Kvartsbolle fra Stammershalle
Kvart´s betydning for bondestenalderen på Bornholm og i sydlige Skandinavien
Denne nu reviderede artikel om kvartsredskaber i stenalderen, blev trykt første gang i tidsskriftet Skalk nr. 2 i april 2009, forfattet af Mogens F. Jensen, Lasse Sørensen, og Claudio Casati.
Kærhus, en boplads, hvor kvarts var hovedmaterialet til fremstilling af værktøj i stridsøkse- og dolketid (2800-1800 f.Kr.)
På det klipperige Nordbornholm skulle Bornholms Museum i 2004 undersøge et jordstykke for oldtidslevn i forbindelse med en skovrejsning på ejendommen Kærhus ved Allinge. Som lokal Museums assistent på Bornholms Museum, tilfaldt denne opgave mig (denne hjemmesides forfatter Mogens F. Jensen). Stedet var en bar mark, som skrånende fra vest til nord og her sås tydelige tegn efter en stenalderboplads, ud over fund af flint vrimlede stedet med små skinnende kvartsstykker, som viste sig at være tildannet af mennesker. Der er tidligere fundet forarbejdet kvarts fra stenalderen på øen, for C.J. Becker fandt kvarts på to fundsteder for ca. 60 år siden, som ikke er nævnt på tryk, før i artiklen i tidsskriftet Skalk nr. 2 i april 2009, hvor det første gang blev nævnt.
En samling kvartsafslag fra Kærhus ved Allinge, Bornholm.
Flere af kvartsstykkerne havde form som små afslag, andre var tydeligvis råemner (blokke), og selv om huggefladerne ikke var så tydelige som det ses på flint, var der ingen tvivl, om, at de var bearbejdede. Men, hvad fik de bornholmske flinthuggere til at bruge kvarts? Skyldtes det mangel på egnet flint? Kan udnyttelsen af dette særprægede materiale skyldes kontakt til folk fra det østlige Mellemsverige, hvor den bearbejdede kvarts findes på mange stenalderbopladser? Eller kan metoderne til bearbejdning af kvarts være opstået uafhængigt af svenskerne? Mange spørgsmål meldte sig snart.
Fundene fra Kærhus indbyder til et detaljeret studie af kvartsmaterialet, som ud parallelt med flintfundene må være fra stenalderens sidste del (dolktiden 2.400-1.800 f.Kr.). Flere års indsamlinger viser, at bopladsen er domineret af kvartsstykker med 70% mod flintens 30%. Stenalderens bornholmere vidste, hvordan man lavede redskaber i begge materialer. En intensiv kvartsjagt blev indledt og de følgende år blev der indsamlet meget flint og kvarts fra både Kærhus og andre lokaliteter, som stammer dels fra jægerstenalderens Maglemosetid og Bondestenalderens Dysse- stridsøkse- og dolktid. Kvartsafslag har ofte andre former og brud- afslagsformer end flint, og det kan være ganske vanskeligt, at skelne tilhugget kvarts fra naturligt forkmmende kvarts.
Kort 2=Kvartsforekomster og bopladser med kvartsfund. Kort: DTK/4cmKORT(trykt 1977-1992).
På Bornholm har der været god adgang til større råemner af kvarts i primære aflejringer, hvilket hænger sammen med granittens dannelseshistorie. Bornholm er dækket af forskelligartede ældgamle granitdannelser fra jordens urtid, prækambrium – omkring 1350-800 millioner år gamle. I denne periode var der intens geologisk aktivitet, hvorunder sprækker i grundfjeldet blev fyldt med kvarts. Disse kan i dag ses som kvartsårer i granitten f. eks. i Almindingen, Paradisbakkerne, Ekkodalen og på Hammeren. I Olsker i Dalegårds stenbrud ses brede kvartsårer og ved Stammershalle ved Rø (se herunder) er der flere meter brede kvarts-forekomster tilgængelige ved stranden. Denne meget rene og glasklare kvarts er af samme type som fundene fra Kærhus, som ligger nogle få km derfra. Flere steder langs øens nord- og nordøstkyst findes lignende forekomster.
Stenalderens kvartshuggere har kunnet bryde kvartsen direkte fra kvartsforekomster ved Stammershalle.
Brydningen foregår ved, at man tager en større slagsten og slår på åren, hvorved der brydes firkantede kvartsstykker, som senere forarbejdes til egentlige råemner. En mindre mængde er fundet i moræne eller ved stranden. Dette kan man se på råemnerne og afslagene, der afslører, hvor kvartsen er fundet. Kvarts fra stranden er vandrullet, mens stykker fra morænen har afrundede kanter og en mat overflade. Derimod er kvarts fra granitårer mere kantet og har en meget klar overflade. Fundene viser, at der har været rig mulighed for at skaffe og distribuere større mængder af kvarts. Derimod har adgangen til flint været mere besværlig, fordi flinten på Bornholm kun er sekundært aflejret i morænen, i åbrinker eller ved stranden i form af den såkaldte kugleflint, som er ganske små, 4-15 cm store.
I bondestenalderen importerede man flintplanker til øen fra steder som Møn, Stevns, Skåne eller Rügen. Af plankerne blev der fremstillet økser og mange af økser blev siden ophugget og genbrugt til småredskaber. På Kærhus er den bearbejdede flint domineret af importeret senonflint (75%), mens de lokale flinttyper (Kugleflint, den prikkede Kristianstadflint samt mat og klar Danienflint) kun udgør 25%. De bornholmske flintsmede måtte tilpasse deres huggeteknikker til de tilgængelige flinttyper, der var for hånden. At eksperimentere med kvarts var oplagt. Kvartsen på Bornholm har forskellig kvalitet. Den rene farveløsekvarts er normalt transparent, og kaldes bjergkrystal, men blot små mængder af f.eks. titanium, nikkel og jern bidrager til at farve den i varianter som lilla ametyst, lyserød rosenkvarts, brungrå røgkvarts, gul citrin, den grove mælkekvarts og den blå kvarts. Man har navnlig forarbejdet de fint krystalliserede former som bjergkrystal, røg- eller rosenkvarts – og sjældnere mælkekvartsen. Dette skyldes sikkert den lette adgang til primære årer, hvor man har udvalgt den bedste kvarts.
Kvartstyper på Bornholm. Typerne er (fra venstre) røgkvarts, rosenkvarts, røgkvarts findes langs kysterne eksempelvis i Salen bugt ved Gudhjem, rosenkvarts findes i stenbruddene
Kvarts har samme hårdhed som flint, men helt andre afspaltningsegenskaber. Den mere krystallinske struktur gør det svært at styre afslagene og at fremstille regulære redskaber. Kvarts har også en tendens til at splintre i mindre stykker. Jo renere kvarts, desto renere brudflader indtræffer. Bjergkrystal er ren kvarts med større krystaller og næsten ingen brudrevner, hvorfor det er let at afhugge hele afslag eller flækker. Men, hvis der er brudsoner i kvartsen, har eksperimenter vist, at man med fordel kan slå langs disse naturlige fine sprækker, hvilket gør det lettere at forudbestemme afslagene. Men kvartsmaterialet har også visse fordele. Slidsporsanalyser har vist, at kvartsredskaber har en mere holdbar æg end deres modstykker i flint. Det skyldes den mere krystallinske struktur, som gør kvartsen ideel til produktion af små redskaber som skrabere, knive og pilespidser.
Fra venstre ses 3 tværpilespidser og en bred tværpilespids af kvarts
Afslag af flint og kvarts med fin kanttilhugning fra Kærhus
På Kærhus-bopladsen ligner kvarts- og flintredskaberne hinanden, men dem af kvarts er gerne mindst. Mest almindelige er fint kanttilhuggede (retoucherede) afslag, der har kunnet anvendes som knive. En anden redskabstype er skrabere med høj og grov retouchering. Til tider kan den ene kant have en konkav retouche, hvilket frembringer et »næb«, som kan være brugt som en stikkel – et redskab til at arbejde i ben og hjortetak. Lignende redskaber kendes også i flint. Selvom disse kvartsredskaber er retoucherede, har den mest almindelige redskabstype sikkert været almindelige kvartsafslag, der kunne bruges til skærende, skrabende og borende opgaver. At slå et komplet afslag i kvarts har været lidt af en bedrift for kvartshuggeren, da afslagene ofte går itu. Eksperimenter viser, at det ofte er under 50% af en samlet produktion, der kan karakteriseres og bestemmes nøjere, hvorimod det i en flintproduktion gælder for over 50%. Dette skyldes dels den kraft, der må lægges i slagene, samt de mange urenheder i kvartsen. De forhistoriske bornholmere har udelukkende benyttet kvarts af høj kvalitet. Den forholdsvis høje fragmenteringsgrad af en kvartstilhugning i forhold til en flintproduktion gør det vanskeligt, at adskille bearbejdet kvarts fra naturlige frostsprængte kvartsstykker. Tit består cirka 90 % af en systematisk kvartsproduktion af affaldsprodukter: halve afslag, små kvartsskæl og kvadratiske knolde.
Kvartskrabere med en konkav indhugning, som danner et næbformet fremspring.
Nærbillede af det ene Næbformede kvartskrabes fine tilhugning.
Nærbillede af retoucheringen, der tydelig ses på det næbformede kvartsskraber
Kvartsafslag hugget med den hårde direkte eller amboltmetoden, fra sen Dolktid, Kærhus Allinge.
Blok af røgkvarts fra Kærhus, hvor der er udført en hård direkte metode.
Man har brugt tre forskellige metoder til at afhugge kvarts, som efterlader forskel lige former på afslag og blokke. Den første metode er en hård direkte teknik, kendt fra flinthugning: Man holder på kvartsblokken med den ene hånd, samtidig med, at der med den anden hånd slås med en slagsten på kvartsblokken. Den anden metode, amboltmetoden, er en variant af den første: Her holder man blot blokken på en amboltsten med den ene hånd, mens man slår sin slagsten på kanten af kvartsblokken med den anden hånd. Begge metoder danner en slagbule og er de samme kendetegn som et almindeligt flintafslag. Det har ikke været muligt for os at adskille afslagene fra de to teknikker, da de efterlades temmelig ens.
De tre kvarthugningsmetoder. Øverst: Hård direkte. Mellem: Ambolt. Nederst: Den topolede metode – Tegning: F. Sieurin-Lönnqvist. Efter C. Lindgren: Människor och kvarts (2004).
Til gengæld har det været muligt, at adskille både afslag og blokke fra den tredje reduktionsmetode, den topolede metode. Denne metode blev brugt på både kvarts og flint. Ved denne metode har kvartssmeden lagt blokken på en sten. Derefter har han eller hun slået på blokken og produceret nogle lange og forholdsvis rette afslag.
De topolede blokke og afslag har ofte en fragmenteret og knust platform eller slagflade i begge ender. Dette træk viser, hvilke kræfter der er lagt i slagene. Da der kun er udført få kvartshugningsforsøg, kan man ikke udelukke, at kvartssmeden også har anvendt traditionelle flinthugningsmetoder, f.eks. ved brug af hjortetak. Fund fra Mellemsverige og Norrland viser, at den topolede huggemetode dominerede i jægerstenalderen, de andre to teknikker derimod i bondestenalderen. Den tilsvarende iagttagelse på Bornholm peger på, at der har været større kontakt mellem Bornholm og Østsverige i stenalderen, end man hidtil har antaget. Dette ses også ved den parallelle udvikling i stridsøksetid, den grubekeramiske kultur samt dolktidskulturen. Kontakterne går begge veje, fordi man på de østsvenske bopladser har råmaterialer svarende til fundene på Bornholm. På de svenske pladser er det blot den bearbejdede kvarts, der dominerer, mens flintmaterialet er det eksotiske element. De bornholmske kvartsfund er derfor et vigtigt fremskridt i forståelsen af forholdet mellem stenalderfolkene i Østersøområdet.
Til venstre ses flint- og kvartsafslag, der er afhugget med den topolede metode. Bemærk afspaltningerne i begge ender af afslagene. Til højre topolede blokke af henholdsvis flint og kvarts.
På bopladsen er der opsamlet 3 kg forarbejdet kvarts og ca. 1 kg uforarbejdet kvarts råemner af forskellig art, klart til mat kvarts, samt rosen- og røgkvarts.
Af forarbejdet flint er der fundet 1300 gram bestående af øksefragmenter, afslagsblokke, skrabere, flækker samt afslag/affaldsflint, samt en fladhugget ildpåvirket pilespids fra dolktid og et stykke fra en brændt flintedolkklinge fra dolktiden
Her ses det fladhuggede stykke klinge af en flintdolk fra dolktiden
her ses den fladhuggede pilespids af flint fra dolktiden
Omkring 2010 blev denne jordhakke af sten fundet på pladsen af lodsejerens søn, den slags hakker har været kendt redskab til at kultivere jorden lige siden bondestenalderen, og benyttes stadig mange steder i verden, i nutiden er de af jern, men formen og anvendelsen er den samme
Sådan kan jordhakken have været skæftet, Rekonstruktions-tegningen udført af MF. Jensen, er af en jordhakke fundet i jættestuen Bønnestenen i Bodilsker sogn.
Mogens Jensen: Artikel og finder af bopladsen og indsamler af kvarts og flint materiale. Lasse Sørensen: Artikel, huganalyse og forskning i kvarts materialet. Claudio Casati: Artikkel, foto, forskning og analyse.
M. F. Jensen