtiden, som består af skåltegn, der snor sig hen over stenen som viser året opdelet i 16 måneder á 22 og 23 dage.
På helleristningsfeltet Madsebakke, beliggende Nordbornholm, ses et hjulkors med 16 skåltegn omkransende hjulkorset og 4 skåltegn mellem egerne. placerer man tre sten i skåltegnene og flytter dem fra skåltegn til skåltegn cirklen rundt i de 16 skåltegn (16 måneder á 22 og 23 dage lig Irland), vil man ved 16 runder og ved, at benytte de 4 skåltegn mellem egerne, have flyttet en sten 4 gange, en sten 16 gange og en sten 365 gange. Når året er slut kan stenene igen sættes i spil i et nyt år.
Tæt ved hjulkorset ses et fodtegn som er relateret til Imbolc 2-3 februar. Sætter man om aftenen ved Kyndelmisse den 2. februar højre fod i fodtegnet på Madsebakke, vil man i samme retning, se solen gå ned bag bakkerne ved Hammersholm, og bonden ville da vide, at der var 6 måneder til den nye høst kunne tages i brug.
Helleristningerne som astronomisk sigtemærker
Når man betragter de runde, indhuggede fordybninger i klipperne, med en diameter på 3–5 centimeter kaldet skåltegn, opdager man hurtigt, at mange af dem er grupperede således, at de forestiller stjernebilleder. Stjernebillederne er en af metoderne til at bestemme årstiderne på. Man kunne nikke genkendende til et bestemt stjernebilledes tilsynekomst på himlen, og så vidste man, at nu var tiden kommet til f.eks. at pløje marken, men det var ikke muligt at bestemme nøjagtigt hvilken dag man lige nu havde, det var derfor vigtigt med en bedre metode. Den mulighed havde man i de andre helleristnings motiver, nemlig skibsmotiverne og hjulkorsene m.fl. som netop er orienteret mod solopgang og solnedgang på de vigtigste helligdage i oldtiden.
Bronzealderens mennesker havde ikke kompas eller andre moderne hjælpemidler, hvormed de kunne planlægge den rigtige retning for en helleristning. De benyttede sig udelukkende af, at iagttage solen på stedet den pågældende helligdags morgen/aften, og ved solens tilsynekomst i horisonten blev en helleristningen visende i solens retning hugget ind i klippen. Var der en bakke i horisonten, da var solens tilsynekomst over bakken gældende, og tilsvarende ved solnedgang. Det, at der kan være en bakke, kan ændre helleristningernes retning med op til flere grader, i forhold til, hvis det var ude over havet solen stod op. Det samme er tilfældet, hvis man står højt i landskabet, eksempelvis 100 m over havets overflade og gør sine iagttagelser. Datidens viden kom ikke pludselig, den var nedarvet i mange generationer, hvor viden blev tilføjet på viden, og fra simple iagttagelser i forhold til pejlemærker i terrænet, udviklede det sig over tid til en kompleks viden, styret af en særlig kyndig elite, der bevarede denne viden som en hemmelighed. Ved iagttagelse på helleristningsfelterne, kunne de indviede nu fortælle datidens befolkning, hvor mange dage, der var til Samhain-nytår, vintersolhverv, Imbolc nuværende kyndelmisse , jævndøgn, midsommer 21. juni og samt såtid, høsttid. Den slags viden gav magt i et samfund hvor skrivning og læsning i fantes.
Igennem mange år, når solen ikke var skjult bag skyer, blev de skibe og hjulkors, der var relevante for den pågældende dag, fotograferet. (f.eks. den 2. februar). Solen kunne da ses gå ned i horisonten, stående i forlængelse af hjulkorsets en ege og det nærliggende fodmotiv på Madsebakke-feltet. Den rette dag, at gøre iagttagelsen er, ved Imbolc (2.-3. februar), som i kristen tid blev til Lysmesse/Kyndelmisse. Dagene blev senere rettet ind så den passede ind i en moderne kalender, nemlig til kun en dag, den 2. februar. Man må huske på, at bronzealdermennesket ikke kendte begreber som 2. og 3. februar, da hams måned begyndte, når han kunne iagttage solen gå ned langs f. eks et fodtegn på Madsebakke ved Allinge.
Imbolc 2.–3. februar og Beltaine 4.-7. maj.
På Madsebakke ses to skibe, som sigter mod solnedgang den 2.-3. februar. De samme figurer sigter den modsatte vej mod solopgang den 4. maj, som ses på billedet herunder.
Dokumentations billeder, fra den 2. februar og 4. maj viser, hvad bronzealdermanden så hvert år gentage sig. Om aftenen den 2. februar kunne han se solen gå ned i forlængelse helleristningsskibene og derved vide, at det nu var Imbolc (kyndelmisse). Ligeledes kunne han 92 dage senere, se den modsatte vej om morgenen se de samme skibes retning mod sol opgang 4.maj og bestemme, at nu var sommeren begyndt. Naturligvis kunne han se det på træerne, naturen var allerede begyndt at maje sig ud, men han kunne fastsætte en slags dato og festen Beltaine kunne holdes (4.-7. maj)
På et andet helleristningsfelt ved Allinge, som hedder Blåholthuse, ses et hjulkors og en skibsristning, der både har retning mod solens nedgang ved kyndelmisse og mod solens opgang den 5. maj. Da feltet er omgivet af skov, er det vanskeligt, at tage dokumentationsfoto de pågældende dage, men måling med et solkompas, viser at retningen er rigtig.
På Sydbornholm ved Arnager ligger Ll. Strandbygårdristningen bestående udelukkende af hjulkors, hvoraf en ege på et af dem er rettet mod solopgang ved Kyndelmisse. Hjulkors har betydning i bronzealderfolkets kosmiske opfattelsesverden, hvor det blev betragtet både som et soltegn og et jordtegn, der opdeler året i fire årstider.
BELTAINE 4.–7. maj og SAMHAIN 2.–4. november.
På feltet Hammersholm nr. 7 i Allinge, ses herover et ristningsskib orienteret mod solopgang 4. maj, og herunder mod solnedgang 2. februar. Dette skib er fra slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen (ca. 500 f.Kr.).
Flere helleristninger på Bornholm var/er koblet sammen i oldtidens forårsfest Beltaine og nytår Samhain, som kan ses på helleristningsskibe og hjulkors, der er orienteret både mod eksempelvis solopgang Samhain og solnedgang Beltaine. Samhain blev med kristendommens indførelse, inddraget i kirkens kalender den 2. november og hedder Alle Sjæles Dag. I kirken fejres dagen den første søndag efter 1. (2). november og på denne dag starter det kirkelige nytår. Ifølge gammel skik bliver navne på de personer der er afgået ved døden i årets løb læst op fra prædikestolen, og der tages afsked med dem denne dag. Mange tror, at Samhain er Alle Helgeners Dag, som er den 1. november, det er ikke korrekt. Alle Helgeners Dag blev indført år 610 e.kr. da der begyndte at blive “helgentrængsel” i kalenderen, så Pave Bonifacius III indførte derfor en speciel højtid: Alle Helgeners Dag, hvor de helgener, der ikke fik en personlig dag i kalenderen, kunne mindes. De Døde Sjæles dag er den 2. november, og siden oldtiden er dagen blev fejret i mange steder i den kristne verden, nogle steder er dagen d. 1. november, andre steder 3.november. Fra oldtiden har vi arvet troen/overtroen på, at de døde må gå igen Alle Sjæles Nat, natten mellem 1. og 2.november. Man sagde farvel til de døde, som man også sagde farvel til året. Alt gik i dvale, man opfattede at naturen døde, og først et halvt år senere ved forårstid så menneskene, at naturen blev genfødt, som passer med tiden i starten af maj. Det er derfor naturligt, at bronzealderfolket knyttede 4. maj sammen med 2. november. Der er mange tegn på, at de troede på genfødsel og dyrkede en slags naturreligion, hvor solens daglige død i vest og genfødsel i øst indgik. Ligeledes troede man på genfødsel af mennesker, hvilket var meget almindeligt i den indoeuropæiske kultur, som vi hørte til her i Norden, muligvis en slags shamanisme!
På et felt vest for Hammershus der hedder Hammersholm 25, sejler et skib mod solopgang den 4. maj, den modsatte retning kan ikke dokumenteres
På Lens klint mellem Østerlars og Gudhjem, ses på billedet herover et helleristningsfelt med 7 skibe. Det ene skib sigter mod solopgang ved Samhain den 2. november og mod solnedgang ved Beltainde den 4. maj herunder.
SOMMERSOLHVERV 20.-21. juni og VINTERSOLHVERV 21.-22. december
Sommersolhverv og vintersolhverv var to meget vigtige dage i oldtiden. Mange af helleristningerne er orienteret i forhold til solens opgang og nedgang på netop disse dage. I denne artikel vil det være for meget at nævne dem alle, kun de mest markante, hvor jeg har fotodokumentation, fremhæves her. Vintersolhverv var særdeles vigtig at fejre, man julede (i Finland juler man stadig ved fester) og ofrede dyr og afgrøder, som man spiste i fællesskab med naturens guder. Naturens mange hjul/ringe var gået helt i stå eller var døde og de skulle hjælpes i gang mennesket, og ved at ofre, spise og drikke øl (brygget på korn) satte man de mange små hjul i gang, som igen påvirkede de større hjul og ringe i naturens store urværk, for til sidst at skubbe de tre vigtigste hjul og ring, solens hjul, årets hjul og genfødsels ringen i gang. Naturen kunne nu begynde sin rejse mod forår og blive genfødt. Uden at kende baggrunden hvorfor, udfører vi stadigvæk de samme handlinger, når vi holder jul. Sommersolhverv var vigtig, fordi det var synliggjort, at ofringerne ved juletid havde virket. Alting var i fuld vækst, og man kunne her se om høsten ville blive god. 
På feltet Ll. Strandbygård herover, er der netop tre store og adskillige mindre hjulkors, her har bronzealdermanden måske villet fortælle, hvordan han opfattede universets og naturens sindrige cyklus. Tolkning: Gerhard Milstreau. Foto: Mogens F. Jensen.
Mellem Allinge og Hammershus på feltet Hammersholm nr. 35 og nr. 7, er der begge steder et skib der sigter mod solopgang den 21. juni. I Østerlars på Lensklinten peger 2 skibe mod Hammeren hvor man vil se solen gå ned bag hjortebjerg, hvor der er fundet bronzeringe, formodentlig ofret til solguden. Stedet hvor skibene r placeret, er velvalgt for denne observation.
Ved Allinge på Madsebakke ses 2 helleristningskibe der sejler i forlængelse af hinanden, de har retning mod solopgangen den 21. december (billede herover). I modsat retning sejler skibene mod solnedgang den 21. juni (billede herunder). Det ene skib har et skåltegn i en ring over dækket, der markerer, at det er et solskib eller snarere solgudens skib og det andet skib har et skåltegn i en ring ud for stævnen som kan tolkes, at solen lige har forladt skibet for, at påbegynde sin natlige rejse på sit natskib i underverdenen (se illustrationen herunder). 
Næste morgen vil solen igen blive genfødt og tiltræde sin rejse over himlen i sit dagskib. Den samme opfattelse havde man også på samme tid i Egypten. Skibene opfylder her to formål samtidigt nemlig, at vise både sommersolhverv og vintersolhverv.
LUGHNASADH 5.–8. august.
På Madsebakke ses et skib og to hjulkors med retning mod solnedgang den 5. august. 
Hjulkorsene som ses herover er meget skæve og det er ikke sjusk men skyldes, at den ene ege har retning mod solens opgang i horisonten 5. august og den anden ege mod solnedgang samme dag, herved viser hjulkorsene i samme symbol, solens opgang- og nedgang den 5. august- Lughnasadh. fordi vinklen mellem opgang og nedgang ikke er vinkelret, må hjulkorset nødvendigvis være skævt for, at vise disse retninger i samme hjulkors. Dette ses også på andre felter, hvor hjulkorsene er skæve, f.eks. feltet Ll. Strandbygård ved Arnager på Sydbornholm, hvor både 4. maj og 5. august, er repræsenteret med et hjulkors, her kan solen ses stå op og gå ned i forlængelse af linjerne disse to dage.
Efterår og forårs jævndøgn 21.marts og 22. sept.
På føromtalte Ll. Strandbygård, er der blandt de hjulkorsene, 8 som har den ene ege rettet mod sol op- og nedgang ved forårs og efterårs jævndøgn, den anden ege går nord – syd. 
Herover ses 3 hjulkors fra Ll.Strandbygård, egerne i hjulkorsene har retning mod solopgang og solnedgang ved forårs- og efterårsjævndøgn.
Få km fra Allinge nord for vejen mod Hasle, ligger feltet Blåholthuse. Blandt stedets 11 skibe er der to hjulkors, hvoraf det ene sigter mod solopgang ved forårs og efterårsjævndøgn (billedet herover). Det andet til højre sigter mod solopgang den 4. maj ligesom også et af skibene gør. 4 skibe har retning mod et punkt nogle grader vest for nord, som var datidens cirkumpolare Nordstjernes position en gang i døgnet. I Bronzealderen var der ingen nordstjerne på oldtidens nordlige himmelpol, som vi kender det i nutiden med Stella Polaris. Derimod var der 3 cirkumpolare nordstjerner, de cirklede om nordlige himmelpol i henholdsvis Koshab 6,5°, Thuban og Pherkard 9° og 10° fra nordlige himmelpols akse.
SAMHAIN 2.-4. november
På Lensklinten i Østerlars, ses et skib med retning mod solopgang 2. november ved Samhain og nedgang 5. maj ved Beltain. På feltet Strandbygård på Sydbornholm har et hjulkors en ege rettet mod jævndøgns solop- og nedgang, den anden ege peger i nordlig retning, 16° mod nordvest, som er retning mod den datidige cirkumpolare nordstjerne Stella polaris, der for 3000 år siden ikke stod i nordlige himmelpols centrum, som den nu gør, men cirklede omkring himmelpolen 17 grader fra nord. Hjulkorset ser skævt ud fordi bronzealderens mennesker ønskede at begge retninger var markeret i samme hjulkors. På det Sandvigfeltet, også kaldet Dronningeristningen, er et hjulkors, hvis ene ege peger mod solopgang den 2. november, som er Samhain, den anden eg peger mod den cirkumpolare nordstjerne Thubans østlige position. Af de øvrige figurer på feltet, som består af 14 skibe i alt, har de 10 retning mod nord og for nogles vedkommende fra 6,5 og 10° vest og øst for nord, som var henholdsvis stjernerne Koshab og Thubans position i oldtiden, hvor de i bronzealderen var cirkumpolare nordstjerner. Det samme ses på Ll. Strandbygard, her har flere af hjulkorsenes ene ege retning mod nord, ligeledes også 6,5° og 10° fra nord. Ll. Strandbygårdfeltet er specielt i forhold til øens øvrige helleristninger. Feltet består udelukkende af hjulkors og skåltegn, medens de øvrige felter har et bredere udvalg af motiver som skibe, fødder og dyr. Ll. Strandbygård helleristningerne kan opfattes som en astronomisk kalender, idet hjulkorsene har retning mod solens opgang og nedgang på de omtalte oldtids-helligdage, samt månen og stjernerne som de ved andre observations tidspunkter kan ses fra feltet. Det kan skyldes, at hjulkorset ikke er et solsymbol, men et jord/moderjord symbol, hvor man symbolsk står på hjulkorset, som symboliserer jorden. Det er derfor helleristningerne har retning mod solen, månens og stjernernes position.
På nogle af de ovenfor omtalte helleristningsfelter, ses nogle helleristninger, der ikke er sol orienteret, men har fokuseret på månens opgang og nedgang, når månen står i dens nordligste position som hedder ekstreme ydre nordlige månevending. Denne måneposition indtræffer med 18,6 års interval. Andre figurmotiver peger mod det sted, hvor Nordstjernen, Stella Polaris, position var for 3000 år siden. Denne stjerne havde samme position som i nutiden, i bronzealderen var stjernen i bevægelse og cirklede omkring det nordlige punkt 16° fra nordlige himmelpol.
Udover bronzealderens helleristninger, har skibsrøserne, som også er fra bronzealderen, retning mod sol op og nedgange de samme oldtids helligdage. Skibsrøser er stensatte grave af opsamlingssten formet som skibe, sikkert beregnet til samfundets høvdinge. Her kunne de sejle i deres dødeskibe mod genfødsel, på samme måde som solen sejlede i sit natskib under jorden mod genfødsel ved morgengry. I Vestermarie Plantage, som ligger vest for statsskoven Almindingen, er der tre felter med skibsrøser. Det vestligste felt har et skib, med kurs stik øst vest, altså et jævndøgns skib. Få hundrede meter nord øst herfor ligger Enesbjerg også kaldet Galgebakken, her er der to skibsrøser, en stort og en lille. Begge har retning mod vintersolhverv solopgang den 21. dec. og den modsatte vej mod sommersolhverv solnedgang. Syd for Enesbjerg er et felt med fem skibsrøser, et med retning mod solopgang ved Imbulg 2. februar Kyndelmisse og den modsatte vej sigter det mod Solnedgang ved Lughnasadh 5. august. To skibsrøser har retning mod solopgang ved Samhain 2. november, den modsatte vej sigter de mod solnedgang ved Beltain 4. maj . De to sidste skibsrøser afviger med 6 og 10° fra de andre røser på stedet, hvad jeg umiddelbart ingen forklaring har på.
På andre røsefelter ses de samme forhold, men skal ikke nævnes her, da de ikke er dokumenteret fuldt ud.
Den seneste forskning har vist, at de samme oldtidshelligdage har været hædret siden bondestenalderens begyndelse 4000 f. Kr. altså 2200 år før bronzealderens begyndelse. På Rispebjerg, der ligger på Sydbornholm, har udgravninger og den nyeste teknik “geo-radar” afsløret et stort rituelt anlæg fra tidlig bondestenalder 3600 f. Kr. med adskillige woodhenge.
Woodhenge er stolpecirkler med 8-10 lodretstående stolper, sandsynligvis beregnet til rituel brug, muligvis en slags templer. I England er der fundet flere af den slags woodhenge i omegnen af Stonehenge, som er en stensat cirkel af 50 tons store lodretstående sten. monomentet menes at være opført i Englands bondestenalder 2500 f. Kr. Disse Woodhenge menes at være forløberne for Stonehenge og værende omtrent samtidig med anlæggene på Rispebjerg. Målinger har vist, at Stonehenge er orienteret i forhold til solens opgang, så at solen ses stå op langs sigtelinjer mellem de store stene ved midsommer og tilsvarende vigtige dage i løbet af året, somen slags kalender.
Fund og forskning på Rispebjerg er så ny, at ikke alle retninger er undersøgt, men retningen solopgang ved Samhain 2. november kan ses i en af cirklerne, og som ovenfor nævnt er det en meget vigtig dag, hvor man tog afsked med de døde. Ligeledes er solopgang og-nedgang ved sommersolhverv 21 juni iagttaget mellem stolperne og markerer dermed en vigtig retning. Denne retning i stenalderen afviger i forhold til nutiden, hvor solens opgangspunkt i horisonten ved sommersolhverv i stenalderen var en hel solskives brede fra nutidens solopgang, dette kan anes på fotoet herunder.
På fotoet anes det at solen ikke står lige ud for centrum af midterstolpen i denne Woodhenge på Rispebjerg. I stenalderen ville iagttageren have set solen stå lige ud for centrum.
Jættestuerne er også fra tidlig bondestenalder 3200 f. Kr. To af de Bornholmske jættestuers indgang har retning mod solens opgang ved Samhain 2. november. Sidder man på denne dags morgenen inde i jættestuen, vil man kunne se solen stå op i forlængelse af udgangen. At markere retningen denne dag har været vigtig. Efter denne dag har de døde haft mulighed for at blive genfødt, og retningen ud til de levende er derfor markeret.
Resten af jættestuerne har retning henholdsvis mod en position få grader nord og syd for jævndøgns solopgang, midvinter solopgang og mod syd. Ingen har retning mod vest og nord, og jættestuernes udgang er derfor hovedsageligt solopgang orienteret.
Mange spørgsmål er stadig uopklarede. F.eks. kan nogle få helleristninger og-skibesrøsers retning ikke forklares, såvel som også mange skåltegn, der ligger på linje. Nogle retninger er orienteret mod stjernebillederne Plejaderne og Orions Bælte, som består af tre stjerner. Også her er det stjernernes op- og nedgang i horisonten der sigtes mod.
Helleristningerne er et uhyre kompliceret aspekt, som arkæologerne har svært ved at overskue og rekonstrueremeningen med, da, oldtidsfolket ikke har efterladt nogen brugsanvisning til forståelse og anvendelse af dem. Det virker som om, det i hvert fald var af stor vigtigthed for befolkningen, at kende nogle helt nøjagtige tidspunkter på året, hvor det var afgørende, at fejre f.eks. de døde eller genfødsel, samt vinterens afslutning, vårens komme, Høsttid og jævndøgn m.fl.
Ved kristendommens indførsel blev den kristne kalender indført, med de svagheder den havde. Blandt andet havde den ingen skuddag, og efter flere hundrede år var det nødvendigt, at korrigere kalenderen for, at få tiden til at passe til virkeligheden. I oldtiden var det ikke nødvendigt, at korrigere nogen kalender, da man udelukkende brugte solen til at bestemme dagene, men denne viden blev gradvis glemt, og kun enkelte oldtids helligdage blev taget ind i kirkelig sammenhæng, som det er tilfældet med Kyndelmissen og Alle Sjæles dag. Man gav blot dagen et nyt navn. Gradvis blev IMBOLG og SAMHAIN og de øvrige dage glemt og kun kyndelmisses betydning, er overlevet i folketroen.
Efter Fund og Fortid udgav “Bronzealderens solkalender på Bornholm”, er der fundet mange flere helleristninger med skibsmotiver. Disse nye skibe har jeg også undersøgt og konstateret, at de er orienteret på samme måde som beskrevet i artiklen. Disse nye helleristninger er beskrevet i bogen “helleristninger som solkalendere i bronzealderen”, som udkom i 2020 via William Dams Forlag i Rønne.
Bogen omhandler helleristningernes billedmotiver på de bornholmske klippeflader. Den nyeste forskning med vægt på den astronomiske kalendertori er baseret på mange års iagttagelser af helleristningernes retninger, og er fotodokumenteret og opmålt vist i bogen .
For bronzealderens mennesker var observationer af solopgange og solnedgange, samt stjernernes og månens bevægelser, af stor betydning. Disse er rigt beskrevet og tydeliggjort i denne bog ved fotografier, skemaer, tegninger og kort, så læserne ved selvsyn har mulighed for, at opsøge felterne i det bornholmske landskab.
Mange helleristninger ligger højt i over havet i naturskønne omgivelser og med udsigt ud over Østersøen, og bogen kan derfor også benyttes som en turguide til helleristningerne. Især når solen står op eller går ned, er det en særlig smuk oplevelse at se, hvordan skygger dannes i helleristningernes fordybninger når solen står lavt og således tydeliggøres.
M. F. Jensen.