Omkring 7500 f.Kr. var Bornholm en aflang ø, der strakte sig sydpå mod den nuværende tyske kyst (se det øverste kort her på siden) og et dobbelt så stort areal var til rådighed for jægersamfundene.
De ca. 1.250 kvadratkilometer, som den langstrakte skovklædte ø Bornholm bestod af, har ifølge beregninger kunnet rumme en befolkning på mellem 400-800 personer, 16-20 grupper á 25-40 personer.
En gruppe på 40 bestod for det meste af: 12 mænd-heraf 3 gamle, 13 kvinder- heraf 3 gamle og 15 børn i alle aldre (fra 0-14 år), ca. 8-10 familier.
En gruppe på 25 bestod af 7 mænd-heraf 2 gamle, 7kvinder-heraf 2 gamle og ca. 11 børn fordelt på 6-7 familier.
.
Herover ses Maglemosefund i havet ud for Bornholm, markeret med rød farve.(Grafik: M. F. Jensen efter Anders Fischer)
20 meter kurven er kystlinien ca. 8.000-7.500 f.Kr.
10 meter kurven er kystlinien ca. 7.500-7.000 f.Kr.
5 meter kurven er kystlinien den sene Maglemosetid ca. 7.000-6.400-på Bornholm 6.000 f.Kr.
Havniveauet var 5 meter under nuværende, og i nutiden i sen Maglemosetid og i nutiden kan man finde de efterladte flintredskaber i havet omkring de tidligere odder og bugter. Stenalderjægerne slog sig ned her for at udnytte havets resurser. Der er fund fra daværende øer syd for Bornholm, der i dag er Rønne Banke, som fortæller, at jægerne sejlede derud for at fiske og jage, formodentlig som en sommerjagtplads. Anders Fischer Kulsturstyrelsen 2001, har ud fra C-værdien i knogler fra jægerstenalderen mennesker, fundet på undersøiske pladser, skønnet at mellem 10-30% af føden var maretim, det gjaldt også for beboerne på indlands bopladserne som med mellemrum opsøgte Bornholms kyster for at fiske og fange sæler. (Se nedenstående tegning af en tænkt boplads fra området ved Sorthat på vestkysten mellem Hasle og Rønne).
.
Svedjejagt i jægerstenalderen
Svedjejagt er en jagtform, som formodentlig har været kendt siden tidernes morgen og anvendt af jægere og samlere i Australien, Indonesien og Sydamerika helt op til nyere tid. Blandt Nordamerikas indianere var svedjejagt også kendt og da de første hvide mennesker slog sig ned blandt indianerne, fandt nybyggerne ofte åbne runde områder i de tætte skove, oftest 200 meter i diameter og altid i forbindelse med et vandløb eller en flod. På denne græsbegroede plads, stod der ofte en gruppe træer i midten, der fungerede som en standplads for jægerne, som derved havde skudfelt til alle sider. Disse pladser var indianernes såkaldte jagtmarker som de opsøgte jævnligt og drev jagt på fra trægruppen i midten af pladsen og dem havde en stamme adskillige af rundt om i de vidtstrakte skove.
Med mellemrum brændte de den ældst anlagte jagtmark af, når den var gået i skov, et par år efter blev en anden plads brændt af osv. På denne måde kunne de have 5-10 pladser med forskellige vækster og jagtmuligheder. De sidst afbrændte pladser var frodige med græs der tiltrak dyr som kom for at drikke vand og græsse foruden rovdyrene der jagtede disse. Pladserne gav indianerne alt hvad de havde brug for, kød, pelsværk til vinteren, ben og horn til diverse redskaber, sener til buestrenge, spydskafter og buer og når skovbrynet på de gamle pladser var groet til med bærbuske og nøddekrat, kunne kvinderne høste efterårets overskud samt grave spiselige rødder op, og jægerne havde mulighed for at nedlægge bjørne, når bjørnene søgte efter bær.
Da de hvide nybyggere så de åbne pladser, fandt de dem velegnede til at bygge hus på og dyrke jorden, de var ikke klar over, at andre mennesker havde et andet formål med pladserne. Indianerne så forundret på de nye byttedyr, nybyggernes kvæg, får, gæs og høns, der var på deres jagtmarker og nedlagde retmæssigt dyrene, en konflikt var hermed startet.
Svedjejagt er ikke påvist ved arkæologiske udgravninger i norden, men herboende mennesker i jægerstenalderen har formodentlig kendt til svedjejagt. Sandsynligvis har de set, at naturbrande ved lynnedslag, har forøget deres jagtmuligheder og det vil være naturligt, at de selv har startet afbrænding af skov, for at lette adgangen til føde.
En gruppe der flyttede fra område til område på Bornholm, har hvert sted haft flere jagtmarker, som når de forlod stedet, foretog afbrænding af den ældste plads med det ringeste udbytte. Året efter var den sidst afbrændte plads velegnet til midlertidig boplads, året efter var den græsningsområde osv. Metoden gjorde det muligt for flere mennesker at kunne brødfødes af et mindre område og det var nemmere at skaffe føden.
Kortet herover viser området Sorthat-Muleby, som det så ud i den sene Maglemosetid 7.000 f.Kr. De grønne områder er kendte indlands-bopladser i nutiden. Det store grønne område nord for Muleby er udgravnings-feltet Ålyst, hvor der er fundet hytter og flintværktøj samt pilespidser(mikrolitter). De røde felter er fundsteder under nuværende vandstand fra 0 til-5 meter kurven. Herunder ses den samme kyst med indlandsbopladserne i fugleperspektiv.
Herover ses en tegning i fugleperspektiv af en strækning på vestkysten mellem nuværende Hasle og Rønne. Tegningen illustrerer en tænkt situation i jægerstenalderen ca. 7.000 f.Kr., hvor de spredte svedjepladser er vist. På ingen af pladserne kan der i nutiden påvises, at svedjejagt er anvendt, sporene er muligvis slettet af senere svedjebrug i bondestenalderen.
Vandstanden lå 5 meter lavere end nutidens vandstand. Nederst i tegningen ses to landtanger med en bugt og en ø imellem, området ligger i dag fri af kysten som klippeskær under nuværende vandstand. Der er gjort fund fra jægerstenalderen på skærene som viser at stedet har været attraktivt at bebo og formodentlig velegnet at drive sæljagt og fiskeri fra.
De åbne områder inde i skovene er, pladser, hvor der er fund fra Maglemosetiden. Pladserne har formodentlig fungeret som skiftende bopladser og jagtmarker. Midt i billedet er en gruppe mennesker i færd med at afbrænde et areal, som det følgende år vil være tilgroet med græs og klar til jagt på hjorte, gæs og andre dyr. De øvrige spredt pladser i skoven er tilgroet i forskellig grad, her kan der graves rødder, samles bær og nødder.
Til venstre langs å-løbet er en aflang boplads, der i forbindelse med etablering af en grusgrav, blev fuldt udgraveti årene 2003-10 af arkæologerne Lasse Sørensen og Claudio Cassetti. To spidsovale hytter med faststampet gulv blev fundet på pladsen samt mange hundrede mikrolitter (pilespidser) og afslagsblokke. Denne plads er den største fra Maglemosetiden på Bornholm og har i hele perioden på 2.000 år været flittigt besøgt, muligvis som en samlingsplads, hvor de bornholmske grupper og udefra tilsejlende folk fra Skåne og andre steder i Østersøen mødtes, en nødvendighed for at undgå indavl.
.
Med udnyttelse af svedjejagt, har befolkningen kunnet vokse til det dobbelte eller mere. Omkring 7500 f.Kr. har der med svedjejagt på den langstrakte ø, som Bornholm dengang var (se kortet øverst på siden), formodentlig levet 600-800 mennesker. Omkring 7000 f.Kr. havde Bornholm næsten fået den størrelse vi kender i dag og med en sandsynlig befolkning på 300-400 mennesker muligvis flere.
Omkring 1950 opdagede man en skjult dal på Borneo i Indonesien, dalen havde et areal 3 gange større end Bornholm. I dalen levede der spredte jæger og samler samfund som benyttede svedjejagt. Befolkningen blev anslået til omkring 6-8.000 individer og hvis man overfører det tal til Bornholm blot en tredjedel mindre, vil det sige at øen i jægerstenalderen skulle have haft en befolkning på 2-2.300 individer, hvad nok er i overkanten, tallet skal tages i forhold til at tilvæksten af afgrøder på Borneo er 3 gange større, hvor der kan høstes rødder 3 gange om året(kvinderne i jægerstenalderen bidrog med 70 procent af den samlede fødemængde ved indsamling af bær og rødder, medens mændene bidrog med proteiner fra jagten), i Norden er det derimod kun muligt at høste afgrøder en gang om året. Tager man det i betragtning kommer befolkningstallet i jægerstenalderen ned på 7- 800 individer, hvad lyder sandsynligt med anvendelse af svedjejagt.
Da landbrugskulturen 4000 f.Kr. pressede på sydfra, var det helt naturligt at fortsætte med svedjemetoden og man kultiverede jorden og såede korn i de afbrændte områder. En gammelkendt metode blev dermed genanvendt som svedjebrug af bondestenalderens mennesker, en metode der er kendt af arkæologerne.
At arkæologerne ikke kan finde spor fra svedjejagt, kan skyldes at de første bønner genbrugte de afbrændte områder til at dyrkning, dermed blev sporene fra jagtmarkerne slettet, desuden vil det svært at identificere en eventuel svedjejagtmark afbrændt af mennesker, fra en almindelig naturbrand anstiftet af et lynnedslag.
M. F. Jensen