Den romerske forfatter Procopius beretter, at der fra år 536 e.kr. var en 10 årig hungerperiode med kolde somre, hvor solen sjældent viste sig, det kunne endda sne om sommeren. De 10 foregående år havde været meget frugtbare. Dette skrev han som en hyldest til den østromerske kejser Justinians 10-års regeringsjubilæum. Det var almindeligt brudt og vigtigt for en kejser, at vise de første 10 regeringsår som gode år, og hvis de ikke var det, da omgik man sandheden og manipulerede enten med oplysningerne eller man flyttede årstallene. Det er der flere eksempler på. Det er sandsynligvis det Procopius gjorde for at fetere kejseren, som han stod meget nær. De 10 hunger-år blev flyttet frem i tid så de passede bedre ind i Procopius historieskrivning. Han noterede årene 536-546 e.Kr. som katastrofeår. Den østromerske general Balisarius indledte felttoget mod østgoterne i Italien i de samme år, et felttog der ikke altid var lige vellykket, lige indtil den østromerske general Narsas viste sig på den italienske krigsskueplads hvor han slog og dræbte Østgoteren Teias i 553 e.Kr.
De 10 kolde år var medvirken til, at den justinianske pest fik så store følger. Det antages at pesten startede i Kina, og år 541 kom pandemien til Egypten, samme år kom den til Konstantinopel, og derefter hærgede den Europa de næste 10 år. Først efter 556 e.Kr. ebbede pandemien ud, men frem til år 750 kom pesten tilbage for hver generation. Ved vikingetidens begyndelse, var immuniteten så stor, at befolkningen hurtigt voksede, især i de nordiske lande, som derfor fik et befolknings overskud der startede vikingetidens angreb på europas kyster.
Det rette årstal for denne kuldeperiode, starter muligvis allerede fra 526 e.Kr. Årsagen til at året 526 kommer på tale er fund af kraftige askelag i den grønlandske indlandsis efter vulkansk aktivitet omkring 526 e.Kr., det tredje største vulkanudbrud i 3000 år. Det rette tidspunktet for udbruddet er stadig under debat, hvorfor seniorforsker Niels Bonde har foretaget målinger af egetræernes vækstlag fra tidsperioden, hvor træerne voksede i Irland, Nordamerika og Skandinavien. Målingerne viser misvækst og svage vækstringe i træerne for årene 526-536 e.Kr., medens der har været normalvækst i perioden 536 til 546 e.Kr.
Vulkanen, der mistænkes for at have sendt de enorme mængder af aske op i stratosfæren, er en sprængt vulkan på New Guinea. Skyen af aske fra udbruddet drev vestpå ind over Afrika, drejede mod nord op over Middelhavet, hvor den havde nået en brede, så alt land fra Spanien til Tyrkiet blev dækket. Derefter drev askeskyen ind over Europa med en drejning mod øst og dækkede land fra Cypern til midten af Sverige og drev videre mod Asien, hvor skyen efterhånden var blevet mindre tæt. Selv i Kina var der en mærkbar klimaforandring, hvilket kinesiske forfattere omtaler.
Medens askeskyen drev ind over de omtalte lande, hindrede den solens stråler i at nå ned til jordoverfladen som derfor forårsagede misvækst. Efterfølgende faldt asken ned som sort regn der dækkede afgrøderne, hvad forværrede misvæksten og gav sygdomme blandt kvæget der åd asken der dækkede græsset.
De næste 10 år drev skyen flere gange jorden rundt, og misvæksten kan spores i alle verdensdele. I Europa omtales der frostnætter i juli måned, og at kvæget intet har at spise.
De mange fund af guldskatte i Europa fra denne tid, kan være offergaver, som høvdingepræsterne har ofret i håb om bedring. Guld blev ofte betragtet som solens metal. Da der intet guld var tilbage i samfundene efter en massiv ofring, kan det tænkes, at man til sidst har ofret de personer, der var ansvarlige og havde kontakten til guderne, nemlig høvdingepræsterne.
På Bornholm er der de sidste mange år fundet flere guldskatte, som stammer fra tiden omkring de 10 kolde år. Skattene har muligvis været en del af denne nedlægning af guld i jorden, som skulle formilde naturens guder/kræfter. Især omkring Sorte Muld ved Svaneke på Østbornholm, er der gjort rige fund. Fundene fra den Bornholmske muld kan ses i Bornholms Museums guld udstilling, hvor også de mange guldgubber fra Sorte Muld er udstillet. De bornholmske guldgubber udgør den største antal i verden, efterfulgt af guldgubbe-fundene fra Gudme på Fyn og fra Upåkra i Skåne. Guldgubberne er tolket som en slags votiv-gaver ofret til guder i et tempel, der må have ligget på Sorte Muld bopladsen (votiv fra latin: votum=løfte/bøn til guderne). Templet er ikke fundet, men udgravninger og georadar skanninger af jordlagene viser en stor bygning midt på pladsen, som muligvis er en offerhal.
Guldgubbe udstillingen på Bornholms Museum.
De over 2.300 guldgubber er præget via 400 stempelpræg, 60 andre guldgubber er individuelt udskårne med et ridset præg på en tynd guldplade.
Et udsnit af guldgubbe-udstillingen.
Hovedparten af guldgubberne er fra Sorte Muld ved Svaneke, nogle få er fundet ved Smørenge i Åker sogn.
Nationalmuseet i København udstiller et udsnit af de bornholmske guldgubber.
Der er tegn op, at der i Nordeuropa i slutningen af 500 tallet er opstået et nyt aristokrati, og det er påfaldende, at guld sjældent findes i skattefundene efter netop denne periode. Kun i Frankrig, Spanien og i det Byzantinske rige udstedtes der stadig guldmønter især i det byzantiske/Østromerske rige, som havde en stor gammel guldreserve og en givtig udenrigs handel mod øst, prægedes der guldmønter i tiden efter de 10 kolde år. I hele middelalderen var guld et sjældent og kostbart metal, indtil den Florentinske floriner i 1252 blev etableret som guldmøntfod. Først da de spanske conquistadorer oversvømmede Europa med guld fra de mellem- og sydamerikanske guldminer, blev Europa igen rigt på guld. Fra 1550 til 1800 bidrog Mexico og Sydamerika med 70% af verdens guld-produktion.
Kilder: “Justinians Wars” Balisarius felttog i Italien. Roy Boss. Montvert publications
“En naturkatastrofe” Niels Bonde
“Blade af guldets historie”
M.F. Jensen