Hesten og hjulkorset
Bortset fra skåltegnet, som er meget gammelt helleristnings-symbol, er hjulkorset og hesten de ældst religiøse helleristningsmotiver, som findes på klippefladerne i Norden, de antages at være indhugget allerede i yngre bondestenalderen til tidligt i ældre bronzealder 2500 til 1500 f.Kr., men det kan ikke udelukkes, at nogen kan være fra yngre Bronzealder omkring 900 f.Kr.
På Bornholm har vi 3 lokaliteter med heste. Det ene sted er på Sorthat feltet, hvor en hest trækker et hjulkors i vestlig retning. Det andet sted er på Hammersholm 37, hvor 2 heste, en hingst og en hoppe er afbilledet tæt ved et stort hjulkors, og sidst Hammersholm 68 med 2 stiliserede heste.
Herover til venstre ses Sorthat hesten trækkende et hjulkor.
På Hammersholm 37 findes 2 heste nær ved et stort hjulkors.
På Hammersholm 68, har hestene tømmer men vognen mangler, idet en stor flade bag hestene er frostsprængt hvor vognen har været.
At man i ældre bronzealder indhuggede motiver af hesteog hjulkors skyldes, at man havde den religiøse opfattelse, at solen i en vogn med firegede hjul, blev trukket af en hest over himlen fra øst mod vest om dagen, og månen ligeså om natten. På nogle helleristninger i Bohus Län ses heste, der trækker en sol, formodentlig skal det symbolisere daghesten Skinfaxe trækkende solen over himlen, eller at det er nathesten Hrimfaxi, der trækker månen om natten? Forskellen kan ikke bestemmes af den enkle streghugning, som helleristningerne er udført!
Herover ses en hest, der trækker solen
hjulkorset på Madsebakke 1, er omgivet af 16 skåltegn, som formodentlig markerer årets opdeling af 16 måneder med 21, 22 og 23 dage. Denne oldtids kalender fulgte ikke månens cyklus på 29 og 30 dage.
2 flotte hjulkors findes i Kiviksgraven fra ældre bronzealder 1500 f.Kr.
vognen med fireegede hjul trukket af 2 heste
I 1902 blev en solvogn af bronze fundet i Trundholm Mose på Odsherred, hvor den var blevet henlagt omkring 1400-1350 f.Kr.. Vognen har 6 hjul med fire eger og bærer en solskive hvis højre side er guldbelagt, medens venstre side er uden guldbelægning, vognen trækkes af en hest. Den guldbelagte forside kan symboliserer solen, der lyser om dagen, medens bagsiden der er af bronze og lyser svagere, kan det symbolisere månens rejse over nattehimlen.
Solvognen herover er en unik genstand fra bronzealderen som kan ses på National Museet, København
På andre helleristningsfelter ses krigere på stridsvogne med 2 fireegede hjul trukket af 2 heste. Formodentlig er det solguden selv, der er afbilledet i menneskeskikkelse, og det viser, at allerede tidligt i bronzealderen havde man stridsvogne med sammensatte hjul med fire eger. Hjulet var allerede kendt i bondestenalderen 4000 f.Kr., men fund fra denne tid er alle skivehjul uden eger, hugget ud af en træstamme. Den slags hjul var kommet til Norden med de første landbrugere, vognene var allerede kendt fra Mellemøstens landbrugskulturer.
Herover ses stridsvognen fra kiviksgraven, vognen trækkes af to heste, der styres af et menneske.
På Vitlycke helleristnings-feltet i Bohus Länn, kører en mand med horn en tohjulet vogn forspændt en hest
Hvor kom hesten og tohjulede stridsvogne med eger fra? Og hvordan blev de kendt i Norden? For at få svar på det, skal man søge oprindelsen til motiverne 1000 år før bronzealderen tilbage til slutningen af bondestenalderen 2800 f.Kr.. På omkring den tid var der et steppe-hyrdefolk bosiddende nord for Sortehavet i nuværende Ukraine og Rusland. Folket der var i opbrud kaldes i nutiden yamnaya-folket og et mandligt overskud i udvandrede mod Sydvesteuropa og Norden. I Norden tog yamnaya-krigerne hurtigt magten over lokalbefolkningen.
Med sig fra de sydlige russiske stepper, havde Yamnaya-krigerne heste og vogne med fireegede hjul, nogle vogne havde 4 hjul andre var 2 hjulede stridsvogn, som de i nutiden fremstår på helleristningerne? At det var dette folk der opfandt det sammensatte hjule med nav, eger og fælg, skyldtes muligvis mangel på store træer med så tyk en stamme at man kunne fremstille et skivehjul, så i stedet opfandt de det sammensatte hjul og på en rejse til Usbekistan så jeg primitive sammensatte hjul med eger, som det kan tænkes ligner dem som yamnayafolket opfandt.
Denne Usbekiske vogns hjul er med mange eger og er udført af forhåndenværende træ man havde, alligevel er den en robust vogn, der nemt kunne køre på stepperne
Desuden medbragte yamnaya-folket keramik med snoreornamentik og stridsøkser med skafthul fremstillet af forskellige stenarter. Med sig havde de også det indoeuropæiske sprog, som i dag er fremherskende i det meste af Europa. Pesten hærgede Østeuropa i årtierne før yamnaya-krigernes ankomst til Nordeuropa, denne sygdom var de selv immun overfor, fordi pesten havde været i deres hjemland en generation tidligere. Pesten var medvirkende til, at Yamnaya-folket så effektivt indtog det vestlige Nordeuropa samt Norden. Pesten hærgede landområderne foran de indvandrende rytterkrigeres fremrykning, som gjorde vestens svækkede bondebefolkning til et nemt erobringsoffer. Ifølge genforskere dræbte yamnaya-krigerne konsekvent den lokale mandlige befolkning for, at overtage kvinderne, hvis ophav kom fra Anatolien i nuværende Tyrkiet. I nutiden nedstammer Nordens befolkning derfor fra denne erobrings begivenhed og har fået gener både fra Anatolien og fra Yamnaya i Ukraine.
Da yamnayafolket var rytterfolk og anvendte vogne der havde hjul med fire eger, kan de helt naturligt have opfattet solen som kørende i en vogn over himlen, allerede medens de boede nord for Sorte Havet og hvor de hædrede solhesten og hjulkorset som hellige symboler. Da de kom til Norden, fortsatte de med denne kult og formodentlig er det da man i forbindelse med sakrale handlinger begyndte, at indhugge heste og hjulkors symboler i klipperne, tillige med hestetrukne stridsvogne med en kriger i vognen, som symbol på solguden. Ved bronzealderens begyndelse omkring 1800 f.Kr., havde en fuldt færdig solkult udviklet sig, hvori hjulkors og heste indgik som de vigtigste symboler.
Her vises Yamnaya rytterkrigeres 2 vandringsveje mod vest. En tredje vandringsvej, var mod sydvest til de nuværende lande Rumænien, Ungarn, Østrig, Serbien og Grækenland. En fjerde vandringsvej var mod sydøst til nuværende Tyrkiet og Iran, disse sidste vandringsveje er ikke medtaget på kortet.
Yamnayafolket kendte allerede bronzen da de forlod Sortehavs området, om end det var sparsomt med dette materiale. Da bronzen via nye handelsveje i slutningen af bondestenalderen omkring 1900 f.Kr., kom til Norden fra egnen vest for Sorte Havet, var det via kontakt til deres gamle stammefrænder, der nu også havde etableret sig vest for Sorte Havet i nuværende Rumænien, Ungarn og Østrig. Her havde man opdaget store forekomster af kobber og tin, som er ingredienserne i legeringen bronze.
I ældre bronzealder 1800-1100 f.Kr. var steppe-hyrdefolket, yamnajaer, blevet landbrugere, men fortsatte med at hylde solens livsgivende kraft. Helleristningskulturen blomstrede, man indhuggede de gammelkendte skåltegn, som skik og brug var til ære for Moderjord, allerede i jættestuetiden 3300 f.Kr., dokumenteret ved, at en stene med skåltegn, var efterladt i jordlag fra jættestuetiden i et sarupanlæg ved Vasegård på Bornholm. Man fortsatte også at indhugge hjulkors, hestemotiver samt stridsvogne som fortælling om hvordan solen blev fragtet over himlen fra øst til vest i dagtimerne, men hvordan kom solen fra vest tilbage til øst i nattetimerne?.
Vi må igen søge svaret i Sortehavsområdet for, som før omtalt, havde man via bronzehandelen kontakt til egnen nord for det nuværende Grækenland. I Græsk mytologi omtales solguden Helios kørende over himlen i sin stridsvogn med 2 firegede hjul, trukket af et hestespand på 4 heste. Denne forestilling er formodentlig affødt af yamnayafolkets myte og på trods af, at grækerne tidligt var et søfarende folk, opfattede de solguden kørende over himlen i en vogn, og ikke, som var mere nærliggende at solen blev sejlet over himlen, men her kan svaret være hvordan solen kommer fra vest til øst i løbet af natten. Ifølge grækernes myte forlod solguden Helios sin vogn og tog om natten ophold i et skib, der fragtede den sovende solgud under jorden til den østlige horisont, hvor han atter bestig sin solvogn. Hvordan skibet kom til udgangspunktet og vognen det samme, meddeles der intet om, men det er jo guder der styrer alt dette, så!!!!.
På en græsk amfora ses solguden Helios køre i sin vogn trukket af 4 heste, hvoraf de 2 er bevingede. At det er solguden kan ses ud fra den viste glorie om hans hoved der stråler som solen
Takket være kontakterne til egnen vest for Sortehavet og nord for det nuværende Grækenland, er det tænkeligt, at skibet blev tilført i mytefortællingen om, hvordan solen om natten kom til den østlige horisont. Lige som fortidens græske søfarere, var Nordens befolkning også søfarere, og tanken var nok ikke så fjern at solguden sejlede under jorden om natten i et skib, og det blev starten til den religiøse reformation, der opstod i overgangen mellem ældre og yngre bronzealder.
I slutningen af ældrebronzealder 1300 f.Kr. indvandrede et bronzealder folk der tog magten i Norden, og de havde en anden opfattelse af solen gik over himlen. Denne opfattelse forårsagede en reformation af solkulten og i stedet for, at en hest trak solen i en vogn over himlen, blev troede nu at solen sejlede over himlen i et skib (Solskibet). Da solguden i forvejen overnattede i et skib sejlede under jorden om natten, har bronzealderens maritime befolkning set det som en naturlig ting, at solguden fortsatte sejladsen over himlen om dagen, som er yngre bronzealders gammel kendte teoretiske myte om, hvordan menneskene mente om solens bevægelse over døgnet. Overgangen fra den gamle til den nye opfattelse, kan have forårsaget en strid, som vi også kender til i nutiden, hvor katolikker og protestanter førte en 30 år krig i Europa 1623-53, kaldet 30 årskrigen.
Kulten med Vogn, hest og hjulkors forsvandt ikke helt i yngre bronzealder. I visse lokale områder har man nok fastholdt den gamle religion, men man blandede ikke hestekulten med skibskulten. Hesten, hjulkorset og stridsvognen hører til i den ældre bronzealder med rødder tilbage til det indvandrede yamnayafolk 1000 år før bronzealderen.
Som en reminiscens fra den gamle hestekult, blev hesten videreført i den ny kult, hvor hestehoveder ses på mange helleristnings-skibe som stævnprydelse, en slags galionsfigur. De skibe der sejlede i Nordens bronzealder, har formodentlig set ud som helleristnings-skibene, og haft hestehoveder i stævnen, nogle ligner mere elghoveder end hestehoveder og andre igen ligne oksehoveder, som kan relateres til lokale variationer af samme kult, hvor andre dyreguder er hædret. Bronzealderens religion har nok ikke været så ensidigt som man i nutiden vil gøre den til, den har nok været noget mere nuanceret.
I yngre bronzealder 1100-400 f.Kr., ændredes den religiøse opfattelse af solens gang på himlen, fra da af sejlede solguden i sit dagskib over himlen fra øst til vest, for at stige over i sit natskib, som sejlede under jorden om nattens på underverdenens hav til den østlige horisont, hvor solguden forlod natskibet og entrede sit dagskib. Solen stod op i øst, og indledte den nye dags rejse over himlen til den vestlige horisont. Denne evige cyklus af solens bevægelser, gentog sig indtil verdens ende.
Ved overgangen til Jernalderen omkring 400 f.Kr. forsvandt begge religiøse opfattelser og Asatroen blev dominerende med krigsguderne Odin, Thor, Balder, m.fl. samt kærligheds gudinden Freja, frugtbarheds guderne Frej og Njord. En 2000 årig religiøs epoke var slut.