Vikingeskibenes anløbspladser

For at vikingernes søforsvar kunne fungere, var en af forudsætningerne at de havde havne til skiben. Ordet havn som vi i nutiden forstår med moler og bolværk, hvor skibe kan ligge fortøjret ved, eksisterede ikke i vikingernes forståelse af ordet, derfor bliver de steder hvor vikingerne anløb med deres skibe på kysten, her benævnt som anløbspladser.

Skipæn og hafnæ.

Begrebet havn havde en anden betydning i vikingetiden: Besetningen på et vikingeskib bestod af bønder fra et inddelt område der kaldtes en ”skiben” (skipæn) og ”havne” (hafnæ). En havn var en gård eller et vist antal gårde beboet af fribønder der slog sig sammen. Hver gård (eller 2-4 gårde) skulle hver fjerde år efter tur, stille med en fuldt bevæbnet mand med proviant, medens en skipæn, skulle stille med et skib til ”udgærdsleding” (jydske lov: krigstjeneste når ledingflåden blev sendt til fremmede lande, for eks. til Norge, England og Venden). Ved indgærdsleding når landet var under angreb, skulle alle skibene stille til kamp. Fordi det var de samme ledende mænd der ledede skipæn, kom de også til at lede sognet da kristendommen blev indført og stod for kirkebyggerierne.

Hvert herred havde 1-4 skiping, ( oftest 4  skiping). Skipingens gårde byggede ell. Købte skibet og var ansvarlig for dets drift og vedligeholdelse.

Til drift og vedligeholdelse af et skib, hører et Naust med smedje og værksted. En Naust er et bådehus, hvor skibet kunne trækkes ind til vinteropbevaring. Salene bugten på Nordbornholm er et af de mest oplagte steder, hvor der kan findes rester fra ledingens naust. Sorthat der indtil for 100 år siden var en god naturhavn, hvor selv større fragtbåde kunne ankre op bag skæret i læ for storm, er der mulighed for at finde naust. Bag Sorthat skansen er der flere aflange fordybninger i skrænterne, som formodentlig har været naust, bådehuse kan også være fra englandskrigen i 1808-15. Andre gode landingssteder kan nævnes Arnager, Balka, Årsdale, Vigehavnen, Melsted, Osanbugt og sænebugt.

 

Salene/Sâlnabugten

Salene Bugten/Sâlana Bugten, var en af de bedste anløbspladser i vikingetiden og tidlig middelalder, på begge sider af en dyb indsejling var der, og stadig er, klippeskær som gjorde, at datidens skiben der var trukket op på strande var beskyttet mod større brodsø ved stormvejr. Havnen var også delvis beskyttet mod fjendtlig angreb, fordi, hvis man ikke kendte til stedets indsejlingsforhold, så kunne fjendtlige skibe let lide haveri på de undersøiske skær, som flankerede indsejlingen.På kortet ses Sâlna Bugten med den dybe indsejling og med de flankerende undersøiske skær, der flere steder ligger 1 meter under havets overflade. De røde tal er dybden mellem skærene angivet i meter.Den østlige del af Sâlna bugten er beskyttet af undersøiske skær, som her ses ud for nogle krater røser inde på stenstranden.