Også kalder enkeltgrav kulturen og snorekeramisk kultur

Stridsøkse kulturen bliver i Polen, Tyskland og Holland kaldt snorekeramik kulturen fordi tidsperiodens ornamentik på keramikken er stemplet ind med snore, så krukker og kar har snoreudsmykning.Herover ses et skår fra et lerkar med snore-ornamentering. Udstillet  på Bornholms Museum.

I Jylland, Fyn og på Sjælland kaldes perioden år 2800-2400 for stridsøkse-kulturen grundet fund af stridsøkser af stenart med skafthul. På Bornholm, i Skåne samt det øvrige Sverige, Finland og Baltikum kaldes perioden bådøkse kulturen, fordi stridsøkserne har bådform.

Stridsøkser fremstillet af bjergart var også kendt før den såkaldte stridsøkse-kultur 2800-2400 f.Kr.De ældste stridsøkser er de Mangekantede økse fra omkring 3800-3750, ses herover.Fra jættestuetiden omkring 3500 f.Kr. findes de dobbeltæggede stridsøkser med rund nakke.Fra 3200 f.Kr dobbeltæggede stridsøkser med skærpe i begge ender.

Disse økser tilhører alle nordens bondebefolkning af Anatolsk afstamning indvandret omkring 4000 f.Kr. (Anatolien er beliggende i det central nu værende Tyrkiet).

Stridsøkse-/snorekeramik-kulturen dukkede omkring 2900 brat op som en færdigudviklet kultur i Nordeuropa. Alligevel mente arkæologerne i tiden før år 1900, at stridsøkse-kulturen var en videreudvikling af tragtbægerkulturen, men år 1901 fremkom den senere direktør på Nationalmuseet Dr. Sophus Müller, med hypotesen, at stridsøkse-kulturens mennesker var resultatet af et indvandret folkeslag fra Sydøsteuropa, og denne tolkning blev gradvist antaget af videnskaben.

I 1925 beskriver den svenske forsker T.J. Arne, Estiske fund fra år 1923 fra enkeltgrave på øen Øsel.  En af gravene indeholdt en bådøkse og en tyknakket økse af samme type som tidligere var fundet i Sverige. Endvidere omtaler han bådøkser og snorekeramik fra alle baltiske lande, samt så langt væk som fra det nuværende sydlige Rusland.Herover ses bådøksen (til venstre) og den tyknakkede økse (til højre) fra Øsel i Estland. Foto:T.J.Arne, “Fornännen” 1925.

Den svenske forsker Niels Åberg antyder i sit værk år 1935 om hulæg-øksernes udvikling at, bådøkse-kulturen kom til Sverige via Estland og at den var en nordlig selvstændig gren af stridsøkse-kulturen. Derfra bredte den sig til Skåne og Bornholm, og  på Sjælland mødes bådøkse-kulturen mennesker med stammefrænder fra stridsøkse-kulturen, disse folk kom via Fyn og Jylland fra Nordtyskland, Polen og Sydrusland.

Et dansk tværfagligt DNA-studie i 2015 dokumenterede, at folkevandringen fra de russiske stepper omkring 2850 f.Kr. lå bag de såkaldte snorekeramiske kulturers pludselige opståen i Østeuropa, Nordtyskland og Skandinavien, sidstnævnte steder kaldt enkeltgravs-kulturen eller stridsøkse-kulturen, i Sverige og på Bornholm kaldet bådøkse-kulturen. De russiske steppefolk var Yamnaya-folket, som var et nomade-rytterfolk, der eksporterede deres befolkningsoverskud ved erobring mod eksempelvis Nordeuropa.

Det tværfaglige studie, som blev bekræftet af tilsvarende studier i Tyskland og USA, der var kommet til samme resultat, viste at Yamnaya-folkets emigration til Skandinavien hovedsageligt bestod af mandligt DNA (90%), og at den oprindelige nordiske bondebefolknings mandlige DNA-pulje fuldstændigt forsvandt efter tilendebragt emigrationen, Den kvindelige DNA-pulje, som stammede fra Anatolien blev videreført i befolkningen sammen med den mandlige Yamnaya DNA-pulje. Dette påviser, at Yamnaya-folkets krigere (unge ugifte mandlige rytterkrigere) forlod hjemstavnen nord for Sortehavet for at erobre land og tage hustruer i nye områder, formodentlig ved at dræbe den oprindelige mandlige befolkning.

Ud fra DNA`et kan to genetiske mandslinjers Y-kromosomer konstateres blandt de ny indvandrede Yamnaya folk. Den ene, R1b er fundet i nogle skeletfund fra jyske, nordtyske og hollandske enkeltgrave, som stammer fra indvandring via den grønne pil herover. Den anden, R1a, har en østlig udbredelse i sydlige Finland, Estland, Letland, Mellem Sverige, Skåne og formodentlig også på Bornholm, som stammer fra indvandring via rød pil herover (de mørke pile er indvandring over det østlige Østersø til Mellem Sverige og Bornholm via Ålandsøerne og Gotland. R1a kromosomet er ikke undersøgt fra bornholmske skeletgrave endnu, men da de indførte bådøkser er fundet på øen fra  nomadefolket, må det antages, at R1a også er dominerende på Bornholm.

Udbredelsen af DNA-puljen med Y-kromosom R1b stemmer overens med udbredelsen af snorekeramikken i Nordtyskland samt enkeltgrav/stridsøkse-kulturen i Jylland, Fyn og Sjælland. Dette bekræfter indvandringen for den sydlige gruppe Yamnaya rytterkrigere.

Udbredelsen af DNApuljen med Y-kromosom R1a stemmer overens med udbredelsen af bådøkse-kulturen i Estland, Letland, det sydlige Finland, Mellem Sverige, Halland, Skåne og Bornholm. Hypotesen fra årene 1923-35 fremsat af de svenske forskere T.J. Arne og Niels Åbergs om at bådøkse-kulturen kom til det sydlige Sverige, Skåne via Estland og Finland blev herved antaget at være korrekt. Formodentlig har bådøkse-kulturens folk også indvandret til Bornholm, en smukke bådøkse er fundet nord for Hasle på Nordvang-mark, herfra kunne den nyetablerede befolkning nyde udsigt over Østersøen i vestlig retning.

Herover ses bådøksen fra Nordvang

Med sig fra de sydlige russiske stepper, havde Yamnaya-krigerne heste og vogne, desuden medbragte de keramik med snoreornamentik og stridsøkser med skafthul, fremstillet af forskellige stenarter. Med sig havde de også det indoeuropæiske sprog som i dag er fremherskende i det meste af Europa. Pesten hærgede Europa årtierne før Yamnaya-krigernes ankomst til Nordeuropa, denne sygdom var de immunitet overfor, fordi pesten havde været i deres hjemland en generation tidligere. Pesten var medvirkende til at Yamnaya-folket så effektivt overtog det vestlige Nordeuropa samt Norden. Pesten hærgede foran de indvandrende rytterkrigeres fremrykning, som gjorde vestens bondebefolkning til et nemt erobringsoffer. Som sammenligning kan nævnes de spanske conqvistadorers erobring af Mexico i årene 1521-23. Spaniolerne led en række forsmædelige nederlag til aztekerne det første år (1521). Men da de året efter vendte tilbage for at erobre aztekernes hovedstad Tenoctitlan, havde en koppeepidemi hærget og svækket den aztekiske befolkning og, som der berettes, kæmpede Aztek-krigerne som sløve og syge mennesker. Derved erobrede spaniolerne let Mexico med en forholdsvis lille styrke, hjulpet af allierede indianerstammer, der selv havde lidt under spanierne medbragte sygdommene.                                                                                              

Det er påfaldende, at tyknakkede flintøkser, mejsler samt hulægsøkser, i perioden med indvandring og op til indvandringen 3300-2800 f.Kr. afløste tyndnakkede flintøkser og mejsler og hulægsøkser. De tyknakkede økser var allerede taget i brug i jættestuetiden (3300 f.Kr.) og spørgsmålet er derfor åbent om det  var den oprindelige bondebefolkning, der før Yamnaya rytterfolkets ankomst, havde lært at fremstille tyknakkede økser via kulturelle strømninger fra sydøst, eller det var en egen lokal og selvstændig udvikling i Norden.Herover ses en tyknakket mejsel (7) fra Klemensker, en hulægøkse fra Bodilsker (8), en hulsleben økse af grønsten fra Allinge (9), alle fra bådøksekulturen. Udstillet på Bornholms Museum.

Herover en af bådøksekulturens store hulægøkse af flint fra Østermarie. Udstillet på Bornholms Museum.

Formodentlig havde Yamnayafolket også heste med over Østesøen, det skete formodentlig fra Finland via øhop over Ålandsøerne til Mellemsverige. Afstand mellem de hundredtals små Ålandsøer er fra 3-6 km og fra den vestlige Eskerø til Sveriges østkyst ved Grisslehamm er der 41 km. som er en afstand der allerede 1000 år tidligere, omkring 4000 f.Kr., blev overvundet af de første stenalder bønder, hvor de indførte kvæg til både England til Bornholm. (Kortografisk instititut Stokholm)

Fra Skåne til Bornholm er der 36 km. og fra Frankrig til Dover er der 35 km. og kunne de tidlige stenalderbønder fragte køer og får over havet til England og Bornholm 1000 år før Yamnaya-krigernes ankomst til Ålandsøerne, kunne heste også fragtes de 41 km. mellem Ålandsøerne og Mellemsverige. Heste kunne de også have fået via deres stammefælder ankommet via Jylland og Fyn, hvor de mødtes med dem på Sjælland. Det var lettere at føre heste over Lillebælt og Storebælt, og transporten over bælterne har de udført ved hjælp af den oprindelige bondebefolknings viden om transport over vand i store udhulede lindetræskanoer. Allerede i Maglemosetiden 8000 f.Kr. rejste jægere over store afstande i lindetræskanoer fra Estland til Sverige og til Bornholm. I Irland har jeg set en 16 meter lang og 1,6 meter bred udhulet kano med ildsted, der var 10.000 år gammel fra omkring maglemosetiden, og kunne man dengang sejle fra England til Irland i sådanne kanoer, som det formodes de gjorde, har det også været muligt at fragte heste til Fyn, Sjælland, Skåne og muligvis også til Bornholm på to sådanne sammenbundne kanoer med en platform imellem. Afstanden over Østersøen fra de Baltiske lande til Sverige, er fra Letland via Gotland 370 km, og Gotland til Sveriges østkyst 110 km. Begge disse afstande har sikkert været for lang til hestetransport. Transport af heste til Bornholm mellem Sandhammeren på Skånes sydkyst til Hammeren på Nordbornholm (36 km), kan lige gå an med 1 hest ad gangen, der forsvarligt tøjret ligger i bunden af en stor stammebåd. Dette og afstanden mellem Ålandsøerne og Sverige (41 km) er nok den største afstand over hav hvor heste kunne overføres med de transportmidler man havde dengang. Storebælts afstand på 22 km var formodentlig ikke noget problem. Kvæg, får havde stenalderbønderne allerede transporteret til Sjælland 1000 år før stridsøksefolket ankom til Norden.

Bådøkserne blev indført til Bornholm via ruten Estland, Finland, Åland og Skåne. Øksernes udseende ændredes lidt under vandringen mod Bornholm, økserne i Estland og Finland er en smule mere buttede og kortere, medens dem fra Skåne og Bornholm er længere og havde et mere elegant svaj i ryggen, hvorved de mere lignede en båd. Den danske stridsøksekultur på Sjælland, Fyn og Jylland kom via Polen-Nordtyskland, dog er der fundet få bådøkser i enkeltmandsgrave både i Jylland og på Sjælland og ligeledes er der fundet enkelte typiske jyske stridsøkser i Skåne og mellem Sverige. Disse økser er formodentlig medbragt af rejsende mænd, muligvis i forbindelse med giftermål og derved kommet med i gravene langt hjemmefra egnen hvorfra mændene oprindeligt kom fra.I udstillingen på Bornholms Museum findes en typisk Bornholmsk/Skånsk-Svensk bådøkse, ses øverst på billedet. Nederst ses en buttet bådøkse lig dem der er fundet i Balticum, muligvis er den  indført med en rejsende fra øst for Østersøen. 

Mogens F. Jensen

Bornholmsoldtid.dk