En jernalder byhøj og kongeresidens fra 500 f.Kr. til 1.100 e.Kr. i Ibsker på Bornholm.
2 km sydvest for Svaneke by ligger Sorte Muld (se kortet herover) et af Danmarks vigtigste arkæologiske områder. Navnet Sorte Muld har det fået, fordi jorden er meget mørk (se luftfoto herunder), som skyldes organiske affaldslag efterladt for 1.500-1000 år siden, affaldslaget er visse steder er 1-1½ meter dybt og stedet betegnes derfor for en Byhøj. Grafik M.F.Jensen, kort DTK/4-cmKORT (trykt 1977-92)
Herover ses øverst i midten centerpladsen Sorte Muld, nederst ses en af satellit pladserne. Alle de mørke felter på luftfotoet repræsenterer en boplads i oldtiden.
Byhøje/tell, er en betegnelse for de store høje i Mellemøsten, der dækker over oldtidens ruinbyer, høj hedder på arabisk tell. Her skal eksempelvis nævns Tel Megido i Israel, Tel Halaf og Tell Leilan på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, hvor også danske arkæologer har deltaget i udgravninger. Disse mellemøstlige byhøje, ofte 50 meter høje og 500 meter i diameter (nogle er større), er blevet så høje af ruinmaterialet fra generationers bebyggelse, består af mursten og enorme mængder af keramik. De danske byhøje, hvoraf vi har en håndfuld, har derimod ingen murrester, da husene i Danmarks oldtid var trækonstruktioner hvoraf kun stolpehullerne kan findes og give et billede af husenes form og størrelse. Keramik er der til gengæld en del af, men ikke i den omfang man ser udgravet i Mellemøsten.
Sorte Mulds arkæologiske historik
Hvornår lokaliteten Sorte Muld fik sit navn er uvist, men allerede omkring 1820-erne bliver det nævnt, en enkelt gang som Guldager, som muligvis kun var den nordlige del af Sorte Mulds arealer. Denne nordlige del hedder i nutiden Guldgrisen og en klippeflade på stedet hedder Guldgrisehald, hvor der er skåltegn som er helleristninger, formodentlig indhugget i klippen i bronzealderen. Det antages at navnet Guldgrisen og Guldager skyldes, at der allerede for flere hundrede år siden er fundet en guldgubbe af form som en gris, samt andet guld fra jernalderen, effekter som siden er forsvundet (se et foto af en guldgris længer nede i teksten og som er fundet på Sorte Muld i nyere tid, den er udstillet på Bornholms Musseum).
Den første som gravede på Sorte Muld var Bornholms Amtmand Vedel, der den 23 september 1869 gravede seks prøvehuller.
Lærer J. A. Jørgensen i Ibsker skole, gravede i 1884 en mindre prøvegravning og arkæolog Klindt Jensen prøvegravede (3 grøfter) i 1948 og i 1949 gravede han i 5 måneder på pladsen. Han var meget tæt på området hvor guldgubberne senere blev fundet, men han fandt ikke en eneste.
Fritidsarkæolog Gert Møller Larsen rekognoscerede på pladsen i april 1985 og fandt guldgubber, som gav anstødet til, at Arkæolog Margrethe Waat på Bornholms Museum indledte en større udgravning hvor jorden blev vandsoldet, derved fremkom over 2000 guldgubber.
Projekt 2002-2003 som jeg deltog i, blev søsat af Finn Ole Nielsen og undertegnede, som beskrives herunder.
Siden er der med års mellemrum foretaget overflade søgning på Sorte Muld af Bornholms Amatørarkæologiske Forening, ledet af arkæolog Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, som foranledigede, at der de seneste år er foretaget større udgravninger, hvor en større bygning med buede vægge er frilagt (tidlig vikingetid?). .
Projekt 2002-2003.
I 2002 iværksatte Bornholms Museum et Sorte Mulds projekt, som jeg deltog i og som sluttede i 2003. Projektets formål var, at få svar på Sorte Mulds befolkningsantal, infrastruktur, militære forhold, handelsforhold og alliancer med andre magtcentre. Mange undersøgelser af gamle kort og tekster samt samtaler med grundejerne (der kunne fortælle om observationer på deres jorder) og med detektorfolk (der gik på Sorte muld pladserne) gjorde, at vi fik svar på en del af spørgsmålene. Som i et puslespil, kunne kort og beskrivelser af forholdene i Sorte Mulds historie udredes.
Sorte Mulds udvikling fra bronzealder til vikingetid
Sorte Muld består ikke kun af en boplads, men af en centralplads og et par ringe af satellitpladser, der tilsammen udgør hele Sorte Muld komplekset. Herunder ses 21 oversigtskort af Sorte Muld pladsernes udvikling fra bronzealderen over jernalderen til vikingetiden, hvor Sorte muld slutteligt blev opgivet, muligvis var det på den tid, at Svaneke begyndte at tage føringen af søfarten og dermed handelen. Kortene blev udviklet i årene 2002 – 2004 i samarbejde med detektorfører Claus Thorsen, formand for fritidsarkæologerne, der havde opnået et indgående kendskab til, hvor fibulaer fra bronzealderen til vikingetiden var fundet (fibulaer er datidens sikkerhedsnåle, som holdt kapperne på plads), de er velegnede til datering, fordi de har en høj udskiftningsrate, i takt med at moden skifter og sammen med daterbar keramik var det muligt at skabe kortene. Siden kortene blev fremstillet, er der kommet ny viden, der vil flytte nogle bopladsers grænser og nye kort er planlagt. Klik på det øverste kort til venstre og lad kortene skifte fra bronzealder til vikingetid og se pladserne udvikling i 1.600 år, fra 500 f.Kr til 1.100 e.Kr.
Grafik M.F. Jensen bornholmsoldtid.dk
.
Sorte Muld var ikke det eneste magtcenter på Bornholm i germansk jernalder. Kortet herunder viser de andre magtcentre.
Bopladser fra Germansk jernalder og tidlig vikingetid 500-1000 e.Kr., samt de 5 bornholmske magtcentrene er angivet med numre på kortet herover. Magtcentrenes nutidige navne er beskrevet herunder.
1) Sorte Muld i Ibsker. 2) Agerbygård i Østerlars. 3) Møllegård i Klemensker. Nr. 4) Smørenge i Vestermarie. 5) Sandegård i Åker.
Magthaverne på Sorte Muld havde forbindelse til de andre magtcentre, eksempelvis Smørenge i Åker sogn (se nr. 4 på kortet herover), hvor en matrice til fremstilling af guldgubber er fundet. Guldgubber fremstillet af denne matrise er fundet på Sorte Muld (se nr 1 på kortet herover), matricen er skadet og skulle formodentligt omsmeltes. Det antages, at en allieret, eller en slægtning til kongen på Sorte Muld, boede på Møllegård og ejede et bronzestøberi.
Herover ses patricen fra Smørenge i Åker sogn. Nogle guldgubber som er fundet på Sorte Muld, har aftryk af patricen fra Smørenge, som derved fortæller om den nære forbindelse mellem magtcentrene på Bornholm. Foto Bornholms Museum.
Guldgubber fundet på Sorte Muld.
Over 2.800 guldgubber er fundet på Sorte Muld hvor hovedparten er udstillet i Guldgubberummet på Bornholms Museum, som ses herover.
Herover ses en lille del af de udstillede guldgubber i Guldgubberummet på Bornholms Museum.
Nogen af guldgubberne er klippet ud af guldblik og man fristes til at tro, at de er klippet ud af børn. Nummer 3 fra venstre har bred overkrop, stort hoved og korte ben, og har lighed med en dværg. Bemærk at øjne mund og næse er ridset ind i guldblikket.
Herover ses 3 guldbjørne, meget primitivt udformet og klippet ud af et stykke guldblik.
Også Nationalmuseet har guldgubber fra Sorte Muld. I samlingen har en form som en bjørn.
Guldgubbernes formål er uvist, men det antages, at de har været en slags bønneskrift, eller snare bønnebillede, givet til tempel/offerhal på sorte Muld. Giveren har formodentlig ønsket at opnå noget, som krævede gudernes hjælp og leveret en guldgubbe i håb om denne hjælp. Guldværdien er ikke stor, guldgubberne er tynde som nutidens aluminiums-folie.
Templet på Sorte Muld.
Den store mængde guldgubber der er fundet på Sorte Muld gør at det antaget, at der har ligget en gudehov/tempel på centralpladsen. Først i 2019, ved undersøgelser med georadar og 2020 ved udgravninger, har man kunnet konstater at der har været en bygning på stedet som formodentlig er fra tiden mellem 600-800 e.Kr.. Om det er en gudehov er ikke påvist endnu, grundplanen er en lang bygning med buet langvæg som kendes fra vikingetidsborgen Trelleborg ved Slagels. Den ældste påviste gudehov i Danmark er fra bronzealderen, som er en kvadratisk bygning med åben facade mod øst, ved og inde i bygningen er der flere stene med indhuggede håndtegn. Den ældste kendte gudehov fra den hedenske tid inden for det germanske sprogområde, er fra slutningen af jernalder og tidlig vikingetid (860 e.Kr.). Bygningen, 40 meter lang, er en gudehov af typisk vikingetype fundet på Hofsstadir i Laxaadal ved Mývatten i Nordlige Island, og blev udgravet af Daniell Bruun og Finnur Jönsson år 1908.
Templets/Gudehovens udseende på Hofsstdir i Laxaadal ved Mývatten i Island
På tegningen her vises bygningens grundplan orienteret N-S
A-B: Hovedrummet hvor langvæggene er lave, 1,25 meter høje af græstørv og jord, Den søndre gavl har en 20 cm høj fodskammel af jord, her har der formodentlig været en bræddevæg. Langs væggene har der været bænke af tørv hvis front og bag var støttet af stenrækker. Gulvet er af faststampet jord. Taget har været båret af indre stolper i 4 rækker, disse har stået på et stenunderlag. Ved stolperne deles rummet i et midterskib og 2 sideskibe. I hovedrummet har offermåltidet formodentlig fundet sted, hvor op til 150 mennesker har haft mulighed for at deltage
B: Et forrum hvor gæsternes medbragte våben blev opbevaret under højtideligheden
C: Mindre rum, svarende til koret i kristne kirker, adskilt fra hovedrummet med en lav stenvæg. Her har muligvis gudebilledet stået hvor de hellige handlinger blev udført af Goden/tæmpelpræsten (bestænkning af gudebilledet med blod og hensætning af offergaver). Rummet har en særlig indgang i det sydvestlige hjørne
D: En udbygning, formodentlig til redskaber
E og F: Fund af rester af køkkenaffald
G: I en grube ved hovedildstedet er der fundet en mængde dyreknogler
H: Hovedildstedet med langilden nord og syd for hovedildstedet (skraveret)
L: Mindre ildsted
M: Mindre ildsted
N: I rum C er en forhøjning af flade sten og over den en stor tilhugget sten. Muligvis er det alteret hvor gudebilledet stod
O: Et ildsted i rum C
P: Indgangen til hovedrummet
Listen er hentet i afhandling om gudehov af Daniel Bruun og Finnur Jönsson, om hoveudgravning på island i årsbøger Nordisk Oldkyndighed og Historie 1910.
Tegning M.Jensen efter Gamle Islandske kultur i billeder, udgivet af Sigfus Blomdal og Sigurdur Sigtryggson, Kbh. udvalget for folkeoplysnings fremme i kommission hos G. E. C. Gad 1929.
Her vises tværsnittet af hovedrummet. Tegning fra Gamle islandsk kultur i billeder 1929
Her vises en tegning af udgravningen af hovedrummet, for enden ses rum C med tværmuren der adskilder hovedrummet og rum C med alteret.
Tegning fra Gamle islandsk kultur i billeder 1929
Under blothandlingerne har hovets væge formodentlig været dakket af farvestrålende billedtæpper. I rum C, der fungerede som koret i kristne kirker, har gudebillederne været anbragt rundt om alteret N, her har stået et kar med offerblod til bestænkning af gudebillederne og her har også edsringen af ædelmetal haft sin plads. Edsringen skulle berøres ved edsaflæggelse, et symbol på at en ed er ubrydelig, som ringen selv var. Det antages at gudebillederne ved offerhandlingerne blev indsmurt i fedt og bestænket med blod, hvorefter de blev båret rundt i hovedrummet blandt de tilstedeværende og derefter sat på plads i koret ved alteret.
Uddrag fra afhandling om gudehov af Daniel Bruun og Finnur Jönsson, Årsbog for nordisk Oldkyndighed og Historie 1910.
Her ses en tegning af en vikingehal fra omkring 900 e.Kr. på Island. Således kunne gudehoven interiør på Hofsstdir i Laxaadal have set ud. I midten ses hovedildstedet mellem de 4 højsædesøjler udsmykket med udskæringer, hvor øverst Odin ses med ulvene og Thor med sin hammer “Mjølner”. I gamle skrifter omtales højsædesøjlerne ofte med hellige indrevne jernnagler. På grafikken her er hallen smykket med skjolde og sværd og ud for høvdingens højsædet til højre for Højsædesøjlerne, står et bord med drikkehorn og krus. Ved gæstehøvdingens højsæde til venstre for højsædesøjlerne, står også et bord med drikkehorn og krus. Om gudehoven på Sorte Muld har set ud som på dette billede fra en islandsk hal, er ikke til at sige, men da der kun er 250 år imellem gudehoven på Island og den formodede gudehov på Sorte Muld og begge ligger inden for samme kulturelle sprogområde, har Sorte Muld gudehoven muligvis været lig billedets interiøre.
Rekonstruktion af sagatidens interiør af Valtýr Gudmonsson udgivet for Udvalget Folkeoplysnings Fremme 1929
Sorte Mulds befolknings-tal.
En del af projektet 2002-3 var at finde ud af, hvor mange mennesker Sorte Muld komplekset/bebyggelsen kunne rumme Beregningerne jeg udførte viste, at befolkningen omkring år 500 e.Kr. havde varieret mellem 350-400 mennesker. Tallet er fremkommet ved at beregne de enkelte pladsers befolkningsantal for sig, eksempelvis er anslået at der på centralpladsen boede ca. 20 mænd, 20 kvinder og 30 børn i alt 70 personer. På pladserne, der omslutter centralpladsen, er tallene fra 8-40 personer afhængig af pladsens størrelse. Befolkningen kan meget vel have været større, formodentlig 500, jeg har ikke medregnet kystbefolkningen, der nødvendigvis har bidraget med levnedsmidler fra havet, og dermed kunnet øge befolkningstallet til 500 individer, formodentlig flere i gode tider. De voksne frie mænd og kvinder udgør 35% = 125-175 personer heraf 62-88 våbenføre mænd. Resten er børn og ufrie personer = slaver.
Spørgsmålet er om Bornholm med sine 588 km2 overhoved har kunnet ernære en så stor koncentreret befolkning på Sorte Muld, som beregningerne viser. For at få den oplysning har jeg benyttet en regneformel, der kaldes/hedder ernærings-km2 og som bruges, blandt andet af militærpersoner, til at planlægge hæres fremryknings veje, hvor landet skal kunne levere tilstrækkelige forsyninger. Også arkæologer kan bruge den metode i undersøgelser af befolkningsantal. Herunder er nogle beregninger vist.
Beregning udført på basis af dr. phil. E. Albrectsens beregnings metode viser, at Bornholm har haft en befolkning på 2.300 mennesker. Tallet er højere når kystfiskeri medtages, her skønnet tallet 3.000 personer.
Beregning udført på basis af prof. Rolf Harckman Slesvig, viser at Bornholm har haft en befolkning på 3.000 mennesker, medregnes kystbefolkningens fiskeri, skønnes antallet at være3.900 personer.
Andre beregninger udført af svenske forskere viser, at Bornholms befolkningen var mellem 10.000-14.000 personer, jeg skønner tallet som overdrevet, vi kom først op på det befolkningstal i vikingetiden.
Beregning baseret på ingeniør og officer P. Engelharts metode viser, at Bornholms har haft en befolkning mellem 3.500 og 4.200 personer, heraf udgjorde frie mænd og kvinder 1.250-1.500 individer, resten er børn og ufrie slaver.
For at brødføde befolkningen i Sorte Muld bebyggelsen, krævede det, ifølge ovenfor fremlagte beregningsmetode (ernærings-km2), tilførsel af forsyninger fra et område, der dækkede Østerlars, Østermarie, Ibsker og Nexø. Området hedder i nyere tid Øster Herred (markeret med sort stiplet linje på kortet herover). Herskeren på Sorte Muld må nødvendigvis derfor have hersket over det meste af Øster Herred. Herskerne i de andre magtområder, har sikkert været underlagt Sorte Mulds hersker, hvoraf nogle var hans slægtninge.
.
Sorte Mulds forsvars kapacitet.
Sorte Muld var rig på erhvervet guld og sølv, blandt andet guldgubber og andre guldskatte, som fund på pladsen vidner om. Denne rigdom gør, at bebyggelsens indbyggere altid kunne påregne, at blive angrebet af sørøvere, griske konger og krigshøvdinger. Det må antages, at Sorte Muld var bornholmernes religiøse og verdslige hovedcenter, hvortil øens befolkning drog, for at foretage religiøse handlinger i templet, på oldnordisk kaldet et hov. Offerhandlingen blev ledet af offerpræsten, der på oldnordisk kaldtes en gode, som også var herskeren/kongen på Sorte Muld. Guldgubberne indgik formodentlig i handlingerne som votivgaver eller ofre, og det var bornholmerne selv der betalte for guldgubberne, samt de religiøse handlinger. Truslen om plyndring, kan derfor ikke komme fra Bornholms egen befolkning, men fra fjernere egnes høvdinge og konger i det nordiske område. Disse høvdinge og konger kom for, at røve guld og sølv, så de kunne betale deres stående krigsmandskab, der holdt dem ved magten. Kongen på Sorte Muld var nok ikke bedre, og drog formodentlig også på togt i det fremmede for at hente værdier som kunne understøtte hans egen magt. Ved guldgaver kunne han købe loyalitet blandt sine allierede i de andre magtcentre på Bornholm, og derved afstive forsvaret af Bornholm, især Sorte Muld bopladsen.
Her beskrives angribernes muligheder for et vellykket angreb.
Skibe, der anvendtes i 500-og 600-tallet, var ro-fartøjer, der kunne medføre en fuldt rustet styrke på omkring 24-40 mand pr. skib og normalt opererede de i eskadrer på 2-3 skibe. Sådan en flåde har haft en samlet krigsstyrke på omkring 70-120 mand, hvoraf 20-30 er spyd og bue bevæbnet let infanteri, 50-90 mand er tungt infanteri bevæbnet med spyd, lanse og sværd, nogle med økse. Som beskyttelse havde alle runde eller aflange træskjold med en bukkel på midten, der beskyttede hånden, de fleste havde huer af fårepels eller læderhjelm, høvdingene var ofte iklædt ringbrynje og jernhjelm.
Jernalderskibe fundet i Nordeuropa.
Der fundet 2 skibe fra jernalderen, som blev nedlagt i Nydam Mose i Sønderjylland omkring år 300-345.Herover ses de 2 skibe fra Nydam Mose. Det øverste, fyrretræsskibet fra Nydam Mose, var 19 meter langt, 3,6 meter bredt og blev roet af 22 mand, anslået total besætning på 24-30 mand. Forskere har konstateret, at det er bygget enten i Norge eller den østlige del af Østersøområdet, hvor den slags fyrretræer voksede. Hvis skibet kommer fra det østlige Østersøområde, er det en mulighed, at det kom fra Bornholm, (eventuelt fra Sorte Muld), og var på plyndringstogt i Alssund. Efter et tabt slag, endte skibet sine dage som et offer, med alt krigsudstyret, i Nydam Mose, hvor besætningen endte, kan man kun gisne om!!! Det nederste skib af egetræ kom fra det nordlige af nuværende Tyskland, og endte efter et slag som offer i Nydam Mose, skibet var 23 meter langt, 3,3 meter bredt og blev roet af 28 mand, en anslået total besætning på 30-40 mand. Som skibstype, kan de begge have sejlet i de bornholmske farvande mellem årene 300-500 , og herskeren på Sorte Muld har formodentlig haft tilsvarende skibe.
I Valsgærde beliggende i Sverige, er der fundet 1 skib fra år 600-675 i en skibsgravhøje.
Valsgærdeskibet var et næsten færdig udviklet vikingeskib, men var stadig et rofartøj, der ikke førte sejl. Det var kun et lille fartøj, nærmest en stor robåd med en længde på 8-9 meter og 1,6 meter bredt, det blev roet af 8-10 mand med anslået total besætning på 15 mand. Skibe/både af denne type har med sikkerhed også sejlet langs de bornholmske kyster, når man skulle besøge slægtninge og venner på Bornholm. På trods af sin lidenhed har man kunnet krydse Østersøen i disse både. Vikingen Ivar Vidfarne sejlede 300 år senere med skibe/både af denne størrelse fra Sverige til Estland og videre langs Ruslands floder til Kiev i Ukraine. Et par år efter at han havde været i det Kaspiske hav, vendte han tilbage til Sverige, og da havde han kun 3 ud af mange skibe tilbage. Hans skibe førte sejl så længe de sejlede på havet, men langs floderne blev der roet og rofartøjer af samme størrelse har sikkert krydset strædet mellem Bornholm og Skåne i Jernalderen.
I Sutton Hoo i East Anglia, England, er der fundet 1 skib fra år 600-625 sat i en skibsgravhøj, skibet var 27 meter langt, 4-4,5 meter bredt og blev roet af 36 mand, en anslået besætning på 50 mand.
Herover ses størrelsesforholdet mellem Sotton Hoo skibet og Valsgærde skibet der eksisterede omtrent samtidig.
Sotton Hoo skibet repræsenterer en ældre type magen til de 2 Nydam skibe, der blev nedsat i Nydam Mose 300 år tidligere. Denne skibstype, blev anvendt i jernalderen helt til vikingetidens begyndelse omkring fra år 300-700. Valsgærde er en ny skibstype, hvor formen tydeligvis er den type, der i vikingetiden besejlede havene, og nåde så langt væk som til Middelhavet og over Nordatlanten til kysterne af Grønland og Nordamerika. I slutningen af jernalderen, omkring år 650, kan begge skibstyper have sejlet i farvandene omkring Bornholm og et stort skib som Sotton Hoo skibet, kan have været en nødvendighed for herskeren på Sorte Muld at eje. Med et stort skib kunne herskeren ved oversøisk handel og plyndring, opretholde den velstand og vækst, der hidtil havde sikret Sorte Mulds udvikling fra en lille flække år 100, til efter datidens forhold, år 650, en storstad med 500 indbyggere.
I Kvalsund, Rommadala i Norge, er der fundet et skib fra år 690. Skibet lignede mere et vikingeskib men førte ikke sejl, det var 18 meter langt, 3,2 bredt og blev roet af 20 mand, anslået total besætning på 26 mand.
Angrebet på Sorte Muld.
En flåde på 3 skibe af størrelse og type som ovenfor beskrevet, kunne i løbet af et døgn bringe 100 mand fra Skåne i Sydsverige til Sorte Muld på Bornholm. Mod sådan en angrebs-styrke, kunne Sorte Muld stille 62-88 mand, hvoraf 12-28 var bueskytter og spydbevæbnet let infanteri, nogle var også stenkastere, som ikke skal ringeagtes, da stenkast kan forvolde stor skade, selv på krigere iklædt brynje og hjelm. Sorte Muld kunne stille med omkring 50 mand tungt infanteri, som er absolut det mindste antal krigere, der er nødvendigt for at være en effektive svinefylking eller skjoldborg i nærkamp.
Sorte Mulds befolkning har med den omtalte styrke, alligevel kunnet forsvare sig effektivt, hvis de var forberedt. Et overraskelses angreb vil derimod været katastrofalt, men det har Sorte Mulds ledere taget højde for, ved at være i forbund med de andre magtcentre på Bornholm. Placeringen af Sorte Muld bygden, beliggende 2-2,5 km fra kysten og omgivet af slugter med vandløb samt vådområder, der dengang var noget mere fugtigt end i dag, gjorde at forsvarerne fik tid til at reagere på et angreb i tide.
Hvis vi antager, at angrebet kom fra Skåne, og hvis den Skånske flåden afsejlede en sommermorgen kl 4, ville de efter 8-10 timers roning være fremme ved Bornholms nordlige forbjerg Hammeren ved 12-14 tiden, markeret blå rute 1 på korttegning herover. Enten vil flåden fortsætte mod sydøst langs kysten til Sorte Muld, her er der 3 gode landingspladser, henholdsvis Listed, Vigehavnen og ved Årsdale, markeret 4, 5 og 7, denne sejlads vil tage ydeligere 5-6 timer og vil da være fremme mellem kl 18-20. Fordelen ved denne manøvre er, at man formodentlig ikke var blevet opdaget i tide og kunne levere et overraskelses-angreb. Ulempen er, at krigerne efter 14-16 timers sammenlagt roninger er trætte og der i denne tidsplan kun er medregnet hurtige nødtørftige spisepauser, så de vil være tørstige og sultne. Med den forringet slagkraften, forårsaget af træthed samt på grund af det sene tidspunkt af dagen, vil der være risiko for at angrebet vil mislykkes. Se korttegning herunder.
En anden mulighed flådeledelsen kan vælge, er at gå i land enten i Sæne Bugten, neden for nuværende Hammershus, eller i Osand Bugten på stranden ved nuværende Sandvig, markeret 2 på kort herover. Efter et fortjent hvil er der 3 timers roning til Salene Bugten eller Melsted Strand med ankomst omkring kl. 18, hvor der kan overnattes, markeret 3. Næste morgenen kl. 4 kan de igen taget tidligt afsted og været fremme kl 7-8 om morgen ved Listed (markeret 4), eller i Vigehavnen (markeret 5), hvorfra der går en oldtidsvej kaldet Krøblingevejen direkte til Sorte Muld (markeret 6 rød rute), begge steder beliggende nord for Sorte Muld. Ved Årsdale er der en god naturhavn og alternativ landingsplads kaldet Thygehavn (markering 7), herfra er der en alternative angrebsruter til Sorte Muld, tilsvarende er en angrebsrute fra Listed (begge markeret grøn rute).
Fra Vigehavnen, var der mulighed for at rykke frem ad den 2 km lange Krøblingevejen (mærket 5 rød rute), som er en oldtidsvej der går fra Vigehavnen direkte til Sorte Muld. Indtrængerne vil kunne være fremme på centralpladsen i løbet af 30-45 minutter og levere et overraskelses-angreb omkring kl. 8-9, hvis de da ikke var blevet opdaget forinden af indbyggerne, og de havde nået at etablere et forsvar.
Indbyggernes muligheder for et vellykket forsvar.
Sorte Mulds indbyggere har på alle måder prøvet på undgå et overraskelses-angreb og har formodentlig haft et varslingssystem. Da alle bornholmere har villet sikre deres tempel på Sorte Muld, har der sikkert været bavne placeret kysten rundt. Bål er blevet tændt på bavnehøjene og advaret herskeren på Sorte Muld, når en angribende flåde søgte ind til øen.
Var man advaret i tide, kunne der trækkes mandskab fra oplandet til Sorte Muld. Nåede man at samle mandskab fra det, der siden blev Østre Herred, har forsvarerne kunnet mønstre omkring 250 mand. Halvdelen har været let infanteri bevæbnet med bue og spyd med benspidser (enkelte med jernspidser), til nærkamp anvendtes kølle, høtyv, udrettet le monteret på lang stage og økse. Alle havde en kniv eller et enægget kort jernsværd kaldet kortsax. til forsvar anvendtes simple aflange træskjolde, samt til bueskytterne lette vidjeskjolde. Dette lette infanteri var velegnet til at følge flådens færd langs kysten, og forsinke fjenden på deres vej til Sorte Muld efter landgang.
Hvis man for sent var advaret om fjendens ankomst, var det nødvendigt at sinke fjenden så meget som muligt. Den tid forsvarerne vinder ved at sinke angriberne, kaldes i militær terminologi for reaktionstid, det giver forsvarerne mulighed for, at organisere et effektivt forsvar. Angriberne, har fra starten haft deres slagorden på plads, hvor alle kendte deres plads og opgave. Modsat er der er mange ting som forsvarernes hærfører skal organisere i sidste øjeblik. der skal udsendes spejdere til opklaring af fjendens bevægelser, udsendes løbere med ordrer til underafdelingerne (nærområdets gårde), og hovedhæren sendes i den rigtige retning, alt efter de meldinger, der løber ind. De, der ikke kan deltage aktivt i kamphandlingerne, beordres til at etablere spærringer og diger samt andet, der kunne sinke fjenden. Alt, der kan få angriberne til at standse eller gå en omvej, kan bruges så forsvarerne får overblik, samt får numerisk og psykologisk overtag til det kommende slag.
Herover ses et udsnit af Østre Herred med Sorte Muld og dets nærliggende kyster. Landingspladser og angrebsveje er markeret, tekstforklaring findes herunder. Grafik M.F. Jensen, kort: DMM-2007/Terræn(1,6m grid LIDAR.
Krøblingevejen, markeret 1 herover, er en oldtidsvej, der formodentlig er over 2000 år gammel, den går fra Vigehavnen til tæt ved Sorte Mulds centralplads, markeret S, og benyttes stadig i nutiden. Tæt op ad vejen, ved Sorte Muld, er der et synligt dige (markeret 4 og blå farve), som formodentlig har været en forsvarsvold, der beskyttede indgangen til bopladsen. Volden og bopladsen ligger højere end terrænet nordøst for volden, som er et lavtliggende fugtigt eng-areal, som vejen går over, derved har forsvarerne haft et bedre udgangspunkt og angrebet har krævet en dobbelt så stor styrke, for at overvinde voldens forsvarere.
Hvis angrebsstyrken var landet ved Listed eller ved den gode landingsplads Årsdale, ville adgangsvejen til Sorte Muld gå ad delvis uvejsomt terræn over dybe slugter med vandløb og sumpet område, markeret 2 og 3. Lykkedes det dem at nå frem til den yderste ring af gårde, som omkranser Sorte Mulds central plads (se kortet herover), ville de her møde den første væbnede modstand i form af tung bevæbnede mænd. At forcere en forsvaret boplads sinker fremrykningen meget, og efter passage er en del af mandskabet forsvundet, dels frafald af dem der søger plyndring, er faret vild eller ligger såret tilbage, forsinkelsen sker igen ved den næste gård, og ved næste igen. Den tid det tager for at komme igennem bebyggelsen, kan sagtens være en time, og det har igen givet forsvarernes hærfører yderligere reaktionstid. Da så endeligt angriberne kommer frem til hovedpladsen, mærket S, står en frisk kampklar og tungt bevæbnet styrke på 50-60 mand i angrebsformation (svinefylking). Den fjendtlige styrke er antageligvis decimeret til nu kun 50 eller 30 mand trætte efter, at have tilbagelagt 2 km i kamp mod lette styrker, der fra kysten har forsøgt at standse dem ved stødvis hurtige angreb med spyd og pileregn, disse lette fodfolk vil, hvis det var muligt, stadig angribe dem fra afstand i flanker og ryg.
Forsvarerne derimod har ventet angribernes ankomst og de er friske og klar til kamp. Hvis lederen har formået at vise klarsyn, mod og selvsikkerhed over for sine krigere, og givet dem selvtillid til en endelig sejr, da er krigslykken i forsvarernes favør og kampen vil sikkert vindes.
Hvis angrebet på bopladsen lykkedes, da vil forsvaret hurtigt kollapse, med flugt tilfølge. Taberen tager da op til 75% af tabene, som bliver hugget ned af fjenden bagfra eller af egne kammerater, der for selv at komme fri af fjenden, nedhugger dem, der står i vejen. Vinderne tager kun ca 10-20% tab, og det sker dels under marchen til bopladsen og i slagets første voldsomme nærkamps-minutter, derefter, når panikken breder sig, er det kun taberne, der falder. Det er kendt fra adskillige slag siden oldtiden, hvor nærkamp på blanke våben blev anvendt, at den slagne hær tager de største tab. Slaget ved Cannæ mellem den romerske hær på 80.000 mand og Hannibal Barkas hær på 40.000 mand, hvor romerne tabte, var tabene blandt romerne over 60.000 mand og nærkampen varede kun få timer.
Den ovenfor beskrevne krigshandling er en tænkt situation, som anskueliggør, hvad enhver hersker over et rigt samfund i jernalderen, ja selv i dag, tvinges at overveje, hvordan et forsvar skal udføres i tilfælde af et angreb. Sorte Muld har formodentlig aldrig været under angreb, og som kort-serien øverst på denne side viser, er bygden, som følge af udflytning til andre steder stagneret, og langsomt blevet mindre. Magtcenteret antages at være blevet flyttet til Østerlars, hvor en bebyggelse nord for kirken omkring Agerbygård, i begyndelsen af vikingetiden, er vokset i størrelse. Fra år 1000-1100 er Sorte Muld fuldstændigt forladt. Fiskerlejet Svaneke har formodentlig overtager Sorte Mulds funktion som havn og vokset til en mindre havneby, som i middelalderen blev det administrative center for Østre Herred på Bornholm.
Siden er under opbygning, mere materiale er under udarbejdelse.
.