Danmarks tidlige søforsvar, ledingen

Vikingetidens sø-forsvar der kaldet ledingen, fandtes formodentlig allerede i kong Gudrøds/Gottrik/Godfred tid omkring år 800 e.Kr i Danmark (Han havde mange navne afhængigt af forfatternes nationalitet). Søforsvaret kaldtes da “rother ” et oldnordiske ord som har rod i det ældst forsvar af de nordiske lande, og betyder “skibslag”. Hvordan skibslaget var opbygget er uklart, men formodentlig var de organiseret på samme måde som landhæren der blev haldt “hæræth” som betyder hærskare, sammensat af hær og ridt og som antages at være anvendt allerede fra 700 f.Kr.. Formodentlig var det den samme krigerskare der bemandede skibene og landhærens rækker i tiden før skipæn indelingen, som det også brugtes i vikingetiden og tidlig middelalder. Omkring år 900 e.Kr. var ordet “rother” erstattet af “skipæn” med samme betydning.

Ledingvæsenet var ikke så fasttømret som sidst i vikingetiden, det skyldtes den tidlige kongemagts løse samfundsorden med mange egenrådige høvdinge, de ville hellere selv tage på viking for at hærge fremmede kyster.

Vikingeskibet

Vikingeskibet er utallige gange omtalt i litteraturen samt vist på billeder, og for det meste får man opfattelsen af, at alle skibene var af samme slags, blot af forskellig størrelse og brede. Virkeligheden var imidlertid en anden, vikingerne rådede over adskillige typer beregnet til forskellig brug, mange af typerne var designet således, at de specielt egnede sig til sejlads på floderne i Østeuropa, hvor man kunne komme ud for at de skulle trækkes over land til andre flod systemer, andre igen var beregnet til sejlads på de store have i Vesteuropa og andre igen til sejlads i de indre farvande i Danmark.

Kendetegnende for alle skibene i Vikingetiden var, at de egnede sig til at trække op på en strand. Deciderede havne, som vi kender dem i nutiden, var der ikke brug for til vikingernes fartøjer. Et andet kendetegn var, at skibene var meget sødygtige og smidige i søen, ikke underligt at de blev kaldt orme.  I kraftig søgang, kunne de vride og bøje sig i bølgerne, hvad en styrmand siddende bagerst i skibet kunne se, når stævnen vrid sig fra side til side og op og ned, medens agter-delen endnu holdt sig i ro, kort efter var det agterstævnen der vrid sig på bølgens top, medens forstavnen var på vej ned ad bølgens bagside. Under sådan en sejlads, kunne skibet godt tage vand ind mellem plankernes kalfatring, men det var forudset og i Valdemar Sejers Jyske Lov, her står der at et skib var sødygtigt, hvis en mand ved konstant øsning kunne holde skibet fri af vand.

Fra Skuldelev og Roskilde udgravningerne har man synlige beviser på hvordan nogle af typerne så ud. Også i den ældste af nordens litteratur skat har vi beskrivelser af skibstyperne og endda med angivelse af besætningens størrelse på de forskellige skibstyper. Den islandske vikingeforfatter Snorre Styrlason har beskrevet vikingetidens slutning med dens konger og deres krige, samt skibene der bar vikingerne til handelspladserne og slagmarkerne i det meste af Europa.

Også i Egils Saga og i Håkon Håkonson saga m. fl. beskrives skibens funktion under forskellige vejr forhold, skibenes dybgang og kamp mellem skibe i slag.

Udviklingen af de ældste vikingeskibe

Allerede 500 år før vikingetiden, havde nordiske folk skibe der lignede vikingeskibe, men de havde endnu ikke sejl og skibene blev drevet frem ved roning, Nydam båden som er fundet i Nydam mose i Sønderjylland, er en repræsentant af denne tidlige type, den skulle være sænket i mosen omkring 340-350 e.Kr. men er bygget engang i årene 310 – 320 e.Kr. Ved Kongsgård i Djursland, er resterne af et skib fundet fra ca. år 600 e.Kr. Dette skib er større og bredere men intet antyder at det førte sejl.Nydambådene  var næsten færdigudviklede vikingeskibe, men manglede stadig sejlføring og var derfor udelukkende designet til at blive roet frem.

Sutton Hoo skibet fra Østengland, blev fundet i 1939 og man mener det har tilhørt den angelsaksiske krigerkonge ”Readwald”. Han er begravet år 625 i sit 27 meter lange skib, som blev placeret i en gravhøj, en såkaldt skibsgrav der er beliggende 500 meter fra en flod. Readwald var lagt i midten af skibet med ringbrynje, hjelm og våben og omgivet af rige skatte. Skibet var klinkbygget af egetræ samlet af jernnagler, og har derfor nogle fælles træk med tidlige vikingeskibe fra år 700. Kun aftrykket i jorden var tilbage af skibet, og man kunne konstatere at skibet var et ro fartøj roet af 28 roere med samlet besætning mellem 35-50 mand, og uden mast og sejl.Sutton Hoo skibet var noget større end det samtidige Valsgærdeskib, som ses i nederste venstre hjørne og som omtales i teksten nedenfor.

Et Skib fra grav 7 i Valsgærde i Sverige, er Fra slutningen af 600 tallet, det er et næsten færdigt skib til sejlføring, det har køl men intet kølsvin eller fod. Havde man sat mast og sejl på dette skib, havde det sejlet udmærket.Valsgærde skibet var et lille skib, her illustreret med en kriger fra Valsgærdegraven

Lige før vikingetiden begyndelse omkring år 650, var skibene blevet bedre, men de blev stadig roet frem om end det ser ud til, at der var gjort visse forsøg på, at udvikle sejlførende skibe. Sådan et skib er Kvalsundskibet fra Norge Bygget i midten af 600 tallet, og 100 år senere var denne slags skibe forsynet med mast og sejl, nordboerne var blevet et sejlførende folk.

De tidlige vikingetogter

Det antages at årene 700 – 750, var en overgangstid hvor nordboerne gradvis udviklede de tidligere ro skibe til sejførende skibe, og fremstillede derved de mest fremragende sødygtige sejlskibe der nogensinde er bygget. Disse skibe gjorde, at vikingerne hurtigt kunne indskibe store hære og flytte dem til strande flere 100 km væk, hurtigere end en lokal hær kunne bevæge sig på land. Når landhæren flere dage senere nåede frem, var landet udplyndret af vikingerne, og de var allerede sejlet til et andet sted. Denne kombination af bevægelighed og slagkraft, var vikingernes styrke og som tilstræbtes, for at slå til hvor fjenden var svagest, dette gjorde dem frygtede i hele Europa. Takket være deres hurtige skibe der kunne løbe op på enhver strand gjorde, at vikingehærene kunne kombinere stor bevægelighed og slagkraft, hvorved de ofte havde numerisk overtal samt moralsk overtag, hvad er afgørende i et slag der udkæmpes i nærkamp, hvor man så fjenden i øjnene.

År 750 ankom en vikingeflåde til Estland, som er det ældst kendte vikingeangreb på et land uden for Norden. Vikingeflåden formodes have været involveret i et søslag ved den estiske ø Saaremaa. Det antages de 2 flåder var på omkring 20 skibe, hvor 600 mand deltog i kampen. Efter slaget blev 41 vikinge-krigere gravlagt i to skibsgrave på Saaremaas strand. Skibsgravene blev fundet henholdsvis år 2008 og 2010 og kaldes Salma 1 og Salma 2. Skibenes træværk var bortrådnet, men tydeligt aftegnet i jorden, viste hvor skibsplankerne med jernnaglerne havde siddet, som gjorde det klart, at det var skibstyper af tidlig nordisk konstruktion fra vikingetiden. Salma 1, bygget omkring 680, var en 11,5 meter lang slank robåd drevet frem ved ca. 18 årer, med en besætning på 30 mand. Salma 2 formodentlig bygget omkring 700-720, var et sejlførende 17 meter langt slankt skib med plads til 30 årer, med en besætning på 48 mand, og skibet minder meget om Skuldelev 5 skibet, der er fundet i Roskilde fjord. Både i Saalmaa 1 med 7 gravlagt krigere, og Saalmaa 2 med 34 krigere, var der på 9 af skeletterne voldsomme synlige krigsskader. Med sig i de ihast anlagte skibsgrave, havde krigerne fået våben, frankiske sværd, spyd, kamme samt spillebrikker, og over de gravlagte lå deres skjolde. Det antages, at skibene kom fra Gotland eller Østergøtaland i Sverige. Året 750 er første gang man ser tegn på at nordiske vikinger drog på viking med både ro og sejl førend skibe samtidigt, og fundet af disse skibe på Saaremaas strand, hvor vikingerne har været på strandhugst gør, at man må revider vikingetidens begyndelse til at være år 750, oprindeligt sættes vikingetiden til angrebet på øen Lindisfarne i England år 793.

År 787 omtales det første vikingeangreb i England som skete på sydkysten. Vikingerne ankommer fra det danske område med 3 skibe og det må formodes, at de var sejlførende. Den lokale angelsaksiske oldermand (kongens forvalter) modtog dem på stranden og meddelte at hvis de ville handle, skulle de betale skat til kongen. Vikingerne huggede ham prompte ned med følget, hvorefter de plyndrede omegnen og sejlede væk.

År 793 angribes klosteret på øen Lindisfarne i Nordengland af vikinger. Hvor vikingerne kom fra er uvist, antageligt fra Danmark eller Norge. Året 793 bliver blandt historikere omtalt som vikingetidens begyndelse.

I vikingetidens begyndelse 700–800 e. Kr., har skibenes længde været under 20 rum, 8-18meter. Fra omkring 900. er de største skibe vokset til 30-35 rum, 30-36 meter og samtidig har flåderne der angriber England år 893 har vokset i størrelse fra 20 skibe til 250 skibe.

År 851 kom 350 skibe op ad Themsen med en hær. Formodentlig er der kommet et nul for meget 35 skibe er mere sandsynligt.

År 878 oplyser Angelsaksiske krøniker, at i dette år landede Ingvar og en bror til Halfdan i Wessex, Devonshire, med 26 skibe, Vikingerne blev slået af en angelsaksisk hær og krigsflaget kaldet ravnen blev taget. Der oplyses at skibene havde 40 mand, som fortæller, at hvert skib gennemsnitligt havde en besætning på 37 mand, formodentlig skibe af 13-sesse og 20-sesse størrelse, der var normal størrelse i den danske/bornholmske leding flåde.

I årene 885,897,981 og 982 ankommer en snes skibe til England, og år 893 komme en flåde på 250 skibe med 9000 mand, det giver gennemsnitligt 36 mand pr. skib, skibe af 13- og 20-sesse størrelse.

Anlafs flåde i årene 993-94 var på 90 skibe med ca 33 mand pr. skib, hæren som har været på omkring 3000 mand plyndrede blandt andre byer også London.

Vikingekongernes flåder

Fra 1000 -1260. er de store skibe mellem 40-58 meter lange, og nogle af dem er de såkaldte storskibe der kunne fragte mellem 300-500 mand.

Konger, Jarler og stormænd havde deres egne skibe, som de kunne operere med uafhængigt af leding ordenen. Konger og jarler havde endda helt egene flåder som blev bemandet af hans private livvagt kaldet huskarle. Disse skibe var ofte meget store og rigt udstyret, som det er beskrevet i beretningen om Godvins skib der blev givet som gave til kong Edvard i 1042, beskrives senere. Kong Knud den Store havde en privat hird på 6000 mand kaldet Tingledet der bemandede 15-20 skibe med 3-400 mand pr. skib. Hans eget skib var nok det største og rigest udstyrede vikingeskib der nogen sinde har været bygget, formodentlig over 60 meter langt med 124 roere samt 124 afløsere. Så stort et skib er næsten umuligt at ro med kun en mand pr. åre, formodentlig har det været nødvendigt at have 2 mand ved hver åre, i så fald har ro mandskabet været på 248 mand samt tilsvarende antal afløsere, hvorved besætningen kommer op på 496 mand, hvad skibet udmærket kunne rumme med våben og udstyr.

I Knud den stores saga berettes det, at Svend Tveskægs i årene 1003-13 er i England med den danske flåde. Efter beskrivelsen, var det den største og rigest udstyret flåde, der nogen sinde var afgået fra Danmark.

År 1015-16 sejler Knud den store til England med en flåde på 150-200 skibe, hvoraf mange er langskibe mellem 40-52 meter.

1025 Erling Skjalgsøn havde en stor hær der bemandede fire eller fem skibe. Han havde selv den store skeid, men hans sønner havde tre 20-sesser. flåden sejlet til England til Knut den mægtige.

1025-26 Da havde kong Olav det skib, som han havde ladet bygge vinteren forud, et meget stort skib, som bar navnet Visund.  I forstavnen var et visund-hoved, prydet med guld;

År 1026 sejler Knud den store til Danmark med en stor dansk-engelsk hær. Han selv havde en drage, som omtales i Knud den Stores saga. var så stor, at den talte 60 rum (beskrevet ovenfor), på den var det guldprydede hoveder. Håkon jarl havde en anden drage, som var på 40 rum; på den var også gyldne hoveder; men sejlene på begge var stribede med blåt og rødt og grønt. Skibene var helt malede oven vandlinjen, og skibenes hele udstyr var meget pragtfuldt.

År 1066 har Harald Hårderåd en flåde på 300 skibe med til England. Flere af disse skibe var storskibe, blandt andet hans egen med navnet Bussen (beskrives senere). Samme år kommer den normanniske hertug Wilhelm Bastard til England med en flåde og landsætter en hær på ca. 7000 mand, hvoraf over 2000 er tungt rustet rytteri. I slaget ved Hasting i Sydengland bliver englands kong Harold Godvinson dræbt og Wilhelm erobrer hele England, herefter kaldes han Wilhelm Erobreren.

I året 1069 sender kong Svend Estridsen en flåde på 240 skibe til England. Wilhelm Erobreren vælger, at betale danegæld med en stor sum sølv til flådens mandskab, og flåden sejler hjem til Danmark.

I året 1070 Plyndrer en dansk flåde på 200 skibe byen York.

År 1136 sejler Erik Emune til Venden (nuværende Nordtyskland og Polen) med 300 skibe, som svaret nogenlunde til hvad kongen kunne kræve at Sjællands og Skånes leding skulle stille med. For første gang  nævnes i Nordiske annaler, at man medbragte heste på skibene.

Skibstyper.

Fra Snorre Styrlasons Heimskringla ved vi, at vikingerne rådede over utallige skibstyper, typebetegnelserne på disse skib er i nutiden kendt takket være Snorres beskrivelser. Følgende liste er hentet fra Snorres Heimskringla, og beskriver skibstyperne fra den sene vikingetid omkring år 1000, men de fleste af typerne har rod i skibe fra sen jernalder og tidlig vikingetid omkring år 600.

Karven: Stor båd med besætning fra 8-30 mand, velagnet til sejlads i indre danske farvande og på større åer og floder, som de russiske floder. I en beretning fra 1036 omtaler, at folk fra Svealand kom til Kiev i sådanne både. Skullerlev 5 som var 17 meter lang med 13X2 år og Viksbåden fundet i Opland fra 1030 med 3×2 årehuller, var en Karve. Karven kunne være så stor at de havde en besætning på 48 mand, det svarer til en båd med 24 årer, 12 i hver side samt 24 afløsere, 1 styresmand og 2 stavnbønder

Snække: Mindre skib til 50 mand.(Snekkja)

Knarren: Havgående handelsskib(kaupskip), bemandet af 10-40 mand med op til 40 årer. Knarren var mere et sejlskib end et rofartøj, kun i havne, fjorde og på floder, blev det roet.

Ketil fra Ringnæs, fik et af kong Olaf den hellige en Knarr. Skullerlev 1 var en knarr.

Skeid: Skib til 200 mand med 60 roere.   Erling Skjalgson af Norge, havde en skeid ( Knud den stores tid 1014-35)

Bussen: Stort bredt skib der kunne sejles af 80 mand. Langskibsbussen = (Bysse islandsk), beregnet til at sejle på Atlanterhavet.

Byrding: Skib af ukendt størrelse. En beretning fra sagateksterne omtaler en byrding. ”Asmund kom sejlende gennem et sund, hvor en byrding kom sejlende imod dem. Skibet var let kendeligt, det lyste fra lønningen, rælingen var malet i rødt og hvidt og det førte stribet sejl. Det var Asbjørn Sælsbanes skib og Sælbane sad selv ved roret i en blå kappe. Asmund kastede et spyd efter Asbjørn, det ramte i brystet og gik igennem ham og borede sig ind i hovedfjælen bag ham”. Skullerlev 3 der var 14 meter langt og Skulderlev 6, 11 meter langt var begge byrdinger.

Threttansessa:       Et skib med 13 sæder placeret på hver side, betjent af 26 roere samt 20-26 afløsere. Skibet var ifølge skribenten Gulathinglaw (10 årh). det mindste skib der kunne bruges til krig.Illustrationen viser en 13 sesse som var 20 meter lang. Dragehoved i forstavnen og hale i agter var ikke normalt at føre, kun på en høvdings ledingskib, har der formodentlig været dragehoved og hale som tegn på at skibet sejlede med flådechefen.

Dragen: Det længste skib vikingerne havde, var op til 60 mandskabsrum, med 120 roere og 120 afløsere. sådanne skib kunne være 60 meter langt. For og agter bar de forgyldte hoveder, Skibet blev ofte kaldt drageskib (Drekar) eller Langskib.Illustrationen viser et drageskib, også kaldet et langskib, det viste skib er 30 meter langt og havde 27 årepar roet af 52 mand, derudover var der yderligere 52 mand med som afløsere samt 1 styresmand 3-4 stavnbønder foran i rausningen, og 3-4 gode mænd (Jarler, høvdinge og hersere) bagerst i løftingen, i alt en besætning på 112 mand. På illustrationen er masten ikke så høj som man normalt ser det på vikingeskibs rekonstruktioner fra nutiden. Sejlet er derfor heller ikke så højt men noget bredere, dette gør at skibet ikke krænger så meget ved sidevindssejlads. Det antages i nyere tids forskning, at vikingeskibenes sejl var som vist på illustrationen, som det også ses på en billedsten fra Gotland. Engelske krønikeskrivere fra samtiden beretter, at det så ud som om drageskibene havde vinger og at de fløj hen over vandet. Brede sejl gør netop, at skibene får dette udseende. 

Det var ikke altid tilrådeligt, at sejl med så brede sejl som på illustrationen, da sejlet altid skulle være tilpasset den metode og retning man ville sejle. På et handelsskib måtte sejlet ikke være for bredt eller for smalt, når skibet skulle krydse op mod vindretningen, kaldet bidevinds sejlads. Er sejlet for smalt, vil sejlet trække skibets forstavnen op mod vinden, kaldet at gå over stag, og skibet vil være vanskeligt at styre og direkte farligt, at sejle med. Er sejlet for bredt, vil skibet gå modsat og trække forstavnen væk fra vinden, som dog ikke er farligt da, skibet blot får medvind og ikke kan krydse op mod vinden. At have brede sejl gjorde, at man udelukkende sejlede med vinden ind fra agten, som formodentlig var det man foretrak ved langskibene. Man ventede og satte sejl når vinden havde den ønskede retning, direkte bagfra eller skråt bagfra. Med brede sejl, var det dog til en vis grad muligt at sejle med sidevind, ved tilpas trimning af sejlet, kunne man få en smule fremdrift, men samtidig også afdrift, der hindrede den rette kurs for skibet,  men at sejle skråt op mod vinden, var ikke muligt.

Da jarl Harold Godwinson af Vessex  år 1064, af den engelske kong Edward bekenderen, blev sendtes på en diplomatisk rejse til hertug Wilhelm af Normandiet, måtte Harold vente på rette vindterning.  På Bayeux-tapetet, et 40 meter langt tapet vævet omkring 1070, som opbevares i Bayeux Kirke, kan man se, at mænd ombord på skibet, holder det ventende skib på plads med lange stager, indtil vinden er gunstig. En mand kommer ind til Harold, der sidder til bords, manden peger ud mod havet og melder, at vindretningen nu var gunstig. Harold forlader huset og går til kysten, vader ud til skibet, sætter sejl og sejle mod Normandiet i Frankrig.Harold landede dog ikke i Normandiet, men nord for Normandiet ved floden Somme i grev Gays len. At Harold kom så meget ud af kurs kan skyldes, at vinden skiftede retning fra nord til vest under sejladsen, og kursen fra Englands sydkyst til Normandiet skulle skulle have været stik syd. Hvis vinden skiftede og kom fra vest, var det nødvendigt, at trimme sejlet, men alligevel blev skibet tvunget i østlig retning og landingen skete ved mundingen af Somme. Denne begivenhed viser, at man ikke ubetinget kunne tvinge et langskib i en bestemt ønskelig retning, man var delvis nødt til at lade vinden råde for hvor man landede.

På mange af de store vikingetogter har formodentlig gjort det samme og afventet forårets østenvind og om efteråret når vinden ofte slog om i vest, var det tid til at tage hjem. Under den slags medvindssejlads kommer de lave og bred sejl til deres ret. Skibe har windsurfet over havet og gjort overfarten på et par dage eller tre. I hjemlige farvande har man roet skibet det sidste stykke ind i en fjord eller op ad en å.

Vikingeskibsfund i norrøn alenKong Magnus Lagabøter var konge i Norge 1263-80. Han definerede den gammelkendte alenmål, en kortalen svarende nuværende 0,477 meter, og en langalen svarende nuværende 0,553 meter. Det tyder på, at disse mål, især kortalenen på 0,477, blev anvendt i skibsbyggeri i hele norden. Alle mål af kendte skibe fra vikingetiden, stemmer overens med kortalen-målet.

Skibe beskrevet i sagaerne og andre litterære værker fra slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen.

Egils saga: harald hårfager (871-932) var ved Eider i Nummedal, her gik han med sin hird 300 mand, ombord på 6 skibe. Skibene har været 12 og 13 sesser med en besætning på 50 mand pr. skib, 24-26 årer med 2 rohold.

Thorulf (ca. år 900) satte et stort langskib i søen og tiltaklede det, besatte det med sine huskarle, lutter smukke, udvalgte og velbevæbnede folk, over 100 mand (formodentligt et storhundrede=120)” Skibet må have været en 28 sesser, 56 mand ved årerne, samt 56 afløsere, 5 stavnbønder i rausningen samt 3 mand i agter i løftingen. Skibets længde må da have været omkring 38 meter langt og 4 meter bredt.

Da Egil forlod kong Adelstein af England (924-939), sejlede han til Norge i et langskib med en storthundrede mands besætning (120 mand). Skibet har været en 28 sesser 38 meter langt.

Da Egil flygtede fra kong Erik af Norge 931-933 (senere kaldet Erik Blodøkse), blev Egil skib forfulgt af kong Eriks skib. Kong Eriks mænd greb 2 mand ved hver åre for hurtigt at indhente Egil, Egil sejlede imidlertid med sit mindre skib ind mellem nogle skær, hvor Eriks større skib ikke kunne passere og Egil undslap derved kongens vrede.

Her omtales at vikingeskibene kunne roes med 2 mænd ved hver åre når det var nødvendigt og som bekræfter at skibene ofte havde dobbelt mandskab til roning af skibet, der som herover berettes roede samtidig. Ved vedvarende roning afløste roholdene hinanden og ved roning mod en fjendtlig flåde forud før striden, kunne makkeren holde skjoldet op for romandens ryg, så hans ryg var beskyttet mod den pileregn, der normalt blev sendt mod hinandens skibe før nærkampen.

Viksbåden fra Ivar Vidfarens tid: Ivar Vidfarne, der var søn af kong Emund den gamle af  Svetjot/Upsala i nuværende Sverige. Ivars søster var gift med kong Jarislav af Kiev og i år 1036 sejlede Ivar Vidfarne med 30 skibe mod Sortehavet og det Kaspiske hav, Kun et skib kom tilbage, de havde været i kamp både ved Kijev og i Kaukasus som de kaldte Særkland på grund af muslimernes lange kjortler.

Slaovid færd mod øst: År 1036 sejlede Slaovid ligeledes fra Kiev med en Skuta ell. Karva bemandet med 12 roere en styresmand og en stavnbonde. En Skuta / Karva havde fra 6 – 16 årer, formodentlig samme type som Viksbåden, der var fra Ivar Vidfarnes tid. Ivar Vidfarnes båd var dog var lidt mindre end Slovids skuta fra Kiev, hvor Ivars Vikbåd havde 8 roere og med en besætning på 10 mand

De skibe som Ivar Vidfarne og Slaovid brugte på de russiske floder kaldtes karver eller skutar, de havde en besætning på mellem 6-34 mand, en båd med seks roere, tre i hver side, en stavnbonde, 1 afløsning og1 styresmand, havde dermed en besætning på 9 mand. Et skib med 13 årer i hver side der blev roet af 26 mand, kaldtes en 13 sesse. Foruden de 26 rorkarle, havde fartøjer af denne størrels som regel 13-15 afløsere og 1 styresmand med samlet besætning på 40-42 mand. Herunder ses en plantegning af en 13 sesse, der var de største skibe egnet til at besejle de russiske floder. Større skibe kunne besejle floderne et stykke op, men de var for store til at tage hele turen fra Østersøen til Sortehavet, hvor skibene skulle passere flere vanskelige slæbesteder.

Hvis Ivar Vidfarne havde både af Vik typen med sig til Kijev og Kaukasus, da har de 30 både haft et mandskab på 300. Har han derimod haft 13 sesse med, så har mandskabet været på 1200 mand. Formodentlig har skibene været af forskellig størrele, og flådens mandskav på Ivars skibe, har formentlig ikke overskredet 700 mand.

Ivar Vidfarne var søn af kong Emund den gamle, hvis søster var gift med kong Jarislav af Kiev. Flåden var en hjælp til Kong Jarislav, men efter krigen mod Slaverne rejste Ivar videre mod Sortehavet og det Kaspiske hav hvor de fleste faldt i kampen mod særklændingene. De få der kom hjem kunne berette og fremvise rigdomme i guld og sølv. 30 runestene fra Østgøtaland til Svealand beretter om dette krigstogt.

Serelandbåden fra 1050: Båden havde 12 årer = 6 rum / 6sæssa =6 sæder, var 6,5meter lang og kunne have et mandskab på 20 mand med proviant. Dette skib var også egnet til sejlads på floder samt større åløb, eksempelvis Gudenåen i Jylland.

På samme tid som Ivar vidfarne sejlede på de russiske floder med tretten-sesser  og skibe mindre en det, blev det vestlige Østersø, Kattegat og Nordsøen besejlet af skibe der var dobbelt så store, enkelte endog 3 gange så store, mellem 30-55 meter. Det var i jarlernes og kongernes flåder og deres store skibe indgik i leding-flåderne og skibene var ofte rigt udsmykket og havde prangende navne. Foruden at være krigsskibe, var kongernes-jarlerns skibe også propaganda skibe, der skulle vise ejernes magt og storhed. Tidligere i denne sides tekst vises en illustration af skibenes størrelse

Vikingekongernes og jarlernes drageskibe

Bardeskip: Bardeskibe var krigsskib med jernbånd langs skibssiden der gik hele vejen rundt, besat med lange jernpigge (barde=skæg).

I en saga beskrivelse omtales Erik Jarls skib (dansk): ”Skibet havde jernpigge øverst på begge barderne, men nedentil med en tyk jernkam, der var lige så bred som barden og nåede helt ned til vande

Håkon Jarls skib (975-95):

Håkon Jarl, søn af Sigurd Håkonson Jarl af Lade også kaldet Ladejarl. Håkon jarls drage blev bygget i Nidaros mellem årene 975-95 havde 40 rum, 45 meter langt og 4-5 meter bredt, med 80 året betjent af 160 roere, og en besætning på 320 mand. I knud den stores saga berettes det at både Håkon jarls skib og Knud den stores skib havde sejl med indvævede blå, røde og grønne striber, begge drageskibe/langskibe var malet overalt over vandlinjen. Skibene Roskilde 6, Skullerlev 2 og Hedeby 1, var Langskibe også kaldet drager.

Olav Trygvesons skibe i slaget ved Svold år 1000: Iflg. den islandske forfatter Snorre Styrlasson, stod slaget et sted i Øresund ved en ø. (Hven ell. Amager) En havn nævnes hvor danskerflåden skjulte sig, muligvis mellem Amager strand og Amager, hvor Slotsholmen er i nutidens København. Her lå danekongen Svend Tveskæg, sveakongen Olav Skotkoning samt den norske Håkon Jarl med en stor flåde og ventede på Olafs hjemtur fra et besøg hos Hertug Boleslaw af Polen.

En anden mulighed hvor slaget ved Svold stod, kan udledes af navnet Svold, som da peger på øen svolder i Oderflodens munding syd for Bornholm, hvor Jomsborg iflg. overleveringerne skulle have ligget, Svold = Vollin= Jomsborg:

Olaf Trugvesons flåde sejlede på række fordi de kom ned ad Oderfloden og ikke nåde at samle sig før Svend Tveskæg overfaldt nordmændenes skibe. Danskernes og svenskernes skibe var mindre end nordmændenes, formentlig omkring 25-30 m lange, medens nordmændenes var 40-50 m.

 Skibe der fulgte Olav Trygveson til Polen fra Norge: Mange af Olaf Trygvesons skibe og mandskab er nævnt ved navn, hvoraf de fleste af mændene fandt døden sammen med konge Olaf, i søslaget ved Svold. Herunder omtales de enkeltes skibe med besætning, mændenes navne nævnes og hvor de var placeret på skibene.

 Ormen den Lange, 34 rum, bygget i Nidaros nuværende Tronheim år 999-1000:    Ormen hin lange havde 34 rum med spanterum på 1 meter med 2 mand ved hver åre 136 mand, med afløsere har besætningen været 272 roere, og under et slag var besætningen på omkring 300 mand, Bakkestokkene  hvorpå skibet køl var lagt fandtes stadig, da kongesagaens forfatter Snorri Sturluson  (1179-1241) besøgte byggepladsen ved Tronheim, (Nidaros),  og målte de stadig synlige bakkestokke med norrøne alen-mål, som målte 74 norrøne alen = ca. 35,3 nuværende meter.

Ormen Langes længde: Bakkestokkenes 74 alen x 0.477 norrøn alen = 35,3 meter , dertil lægges for og agterstævn ca. 9 meter = 44,3 meter.  Skibet må derfor have været 45-48 meter langt, ellers passer kølstokkenes længde ikke som kølen lå på (0,477 norrøne alen). Skibets brede var 5-6 meter, med en meget høj bordgang.

Skibet har været et stort skib, 45-48 meter langt og 5-6 meter bredt og muligvis var det det første skib som dannede forbillede for de sener storskibe der blev udviklet i slutningen af vikingetiden. Storskibene er omtalt i tidlig middelalder tekster og skibstypen vides benyttet fra omkring år 1100, og er formodentlig udviklet fra 1000`tallets langskibe, men var bredere og højere end langskibene. Længden på et storskib var som Ormen den Lange fra år 1000 med 34 rum, eller Knud den Stores skib fra år 1026, der var langskib, smallere og lettere bygget, 40-60 meter lange. Storskibenes længde var omkring 50-60 meter men bredere og højere, som derved krævede at kraftigere tømmer. Afstanden mellem spanterne var større en på langskibene, men med færre rum, anslåede rum afstand på Ormen den Lange har været 0,90 meter, mod storskibenes normale rum afstand på 1,70-1,,80 meter.

Ormen den Lange havde 68 årer, medens Knud den Stores langskib, der var noget længere (60 meter) havde 120 årer. Snorre Styrlason beretter videre, at Ormen den Lange i et ½-rum havde 8 mand, det giver en besætning på 528 mand, hvad lyder meget. Formodentlig har forfatteren skrevet fejl og ment 8 mand i 1 rum, derved bliver antallet 272 mand og skibet kan så have en krigs besætning på 300 mand. Årerne har været roet af 2 mand ved hver åre. Årerne har været længere og tungere end ledingskibenes årer og må nødvendigvis betjenes af 2 mand pr. åre. Harald Hårderåds skib Bussen fra år 1066 (som omtales senere), har muligvis også været et overgangsskib til tidligt storskib.

Følgende mænd var med på ormen den lange:

På Ravsnen og i saksen (fordækket): Vak Raumeson. Berse Wsterke. Arn Skytte. Trond den Ramme. Utyrme. Begge brødre fra Telemarken. Trond Skjulge. Ømund Sande. lovde Lange. Haarek Hvasse. Ketil Høje. Torfin Eisle. Haavard og hans broder.

 I forrummet (Højsæde kistens plads):  Bjørn fra Studla. Torgrim fra Hvine. Asbjørn og orm. Tand fra njordalag. Torstin Hvide. Arnors fra Møre. Halsten. Hauk fra fjordene. Ejvin snog. Bengtor Bestil. Holkil Fjoler. Olaf Dreng. Arnfin. Sigurd Bild. Ejnor fra Hardaland. Finn. Tekil fra Rogaland. Grjatgard Roske.

 I kraprummet (snævringen):   Ejnar Tambarskelve. Halvstein Livson. Torolf. Ivar Smitta. Orm Skagonnef. Og mange andre kæmper var på Orm Lange

Ormen Korte, 30 rum, byggested Nordland, år 999.

Skibets længde var omkring 33 meter langt og 4 meter bredt, 30 årepar, 60 roere + ekstre krigsfolk, anslået 120-150 mand.

Følgende mænd var med på skibet: Styresmand :   Kong Olav Trygvesons broder Torkil Nifja styrede skibet. Resten af mandskabets navne er ukendt.

Tranen, 30 rum, bygge i Nidaros nu Tronheim, år 995.

Skibets længde var omkring 30 meter langt, brede 3,5 meter, med 30 årepar, 60 roere + ekstra krigsfolk, anslået 120-130 mand. Skibet hed Tranen fordi forstavnen var meget høj og smal lig en tranehals.

Følgende mænd var med på skibet: Styresmand  Torkil Dyrdil og Jostein som var kongens morbrødre der havde kommandoen. Resten af mandskabets navne er ukendt.

Erling Skjalgsson skib var en Skeid.

Et stort langskib uden dragehoved med 30 rum, 60 årer og 120 roere + ekstra krigsfolk, i alt omkring 150 krigere.

11 storskibe: Ingen navne nævnes.

 En del 20 sesse-skibe fulgte kongen: Ingen navne nævnes

 Mange andre mindre skibe fulgte kongen: Ingen navne nævnes.

I alt 60 langskibe fulgte Olaf til Danmark og videre til Polen. Ingen navne nævnes udover dem ovenfor omtalt.

Svend Tveskæg flåde i slaget ved Svold

Der er ingen oplysninger om hvor mange skibe der deltog i Svend Tveskægs store sammensatte flåder af danske, svenske og Norske skibe  adskillige var lange og smalle drageskibe af type som Roskilde vrag 6 og  Skulderlev vrag 2. At bornholmske leding-skibe deltog i slaget er muligt, formodentlig sammen med Jomsvikingerne der sikkert har deltaget. Siden Bue Digres dag, har mange bornholmere været knyttet til Jomsvikingernes samfund og derfor helt naturligt været med ved Svold, men ingen oplysninger herom findes og muligvis var jomsvikingernes tid forbi siden nederlaget ved Hørjungavåg hvor de fleste faldt

Svend tveskægs flådetogter til England 1003-1013

I Knud den stores saga er Svend Tveskægs afsejling fra Danmark beskrevet og lyder som følger.

“Omsider, da han havde fået alt ordnet på behørig måde, holdt han Hærskue over dem, der skulde ledsage ham på togtet og medens han lod sin yngste Søn tilbage på sin egen kongestol, gik han om bord på sit skib trindt omgiven af væbnede krigere. Og nu stimler man ufortøvet sammen fra alle kanter ned til strandbredderne, og rundt omkring på dem bevæger sig en hærskare, tæt som Sæden på en mark, i mange forskellige slags våben. Efter at de endelig var blevne forsamlede, gik de om bord på de tårnbesatte skibe, på hvis malmbeslagne forstavne tilskuerne kunde skelne de enkelte hærførere fra hverandre. Thi her kunde man på stævnene se løver støbte i guld, og hist oppe på Masternes top fugle, der ved deres drejninger angav de kommende vindes retning, eller brogede drager, som truende spyede ild ud af næseborene; der så man mennesker af massivt guld eller sølv, funklende i rødlig glans, i visse måder ikke ulige levende mennesker, og på et andet sted tyre med oprakte halse og fremstrakte ben, så at det tog sig ud, som var de levende og brølede og løb. Man kunde også der se delfiner støbte i bronze, og kentaurer af samme metal, som fik en til at mindes de gamles fabelagtige fortællinger. Ja, jeg kunde desuden nævne dig mange andre Skibsmærker af samme slags arbejde, hvis ikke navnene på de støbte uhyrer, der vare på dem, vare mig ubekendte. Og nu snekkernes sider — hvorfor skulde jeg omtale dem for dig? Ikke blot vare de malede med pyntelige farver, men de vare også helt ru af de billedværker i guld og sølv, som vare slåede på dem. Endelig overgik kongeskibet de andre skibe i skønhed i samme forhold, som kongen selv i værdighed og rang stod over sine krigere; men det er bedre, at jeg slet ikke taler om det, end at jeg skulde sige for lidt derom, så storartet som det var”.

Kong Knud den Stores Skib år 1015-1035.

Da Knud den store sejlede til England med den danske invationshær, bar hans drageskib forgyldte hoveder. Skibet var på 60 rum, 60 meter lang og 6 meter bredt, med 120 årer betjent af 240 roere. Krigs besætning på den slags skibe var 500 mand, hvad er det største antal besætning som er nævnt, men har formodentlig ofte været større.

Knud den stores skib i helgeå-slaget 1026, var formodentlig det samme som han anvendte ved invationen af England år 1015.  Det berettes at skibet var en drage med 60 rum og kaldtes da en 60 sesse. Skibet var 60 meter lang, 6 meter bred og havde en høj bordgang, højere end de svenske skibe der forsøgte at entre Knuds skib. Skibet havde et forgyldt hoved i stævnen og var malet over vandlinjen, det førte et stribet sejl i røde, blå og grønne farver. Det antages at kong Knuds skib var et storskib, i såfald har det været bredere end ovenfor nævnt, muligvis 8-9 meter bredt.

I plantegning herover, illustreres vikingeskibenes størrelse omkring år 1000. Øverst ses det mindste skib, der egnede sig til krigsbrug, eksempelvis anvendt i den bornholmske leding-flåde. Det andet og tredje havde størrelse, som ofte blev anvendt i den danske leding-flåde, også enkelte bornholmske skibe havde denne størrelse. Det fjerde var et skib bygget i Norge og som formodentlig blev erobret af danskerne, ofte blev skibe af den størrelse anvendt af Stormænd, jarler og konger. Nederst ses Kong Knud den stores skib, som var det største langskib år 1026, 60 meter langt, nogle forskere mener det var et storskib 65 meter langt og 9 meter bredt med en bordgang på 5 meter(5 meter over vandlinjen).

Haakon jarls skib år 1026

Haakon jarl havde en drage, som var på 40 rum; på den var også gyldne hoveder; sejlet var stribede med blåt og rødt og grønt og skibet var malet over vandlinjen.

Olav den Helliges skib Visundr år 1026.

Visundr blev bygget år 1026 i Nidaros, og ejet af Norges konge Olav den hellige. Skibet havde mindst 30 rum og havde et forgyldt oksehoved i stavnen samt hale i agten.

Olav den Helliges skib Karlshoved

Olavs skib Karlshoved havde et mandshoved i stavnen, byggested og år er ukendt.

Jarl Gudwins gave til Englands kong Edward år 1042.

Et for flere hundrede år siden tabt håndskrift, der beskriver den engelske konge Edward Bekenderens levnedsbeskrivelse, Vita Ædwardi regis. Heri omtales Edward tron bestigning af den engelske trone i 1042. Edward var søn af Knud den Stores dronning Emma og kong Æthelred. I håndskriftet er der et digt, hvori beskrives en gave, som Edward modtog af giveren Godwin Jarl, Knud den Stores højre hånd. Gaven fra Godwin til Edward var et mægtigt langskib af nordisk type. Den latinske skildring og oversættelse lyder som følgende:

»Et mægtigt skib, med buede langsider trukket op til de to høje stævne, ridende på det vindrige Thems, med talrige roerbænke i rækker. Den høje mast midtskibs skuende ned på de hundrede og to gange ti frygtindgydende helte. En gylden løve rejser sig fra agterstavnen, i stævnen en gylden drage, med vinget krop, skræmmende havene, mens den spyr ild fra sin tredobbelte mund. Det hængende sejl, fornemt farvet i ædelt purpur, med belærende billeder af forfædres forfædre og ædle kongers krige på oprørte bølger. Masten, den bombærende træstamme, med sin byrde af det fartgivende sejl, støtter en fugl med udstrakte vinger, flimrende af guld, naturtro lavet med ædelstene som øjne, knugende en kriger med næb og kløer.«

Med i skibet fulgte et rigt gaveudbud, bestående af klæder og rigdomme fra alverdens lande. Beskrivelsen af skibet, med de buede langsider og figurerne i høje stævne er uden tvivl et vikingeskib. Vindfløjen i masten var en forgyldte fugl, som har kunnet dreje og vise vindens retning, få sådanne vindfløje er bevaret på kirkerne, hvor de er genanvendt som vindfløje.

Længden på jarl Godvins skib omtales ikke, men antallet af 120 helte gør, at der er tale om et meget stort skib. Det længste af de arkæologisk kendte skibe er Roskilde 6 som var 36 meter langt, det havde 39 årer i hver side, med i alt 78 rorkarle. Det næstlængst skib som er fundet er Skulderlev 2 som var 30 meter langt med 30 årer i hver side. Formodentlig har disse skibe været bemandet med et hold afløsere og dermed fuldt bemandet sejlet med mindst 120 mand.

Jarl Gudvins gave til kong Edvard, kan have været et som Skibet Havhingsten fra Grindalock (Skulderlev 2), som ses herover liggende i sit leje ved Vikingeskibs Museet i Roskilde. Skulderlev 2 var dog ikke så stort som Roskilde 6, men med 60 rorkarle og med tilsvarende antal afløsere, har besætningen været p ialt 120 mand.

En anden mulighed er at teksten fortæller, at alle 120 mand på Godvins skib roede samtidigt, da har skibet været på størrelse med Knud den Stores skib, 60 meter langt, som havde 60 åretolde i hver side, i alt 120 mand ved årerne. Man fristes til at tro det var Knud den stores skib, som Jarl Godvin forærede til kong Edvard af England. Knud Den Store døde i England år 1035, og da Jarl Godvin var Knuds hærfører, kan han have arvtaget Knuds store langskib?, og 7 år senere år 1042 overdraget dette pragtskib til Edvard. Så hvis det var Knud skib der blev foræret Edvard, var skibet da allerede en ældre dame, formodentlig bygget engang mellem 1015-1025. På trods af skibets alder, mellem 17-27 år gammelt, var det stadig et beskuelses-værdigt propaganda-skib, der kunne vises frem på floden Themsen i London.

Jarl Godwin der forærede Kong Edvard et smukt skib, var den samme Godwin der fulgte kong Knud den Store til Danmark som hærfører og skulle have deltaget i slaget ved Helgeå år 1026 mod den norske kong Olaf den hellig og svenske-kongen Åmund. Godvin var giftede ind i den danske kongelige familie, og var Svend Estridsens onkel. Godvins søn, Harald Godvinson, blev år 1066 engelsk konge efter Edward bekenderen, samme år faldt Harald i slaget ved Hasting mod nordmandiets hertug Wilhelm Erobreren, der derefter satte sig på Englands trone.På en indridset enebærkvist fundet under Bergen i tidlig middelalderlagene (1200 f.Kr.), vises en flåde højstævnede skibe med vindfløje, her placeret i forstævnen, andre har gabende dragehoveder i forstavnen, til venstre ses skibene med dragehoveder og vindfløjene, resten af flåden med høje stævne ses til højre. Sceneriet giver indtryk af at flåden ligger på linje trukket op på en strand.

Motivet på Godwin Jarls vindfløj, en kriger kæmpende mod en fugl, motivet genkendes imidlertid fra en bevaret fra Tingelstad i Norge, her viser den en kriger i kamp med en løve.

foto mangler

På Bayøeux-tapetet som skildrer det før omtalte slag ved Hasting, vises hertug Wilhelms skib Mora med en løve i forstavnen, som det beskrevet på Jarl Godwins skib der dog havde den i agterstavnen, og en figur i agterstavnen der blæser i en basun, som det også ses på kvisten fra Bergen. Skibet til højre har et dragehoved i forstavnen, som det beskrives på Jarl Godvins skib. Det er tydeligt at Wilhelms flåde fra 1066, er af den sene vikingetids skibstype, magen til Knud den stores fra 1026 og Jarl Godvins skibe fra 1042 e.Kr.

Hardeknud i England år 1042

I sagaerne angives skibsstørrelser ofte ved antallet af roere. Fra de engelske kilder hører vi også, at antallet af roere bestemte den skat, man pålagde de overvundne. Da Hardeknud i 1042 lagde sin store flåde på 60 skibe ind ved Sandwich i England, udløstes det en skat i England på otte mark pr. årehul, med et beløb på knapt 30.000 mark sølv, svarende til 150.000 kg sølv.

Harald Hårderåd skib Bussen, 35 rum, bygget i Nidaros år 1061-62.

Norges kong Harald Hårderåds skib var en busse med samme navn, den var 40 meter lang, 5-6 meter bred, med 35 årer på hver side, 70 rorkarle. År 1066 sejlede Harald til England med en flåde bestående af hans eget skib 35-sesse/bussen, et skib på 30-sesse, 116 skibe på 25-sesse og 120 skibe på 20-sesse. Den samlede hær som Harald havde med til England har været mellem 11.000-14.000 krigsfolk. I slaget ved Stamford bridge, hvor Harald Håderåd faldt, havde hans modstander Englands konge Harold Godvinson, en hærstyrke på omkring 18.000 krigsfolk. Derudover havde Harold Godvinson en flåde på omkring 240 store skibe af 30-sesse størrelse, samt 300-400 mindre skibe 8-13-sesse, der opererede langs Englands kyster. Det var store flåder kongerne i 1000-tallet opererede med, og ofte deltog krigsfolk fra alle de nordiske lande i togterne, Harald Hårderåd havde formodentlig mænd med fra både Norge, Danmark, Sverige og sandsynligvis også slaviske krigsfolk fra det nordtyske område, der dengang kaldtes Venden.

Haralds Bussen var muligvis ikke et langskib, men et tidligt storskib. Tidsrummet mellem 1000-1100 var en udviklings periode hvor langskibene ændrede sig til storskibe. Storskibene blev sammen med koggen i den tidlige middelalder det dominerende skibe i Østersøen og Nordsøen. Storskibene havde rod i vikingeskibene medens koggen havde rod i de fladbundede flodpramme som blev benyttet på de Nordtyske floder.

Middelalderens storskibe

Storskibe: I slutningen af vikingetiden (1066) og begyndelsen af middelalderen blev skibene så store, at man havde nået grænsen for længde og brede til klintbyggede skibe. Disse storskibe var vanskelige at ro og det var nødvendigt med 2-3 mand ved hver åre og de kunne ikke løbe op på en strand som de lettere langskibe kunne. Storskibene var derfor fuldtud sejlførende på det åbne hav, og de var afhængige af havne, fjorde samt flodmundinger, hvor de kunne ankre op. I midten af 1200 tallet blev de udkonkurreret af koggen, som var et skib udviklet fra flodbåde. Koggen var kravelbygget (planke lagt op til planke), og kunne med deres større dybgang medføre en større last.

Storskibene i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen 1120-1238.

Alle storskibe man har kendskab til kom fra Norge og blev benævnt med navne som eksempelvis Bøke Suden og Mariasuden,  og som er beskrevet af islandske og norske saga-forfattere. I Engelske årbøger nævnes også nogle store skibe ejet af normanniske konger i 1100`tallet, og danske samt svenske storskibe har formodentlig også sejlet i Østersøen og Kattegat. Storskibene var 30-50 meter lange og 8-10 meter brede, bordgangen lå normalt 4 meter over vandlinjen, et par steder omtales 5 meter. Skibene var af udseende som vikingeskibene med dragehoved, oksehoved, mandshoved og sener i kristen tid med kors i stavnen. De største storskibe havde kasteller for og agter, som var kamp-platforme til bueskytter. Alle storskibe var som vikingeskibene klinkbyggede.

Hvad betyder suden

Suden kommer fra det norrøne ordet Sudsúð), som betyder sammenføring eller sammensyning, eksempelvis af to border i tøj eller bordgange i et skib. Planker lagt med kanten over hinanden kaldes klink som var praksis ved skibsbygning i norden, planker lagt kant mod kant kaldes kravel som var praksis ved skibsbygning i Middelhavet. Kravelbyggede skibe var ikke almindelige i vikingetidens nordiske skibsbyggeri, der sidst i perioden var vokset til lange slanke skibe, som krævede lige så lange planker som skibet var langt fra stævn til agter. Når man læser i sagaerne om de store togter med mange hundrede langskibe, så må dette enorme skibsbygnings bum have drænet nordens, især Norges skove for lange træer over 40 meter. Da man i Norge fra midten af 1100-tallet ville konstruere store skibe var det formodentlig ikke muligt at skaffe lange planker til langskibe, og et klinkbygget skib mister sin styrke hvis man klamper plankerne sammen i længderetningen, som vil forårsage at skibet under sejlads i hårdt vejr vil vride plankerne fra hinanden. Man måtte nytænke måden at konstruere skibene på og i sydens lande havde vikingerne set kravelbyggede skib, som netop kan sættes samme med kortere men kraftigere planker der er lagt op til hinanden til alle sider af planken. Disse skibe blev ikke sat sammen med nagler som klintbyggede skibe, men blev holdt sammen med lange spiger der blev vejnet på bagsiden. Spigerne blev fra gammel tid kaldt søm, et ord taget direkte fra syning af tøj, hvor tråden der gik gennem hullerne der holdt tøjet sammen, blev kaldt en søm. Da skibe i jernalderen undertiden blev syet sammen gennem huller i bordplankerne med bast, blev disse samlinger også kaldt en søm, som da man gik over til jernspiger, blev disse spiger også kaldt søm, et ord der har holdt sig til nutiden.På Roskilde Vikingeskibsmuseum ses en båd med søm, syet sammen med sting af kraftig tjæret snor. Båden er klinkbygget, men elustrerer udmærket hvor godt denne metode at samle et skib kan være, sener blev skibet samlet med søm af jern.Herover ses to bordplanker syet sammen med en søm af tjæret snoreværk. Sudeskibe har formodentlig været samlet på en lignende måde, blot med vejnede jernsøm.

Det er derfor ikke utænkeligt at de norske storskibe der blev kaldt suden, eksempelvis Mariasuden; ikke er klinkbygget men er kravelbygget efter sydlandsk forbillede. Man har simpelthen været nød til at benytte kravelteknik, som skyldes at de klintbyggede skibe havde nået deres maksimale længde den slags skibe kan konstrueres, men også fordi der ikke længere var muligt at skaffe lang nok planker til så store skibe. Da kravelbyggede skibe bygges med fast dæk og spant, bliver de stive og kan derfor bygges meget større og højere end klinkbyggede skibe, der var konstrueret så skibet kunne vride sig i søgangen næsten som et levende væsen, en søslang/orm. Dette at langskibene vrid sig i bølgerne, gjorde at flere skibe fik navn derefter, eksempelvis Ormen Korte og Ormen Lange.Til venstre ses den venstre halvdel fra rælling til køl af et klinkbygget skib, til højre ses et kravelbygget skib som er sømmet sammen planke til planke.

At man stod med en ny konstruktions-type som man ikke var familier med, er uden tvivl og man måtte forsøge sig frem til løsninger, der ikke altid var holdbare, et problemet der netop opstod med bygningen af Mariasuden. Da skibet var færdigbygget, ville kong håkon håkonson have det forlænget, hvad skibs-konstruktøren (stævn-smeden) advarede imod (det var uhørt at forlænge Klintbygninger, men Håkon har sikkert havde hørt at det kunne man med Kravelbygning) Kongen fik sin vilje og skibet blev forlænget, som blev udført uden at have kendskab til hvordan sådan en forlængelse skulle konstrueres. Resultatet var at to store kasser med søm og hamre altid var med på sejladsen, beregnet til at besætningen vedvarende kunne sømme plankerne sammen, ellers ville skibet planker gå fra hinanden. At det var søm der var medbragt under sejladsen viser, at skibet var en ny konstruktion hvis bordet/planker var sømmet sammen og ikke naglet sammen.I Skamstrup Kirke ved Holbæk findes et kalkmaleri af et  krigskib fra ca. 1250. Skibet er sat sammen af kraftige tykke og brede planker som er sømmet sammen op til tilstødende planker. skibet er formodentlig et storskib, nærmere betegnet et sudeskib. Krigerne har udrustning fra 1200-tallet, armbryst, ringbrynjer, vikingehjælme samt moderne kedel/stormhjælme.

Min konklusion er at alle storskibe der var kravelbygget blev kaldt for Suden, eksempelvis Kristsuden, Krossuden, Mariasuden m,fl.På Bergen stokkens bagside findes et storskib indristet, som antages at være et storskib med gabende hoved i stævnen og en lang fremadvendt agterstævn. Da skibets planker går fra agter til stævn i fuld længde, er skibet formodentlig klinkbygget.

Da der stadig i Danmark var muligt at skaffe lange planker, vedblev man der en tid at bygge med klinkteknik, som også var en fordel, da disse skibe ikke stak så dybt og derved muliggjorde sejlads i de danske fjorde og åløb.

I 1300-tallet var det slut med de lange slanke klinkbyggede skibe, de blev udkonkurreret af storskibene og Koggen som begge var sejlførende, og kun nødtørftigt blev disse store skibe roet under havnemanøvrer.

 Bøke Suden, 1120-23: Bøke Suden blev bygget år 1120-23 af Øysten Magnusson. Kong inge Haraldson havde det som kongeskib fra år 1158-62.

Olafssuden 1, år 1170-75: Olafssuden1 blev bygget mellem år 1170-75, Magnus Erikson ejede skibet.

Eriksuden, år 1175: Eriksuden blev bygget år 1175, Nikolas kuvung ejede skibet.

Marissuden 1, år 1182-83: Mariasuden blev bygget kong Sverre Sigurdson i Nidaros, nuværende Trondheim, år 1182-83. Skibet havde 32-33 rum og var formodentlig omkring 55 meter langt og 8 meter bredt. Skibet skulle have medført 280 mand under en sejlads, mere end 8 mand pr. rum. Da skibet var færdigt, var kongen ikke tilfreds med størrelsen og beordrede det forlænget med 6 meter. Resultatet blev at skibet ikke var holdbart i søgang med risiko for at gå fra i sammenføjningerne. Kongen medbragte derfor kasser med værktøj og tønder med nagler, så mandskabet kunne reparere skibet undervejs og derved holdes flydende.

20-sesser: En 20-sesse med 90 mand beskrives i Sverre Sigurdsons saga. Dette skib har ikke været et storskib, men et mindre langskib. Langskibets egenskaber var, at være hurtigt og kunne gå ind på lavt vand, hvad der gjorde, at de stadig i 1100`tallet var anvendelige til fortrops angreb, og hurtige overfald fra lavvandede fjorde og skærgårde. At en 20- sesse var bemandet med 90 mand,  bekræfter at skibet har haft 40 rorkarle og 40 afløsere samt 10 ekstrea krigere, disse sidste 10 var 6 stavnbønder (udvalgte toptrænede mænd placeret foran i stavnens rausning,  3 slægtninge til høvdingen og styresmanden som var placeret i agterendens løfting.

 Gorsuden, år 1190: Gårsuden blev bygget år 1190 i Hide, Norge.

Raudsuden, år 1190: Raudsuden blev bygget år 1190 og ejedes af biskop Nikolas. Skibet var det hurtigste skib i Norges flåde, og antageligvis et slankt skib i forhold til andre skibe der kaldes suden, muligvis har det været et langskib.

 Ognabranden, år 1199: Ognabranden blev bygget år 1199 i Nidaros, nuværende Trondheim, og ejet af Sverre. Skibet havde 36 rum og var omtrent 62 meter langt, som derved antyder at mellemrummet mellem spanterne var 1,5 meter.

Navn ukendt år 1206-7: Skibet blev bygget år 1206-7 i Nidaros og havde 30 rum, ejet af kong Inge.

Navn ukendt år 1206-7: Skibet blev bygget år 1206-7.?

 Olavsuden 2, år 1234: Olavsuden 2 blev bygget år 1234, Skibet havde 32 rum og var formodentlig 54 meter langt med en spante-afstand på 1,5 meter. Håkon Håkonsen ejede skibet og blevbrugt i kampen mod Birkebeinerne som var en høvdinge-sammenslutning mod Håkon Håkonson.

Navn og byggeår ukendt: Skibet blev bygget i Nidaros og havde 32 rum og formodentlig 54 meter langt.

Mariasuden 2, år 1250-57: Mariasuden 2 blev bygget engang mellem 1250-57 i Bergen og ejet af Håkon Håkonson. Skibet havde 30 rum, med en længde på omkring på omkring 51 meter, med spante-afstand på 1,5 meter.

Langfredag år 1232-33: Langfredag blev bygget år 1232-33 i Nidaros og var ejet af Skule jarl. Skibet var på 36 rum, med længde på 65 meter, med spanteafstand 1,6 meter.

Krossuden år 1252-53: Krossuden blev bygget år 1252-53 i Orest i Norge. Skibet var ejet af Håkon Håkonson og havde 35 rum, og hvis ruminddelingen holdt samme mål som andre datidige skine, må skibet have været mellem 62 meter langt, 10 meter bredt, og fribord fra ræling til vandlinjen 4½-5 meter

Kristsuden år 1255-60: Kristsuden blev bygget år 1250-60. ejet af Håkon jarl. skibet var et stort skib med 37 rum og det har været mellem 64-68 meter langt med spanteafstand 1,6 meter, 11 meter bred og fribord har været mindst 5 meter over vandlinjen.

Ledingens love og forordninger

Ret leding/kværsæde.

De år, der ikke skulle stilles skib til udgærdsleding, betalte man i stedet ”ret leding” på en mark sølv pr. havn, ”kværsæde” er et andet ord for ”ret leding”. Og kommer af to ord: Kvær = som på svensk kvár = blive på stedet og sæde = at sidde hjemme.

I begyndelsen af Middelalderen, hvor befolkningen vokser, bliver nyt land taget under plov og nye gårde opstår, ofte i udmarken. Disse nye gårde har, som det ser ud til, ikke skullet stille med skib og mandskab, men indgået i ledingen under betegnelsen kværsædegårde. Kværsædegårdene skulle årligt betale ”ret leding”. Dette er starten på at kongen kunne udskrive skat af folket, som han så kunne hyre lejesoldater i stedet for den gamle ordning. Denne ordning gjorde at hvert sogn fik 2 skipinge, en den gamle skiping, der var aktiv og udførte krigshandlingerne, og en den nye skiping, der var passiv, men betalte ret leding til enten herredet eller kongen.

Ledingens rangorden.

Kunuk: Konge

Drot: Underkonge

Drotning: dronning

Jarlen, Earl: (engelsk), hersker over et jarledømme, eksempelvis Bornholm eller Sjælland

Lavard-Lard: brødgiver,  (Lord Engeland).

Tegen, Tan: (Tanen af Fife i Skotland, hed Mac Duf i Shakespeare teaterstykke Mac Beth.)

Hersir: en slags befalingsmand, kan sidestilles med nutidens sergenter.

Marsk: dansk hærfører i 1200-tallet, benævnt som marskal i korstogstiden

Bryde/Bryder: bestyrer af en kongsgård

Fremmede titler:

Olderman: (engelsk), Kongens mand i et herred

Hertug: (tysk), Knud Lavard 1150 var tysk hertug i Holsten samtidig med at han var dansk jarl i Slesvig.

Vikingeskibenes anløbspladser

En af forudsætningerne for at vikingernes søforsvar/ledingen kunne fungere var, at de havde havne til skibene. En nutidig havn, som vi i nutiden forstår med moler og bolværk, hvor skibe kan ligge fortøjret ved, eksisterede ikke i vikingernes forståelse af ordet havn, derfor benyttes “anløbspladser” om de steder hvor vikingerne anløb med deres skibe på kyster, fjorde og åløb.

De eneste havne med kajanlæg, moler og brygge, som kendes i Danmark fra vikingetiden, er fra Hedeby i Sønderjylland. Formodentlig har der også været kajanlæg i Roskilde og Århus. På Bornholm har man benyttet sig af anløbspladser, hvor skibet kunne løbes op på stranden og trækkes på land, som disse skibe var konstrueret til.

Skipæn inddelingen og dets Hafnæ.

En skipæn (skipen) har intet med skib (skip, et søfartøj) at gøre; begge ord afledes af at skipa: ordne, indrette, og skipæn er udstyr, udrustning, dernæst det samfund som udstyrer, udruster i fællesskab (uddrag fra kong kong Valdemars lovbog 1241 om skibsleding). Skipæn var en slags skibslav bestående af hafnæ-bønderne/havnebønder, der hver 4. år stille med et skib til ”udgærdsleding” (jydske Lov: krigstjeneste når ledingflåden blev sendt til fremmede lande, (eksempelvis til Norge, England og Venden nuværende nordtyske og polske kyster)). Ved “indgærdsleding” (forsvar af landet, når det var under angreb), skulle alle skibene stille til kamp med fuld mandskab (alle mand af hus). I Norge hed skipæn skibrede. Skipæns Hafne-bønder byggede ell. Købte skibet og var ansvarlig for dets drift og vedligeholdelse.

Hafne (havn) kommer af at have, det hvor noget haves. I vikingetiden betød begrebet havn en ledingmands plads på vikingeskibet ved åren. En eller flere større og mindre gårde beboet af fribønder, var lagt samme i havnelag, der i fællesskab slog sig sammen om på skift at levere en hafnæ-mand til at besætte pladsen ved åren i ledingens skib. Hver gård (eller 2-4 gårde) skulle efter tur hver fjerde år stille med en fuldt provianteret og bevæbnet mand, der fik plads på toften/siddebrættet ved åretolden i vikingeskibet. Pladsen på toften/siddebrættet hed  hafnæ, et ældre oprindeligt begreb, som var betegnelse for pladsen ved åretolden, senere blev ordet anvendt for gårdene, der stillede med hafnæmanden.

Til hafnæ knyttes også ordet styreshafnæ, som er betegnelsen på skibsførerens plads ved styri/rorpinden, som sad bagerst i skibets højre side. Deraf fremstår navnet styribord/styrbord, som er højre side af skibet, bagbord som er skibets venstre side set i sejlretningen.

De Hafnebønderne der udgjorde besætningen på et skib når de drog på togt, blev kaldt skippere, medens dem der bliv i land (sad kvarsæde), blev ikke kaldt skippere. Det var altså kun når de sejlede med på togt at mændene blev kaldt for skippere, eller når togtet var afsluttet, blev de blot omtalt som Havne-mænd-/bønder. I nyere tid er ordet skipper benyttet som betegnelse for en skibsfører.

En fyuræ, betyder en enhed af fire særligt udskrevne hafnæmænd, dette optræder også i sagatekster, hvor en viking nødigt gik alene på das/toilet, men havde en betroet ven med, ofte havde han tre venner med som sikkerhed for, at han ikke i en uheldig situation blev overfaldet af fjender, heri indgår igen et fællesskab på fire samhørige personer.

Felag betyder følg/følgesvend, som menes dem der var med til at bygge og udruste ledingens skibe

Mötunautr/motunautr (Matu=mad og Nautr=til søs) betyder madfælle/madhold og bestod af to hafnæmænd, som deltes om en skibskiste med madrationer. Skibskisten stod under toften, hvor de to hafnæmænd havde deres plads under roning, hvor de afløste hinanden. På toften var der plads til begge hafnæmændene, i tilfælde af hård vejr kunne de ro samtidig. Alle hafnæmændene på ledingskibet dannede disse tomandshold, og den ordning blev anvendt under hele sejlskibenes tid, indtil dampskibene viste sig på havene. Disse tomandshold var besætningens sikkerhed på havene, den ene viste altid, hvor den anden var og omvendt og når det kom til kamp stod de bag hinanden eller side om side og støttede hinanden. I 17-18-hundredtallet var det almindeligt, at matrosernes to-mandshold altid arbejde sammen og gik sammen på das, som var i forstavnen af skibet. Når de havde landlov, var de ansvarlige for hinanden, ingen kom hjem til skibet uden sin bonkammerat. I Nederlandene fandtes et lignende ord: matenot og i Normandiet/Frankrig: matelot, som formodentlig er låneord fra det oldnordiske mötunautr. I England optræder det også som låneord: matros, som nu forstås som sømand og derved kommer det tilbage til Norden som låneordet matros.

Hafnælagh er de ordensregler/love og havnepligter som hafnæbræthhrenehavnebrøbrene var underlagt, der gik ud på, >>at stille en med behørig våben udrustet mand og udrede den øvrige dertil hørende leding udgifter<< (Valdemars Jordebog).

Fordi det var de samme ledende mænd der styrede skipæn-ordningen, kom de da kristendommen blev indført, også til at lede sognets menighed, og som kirkepatroner stod disse sognemænd for finansiering af kirkebyggerierne. Kirkepatronerne havde retten til at inddrive kirketiende, der blev fordelt i tre dele, en del til kirkepatronerne, der vedligeholdte kirken og aflønnede præsten og degnen, en del til de fattige og krigsenker, en del til biskopperne der for Bornholms vedkommende var ærkebiskoppen. Denne fordeling af kirketiende, var et levn fra ledingflådens tid. Efter et heldigt udført togt, fordeltes byttet i tre dele, en del til styresmanden der sørgede for vedligeholdelse af skibet, en del til besætning efter rangorden, og en del til underhold af ledingens enker. systemet var som i den senere kirketiendes fordelings-orden, en slags social ordning, lig de midelalderlige håndværkerlav sociale love om  at varetage underhold af enker og børn efter en lavbroder.

  Vikingeskibets opdeling.

Styrbord: Højre side, set i sejlretning, kaldet styrbord fordi roret med styri/styrpinden sad på denne side af skibet

Bagbord: Venstre side blev kaldt bagbord (bag = modsat/forkerte side).

Stævn: Vikingeskibet var opdelt langskibs, forskibs var stævnen, en krum bjælke der var monteret i kølens forreste ende, øverst rejste stævnen sig højt hvor den undertiden endte i et drage- okse- menneske -hoved m. fl.

Rausning: Efter stævnen kom en forhøjning, Rausning, som gik fra stævnen til øserummet i forrummet. Rummet under rausningen, hed det  trange rum. Stavnbondi/stavnbonden havde sin plads på rausningen i forstavnen bag stævnen, han var udvalgt for sit store mod og sin våbenfærdighed, der var plads til 1-4 stavnbønder på denne platform

Saksen: området hvor rausningen snævrer ind mod stævnen kaldtes saksen

Forrum: Mellem rausning og masten var forrummet, her var sessa pladserne for de forreste roere med deres kister under tofterne, siddepladsens ældste kendte betegnelse er hafne. I forrummets front fandtes øserummet, indtrængende havvand kunne herfra lænses.  I Jyske Lov står der, at et skib var sødygtigt, hvis en mand ved konstant øsen kunne holde fartøjet fri af indtrængende vand

Kraprum: bag masten var kraprummet, de bageste roeres pladser hvor de havde deres skibskister

Løfting: I agterenden fandtes løftingen, hvor styresmanden/styrmanden stod på sin plads ved styri/rorpinden, der sad i skibets ror som var monteret på styrbord side. Under normal sejlads, opholdt hersen, jarlen og ætlinge sig også på løftingen, men ved forestående strid opholdt hersen og undertiden også jarlen sig på rausningen sammen med nogen af de bedste krigere, andre betroede krigere blev på løftingen hvor de beskyttede styresmanden med deres skjolde, så han ikke blev ramt af en vildfaren pile eller et spyd.

Agterstævn: Bag løftingen rejser agterstævnen sig af samme udseende som stævnen i forskibet.

Her i illustrationen vises en 15 sesser gennemskåret. På rausningen til venstre står stavnbonden, formodentlig en herser, vikingetidens sergent, han er den mest erfarne krigsmand på fartøjet. I løftingen  har styrismanden sin plads, kaldt hafnestyri, her holder han skibets kurs ved hjælp af styri som er rorpinden, i enkelte sagatekster, omtales styri værende både styrpinden og hele roret/styråren. I forrummet og kraprummet ses styrbord side med 15 hafnemænd siddende på deres tofter med årerne i rostilling. Hver mand sidder i mellemrummet mellem 2 spanter, derfor kunne et skib også omtales, som værende på 15 rum, hvert rum var på ca. 2 alen = ca. 90 cm, en alen er et længdemål, målt fra albue til den knyttede hånds tommelfinger. På en 15 sesser var der 30 roere samt 30 afløsere, i alt 60 rorkarle. Roerne på et vikingeskib dannede tomands hold, der delte en skibskiste, som stod under ro-tofterne, eller man sad på kisten under roningen,på de mindre skibe.

Bord: Vikingeskibene var beklædt af et antal planker der hed border, som var klinket sammen med jernnagler, Bord betyder planke eller bræmme og et vikingeskibs sider var beklædt med 7 – 12 borde/planker, de nederste planker, monteret på hver side af kølen hed kølbord. Når en mand falder over bord, siger man faktisk, at manden falder ud over planken. På alverdens sprog, betegnes stadig højre og venstre side af et skib, for styrbord og bagbord.

Bord kan have flere beslægtede betydninger, det kan være en bræmme mellem to landområder = grænse, på engelsk stadig border. Et stykke stof, ofte fint broderet, der skiller to stofstykker ad = en bord.  En planke, der lægges på bukke = et bord. Grænsen mellem to rum i et hus kaldes derimod for tærskel = et skel for tæerne som man ikke træder på, men over = tær – skel.

Mast: Masten var placeret midt i skibet i kølsvinet, en kraftig tømmerstok med hul til mastens fod, der var monteret over kølen i skibets bund. på dækket over kølsvinet havde nogle fartøjer en mastefisk, en kraftige tømmerstykke som var kløftet bagud, tjent som styr for masten når den skulle rejses eller lægges ned. Det var almindeligt, at masten blev lagt ned ved roning i stille vejr eller ved å- flod- og -fjordsejlads.

Ved forestående strid, var det normalt at 3-4 stavnbønder befandt sig i rausningen og i løftingen befandt sig 2-3 betroede krigskarle der skulle beskytte styrismanden med deres skjolde, så han kunne koncentrere sig om at føre skibet mod fjenden uden at blive ramt af pileskud og spydkast. I nogle tilfælde opholdt en høvding eller jarl sig også i løftingen, så der ofte var 66-68  personer i alt på fartøjet, var det muligt at fartøjet kunne rumme så mange?, men det er set helt op i nutiden, at mennesker har stuvet sig sammen på længere sørejser, eksempelvis på emigrationsskibene der fragtede udvandrerne til Amerika i årene 1860-90.En 13 sesser fuldt bemandet til forsvar af landets kyster (indgærdsleding), ses her fra oven med 26 roere, 26 afløsnings-mandskab, en stavnbonde, en styresmand og en høvding. Som vist kan der udmærket kan være plads til 55 mand, derved opfyldes ledingens mandskabskrav om, at stille med et fuldt bemandet mindre krigsfartøj. På elustrationen vises at to mand samtidig betjæner åren, her er det kun de midterste otte rorbænke (sesse) der besættes hvor der er bedst plads, men i nødstilfælde har alle grebet til årerne. Når kun det ene hold roede, var det bedst at sidde så nær midten af skibet nær kølen, derved var de større kraft i rotaget med bedre fremdrift, og afløserne kunne hvile op ad rælingen mellem roernes årer, afløserne kunne fra denne position være klar til at give et nap i påkrævende tilfælde. Ved længere togter (udgærdsleding), hvor man medbragte forsyninger til 16 uger, har besætningens antal nok været omkring 40-42 mand, som derved reducerer afløserne fra 26 til 13 mand, en nødvendighed der giver plads til forsyningerne.

Naust, vikingernes bådehuse

Til drift og vedligeholdelse af et skib var det nødvendigt at opføre en naust, hvor skibet kunne trækkes ind for vinterkvarter. Til bygningen var der for det meste også tilknyttet en smedje, rebslagning og tømmerværksted, hvor jernnagler, tovværk, bordplanker, spanter, m.m. blev fremstillet til skibets vedligeholdelse. En naust er et gammelt maritimt ord for et bådehus.

Om efteråret trak man skibet på land kaldet at draga eller setja skip upp. Masten blev lagt ned og skibet blev sat i naust, naustgôrd = naustgård. Ifølge Gulatingsloven var denne bygning en let tømmerbygning med jordgravede stolper, stafar, foroven forbundet med vandrette stavlægter, staflægjur. Taget bestod af spær, fleythrar , der var forbundet med tynde planker, tróthur, som danner underlaget for et lag birkebark, næfr, og græstørv, torfur. Væggene, Naustveggr,  kunne være af græstørv, torfnaust, eller af flade større og mindre sten stablet som tørmur eller af planker. Undertiden havde bygningen en dør, naustdyrr og muligvis var gavlen lukket af en port som også blev kaldt naustdyrr. Et kongeligt indgærdet anlæg med naust, som havde smedje og værksted hed naustgarth  (naustanlæg der var bevogtet). At opføre en naust hed Naustgördi, som betyder at gøre en naust. (Uddrag af tekst fra >>træskib til fregat<< af Ole Crumlin-Pedersen).

På illustrationen herover, vises 2 skibe trukket på land og placeret i naust-bådehuse til vinterleje, som det kan have set ud i vikingetiden. Her er væggene inde i bådehuset af planker og taget af tagrør, frontvæggene er af stablet sten der holder den ydre tørvevæg på plads. Skibet til venstre er en skibskonstruktion, som blev benyttet omkring år 820-850, skibet til højre er fra omkring år 900-930. Naust omtales sjældent i sagatekster og det man ved om dem er mest fra norske udgravninger, derfor er man usikker på, hvordan en naust så ud over jordniveau. Til illustrationen er der benyttet oplæg fra færøske og islandske tegninger af naust fra midten af det 18. århundrede, hvor man stadig brugte at trække både ind i bådehuse for vinteren.

I Vestnorge kendes der flere tomter af naust fra vikingetiden, hvoraf nogle stadig bærer navnet Langskibsnøst, eksempelvis tomten ved Vikedal i Sandeidfjorden. I Danmark har vi nogle få påviste nausttomter og på Bornholm findes ca. 5, samt ca.5-6 steder, hvor der antages, at have stået Naust i vikingetiden.

 Sagatekster beretter, at man forsøgte, at forlænge de kostbare skibes levetid ved, at sætte dem i naust for vinteren, men dette var ikke altid nok, selv under tag kunne skibet forfalde. Eksempelvis satte den norske kong Sverre i år 1182-83 skibet >>Mariasuden<< under tag. Næste efterår ville man igen søsætte skibet, men det lod sig ikke rokke. Selvom hele bygdens befolkning hjalp til, lod skibet sig ikke flytte, og til sidst brød plankerne ved stævnen sammen så man måtte opgive forehavendet, i stedet brændte man det hele ned til grunden.

Under længere togter, hvor det var nødvendigt at overvintre i fremmede egne, omtales det i angelsaksiske tekster, at vikingerne vendte skibet med bunden i vejret og at man opholdt sig med gods og dyr under skibene.

På illustrationen herover vises 2 skibe vendt med bunden i vejret. Skibene er understøttet af kraftige bjælker og det bageste, et langskib (drageskib) med 21 årepar, en 21 sesse, er forsynet med en væg af græstørv, så skibet kan anvendes som bolig for mandskabet. Det forreste skib, et skib med 13 årepar, en 13 sesse, står åbent uden tørvevæg og anvendes som lagerplads for tønder med nedsaltet fisk, kød og brygget øl, desuden opbevares mast, årer, tov og sejl derunder i ly.

At opbevare skibene med bunden i vejret, kendes ikke fra nordiske sagaer, men den metode kan også have været anvendt i nordiske. For det meste havde man en naust, til skibene i hjemstavnen, men ved besøg fra andre egne og der ikke var en naust til rådighed, har man formodentlig ved længere tids ophold, beskyttet skibet ved at vende bunden i vejret, og det var måske så selvfølgeligt at sagaskriverne ikke fandt det nødvendigt at nævne.

Når vikingerne var på langfart og kortvarigt skulle overnatte, var det ikke altid de trak skibet op på en strand, men i stedet satte telte op på stranden, Landttald, sat op med en stang/ bom som rygning, hvilende i et par krydslagte brædder, klofi, i hver ende. Var man i fremmede egne, hvor man kunne risikere at blive angrebet af lokale krigsfolk, da kastede man anker i en stille bugt eller fjord og tjældede skibet for natten.

Tjældning/tjaldning af et skib betød, at man lagde masten og råen langskibs, hen over nogle gaffelstokke agter, midtskibs og forskibs (under sejlads var sejlet monteret på råen, som var hejst op til mastetoppen), hen over mast og rå spændtes det store sejl, der blev monteret i årehullerne ved hjælp af tjældeklove, en slags tværklodser eller krumkroge (se illustrationen herunder).På illustrationen ses et langskib, en drekar, et drageskib, som har kastet anker i en bugt for natten, og tjældede skibet med det store råsejl.

Under råsejlet kunne mandskabet, hásetar, og madsvenden, matsveinn, sove i læ for nattens vind og vejr. De forhøjede skibsdæk i forstavnen og i agterstavnen, blev undertiden også tjældet, i forstavnen blev det kaldt stevn tjæld, stafnetjal, og var hvor stavnbønderne, stafnebondi, opholdt sig, i agter blev det kaldt løftingtjæld, lyptingartjald, og var hvor styrmand, styrimathr, lods, leithsogumathr, tolk, tulkr, konge og høvding, herser, opholdt sig.

I flere sagatekster omtales tjældede skibe, især er det flere gange omtalt i Egil saga.

Her følger nogle 3 beretninger fra Egil saga, ikke alle handler om Egil, men om Egils venner og familie.

Beretning 1: Skallagrim, Egils far og Kverdulf, har med to skibe opsporet brødrene Halvards og Sigtrygs skib, med dem havde de et opgør, at gøre:

>>Brødrene havde tjældet over skibet, og var gangne til ro; men vagtmændene, som sad på bryggen, sprang op, da de så Kverdulf med sine folk komme, og råbte ud til skibet ved bryggen, at ufred var på færde. Kverdulf med sine folk gik hen ad bryggen, han lod sine folk følge skibsborden og befalede dem at hugge tjeldene ud af kloverne, han selv stormede mod løftingen, og da kom bersærkergangen over ham, såvel som over flere af hans folk; de dræbte alt hvad der kom dem i vejen<<.

Beretning 2: Høvdingene Bjørn og Thorulf besøgte hersen Thorer, og ankom i en fager karve med en besætning på 30 mand, skibet var smukt malet over søgangen:

>>Da de kom til Thorer, blev de vel modtagne, og blev der i nogen tid; skibet lå imellem tiden tjældet ud for gården<<.

Beretning 3: Kong Erik af Norge, senere kaldet Erik Blodøkse, befalede sine folk, at forfølge Egil da han flygtede fra tinge, som havde gået Egil imod. Kongen befalede alle sine mænd, at gå til skibene og sagde:

>>Tag Tjældningen ned på vores skibe, og ro efter Egil og Assinbjørn (Egils ven), og jeg lader jer vide, at jeg vil tage Egil af live, hvor vi træffer ham, og ikke skåne nogen, som yde ham bistand<<.

Udover disse tre beskrivelser af skibe, der er tjældet, findes der også tilsvarende beskrivelser i andre saga teksterOrdet tjældet er formodentlig beslægtet med nutidens ord telt.

Handelspladser i vikingetiden

Hedeby i Slesvig

Ares/Århus i Jylland

Ribe i Sønderjylland

Nidaros i Norge

Skiringsâla/Kaupung Norge

Påviken på Gotland

Oppsâla i Opland

Birka i Mälaren

Sâlana på Bornholm, en formodet handelsplads og anløbsplads

 

Herreds inddelingen i Danmark

Fra tiden før 700 f.Kr. var Danmarks forsvar opdelt i regioner, som formodes at være grundlaget for den senere herredsinddeling. Herred er et ord sammensat af hær og ridt (hærrede, (midd.al. da. hæræth), som betyder hærskare, oprindeligt en form for landbaseret hærordning, hvor de red til kamp, men kæmpede til fods.

Herredsindelingen på Bornholm

Indtil år 2002 var der på Bornholm 4 herreder, de blev sammenlagt til Bornholms Regionskommune. Fra begyndelsen af middelalderen hed herrederne Haslæ/Nordre Herred, Hænning/Østre Herred, Mislingæ/Søndre Herred og Rothnæ/Vestre Herred, om de hed det samme i vikingetiden, er uvist. I vikingetiden blev herredsinddelingen videreført som grundstammen i søforsvarets leding opdelt i skipæn (skibslav), i Danmark var der meste 4 skipæn pr. herred, men 8 og op til 16 skipæn fandtes, hvor det var nødvendigt, især i Vestfold og Østfold, som var dansk område hvor der taltes dansk, var der 8 og 16 skipæn (norsk skipreider) pr. herred, i nutiden er dette landomtåde norsk. På Bornholm var der 4 skipæn i Haslæ/Nordre, Mislingæ/Søndre og Rothnæ/Vestre Herred, medens Hænning/Østre Herred kun havde 3 skipæn.Herover ses Bornholm med herredsopdeling (blå) og sogneopdeling=Skipæn inddelingen (rød). De røde stjerner er mulige anløbspladser i vikingetiden

Fra omkring 1080 ændredes leding-ordningen gradvis. I takt med kirkens stigende magt og indflydelse på Nordens samfund, fik biskopperne og ærkebispen også indflydelse på ledingen og dens skibe med mandskab. Under Valdemar den store, havde biskop absalon fulstendigt sat sig på den sjællandske og skånske ledingflåde, herunder den bornholmske dito. Togterne mod Venden på den nuværende Nordtyske kyst blev organiseret af Absalon i kongens navn.

Knytlingesagaen fortæller at Bornholm år 1080 havde 14 kirker. I nutiden har Bornholm 15 sogne-kirker, den manglende kirke har været Ny kirke, der blev bygget i løbet af 1200-tallet. Nyker sogn har formodentlig ingen trækirke haft, som de andre sogne havde. Ny kirke blev bygget som en ny kirke af sten, der så formodentlig ingen havde før da. Svend Estridsen konge fra 1047-1076, reformerede kirkevæsenet i Danmark og indførte de 8 bispestole. Formodentlig er det under ham at kirkebyggeriet rigtigt tog fat på Bornholm. Læser man Knytlingesagaen, knyttes bispestolenes kirkesogne ofte nært til ledingsystemet, men som vist ovenfor, mangler der skibe i forhold til antallet kirker. Gennemsnitlig har hvert sogn leveret et ekstra skib hvert syvende år. Da kun hvert 4. sogn i et herred stillede skib til udgærdsleding, var det muligt at 2 ekstra skib blev leveret til ledingen fra 2 af de sogne der var fritaget og på denne måde kunne Bornholm 14 kirkesogn stille 14 skibe  (NYker havde ikke nogen kirke år 1080, men sognet kunne alligevel have stillet et skib). Med  ekstra omgangsskibe kom ledingen op på 16 skibe, der som udgærdsleding stilledes  4 skibe til kongens rådighed, dette passer fint ind i andre oplusninger om den bornholmske ledingflådes størrelse, i skemaen længere nede om den bornholmske ledingflåde er antallet skibe Bornholm kan stille med 16 skibe til indgærs-leding og 4 til udgærds-leding.

En sommer drog jarl Egil Regnarson (Blod Egil) til Venden med 18 bornholmske skibe. Han vandt et stort sæslag og tog et stort bytte. Under slaget blev Egil tørstig og da vandtønderne var ødelagte drak han vand fra skibets bundvand der var blandet med blod, deretfer fik han navnet Blod Egil.

Knytlingesagaen fortæller at Bornholm år 1080 havde 14 kirker. I nutiden har Bornholm 15 landkirker, den manglende kirke har været Ny kirke, der blev bygget omkring år 1200 som en ny kirke på stedet,  opført af sten.  Formodentlig har der aldrig været en trækirke i Nyker sogn, som ellers var normalt i andre sogne, der ofte havde en trækirke som efter 100 år blev erstattet af en stenkirke.  Kong Svend Estridsen (1047-1076), reformerede i årene 1057-60 kirkevæsenet i Danmark og opdelte de 4 eksisterende bispestole til 9. Det skete formodentlig da bispesæderne i Roskilde og Ribe blev ledige ved biskop Avacos/Åge og biskop Vals død henholdsvis 1050 og 1060. Formodentlig er det i Svend Estridsens tid at kirkebyggeriet af træ rigtigt tog fat på Bornholm og som i årene 1130-1280 blev skiftet ud med stenkirker.

1080)       Ny Kirke mangler, den er ikke bygget år 1080. Knytlingesagaen omtaler at der år 1080 var 14 kirke (trækirker) på Bornholm, i nutiden er der 15 landkirker af sten.

1200)       Ny Kirkes anslåede Byggeår til år 1200+-10år.

1260)       Knytlingesagaen forfattes.  Forfatteren omtaler kun 14 kirker på Bornholm. Enten har nyheden om at en kirke var opført 60 år tidligere(år1200) og, at dette ikke var nået hans ører, eller at kirken endnu ikke var opført og at den først blev bygget år 1286.

1286)       En gammel dør mellem våbenhuset og kirkerummet i Ny Kirke, blev år 1836 fjernet. Over døren stod der på en bjælke ”Ny Kirke der fordum kaldes Allehelgens Kirke er opført 1286”. Berettet år 1897 af menighedsrådsmedlem Nolius Lyngberg, som havde været med til at udskifte døren, som bestod af 2 sammennaglede egeflader af forskellig tykkelse og med simple jernbeslag. Døren kunne spærres indefra ved en bom og bomhuller.

I Knytlingesagaen omtales at Bornholm under kong Knud den hellige (1080-1086) havde 12 kongsgårde. Knytlingesagaen blev forfattet 170 år sener, omkring 1260

Jarl Åge, der var jarl på Bornholm før Blod Egil, rådede ifølge Knytlingesagaen over alle 12 kongensgårde på Bornholm. Blod Egil fik kun 9 af kongsgården at råde over, kongen beholdt selv 3 kongsgårde beretter Knytlingesagaen.

I Flateyar-Bok, forfattet år 1380 på Island, omtales det at Bornholm år 1080 havde 20 kongsgårde, som er 8 flere end i Knytlingesagaen.  Flateyar-Bok blev forfattet 300 år efter begivenhederne omkring Knud den hellig 1080-86, medens Knytlingesagaen blev forfattet 170 år efter samme begivenheder. Da den ældste beretning omtaler 12 kongsgårde, er de 8 ekstra kongsgårde antageligvis  kommet i kongens eje i løbet af årene mellem 1086 og 1380, og forfatteren har indført det sidst hørte antal gårde i Flateyar-Bok. De 20 kongsgårde er senere solgt til privatpersoner og blev proprietærgårde med visse skattefriheder.

Lensgård i Østerlars var formodentlig en af gårdene Blod Egil fik af kong Knud, derfra kunne havet omkring Christiansø overvåges og den bedste naturhavn på Bornholm, Salene, lå kun 1 km nord for gården. I Knytlingesagaen berettes, at man havde holdt øje med et skib ejet af den Norske konge, som gik på grund ude ved holmene. Egil og hans folk plyndrede skibet, brændte det og dræbte besætningen. Det antages at Egil Havde sin gård ved nutidens Østerlars ved Gudhjem, Lensgård er et oplagt sted hans gård lå. Et andet sted i nærheden er ved Tofte, hvor detektor folk har gjort fundet fra Egils tid.

Vallensgård nord for nutidens Aakirkeby ved Ekkodalen, var formodentlig en af kongsgårdene kongen beholdt. Gården ligger kun 1½ km syd for Gamleborg, den eneste datidige aktive borg på Bornholm. Borgen var i kongens eje med en besætning på anslået 60 mand i fredstid, og det ville være utænkeligt, at kongen gav Vallensgård til Egil, der så kom til at råde over borgen. De andre kongsgårde har sikkert været dem der sener blev til Proprietærgårde.

Bornholms ledingflåde.

Bornholm har 4 herreder, hvor 3 herreder, Hasle-Nordre Herred, Miclingæ-Søndre Herred og Rothnæ-Vestre herred hver har 4 sogne, medens Hænnings Østre Herred har 3 sogne. Sogneinddelingen, en kirke-inddeling, har rod i oldtiden og antageligt er skipingen, en militær sø-forsvars inddeling, dets forgænger.

Det er påfaldende at Bornholms herreder har 4-3 sogne, der er lig med 4-3 skipænge, som netop gør det muligt at sende et skib på skift i leding pr. år.

Ud fra antallet af tidlig middelaldergårde, optalt af Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, af de bornholmske sogne, kan der udfærdiges en beregning, over hvor mange skibe Bornholm kunne stille ved fuld mobilisering i vikingetidens slutning 950-1050, som ses herunder.9-11-12 sesserne har formodentlig fået tilført ekstra mandskab fra, eksempelvis 4 mandsordningen, derved er skibenes længde blevet opgradere til 18-20 meter og ingen ledingskibe mindre end 13 sesser med en besætning på 26 rorkarle samt 26 afløsere, 1 styresmand  2 stavnbønder i alt 55 mand. Dette regnedes for absolut mindste skib  og mandskav egnet til krigstjeneste.

  Normalt vil flådestyrkens 4 ledingskibe være sammensat af, et storskib fra en skippæn og 3 små skibe fra 3 andre skippæn, eksempelvis: Klemenskers storskib med 92 mand, Bodilskers med 58 mand, Nykers med 49 mand og Ibskers med 66 mand = 265 mand. Østermarie skipæn antages at have stilled med 2 skibe på henholdsvis  56 en 14 sesser og 52 mand en 13 sesser, dette skyldes at Østermaries kyst var meget klippefyldt med få små havnemuligheder ved eksempelvis Gyldensåens udløb og Bølshavn, hvor kun mindre skibe kunne trækkes på land. Den eneste havn Østermarie havde hvor et stort skib kunne anløbe og trækkes op til en naust er Saltuna, her kunne sognet  anløbe med et drageskib på 34 meter.

Sagaerne omtaler, at den bornholmske jarl Blod Egil på et tidspunkt havde 18-19 skibe med på et togt til Venden, der i nutiden er den Nordtyske og Polske Østersøkyst. Antallet af skibe antyder at Egil, foruden sine egne 3 langskibe, også havde den samlede bornholmske ledingsflåde på 15-16 skibe med sig til Venden. At tage hele den bornholmske ledingsflåde med til Venden, var en risikabel situation, for de tilbageværende bornholmere. Øen forsvar var svækket i den tid da de bedste krigsfolk var på vikingetogt.

Saxo beretter at Esbern Snare jagtede Venderne med 4 skibe, som kan være et herreds samlede skibe, med en besætning på omkring 200 mand. På Bornholm en herredsstyrke netop på 4 skibe med et mandskab på mellem 227-254 mand, og i tilfælde af støre fjendtlige trusler, kunne øen mønster 15 skibe med næsten 1000 mand. Bemærk at hvert herred havde mulighed til at stille med et langskib, en drage, med et mandskab omkring 100 mand. I sagaerne omtales det, at skibe med 50 årer, det vil sige et skib på 28 meter, havde under en kamphandlinger 200 mand ombord, i nogle tilfælde omtales 400 mand, men det må have været et meget stort skib, som Knud den Stores drage, der havde 60 rum med 120 årer betjent af 240 roere, skibet var 60 meter lang.

Det ene Skuldelev skib som blev fundet i Roskilde fjord, blev der bygget en kopi af ”Havhingsten fra Grindaloch”, det måler 30 meter, har 60 årer og omtrent samme længde som det store Østermarie-skibet formodentlig har været.

Under sejladsen til Irland i 2008, var middelfarten 7 knob=11,6 km i timen, topfarten var 13 knob= 21,7 km i timen. Topfart ved roning var 4,7 knob=7,8 km i timen.

På Bornholm havde vi nogle gæve vikinger af Veset slægten. Veset (950-990) var jarl på Bornholm, han var gift med Hildegunna og de havde to berømte sønner, Bue hin Digre og Sigurd Kappa og en datter Thorgunna. Bue var en stor og stærk mand og han, samt dattersønnen Vagn Ågesen, var med i hærtoget til Norge, hvor Bue faldt i søslaget ved Hjörungavágr omkring 958-86 e.Kr., ifølge sagaerne fik Bue et hug over ansigtet så hagen faldt ned på brystet og tænderne sprang ud af munden, samt, at hænderne blev hugget af. Han skulle da have sagt ”nu tror jeg ikke nogen pige på Bornholm vil kysse mig” (utroligt hvad en gæv viking kan sige uden en hage, men de var nogle seje gutter dengang). Med sine armstumper hankede Bue derefter op i sin skattekiste og sprang over bord til døden i dybet, medens han råbte. ”nu alle bues mand, spring over bord”.

Da Bue Hin Digre døede omkring 985-86, nåede han ikke at blive Jarl på Bornholm, hans fader Vesette døede omkring 990, men, at han nævnes i sagaerne, må betyde at han var en betydningsfuld mand. Som Jarlens søn, kunne Bue tage en del af ledingflåden med til Norge, eksempelvis 1 storskibe, et mindre fra hvert af de andre 3 herreder på Bornholm. Vagn Ågesen har formodentlig haft tilsvarende styrke med fra Fyn hvor hans fader boede.

Som jarlesøn kunne Bue have 4 eller flere herser under sig, herser en gammel høvdingetitel afledt af herr i betydning af flok, oprindeligt en norsk titel, som også betyder hersker, men var også brugt i Danmark og ordet er kendt i nyere tid, hvor man siger ”lad være med at herse med mig” som menes ikke jage med mig. Herserne var en slags sergenter, der havde 20 mand under sig, medens Jarlen havde 60 personlige mand under sig. Herseren stod for træningen af mandskabet, både til  lands og til søs. Mandskabet skulle være fortroligt med at stå i en skjoldborg (forsvars-formation), såvel som i en svinefylking (angribskolonne), og som det beskrives fra slag i England mellem 2 vikingehære der stod over for hinanden, da formåede de hurtigt at gå fra skjoldborg til svinefylking, flytte til en flanke og formatere tilbage til skjoldborg uden problemer, derefter igen formatere til svinefylking og angribe, overordentlig fleksibelt og grundigt indekserceret, som krævede megen træning.

Klemensker-langskibet, havde 5 hersere med 46 mand ved årerne, 1 styresmand, 1 høvding, 6 stavnbønder ( serlig stærke og professionelle krigere placeret i stævnen, der skulle tage det første stød fra en fjende ved sammenstød skib mod skib, indtil besætningen, der roede til kamp, havde grebet våben og skjold) og i alt 59mand, dertil kommer at under et søslag var besætningen dobbelt, som giver 105 krigsfolk på det 30 meter lange klemenskerskib.

Bue havde formodentlig sit eget skib, som ikke stod tilbage for ledingskibene, antageligvis var skibet 30-35 meter langt med et mandskab på omkring 160 mand. Skibet omtales i sagaerne som værende større og højere en selv de norske skibe, der ellers altid er omtalt som større end de danske skibe.

Sagaernes 100 mand er et storhundrede = 120 mand.

Et skib på 30 sesse havde ifølge sagateksterne 150 mand, 60 rorkarle, 60 afløsere, 1 styresmand, 4 stavnbo (øvede, brynjeklædte krigere (Hersere), der stod i Forest rausningen og tog imod det første sammenstød i nærkampen) bagerst i skibet ved siden af styresmanden som betjente styråren, opholdt høvdingen/jarlen sig sammen med 4 betroede herser eller slægtninge, her kunne han dirigere skib og mandskab under manøvrerne mod fjenden. I slaget ved Svold år 1000 havde Olav trygvesen norges stærkeste og bedste bueskytte Ejner Tamberskelver ved sin side.

Kaptejnen på skibet var Styresmanden, som også kunne være høvdingen, men for det meste var han valgt fordi han havde erfaring fra tidligere togter, det var i alles interesse at den bedste mand ledede sejladsen, det var ikke nødvendigvis ham der også ledede krigshandlingerne, det hverv havde som regel høvdingen. Styresmandens fornemmeste opgave på skibet, var at stå ved styråren og føre skibet sikkert gennem bølgerne frem til skibets bestemmelsessted.

Kongerne udrustede deres egene skibe, besætningen var ofte til en vis grad uniformeret. Olav den helliges mandskab var udrustede med fuld ringbrynje og havde et malet guldkors på hjælmens forside og på de hvide skjolde, på Olavs andre skibe var korsene røde, blå ell. grønne.

Besætningen på vikingeskibene kaldet skipara, på togter medbragte de egen proviant til xx antal dage

Den Bornholmske Jarl har haft sit eget skib/skibe med privat besætning af faste krigsfolk. På langvarige togter med ledingflåden, medbragte Jarlen også et skib med proviant til 2 måneder, beregnet til ledingflådens mænd.

Kong Godfreds flådehavn ved Århus

Fra 1. september tog Moesgaard Museum fat på at udgrave vikingekongen Godfreds flådehavn og skibsværft, der hedder “Snækkeenge” beligger i engene ved Eskelund 5 km opstrøms Aarhus å. Snekke var vikingetidens ord for skib.

Aarhus, der i vikingetiden blev kaldt Aros/Åmunding, blev grundlagt af Kong Godfred, der regerede fra omkring år 797 til 810. Godfred ændrede en handelsplads til en by med parseller der hurtigt blev en af de største byer i Danmark.

Den aktuelle udgravning skal afdække skibsværftet, og formålet med undersøgelsen er at få nyt indblik i værftets levetid og bevaringsforholdene på stedet. De nye udgravninger vil også kunne afdække om, der blev bygget eller repareret skibe på stedet. >>Arkæologerne har gjort fund af træ og huggespåner fra flådeværftet, så vi er glade,<< siger Jette Linaa, museumsinspektør og ph.d. på Moesgaard.

Lidt nede ad åen findes lokaliteten ”Stokkeenge”, her kunne skibene ankre op/tøjres til pæle før ankomst til flådehavnen og værftet der lå lidt længere opstrøms.

På Bornholm har vi ingen åer der var vandrige nok, som vikingeskibene kunne sejle op ad, men, at der også har været skibsværfter på Bornholm er uden tvivl givet, spørgsmålet er bare hvor?

Bornholmske vikingehavne/anløbspladser og handelspladser

Af de vigtigeste vikinge anløbspladser kan nævnes: Antoinette strand i Knudsker, Sorthat odde i Nyker, Levka i Klemensker, Helligpeder i Rutsker, Sænebugt og Osanbugt samt Sandkås i Olsker, Sâlna Bugt i Rø og Østerlars, Melsted og kobbeå i Østerlars, Saltuna i Østerlars og østermarie, Ypnasted, Bølshavn vest, Hølstrand, Gyldensåen i  Østermarie, Vigehavn, Hullehavn, Thygehavn/Skovsholm havn i Ibsker, Balka i Bodilsker, Stavns/Stafens havn i Poulsker, Øleåen i Pedersker, Bakkerne havn, Boderne/Raghammer i Åker, Sosebugt i Vestermarie og Arnager havn i Knudsker.

Steffen Rauns Bæk/Staffen havn.  Knusker sogns havn

Fra Rønne havn og nordpå langs kysten via Hviddeodde til Blykobbeå, har og er der en fin sandstrand med mange mulighede for at have skibe liggende optrukket på stranden.På gamle kort fra 1750 er en tekst Steffen Ravns Bæk, som angives at der har været en anløbsplads i vikingetiden eller senere. Flere stæder nord for bækken er der gravet i de dybe slugters skrænter, som kan være aftryk fra bådehuse kaldet Naust. Langs hele denne kyststrækning  findes der mange skanser opført fra 1500-tallet og under de mange Svenskekrige, som skulle hindre landsætning af tropper på stranden som var let at anløbe, et forhold man formodentlig også benytte sig af i vikingetiden.

Mellem Snogebæk og Dueodde er der på samme kort tilsvarende angivet en havn benævnt Staus havn eller Steffen Havn. Navnet Staus kan tolkes som stavn (skibsstævn) som stedet i nutiden benævnes (Stavns Havn). Betydningen kan også være stav eller staf som betyder stav eller stolpe, i såfald kan navnet henvise til at der har været stolper nedbanket i havbunden ud for kysten som beskyttede indsejlingen.

En undersøgelse af havbunden ud for bækken vil afsløre om at der har været pæleværk i forbindelse med en mulig vikinge landingsplads på stranden mellem Hvide Odde og Blykobbeå.

Sorthat Odde, Nyker sogn havn

Indtil for 100 år siden var Sorthat en god naturhavn, hvor i nyere tid selv større fragtbåde kunne ankre op bag skæret i læ for storm. Bag Sorthat kanonskanse, er der flere aflange fordybninger i skrænterne, som formodentlig har været nauster. Fordybningerne kan også være rester af bådehuse fra englandskrigen i 1807-15, eller blot bådehuse fra da havnen for 100 år siden fungerede som udskibningshavn for lokale varer.

Levka strand og Klympen, Klemensker sogn havn

Fra Levka strand til Klympen syd for hasle, har der i oldtiden været flere muligheder for at trække et større rofartøj op på strand, som er de samme steder hvor der nu findes skanser. I nutiden benyttes Levka stadig som havn for små både og joller.

Teglkås og Vang, Rutsker sogn havn

Sæne Bugt og Osand Bugt, Olsker sogns havne

Sandkås, Olsker havn

Sâlna Bugten, Rø og Østerlars sogn havn

Det bedste sted hvor der med fordel kan søges efter en flådehavn og et skibsværft, er i Sâlna Bugten. Med Bornholms bedste ankerplads, og med 4-5 formodede naust/bådehuse, der har rummelig plads foran husene ned mod havet, er Sälna Bugten det oplagt sted at etablere søgegrøfter med mulighed for at finde træstykker og spåner fra de skibe, der kan være bygget og repareret på stedet.

I Salene Bugt (Sâlna Bugt som det hedder på bornholmsk) ved Gudhjem, er der iagttaget 4-5  naust/bådehuse i Sâlna Bugtens skrænter. De antages at stamme fra vikingetiden og tidlig middelalders ledingvæsen, et er en meget stort 40 meter lang og 10 meter bred indgravning i skrænten, som kan have vinteropbevaret et skib på 35-40 meter. Den slags skibe blev kaldt drager og havde en besætning på 70-80 roere, et stort skib tilhørende til eksempel en stormand som Bue Digre. Han døde år 986 i søslaget ved Hjørungavåg i Norge og hans skib nævnes som meget stort, højere en de norske skibe. Blod Egil, Bornholms sidste viking, boede efter sigende netop nær Sâlna, formodentlig på kongens Lensgård af samme navn, beliggende kun 1,5km syd for Sälna Bugten. han er en oplagt kandidat som formodentlig har ejet så stort et skib, han blev hængt for sørøveri af kong Knud den hellige (1080-86).Nausten/bådehuset fra Sälna Bugten, er rekonstrueret efter foto af en aflang firkantet fordybning i en skrænten nær kysten. Illustrationen tolker hvordan nausten så ud i vikingetiden, der er endnu ikke foretaget udgravninger af en naust på Bornholm. I Norge er der fundet adskillige Naust, hvoraf nogle er arkæologisk udgravede, herfra har man en nogenlunde viden om bygningens udsende.

Salene Bugten/Sâlna Bugten, var en af de bedste anløbspladser på Bornholm i vikingetiden og tidlig middelalder, på begge sider af en dyb indsejling er der klippeskær, som gjorde, at datidens skibe der var trukket op på stranden var beskyttet mod større brodsø under stormvejr. Havnen var også delvis beskyttet mod fjendtlige angreb, da fjendtlige skibe let kunne lide haveri på de undersøiske skær, som flankerede indsejlingen, hvis man ikke kendte til stedets indsejlingsforhold. I nutiden består stranden af rullesten, men før 1970 var der en velbesøgt sandstrand hvor der kunne købe is i en lille isbod oven for strandbredden.

På kortet ses Sâlna Bugten med den dybe indsejling (B) og med de flankerende undersøiske skær (A), der flere steder kun ligger 1 meter under havets overflade. De sorte tal er vanddybden mellem skærene angivet i meter. De to aflange røde firkanter midtfor til højre, er fordybninger i skrænten efter naust/bådehuse, 2-3 andre naust er iagttaget, og er ikke medtaget på kortet så længe der foretages arkæologiske undersøgelser, de vil blive vist når det er afsluttet. Kortet er fremstillet på baggrund af luftfoto kort fra 1850 med dybdemål og kort fra 1750 samt oplysninger af Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, samt iagttagelser af de nyfundne naust af denne sides forfatter M.F.Jensen.

Den østlige del af Sâlna Bugten er beskyttet af undersøiske skær, som her ses ud for nogle kraterrøser på stenstranden. Herover anes indsejlingen mellem vestlige skær nederst og østlige skær midt på billedet

Herover og under ses to kort af Sâlna Bugten, kortene er fra 1800-tallet og 1750

Mellem de to 0 med en pil opad, angiver indsejlingen der her er vist 4 alen dyb, som er ca 2 meter. Det muliggjorde at et vikingeskibs der kun stak ½-1 meter ned i vandet kunne anløbe stranden uden haveri.

Kongen og ærkebiskoppens handelsplads med anløbsplads,

og hvad betyder Salene/Sâlna

Der er flere forslag til hvor stednavnet Salene eller Sâlna som det udtales på Bornholmsk stammer fra.

1) Ifølge antagelser er stednavnet opkaldt efter en stor sten af form som en hestesadel. Ordet sadel udtales på bornholmsk sâl og sâlna derfor betyde sadlen.

2) Sprogligt er betydning af ordet sal/sâl at købe og handle (Sal=salg/køb af sæliæ (ordbog til gamle danske landskabslove og stadsret, 1200-1300 middelalder)). På svensk hedder salg stadig salu og for 200 år siden hed salg på gammel Islandsk sâla, i bestemt form sâlana.  Ordet sâl er også et fælles oldgermansk-oldnordisk ord for en handelsplads, på oldtysk betyder det en handelsplads i et bjerg/klippeområde, der ligger på en skråning ned mod en flod eller søbred, hvortil der kan sejles. Netop matrikel 2a (se kortet herunder) er et skrånende areal mod havet med stejle bjerglignende skrænter mod det bagvedliggende opdyrkede landskab, en serpentinevej fører ned til stranden.

Også andre steder i norden indgår ordet sal i forbindelse med handelspladser. Handelspladsen Kaupung som ligger i Kaupangkilen, en lille sidefjord til Viksfjord i sydlige ende af Oslofjorden, er omtalt af vikingen Ottar der kom sejlende fra Nordnorge. Han lagde ind til en handelsplads som han kaldte Skiringsâla der i nutiden tolkes som værende Kaupung, som stedet sidst i vikingetiden blev kaldt. Skir betyder blankt/skindende, og det antages, at Kaupangkilen, den smalle fjord hvor handelspladsen lå , hed skiring da Ottar besøgte stedet. Fjorden hed Skiring, fordi vandt altid var smult og blankt, hvad var meget praktisk for en handelsplads, der var afhængig af at skibene kunne anløbe stedet selv under uvejr. Ottar omtaler at han også havde besøgt en stor hal som han kaldte Skiringhalla der lå i nærheden af Skiringsâla ved fjorden Skiring. Ottar skelner her klart mellem en handelsplads omtalt Skiringsâla og en stor hal omtalt Skiringhalla, og få kilometer fra Kaupung/Skiringsâla, har de norske arkæologer udgravet en stor hal, som kan vær den Ottar besøgte.

3) En tredje mulighed er at navnet sala kom af at der har stået en bygning, en sal, på marken i bugten, hvor man kunne afholde fester. Ordet sal i betydning af et rum til festlige handlinger, er imidlertid et låneord der kom ind i det danske sprog i middelalderen via Tyskland, hvor den tyske adel omkring årene 1200-1400 ønskede sig en gildessal på deres borge, som det var kendt fra de franske borge. De franske borges rum til festlig lag hed salon, som i 1500 og 1600-tallet kom på mode, og som blev mode blandt nordens samtidige elite i 16-1700-tallet. I 1200-tals tyskland blev ordet forkortet til sal samt tilført ordet ridder = riddersal, i 1200-tals norden fik adelens gårde og de store købmandsgårde en ekstra etage over stueetagen, denne nye etage hed salen, sener da der kom flere etager blev de kaldt 1. sal, 2. sal o.s.v.. På Bornholm blev gårdenes stuehus forlænget med et større rum, ofte i den østlige ende, som så blev kaldt salen, på bornholmsk sâlen. I vikingetiden blev de fritliggende store bygninger til religiøse fester kaldt Hov/Gudehov. Til civil festlig brug blev bygningen kaldt en Hal og det hedder sådan en bygning stadig, eksempelvis sportshal, en gymnastiksal var i 1950-erne altid i en eksisterende bygning, eksempelvis et forsamlingshus, aldrig omtalt som en hal. Der er en klar forskel på definition af en fritstående hal og en sal i en bygning med flere formål, og formodentlig har der ikke stået en hal/sal i Salne Bugten, kun bådehuse/Naust. Så da ordet sal, ment som en stor frit liggende bygning, ikke eksisterede i vikingetiden, er det ikke ikke sandsynligt, at det skulle være en bygning/sal som Sâlna Bugten har navnet efter.

Ikke alle lokaliteter der i nutiden omtales med sal, har noget med handel at gøre, mange steder henvises til salthandel eller løvskov som Løvsalen på Sydbornholm, der for snart 100 år siden var en bøgeskov hvor der blev afholdt 1. maj fester, men det er en anden historie og fra nyere tid.

Omkring 1955-62, da der endnu var en sandstrand i Salene Bugten, fortalte nogle lokale store drenge, at når jorden blev kultiveret på det skrånende jordstykke matrikel 2a, fremkom der mange rare sager som stammede fra gammel tid, der antyder at denne matrikel har været en handelsplads. Ifald der er en handelsplads på 2a, er der formodentlig også en handelsplads på 1h, disse to matrikler har været ejet af henholdsvis Vallensgård i Aaker sogn og Lensgård i Østerlars sogn, sidstnævnte beliggende kun 1,5 km syd for Salene Bugten. Begge gårde har siden tidlig middelalder været i kongens og ærkebiskoppens eje, og da Schveder Kitting var den lybske høvedsmand på Hammershus 1563-70, ejede han Vallensgård i Aaker og dermed også ejer af matrikel 2a i Salene.Matrikkel 2a ses til venstre og 1h til højre. At disse to matrikler har tilhørt to af Bornholms største kongsgårde, som antyder at Salene Bugten har været en vigtig landingsplads, hvor kongen/ærkebispen har kontrolleret en handelsplads med mulighed for at inddrive skatter af de handlende der formodentlig ankom i skibe fra hele Østersøen og fra de baltiske og slaviske vandveje  Rusland flodsystemer.

Ferskvand var også en handelsvare, det var der rigeligt af på stedet, 2 vandløb udmunder i bugten og et altid rindende kildevæld findes i skrænten, her kunne skibsbesætningerne forsyne sig inden afrejse.

Melsted, Østerlars sogn havn

Saltuna, Østerlars sogn havn

I den østlige ende af Saltune, findes 25×8 meter indgravning i kystskrænten der formodentlig stammer fra en Naust, som endnu ikke er undersøgt arkæologisk.

Den formodede naust ligger ud for det bedste sted et skib kan anløbe bugten i Saltuna, i nutiden består stranden af små rullesten, men i oldtiden har der muligvis været sandstrand. op til nausten løber et vandløb der kunne forsyne skibene med vand.

Ypnastad/Ypnastâ Østermari sogns havn

Ypnastâ ligger i en lille bugt med små rullesten. Tilsejlings mulighederne er udmærket og formodentlig har der i vikingetiden været sandstrand, der muliggjorde at skibe kunne trækkes på land, en rigtig god havn for et ledingskib at anløbe med mulighed for at opføre en naust.

Bølshavn vest, Østermarie sogn havn

Vest for Bølshavn er en smuk lille vig med rullesten. Vigen ligger godt beskyttet mellem klippefremspring og er en anvendelig plads hvor et ledingskib kan have haft sin standplads. ingen naust er konstateret på stedet.

Gyldensåen/Bølshavn Øst, Østermarie sogn havn

Øst for Bølshavn er en vig hvor Gyldensåen har sit udløb. Her holdtes der i middelalderen  sildemarked, det var Hansa stædernes købmænd, der i efterårsmånederne ankom til Bornholm for at købe nedsaltet sild. Flere af sildeboderne kan endnu ses nedgravet i kystskrænten, der blev silden nedsaltet i tønder hvorfra de blev lastet ombord i købmændenes skibe, kaldet kogger. Et bådehus har været placeret i den nordlige ende af sildemarkedet, ligeledes gravet ind i skrænten. Bådehuset kan værre fra vikingetiden, en Naust, men har i så været til et lille skib kun 8 meter langt, en smule for lille til af fungere som et ledingskib. Enten har bådehuset  været til et lille viking-handelsskib, eller det er et bådehus til en kanonbåd/kanonjolle fra englandskrigen (1807-14). Efter det engelske bombardement af København i 1807, røvede englænderne den danske flåde og vi havde da ingen flåde som kunne beskytte vores kyster, derfor blev der i hast bygget mange kanonbåde eller kanonjollers, som opererede fra kyster formodentlig også fra Bølshavn øst. bådehuset kan derfor være fra tiden 1807-14, stedet er godt beskyttet bag klippeskær, hvor det har været umuligt fjendens skibskanoner at ramme bådehuset.

Høl Strand Ibsker sogn havn

Høl strand er en lille vig/fjord flankeret af beskyttende klipper. stedet er velegnet til at trække et ledingskib op på sandstranden og en naust vil være godt beskyttet bag klipperne, men intet er fundet på stedet.

Vigehavn i Ibsker sogn

Frennehavn i Ibsker sogn

Thyge/Skovsholm havn i Ibsker sogn

Ved Thygehavn også kaldet Skovsholmhavn nord for Årsdale, har der også været en formodet handelsplads, måske har der også været et skibsværft.

Balka, Bodilsker sogn havn

Staus Havn/Staffens Havn i Poulsker sogn

Staus Havn som er det ældste navn vist på kort fra 1755, kan referere til stolper som er banket ned i havbunden, En staf kendes i nutiden som ordet stav eller stolpe, som altid er ukløvet og derfor var en staf en ukløvet stolpe, medens en tral var en kløvet stolpe, som kunne monteres med den flade side udad, eksempelvis i en vold med jord bag trallene (Tralleborg) Ved Staus Havn mellem Snogebæk og Dueodde, var der gode muligheder for at trække skibe på land til vedligeholdelse, her kan der forefindes et skibsværft med naust og smedje. Nogle mærkelige formationer i strandkanten, der har lighed med moler og pælerækker, er muligvis beregnet til at fortøje skibe ved eller som spærring. Mellem de to rækker formodede pælerækker findes en aflang firkantet formation ragende ud i vandet, som kan være rester af en stenlagt mole. En 200-300 meter lang sandvold, kan skjule et bolværk der indkredsede arealet hvor skiben var trukket op, og vest for denne sandvold er der rester fra en slags voldgrav. Vest for Stavnshavn, som den kaldes i nutiden, med sandvold og grav, var der et beskyttende sumpområde, som gjorde den formodede vikingehavn til en godt beskyttet samlingsplads for ledingflåden. Her kunne de ventede på god vind, som kunne føre skibene til de nuværende nordtyske eller polske kyster, der dengang blev kaldt Venden.

Aakirke Havn ved Raghammer og Boderne

På et kort fra 1755, er der angivet Aakirke Havn vest for Raghammer Odde.

Formodentlig er det Hollens Bækken man har benyttet som optræksted til mindre skibe og både. Længere mod vest er imidlertid en bedre havn beskyttet af to rev hvor man kan ankre op bag.

Et stykke op ad Grødby Åen, er der et par indhak i skrænten som kan stamme fra bådehuse, men dette kan først bekræftes ved en arkæologisk udgravning.

Sose Bugt, Vestermarie sogn havn

Hvor Lilleå har sin udmunding, er der en flad strandeng. i den ene ende findes et 25 meter langt kvadratisk indhak i skrænten, som kan hidrøre fra et bådehus, en Naust. I tilknytning til stedet er der en kilde, det ses andre steder hvor der findes formodede naust, som formodentlig har været nødvendigt i forbindelse med hurtigt at forsyne skibet med drikkevand til færden.

Arnager, Nylars havn

Ledingens afslutning i middelalderen

Ledingflåden underlagt kirkedestrikterne

I Valdemarstiden ændres krigsførelsen fra de store ledingsflåder til flåder af koggetypen bemandet af professionelle, ofte lejesoldater. Det er kongen biskopperne og den nye adel der som riddere og væbnere dominerer slagmarkerne, men også til søs er de dominerende med egene soldater. Langsomt bliver ledingflåden overflødig og den sociale sikkerhed som ledingens skibs-kammeratskab udgjorde, måtte finde nye måder at organisere sig på. På samme tid som at ledingen blev overflødig opstod byerne, som tiltrak en del af landbefolkningen, hvor de slog sig ned som handlende og håndværkere. Fælles for dem, der forlod landsbyen og valgte at slå sig ned i en by, var at de forlod den kreds af fædrene og mødrene slægtninge samt ledingens fællesskab, som havde været inden for rækkevidde i herredet, var nu, når uret skulle hævnes, ikke behjælpelig.

I byerne overtog gilderne slægtens og leding-væsenets værnefunktioner. De ældste gilder var netop værnegilder, kunstige slægter, hvor man var gildebrødre og -søstre, som var forpligtet til at „gilde” dvs. (gen)gælde for hinanden og i øvrigt understøtte hinanden, ordet gilde er angelsaxisk = gildan = betale . Handelsmænd og søfolk fra Slesvig kan have stiftet bekendtskab med gilder i fremmede byer, i Flandern f.eks eller i England, hvor Knud den Store var medstifter af to gilder (artikkel af Jan Eskildsen i Bornholms Tidende d. 30. marts 2013). Gilderne fremtræder tidligt hos os som rent danske, nøje knyttet til kongemagten og med de kongelige helgener som værnere. Gildet gav også beskyttelse når medlemmerne var på rejse, en slags rejseforsikring. Medlemmer af Sankt Knudsgildet i Slesvig blev helt naturligt betragtet som brødre i andre byers Sankt Knudsgilder. Gildet er dermed et vigtigt element i såvel byens og rigets, som fjernhandelens udbygning. Sankt Knudsgilder blev oprettet af hertug Knud Lavard der var far til Kong Valdemar den store.

 

 

Slesvig Sankt Knud gildes segl fra 1220 med indskriften” Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt knud”.  Ridderen med lukket tøndehjel, benyttet i midten af 1100tallet, er hertug Knud Lavard, som giver indtryk af, at gildet har et krigerisk islæt, og ikke kun et fredeligt håndværkerlav.

 

 

Da herred og by som selvstændige retskredse har haft samme forhold til kongemagten, der begge steder var repræsenteret ved en ombudsmand, skulle vi kunne slutte fra forholdene i herredet til forholdene i byen. Men heller ikke herredets forfatning kender vi. Alt hvad vi ved er, at både herred og by var geografisk opdelt i fire fjerdinger, som var af betydning ved valg af tillidsmænd og nævninger. Men det er ikke megen hjælp. Vi ved, at byerne senere styredes af byråd, men det nævnes ikke i de ældste byretter, som taler om menighed, borgere eller – i Lund – bønder. Nærmest til nogle personer, som kan ligne rådmænd, kommer en artikel i Slesvig stadsret, som foreskriver, at stadens fire oldermænd (seniores) skulle have to mark penge af den nye mønt. Fordi de er fire, kan der være en forbindelse til fjerdingsinddelingen i byen, men om deres funktioner ligner senere tiders rådmænds eller senatorers eller om der er tale om oldermænd for fire gilder, aner vi ikke.

 

Omkring 1177 blev Valdemar den Store medlem af et nyoprettet Sankt Knudsgilde i Visby. Kongen ønskede selv at blive medlem og beskytter af det og pålagde det hvert år, tillige de andre Sankt Knudsgilder i kongens rige, at indsende en afgift til Sankt Knuds helligdom i Ringsted. 1190 blev Knud 6. patron til alle Sankt Knuds gildebrødre i Danmark.

Uden for byerne blev der ligeledes oprettet gilder. Herredets skiping og hafne inddeling blev overflødigt og helt naturligt blev disse gamle organisationer omdannet til gilder. Det er påfaldende at herrederne efter ledingflådens udfasning, var opdelt i 4 fjerdinger med 4 gilder, med hver sin Oldermand. Oldermand (=engelsk ealdorman) er en engelsk gildes-titel hjembragt i slutningen af vikingetiden, og ofte er det den lokale oldermand der ledede forsvaret af de engelske hære mod vikingerne angreb, som var tilfældet i slaget ved Meldon år 991 e.Kr, hvor oldermanden Byrhtnoths falder i slaget.

Herhjemme opstår de første gilder i byerne, og i begyndelsen af middelalderen kommer herrederne også med hvor de overtager ledingens og skipingens rolle, ikke kun som en social organisation, men da der stadig var ufred og værdier der skulle forsvares, deltager gilder i nogen grad også i sø forsvaret. I Roskilde oprettede borgerne i 1151 ledinggildet Roskildebrødrene, med formål at bekæmpe vendiske sørøvere, der under borgerkrigen mellem kongsemnerne Svend, Knud og Valdemar, var en konstant plage. Deres leder søhanen Vetheman havde held med at holde sørøverne fra de sjællandske kyster.

Bønderne i de bornholmske herredet havde også behov for at forsvare sig, samt sejle ud og drivehandel, og det ville være naturligt at de 4 gilder, som nu var i stedet for de 4 skiping i hvert herred, slog sig sammen og lejede et skib, og solgte deres landbrugsvarer i de større byer, samt bekæmpede sørøverne i Østersøen. Naturligvis var gildesbrødren i stand til at forsvare skib og gods, hvad ses i gildeslovene der kaldes skår, hvor der står, at man ikke må slå med skærpen af øksen, men med nakken under gildesbrødrenes sammenkomster, dette fortæller at brødrene var nogle rå slagsbrødre. De omfattende gildeskråer/love er bevaret vedrørende Sankt Knudsgilder i Flensborg, fra ca. 1200, og her omtales f. eks. også, hvordan et medlem hjælpes på flugt i tilfælde af et mord.

Ofte var gilderne organiseret i 3 mands grupper, som også var tilfældet med Johannitter ordenen, der var sammensat af 1 ridder/krigsmand, 1 biskop/munk, der var skrivekyndig og 1 handelsmand/skibsfører. Sankt Knudsgildet førstemand var altid kongen og nr. 2 en biskop eller munk, og så fremdeles ned i rækkerne, klart en militær administrativ organisation.

På Bornholm havde hvert herred i den tidlige middelalder 8 gilder, hvilket giver 32 gilder på Bornholm, som er det dobbelte antal af skipings i vikingetiden. Det er de ovenfor omtalte nye skipping der opstod da befolkningen voksede i middelalderen der fordobler antallet af skipping( se listen om skiping på Bornholm ovenfor). Hvert sogn havde da 1 aktiv krigsførende skiping  og 1 inaktiv ikke krigsførende skiping der i stedet betalte ret leding penge. Formodentlig har der derfor oprindeligt været 2 landgilder i hvert sogn, hvoraf en del igen forsvandt under pesten, hvor Bornholms befolkning faldt til det halve eller det kvarte. I slutningen af 1700tallet opstod i forbindelse med stavnsbåndets og vornedskabets ophævelse, nye gilder rundt om i landet. De overtog og erstattede det gamle landsby fællesskab. På Bornholm var bønnerne frie og vi havde ingen landsbyer, derfor var der kun ringe grad af gårdudflytning, formodentlig har de resterende gilder der var tilbage været tilstrækkelig for befolkningen og det forklarer det ring antal gilder der har overlevet til nutiden. Gilderne i byerne er ikke medregnet.

De bornholmske gildes brødre har sikkert været håndfaste mænd, der havde vilje til at kæmpe mod enhver fjende der truede dem, og hvis kongen krævede det, at sejle med ham til de nordtyske kyster for at bekæmper vendiske sørøvere i deres hjemegne. Fra omkring 1400 tallet bliver gilderne mere en social, handels og håndværker klub, uden militær betydning, og kongemagten fører nu krig med lejesoldater, hvor skatterne fra de tidligere ledingbønner skal finansiere kongens krige. Skatterne kanaliseres med tiden i stedet til herremændene, der i teorien skulle støtte kongen med krigsmænd, men ofte blev brugt til egene interesser, som svækkede kongemagten, indtil enevældens indførelse under kong Frederik 3 år 1660.

 

Skåret fra Sankt Knuds gilde fra Slesvig ca. 1220 og Odense, fra ca. 1245, indledes begge med regler om manddrabets rettigheder og pålæg. Hvis en mand, som ikke er broder i Sankt Knuds gilde, dræber en gildebroder, så skal tilstedeværende gildebrødre hævne den dræbte sammen med hans arvinger. Er disse ikke til stede, skal drabsmand tilbageholdes, til der er betalt drabsbøde, mandebod forhøjet med 40 mark. Kan drabsmanden ikke betale, bødes liv for liv.

Hvis en gildebroder dræber en medbroder, skal han til den dræbtes arvinger bøde 40 mark penninge og til gildebrødrene tre mark; desuden skal han udstødes af gildet med et ondt navn, som er „nidding”. Hvis en gildebroder slår en mand ihjel, som ikke er gildebroder, og medbrødre overværer det, skal de hjælpe ham ud af livsfaren; hvis han er nær havet, skal de skaffe ham båd og årer, øsekar, ildfyrtøj og økse, så må han bjærge sig selv. Har han brug for en hest skal han følges til skoven og låne hesten en dag og en nat.

Efter begge skråer skal gildebrødre støtte hinanden i retssager. Den, der ikke hjælper, udstødes som nidding. Hvis en broder mister sit gods, så han bliver aldeles fattig, så skal brødrene hjælpe ham „med så meget de vil”. Bliver en broder eller søster syg og sengeliggende, skal man kaste lod om, hvem der skal våge over den syge; efterkommes det ikke, er bøden ni øre penninge. Dør et medlem skal alle brødre og søstre følge liget til graven og ofre en penning til sjælemesser for den døde.

Bøder sikrer rettidigt fremmøde og god ro og orden. Alle brødre og søstre er skyldige at optræde høfligt og dydigt i gildet. Der er bøder for at spilde øl, tabe sit kar, knuse sit kar, vælte lyset, spise og drikke så meget, „at han giver igen”, sove på gildebænk, så man kan skrive tre kors på væggen over hans hoved osv.