Vikingernes søforsvar

Vikingetidens søforsvar kaldet ledingen, fandtes formodentlig allerede i kong Gudrøds tid i Danmark, omkring år 800 e.Kr. På den tid var ledingevæsenet  ikke så fasttømret som sidst i vikingetiden, det skyldtes den tidlige kongemagts løse samfundsorden med mange egenrådige høvdinge, de ville hellere selv tage på viking for at hærge fremmede kyster.

Herreds inddelingen

Fra tiden før 700 f.Kr. var danmarks forsvar opdelt i regioner, som formodes at være grundlaget for den senere herredsinddeling. Herred er et ord sammensat af hær og ridt (hærrede, (midd.al. da. hæræth), som betyder hærskare, oprindeligt en form for landbaseret hærordning, hvor de red til kamp, men kæmpede til fods. På Bornholm var der 4 herreder indtil år 2002 hvor de blev sammenlagt til Bornholms Regionskommune. Fra begyndelsen af middelalderen hed herrederne Haslæ/Nordre Herred, Hænning/Østre Herred, Mislingæ/Søndre Herred og Rothnæ/Vestre Herred, om de hed det samme i vikingetiden, er uvist. I vikingetiden blev herredsinddelingen videreført som grundstammen i søforsvarets leding opdelt i skipæn (skibslav), i Danmark for det meste 4 skipæn pr. herred, men 8 og op til 16 skipæn fandtes, hvor det var nødvendigt, især i Vestfold og Østfold, som var dansk område hvor der taltes dansk. I nutiden er Vest-Østfold norsk og der var 8 og 16 skipæn (norsk skipreider) pr. herred. På Bornholm var der 4 skipæn i Haslæ/Nordre, Mislingæ/Søndre og Rothnæ/Vestre Herred, medens Hænning/Østre Herred kun havde 3 skipæn.

Vikingeskibenes anløbspladser

En af forudsætningerne for at vikingernes søforsvar/ledingen kunne fungere var, at de havde havne til skibene. En nutidig havn, som vi i nutiden forstår med moler og bolværk, hvor skibe kan ligge fortøjret ved, eksisterede ikke i vikingernes forståelse af ordet havn, derfor benyttes “anløbspladser” om de steder hvor vikingerne anløb med deres skibe på kyster, fjorde og åløb.

De eneste havne med kajanlæg, moler og brygge, som kendes i Danmark fra vikingetiden, er fra Hedeby i Sønderjylland. Formodentlig har der også været kajanlæg i Roskilde og Århus. På Bornholm har man benyttet sig af anløbspladser, hvor skibet kunne løbes op på stranden og trækkes på land, som disse skibe var konstrueret til.

Skipæn inddelingen og dets Hafnæ.

En skipæn (skipen) var en slags skibslav bestående af hafnæ-bønderne/havnebønder, der hver 4. år stille med et skib til ”udgærdsleding” (jydske Lov: krigstjeneste når ledingflåden blev sendt til fremmede lande, (eksempelvis til Norge, England og Venden nuværende nordtyske og polske kyster)). Ved “indgærdsleding” (forsvar af landet, når det var under angreb), skulle alle skibene stille til kamp med fuld mandskab (alle mand af hus). I Norge hed skipæn skibrede. Skipænens gårde byggede ell. Købte skibet og var ansvarlig for dets drift og vedligeholdelse.

I vikingetiden betød begrebet havn: En gård eller et vist antal smågårde beboet af fribønder der i fællesskab slog sig sammen om at levere en hafnæ-mand til ledingens skibe. Hver gård (eller 2-4 gårde) skulle efter tur hver fjerde år stille med en fuldt provianteret og bevæbnet mand, der fik plads på toften/siddebrættet ved åretolden i vikingeskibet. Pladsen på toften/siddebrættet hed oprindeligt hafnæ, et begreb, som var den ældste betegnelse for pladsen ved åretolden, senere blev ordet anvendt for gårdene, der stillede med hafnæmanden.

Til hafnæ knyttes også ordet styreshafnæ, som er betegnelsen på skibsførerens/skipperens plads ved styri/rorpinden, som sad bagerst i skibets højre side. Deraf fremstår navnet styribord/styrbord, som er højre side af skibet, bagbord som er skibets venstre side set i sejlretningen

En fyuræ, betyder en enhed af fire særligt udskrevne hafnæmænd, dette optræder også i sagatekster, hvor en viking nødigt gik alene på das/toilet, men havde en betroet ven med, ofte havde han tre venner med som sikkerhed for, at han ikke i en uheldig situation blev overfaldet af fjender, heri indgår igen et fællesskab på fire samhørige personer.

Mötunautr/motunautr betyder madfælle/madhold og bestod af to hafnæmænd, som deltes om en skibskiste med madrationer. Skibskisten stod under toften, hvor de to hafnæmænd havde deres plads under roning, hvor de afløste hinanden. På toften var der plads til begge hafnæmændene, i tilfælde af hård vejr kunne de ro samtidig. Alle hafnæmændene på ledingskibet dannede disse tomandshold, og den ordning blev anvendt under hele sejlskibenes tid, indtil dampskibene viste sig på havene. Disse tomandshold var besætningens sikkerhed på havene, den ene viste altid, hvor den anden var og omvendt og når det kom til kamp stod de bag hinanden og støttede hinanden. I 17-18-hundredtallet var det almindeligt, at matrosernes tomandshold altid arbejde sammen og gik sammen på das, som var i forstavnen af skibet. Når de havde landlov, var de ansvarlige for hinanden, ingen kom hjem til skibet uden sin bonkammerat. I Nederlandene fandtes et lignende ord: matenot og i Normandiet/Frankrig: matelot, som formodentlig er låneord fra det oldnordiske mötunautr. I England optræder det også som låneord: matros, som nu forstås som sømand og derved kommer det tilbage til Norden som låneordet matros.

Hafnælagh er de ordensregler/love og havnepligter som hafnæbræthhrene/havnebrøbrene var underlagt, der gik ud på, >>at stille en med behørig våben udrustet mand og udrede den øvrige dertil hørende leding udgifter<< (Valdemars Jordebog).

Fordi det var de samme styrenden/førende mænd der styrede skipæn-ordningen, kom de også til at lede sognets menighed, da kristendommen blev indført, og som kirkepatroner stod disse sognemænd for kirkebyggerierne. Kirkepatronerne havde retten til at inddrive kirketiende, der blev fordelt i tre dele, en del til kirkepatronerne, der vedligeholdte kirken og betalte løn til præst og degn, en del til de fattige og krigsenker, en del til biskopperne der for Bornholms vedkommende var ærkebiskoppen.

                                                           Vikingeskibets opdeling.

Styrbord: Højre side, set i sejlretning, kaldet styrbord fordi roret med styri/styrpinden sad på denne side af skibet

Bagbord: Venstre side blev kaldt bagbord (bag = modsat/forkerte side).

Stævn: Vikingeskibet var opdelt langskibs, forskibs var stævnen, en krum bjælke der var monteret i kølens forreste ende, øverst rejste stævnen sig højt hvor den undertiden endte i et drage- okse- menneske -hoved m. fl.

Rausning: Efter stævnen kom en forhøjning, Rausning, som gik fra stævnen til øserummet i forrummet. Rummet under rausningen, hed det  trange rum. Stavnbondi/stavnbonden havde sin plads på rausningen i forstavnen bag stævnen, han var udvalgt for sit store mod og sin våbenfærdighed, der var plads til 1-4 stavnbønder på denne platform

Saksen: området hvor rausningen snævrer ind mod stævnen kaldtes saksen

Forrum: Mellem rausning og masten var forrummet, her var sessa pladserne for de forreste roere med deres kister under tofterne, siddepladsens ældste kendte betegnelse er hafne. I forrummets front fandtes øserummet, indtrængende havvand kunne herfra lænses.  I Jyske Lov står der, at et skib var sødygtigt, hvis en mand ved konstant øsen kunne holde fartøjet fri af indtrængende vand

Kraprum: bag masten var kraprummet, de bageste roeres pladser hvor de havde deres skibskister

Løfting: I agterenden fandtes løftingen, hvor styresmanden/styrmanden stod på sin plads ved styri/rorpinden, der sad i skibets ror som var monteret på styrbord side. Under normal sejlads, opholdt hersen, jarlen og ætlinge sig også på løftingen, men ved forestående strid opholdt hersen og undertiden også jarlen sig på rausningen sammen med nogen af de bedste krigere, andre betroede krigere blev på løftingen hvor de beskyttede styresmanden med deres skjolde, så han ikke blev ramt af en vildfaren pile eller et spyd.

Agterstævn: Bag løftingen rejser agterstævnen sig af samme udseende som stævnen i forskibet.

Bord: Vikingeskibene var beklædt af et antal planker der hed border, som var klinket sammen med jernnagler, Bord betyder planke eller bræmme og et vikingeskibs sider var beklædt med 7 – 12 borde/planker, de nederste planker, monteret på hver side af kølen hed kølbord. Når en mand falder over bord, siger man faktisk, at manden falder ud over planken. På alverdens sprog, betegnes stadig højre og venstre side af et skib, for styrbord og bagbord.

Bord kan have flere beslægtede betydninger, det kan være en bræmme mellem to landområder = grænse, på engelsk stadig border. Et stykke stof, ofte fint broderet, der skiller to stofstykker ad = en bord.  En planke, der lægges på bukke = et bord. Grænsen mellem to rum i et hus kaldes derimod for tærskel = et skel for tæerne som man ikke træder på, men over = tær – skel.

Mast: Masten var placeret midt i skibet i kølsvinet, en kraftig tømmerstok med hul til mastens fod, der var monteret over kølen i skibets bund. på dækket over kølsvinet havde nogle fartøjer en mastefisk, en kraftige tømmerstykke som var kløftet bagud, tjent som styr for masten når den skulle rejses eller lægges ned. Det var almindeligt, at masten blev lagt ned ved roning i stille vejr eller ved å- flod- og -fjordsejlads .

Her i illustrationen vises en 15 sesser gennemskåret. På rausningen til venstre står stavnbonden, formodentlig en herser, vikingetidens sergent, han er den mest erfarne krigsmand på fartøjet. I løftingen  har styrismanden sin plads, kaldt hafnestyri, her holder han skibets kurs ved hjælp af styri som er rorpinden, i enkelte sagatekster, omtales styri værende både styrpinden og hele roret/styråren. I forrummet og kraprummet ses styrbord side med 15 hafnemænd siddende på deres tofter med årerne i rostilling. Hver mand sidder i mellemrummet mellem 2 spanter, derfor kunne et skib også omtales, som værende på 15 rum, hvert rum var på ca. 2 alen = ca. 90 cm, en alen er et længdemål, målt fra albue til den knyttede hånds tommelfinger. På en 15 sesser var der 30 roere samt 30 afløsere, i alt 60 rorkarle. Roerne på et vikingeskib dannede tomands hold, der delte en skibskiste, som stod under ro-tofterne, eller man sad på kisten under roningen,på de mindre skibe.

Ved forestående strid, var det normalt at 3-4 stavnbønder befandt sig i rausningen og i løftingen befandt sig 2-3 betroede krigskarle der skulle beskytte styrismanden med deres skjolde, så han kunne koncentrere sig om at føre skibet mod fjenden uden at blive ramt af pileskud og spydkast. I nogle tilfælde opholdt en høvding eller jarl sig også i løftingen, så det samlede antal personer på fartøjet var ofte 66-68 i alt, var det muligt at fartøjet kunne rumme så mange?En 13 sesser ses her fra oven med 26 roere og afløsnings-mandskab, som viser, at der udmærket kan være plads til 5-6 flere end vist på illustrationen, derved opfyldes ledingens mandskabskrav om, at stille med et fuldt bemandet krigsfartøj af mindste klasse.

Naust, vikingernes bådehuse

Til drift og vedligeholdelse af et skib, hører en naust med smedje og værksted. En naust er et gammelt maritimt ord for et bådehus, hvor skibet kunne trækkes ind til vinteropbevaring.

I vikingetiden og middelalderen hed en naust:

Naustgôrd = naustgård

Naustgarth er en udtale af en indgærdet naustgård, antagelig en kongelig

Naustveggr var en væg i en naust

Naustdyrr var døråbning til en naust

Naustgördi var ordet for opførelsen af en naust

Salene Bugt (Sâlna Bugtan som det hedder på bornholmsk) ved Gudhjem, har rester  af 2 naust/bådehuse i skrænterne, der antages at stamme fra vikingetiden og tidlig middelalders ledingvæsen, ydeligere 4-5 andre formodede naust er iagttaget i Sâlna Bugtens skrænter, et en meget stort 40 meter lang og 10 meter bred indgravning i skrænten, som kan have vinteropbevaret et skib på 35-40 meter. Den slags skibe blev kaldt drager og havde en besætning på 60 roere, et stort skib tilhørende til eksempel en stormand som Bue Digre. Han døde år 986 i søslaget ved Hjørungavåg i Norge og hans skib nævnes som meget stort, højere en de norske skibe. Blod Egil, Bornholms sidste viking, boede efter sigende netop nær Sâlna, formodentlig på kongens Lensgård af samme navn, beliggende kun 1,5km syd for Sälna Bugten. han er en oplagt kandidat som formodentlig har ejet så stort et skib, han blev hængt for sørøveri af kong Knud den hellige (1080-86).Nausten/bådehuset fra Sälna Bugten, er rekonstrueret efter foto af en aflang firkantet fordybning i en skrænten nær kysten. Illustrationen tolker hvordan nausten så ud i vikingetiden, der er endnu ikke foretaget udgravninger af en naust på Bornholm. I Norge er der fundet adskillige Naust, hvoraf nogle er arkæologisk udgravede, herfra har man en nogenlunde viden om bygningens udsende.

Fra 1. september tog Moesgaard Museum fat på at udgrave vikingekongen Godfreds flådehavn og skibsværft, der hedder “Snækkeenge” beligger i engene ved Eskelund 5 km opstrøms Aarhus å. Snekke var vikingetidens ord for skib.

Aarhus, der i vikingetiden blev kaldt Aros/Åmunding, blev grundlagt af Kong Godfred, der regerede fra omkring år 797 til 810. Godfred ændrede en handelsplads til en by med parseller der hurtigt blev en af de største byer i Danmark.

Den aktuelle udgravning skal afdække skibsværftet, og formålet med undersøgelsen er at få nyt indblik i værftets levetid og bevaringsforholdene på stedet. De nye udgravninger vil også kunne afdække om, der blev bygget eller repareret skibe på stedet. >>Arkæologerne har gjort fund af træ og huggespåner fra flådeværftet, så vi er glade,<< siger Jette Linaa, museumsinspektør og ph.d. på Moesgaard.

Lidt nede ad åen findes lokaliteten ”Stokkeenge”, her kunne skibene ankre op/tøjres til pæle før ankomst til flådehavnen og værftet der lå lidt længere opstrøms.

På Bornholm har vi ingen åer der var vandrige nok, som vikingeskibene kunne sejle op ad, men, at der også har været skibsværfter på Bornholm er uden tvivl givet, spørgsmålet er bare hvor?

Det bedste sted hvor der med fordel kan søges efter en flådehavn og et skibsværft, er i Sâlna Bugten. Med Bornholms bedste ankerplads, og med 4-7 formodede naust/bådehuse, der har rummelig plads foran husene ned mod havet, er Sälna Bugten det oplagt sted at etablere søgegrøfter med mulighed for at finde træstykker og spåner fra de skibe, der kan være bygget og repareret på stedet.

Ved Thygehavn nord for Årsdale, hvor der også er en formodet handelsplads, kan der også have været et skibsværft.

Ved Stavnshavn mellem Snogebæk og Dueodde, var der gode muligheder for at trække skibe på land til vedligeholdelse, her kan der forefindes et skibsværft med naust og smedje. Nogle mærkelige formationer i strandkanten, der har lighed med moler og pælerækker, er muligvis beregnet til at fortøje skibe ved. En 200-300 meter lang sandvold, kan skjule et bolværk der indkredsede arealet hvor skiben var trukket op, og vest for denne sandvold er der rester fra en slags voldgrav. Vest for Stavnshavn med sandvold og grav, var der et beskyttende sumpområde, som gjorde den formodede vikingehavn til en godt beskyttet samlingsplads for ledingflåden. Her kunne de ventede på god vind, som kunne føre skibene til de nuværende nordtyske eller polske kyster, der dengang blev kaldt Venden.

der Indtil for 100 år siden var Sorthat en god naturhavn, hvor selv større fragtbåde i nyere tid kunne ankre op bag skæret i læ for storm. Bag Sorthat kanonskanse, er der flere aflange fordybninger i skrænterne, som formodentlig har været nauster. Fordybningerne kan også være rester af bådehuse fra englandskrigen i 1807-15. Andre gode anløbspladser kan her nævnes, Levka, Sænebugt, Osanbugt, Sandkås, Melsted, Vigehavnen, Balka, Boderne/Raghammer og Arnager.

 

Herover ses Bornholm med herredsopdeling (blå) og sogneopdeling=Skipæn inddelingen (rød). De røde stjerner er mulige anløbspladser i vikingetiden

Salene/Sâlna Bugten

Salene Bugten/Sâlna Bugten, var en af de bedste anløbspladser i vikingetiden og tidlig middelalder, på begge sider af en dyb indsejling er der klippeskær, som gjorde, at datidens skibe der var trukket op på stranden var beskyttet mod større brodsø under stormvejr. Havnen var også delvis beskyttet mod fjendtlige angreb, da fjendtlige skibe let kunne lide haveri på de undersøiske skær, som flankerede indsejlingen, hvis man ikke kendte til stedets indsejlingsforhold. I nutiden består stranden af rullesten, men før 1970 var der en velbesøgt sandstrand hvor der kunne købe is i en lille isbod oven for strandbredden.

På kortet ses Sâlna Bugten med den dybe indsejling (B) og med de flankerende undersøiske skær (A), der flere steder kun ligger 1 meter under havets overflade. De sorte tal er vanddybden mellem skærene angivet i meter. De to aflange røde firkanter midtfor til højre, er fordybninger i skrænten efter naust/bådehuse, 4 andre naust er iagttaget, og ikke medtaget på kortet så længe der foretages arkæologiske undersøgelser, de vil blive vist når det er afsluttet. Kortet er fremstillet på baggrund af luftfoto kort fra 1850 med dybdemål og kort fra 1750 samt oplysninger af Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum.

Den østlige del af Sâlna Bugten er beskyttet af undersøiske skær, som her ses ud for nogle kraterrøser på stenstranden.  Herover anes indsejlingen mellem vestlige skær nederst og østlige skær midt på billedet

Herover og under ses to kort af Sâlna Bugten, kortene er fra 1800-tallet og 1750

Mellem de to 0 med en pil opad, angiver indsejlingen der her er vist 4 alen dyb, som er ca 2 meter. Det muliggjorde at et vikingeskibs der kun stak ½-1 meter ned i vandet kunne anløbe stranden uden haveri.

Kongen og ærkebiskoppens handelsplads med anløbsplads,

og hvad betyder Salene/Sâlna

Der er flere forslag til hvor stednavnet Salene eller Sâlna som det udtales på Bornholmsk stammer fra.

1) Ifølge antagelser er stednavnet opkaldt efter en stor sten af form som en hestesadel. Ordet sadel udtales på bornholmsk sâl og sâlna betyder derfor sadlen.

2) Sprogligt er ordet sal/sâl beslægtet med ordet at solde, som betyder at købe og handle. Ordet sâl er også et fælles oldgermansk-oldnordisk ord for en handelsplads, på oldtysk betyder det en handelsplads i et bjerg/klippeområde, der ligger på en skråning ned mod en flod eller søbred, hvortil der kan sejles. Netop matrikel 2a (se kortet herunder) er et skrånende areal mod havet med stejle bjerglignende skrænter mod det bagvedliggende opdyrkede landskab, en serpentinevej fører ned til stranden.

Omkring 1955-62, da der endnu var en sandstrand i Salene Bugten, fortalte nogle lokale store drenge, at når jorden blev kultiveret på det skrånende jordstykke matrikel 2a, fremkom der mange rare sager som stammede fra gammel tid, der antyder at denne matrikel har været en handelsplads. Ifald der er en handelsplads på 2a, er der formodentlig også en handelsplads på 1h, disse to matrikler har været ejet af henholdsvis Vallensgård i Aaker sogn og Lensgård i Østerlars sogn, sidstnævnte beliggende kun 1,5 km syd for Salene Bugten. Begge gårde har siden tidlig middelalder været i kongens og ærkebiskoppens eje, og da Schveder Kittingden var lybske høvedsmand på Hammershus 1563-70, ejede han Vallensgård i Aaker og dermed også ejer af matrikel 2a i Salene.Matrikkel 2a ses til venstre og 1h til højre. At disse to matrikler har tilhørt to af Bornholms største kongsgårde, antyder at Salene Bugten har været en vigtig landingsplads, hvor kongen/ærkebispen har kontrolleret en handelsplads med mulighed for at inddrive skatter af de handlende der formodentlig ankom i skibe fra hele Østersøen og fra de baltiske og slaviske vandveje  Rusland flodsystemer.

Ferskvand var også en handelsvare, det var der rigeligt af på stedet, 2 vandløb udmunder i bugten og et altid rindende kildevæld findes i skrænten, her kunne skibsbesætningerne forsyne sig inden afrejse.