Bornholms tilflugtsborge i germansk jernalder.
Bornholm er den region i Danmark der har flest tilflugtsborge fra jernalderen. Med sin beliggenhed midt i Østersøen, har øen altid været udsat for fjendtlige angreb fra søsiden, derfor har bornholmerne altid været beredt og rustede til at forsvare ejendom, gods og familie mod udefra kommende ransmænd. Bornholmerne har altid stået alene om forsvaret af øen og tidligt har befolkningen etableret tilflugtsborge. Kvinder og børn med kvæg og værdier, kunne søge borgene i ufredstider medens mændene samlede sig ved kysten for at forsvare landet. Mislykkedes forsvaret hvor fjenden gik i land, var næste forsvarsposition ved diger og volde, der som spærring lå længere inde i landet. Fejlede også dette forsvar, var den sidste kamp på tilflugtsborgene, forstærket med volde og palisader bag dybe dale og mosedrag inde i landet på grænsen til højlyngen, se eksemplet på fotoet af Storeborg i Rø herunder.
Herover ses Storeborg også kaldet Grønneborg i Rø sogn, set mod øst. Lokaliteten er typisk for en tilflugtsborgs placering. Klippeknollen der rejser sig 15 meter over mosen som ses midt i billedet, har en vinkelformet vold bevaret i nordøst, medens nord, syd og vest er beskyttet af de stejle skrænter og Spælenmose.
.
Allerede i bondestenalderen har der levet mennesker på nogle af borgene. På Gamleborg og Lilleborg i Almindingen, er der fundet pilespidser fra sen Tragtbægerkultur 2700-3000 f.Kr. Under en udgravning på Lilleborg i 2014 konstaterede arkæolog Michael Thorsen, Bornholms Museum, et brandlag fra en formodet palisade, dateret til germansk jernalder 300-700 e.Kr. Palisaden fulgte nogenlunde middelalderens ringmur og har formodentligt afgrænset tilsvarende areal som middelalder-borgen senere havde. Stedet må have været en tilflugtsborg og brandlaget skyldes sikkert en krigshandling, der har endt med borgens indtagelse. På Rispebjerg er fundet et stort kultisk anlæg, kaldet Sarupanlæg, dateret til bondestenalderens sene tragtbægerkultur ca. 3.000 f.Kr. I skeletgrave som er fundet på området, er der på skeletdele konstateret krigsskader, hvilket antyder, at Rispebjerg allerede i stenalderen blev benyttet som en tilflugtsborg. I jernalderen er området igen blevet udnyttet som en forsvarsborg, hvor den indre stadig synlige vold blev etableret.
Fællestræk for tilflugtsborgene er, at de ligger ca. 3-4 km fra kysten på grænsen mellem det dyrkede land og højlyngen/udmarken, på en høj klippeknude, beskyttet af dybe dale og stejle skrænter til mindst 2 af siderne og befæstet med volde af jord-sten og bolværk, med få adgangsveje (se kortet herunder, hvor højlyngen er markeret grønt midt på øen). Placeringen gav en strategisk højdefordel med god udsigt, herfra kunne man følge fjendens bevægelser og forudse hvorfra angrebet ville komme. Borgene var sammen med de volde og diger, som hovedsagelig findes på Sydbornholm, et samlet strategisk forsvarssystem der gav tilstrækkelig reaktionstid til, at komme i sikkerhed og organisere forsvaret. Borgene og digerne udgjorde tilsammen en spærring som beskyttede de verdifulde kvægflokke der græssende i Højlyngen.
Af digerester der endnu kan ses i landskabet, kan nævnes: Langeskanse, Kattesletdiget, Markergårdsdiget, Frigårdsdiget, Skyttegårdsdiget, Holtsemyrediget og Arsdaledigerne samt digerne på rispebjerg nær Ringborgen. Det uvist hvor gamle de er, kun digerne på Rispebjerg er undersøgt, nogle er fra bondestenalderen ca. 3.000 f.Kr. medens andre er fra jernalderen omtrent samtidig med tilflugtsborgene. De øvrige diger som ovenfor beskrevet, er aldrig er blevet undersøgt eller udgravet, nogle forventes at være fra bondestenalderen, andre blot diger fra middelalderen for at holde kvæg væk fra kornmarker, nogle muligvis fra 1700 tallet. De enkelte borge og volde/diger beskrives længere nede på siden.
På kortet herover ses de 4 eksisterende kendte tilflugtsborge på Bornholm markeret med blå cirkel: – Storeborg førhen kaldet Grønneborg i Rø, – Borgehoved også kaldet Borgvold i Østerlars-Rø, – Gamleborg i Ibsker, – Ringborgen i Pedersker, (klik på billedet og få en skarpere udgave).
Markeret med rød cirkel vises desuden de borge den bornholmske forfatter M. K. Zahrtmann omtaler i Boringholms historie 1932: – Duebjerg en borgvold i Klemensker, – Sejershøj borgen beliggende 600 meter øst for Helvedesbakkerne NØ for Nexø.
Ligeledes markeret med rød cirkel er Major J. W. Gordon Norrie omtale i Bornholms værns historie 1969 af: – Rabæk borgvolden øst for Rønne.
Rabæk nævnet ikke af Zahrtmann eller andre steder i den bornholmske litteratur, om den har eksisteret, må stedet da have været, hvor stenbruddet sydvest for Knudskirke ligger nu og er dermed forsvundet.
Markeret med rød stjerne på samme kort vises 49 Bornholmske lokaliteter med klippeknuder omgivet af stejle skrænter og dybe dale til mindst 2 af siderne, som gør dem meget vanskelige at bestige. Disse lokaliteter er nemme at forsvare og i en nødsituation er de egnet til at etablere et midlertidigt forsvar, hvor man kunne søge tilflugt. Nogle enkelte lokaliteter er øer, der i jernalderen lå ude i søer og moser, som ligeledes var et godt tilflugtssted, eksempelvis Egeholm syd for Almindingen, som ses på kortet ovenfor og fotoet herunder.
Jeg har undersøgt alle lokaliteterne og ingen volde eller andre forsvars-konstruktioner er konstateret, en eventuel udgravning vil muligvis afsløre lavere hegn eller palisader, mest beregnet til at holde kvæg inde på pladsen. På grund af manglende bevismateriale kan ingen af stederne, med rette kaldes en tilflugtsborg og kun en detektor- eller arkæologisk undersøgelse, vil kunne afgøre, om der har været krigshandlinger på nogle af lokaliteterne.
Med blå firkant på kortet er også vikingetidens Gamleborg i Almindingen, som antages oprindelig var en Tilflugtsborg, men senere udbygget flere gange. Lilleborg og Hammershus fra middelalderens begyndelse er ligeledes markeret. Disse 3 borge beskrives i afsnittet om Vikingetid-Middelalder.
.
Herover ses tilflugtsborgenes placering i forhold til sognegrænserne, læg mærke til at borgene er anlagt hvor 2 sognegrænser møde og samtidig ligger op til højlyngen-udmarken som ovenfor beskrevet, desuden ligger Borgehoved og Gamleborg i Alminding og Paradisbakkerne hvor de 4 bornholmske herredsgrænser gik.
Markeret med blå cirkel er: – Storeborg ligger ved sognegrænsen Rø-Rutsker plantage, – Borgehoved ligger på sognegrænsen Østerlars-Rø, – Gamleborg vest for Nexø ligger ved sognegrænsen Ibsker-Bodilsker og, – Ringborgen ved sognegrænsen Pedersker-Poulsker.
Markeret med rød cirkel er: – Duebjerg ligger i Klemensker 800 meter syd for sognegrænsen til Rutsker, – Rabæk ligger midt i Knudsker sogn markeret med rød cirkel. – Sejershøj ligger i Ibsker, 1,5 km nord for Bodilsker-Nexø sognegrænsen. Antageligvis er den ikke en borg, men en boplads.
Markeret med rød stjerne er klippeknuder og øer der er egnet som tilflugtssted: – Skovgård er 3 højdedrag med stejle sider til dybe dale, med adgang fra vest, beliggende ved Rutsker og Olsker sognegrænse, – Søfod ligger ideelt ved Lærkesø og var i oldtiden omgivet af vand på 3 sider med en smal adgang fra vest, beliggende i Østerlars kun 800 meter fra Klemenskers sognegrænse, – Klinten har rester af et svagt dige (jorden kan dog stamme fra afrømning i forbindelse med stenbrydning), stedet ligger højt med vid udsigt mod syd på grænsen mellem Vestermarie og Nylars sogn. – Egeholm (nævnt ovenfor med foto)ligger i Vallensgård mosen og var en ø i jernalderen, beliggenhed ved Åker og Vestermarie sognegrænse, – Julsbjerg er et lille højdedrag i et tidligere vådområde ved Østermarie og Åker sognegrænse.
Placeringen af tilflugtsborgene nær sognegrænserne må skyldes at 2 sogne var fældes om opføring, vedligeholdelse og fælles forsvar af borgene. Det har været en magtfuld organisation der organiserede opførslen af tilflugtsborgene. Bornholms befolkning i jernalderen anslås til omkring 6-8000 individer, hvoraf den mandlige arbejdsduelige del samlet har været på 1500-2000 mand, 2 sogn har kunnet stille med 300-400 mand til byggeriet af en borg samt som våbenføre mænd.
Sogne institutionen er en gammel landskabsinddeling, formodentlig fra hedensk tid, knyttet til offerpladser med helligkilder og gudehov, som hvert sogn havde. Sogneinddelingen blev videreført som kirkesogn og kirkerne blev placeret på de gamle kultpladser, hvor kilderne herefter blev anvendt som dåbskilder. Herreds-inddelingen er fra 900-1000 tallet.