– Mogens Jensen, Bornholm

Lilleborg i Almindingen

Lilleborg, kongens borg på Bornholm.

 Middelalderborgen/ ridderborgen i Almindingen på Bornholm.

Fig. 1: Herover ses et luftfoto fra nordøst, af middelalderborgen Lilleborg i Almindingen, næsten omgivet af vand.  1) Centralborgen ses som en ruin midt på klippen.  2) Mellem ladegårdsbanken og centralborgen ses en jordvold med en voldgrav foran.  3) Adgangen fra parkerings-pladsen og op til borgenbanken, er anlagt i nyere tid.  4) Adgangen til ridderborgens ladegårdsbanke skete i middelalderen fra sydøst, hvor der i nutiden er en sti, som fører hen over ladegårdsbanken. Da vandstanden blev sænket i begyndelse af 1800-tallet, blev der på dette sted fundet stolperester fra en middelalderbro, formodentlig den eneste daværende adgang til borgen.  5) Ladegårdsbanken ses nærmest. I 1811 hentede skovridder Rømer sten fra foden af stentårnet (1), stenene skulle bruges til afløbsrender fra søen.  I middelalderen var borgbanken, som det fornemmes på fotoet, ved opstemning omgivet af vand og mose.

Lilleborg i Almindingen ligger på en 16 meter høj klippe, der i tidlig middelalder, år 1160, var omgivet af 3 søer, Pølsekedlen syd for, Borresø vest for og Knappedam nordøst for borgen. Ved opdæmning hævedes vandstanden til et samlet vandspejl, der herefter fungerede som voldgrav. Lilleborg, med sin vestlige forborg, centralborgen i midten, der nu er ruin, og østlige ladegårdsbanke, målte tilsammen 256×91 meter med grundplan formet som en stor venstrefod. Totalt omgivet af vand og mose, var klippeborgen også en vandborg (se luftfotoet ovenfor og højderelief kortet herunder).

Fig. 2:Herover ses et højderelief kort af Lilleborg, omgivet af vand som det formodentlig har set ud omkring 1258. Signaturforklaringen viser de synlige og samt de formodede anlæg, som omtales i teksten herunder.

Centralborgen er markeret med mørkegrøn farve, og ligger på det højeste sted midt på borgbanken. Oprindeligt er central borgen konstrueret som en ringmursborg uden det sener tilføjede tårn i øst. Indgangs-porthuset er placeret i det sydøstlige hjørne af ringmuren, hvor der er stejle klippeskrænter ned til søen Pølsekjedlen (10). Nordøst-muren blev Sener flyttet 2 meter yderligere mod nordøst og samtidig bliver det kvadratiskeCentralborgen er markeret med mørkegrøn farve på højderelief kortet herover, og ligger på det højeste sted i midten af borgbanken.

Oprindeligt er central borgen konstrueret som en ringmursborg uden det sener tilføjede tårn i øst. Indgangs-porthuset er placeret i det sydøstlige hjørne af ringmuren, hvor der er stejle klippeskrænter ned til søen Pølsekjedlen (10). Omkring år 1241, bliver et kvadratiske beskyttelsestårn bygget ved indgangen til porthuset, samtidig bliver muren nord for det nyopførte tårn flyttet 2 meter mod nordøst og bygget tykkere og højere end den gamle mur. Langs indersiden af sydmuren, har der været et palatie/beboelseshus (1 på kortet herover) og et kvadratisk fodmuret hus, muligvis et køkken, har ligget op til indersiden af nordmuren (se kortet herunder). beskyttelsestårn bygget ved indgangen til porthuset. Langs indersiden af sydmuren, har der været et palatie/beboelseshus (1 på LIDAR-kortet herunder) og et kvadratisk fodmuret hus, muligvis et køkken, har ligget op til indersiden af nordmuren.        Kort: DHM-2007/Terræn(1,6m Grid).

Fra pølsekedlens vandspejl til pallatiets  sokkel i syd, er der en 10 meter stejl klippe, hvor en flankemur  fra søbredden til Palatiets ydermur (10 på kortet herover), sikrer at borgen ikke kan omgås af en eventuel fjende.

Fig. 3:Herover ses resterne af den sydlige flanke mur. Oprindeligt gik den fra søen Pølsekjedlen, som ses til venstre i billedet, og op til borgens murværk ved palatiet, som ses øverst til højre.

En 12 meter høj skrænt går fra Borresøen til nordmurens sokkel, også her er der en flankemur fra murkronen til søbreden (11 på fig. 2). Flankemurene kan også have fungeret som beskyttelse mod pileskud, når borgens besætning hentede vand i søen.

Forborgen mod vest har i den vestlige hjørne en lille jordhøj med en fordybning i midten, højen har formodentlig haft et trætårn, til forsvar af dette sårbare hjørne (2 på fig.2). Fra jordhøjen går en jordvold langs nordskrænten mod nordøst til ringmuren, (rød linje, 3 på fig. 2). I den sydlige del af forborgen findes en kvadratisk fordybning, hvor der har stået en bygning formodentlig af træ (rød, 4 på fig. 2), og her har nødvendigvis været en palisade, som beskyttede den sydlige del af forborgen (lyseblå, 4 på fig.2).

Fig. 4: Herover ses Lilleborgs vestlige forborg med jordhøjen, som ses til venstre i billedet, hvor der formodentlig har stået et trætårn.

30 meter nordøst for Centralborgens tårn er der høj en jordvold (markeret mørkgrøn og lyseblå, 5 på fig. 2) hvor på det højeste sted er en kvadratisk flade, her har der antageligvis stået et tårn med en port (rød kvadrat, 5 på fig. 2), en vindebro (markeret lysegrønt) har været adgangsvej over en voldgrav (markeret gråt), som endnu ses foran volden.

Øst for centralborgen og jordvolden findes ladegårdsbanken (12 på fig. 2) hvorpå der er svage spor af 4-5 magasin-eller værkstedsbygninger. Langs den sydlige skrænt er der et 35 meter langt kampestens-fondament, der drejer skarpt mod nord, hvor fundamentet knækker, er en kvadratisk rest af et porthus (rød linje, 8 på fig 2). Fundamentet har formodentlig sikret en palisade mod udskridning og porthuset har beskyttet den bro som førte ind til ladegårdsbankens fundament fra sydøst (lysegrøn linje, 9 på fig. 2). Da vandspejlet blev sænket i 1800-tallet, blev broens pæle fundet i søens bund.

Fig. 5: Herover på et foto taget mod nordvest, ses til højre adgangsvejen til Lilleborgs ladegårdsbanke, middelalder-broen til ladegårdsbanken gik umiddelbart til højre for vejen. Vandspejlet blev sænket af skovridder Rømers arbejdere omkring 1836, og spor efter stolper fra en bro, blev fundet i søbunden. Øverst til højre ses den store jordvold, hvor der formodentlig har stået et trætårn med port og vindebro, der gav adgang til arealet øst for centralborgens flanketårn og østmur. Flanketårnet ses midt i billedet og ruinerne af  palatiet/beboelsen ses til venstre øverst på klippen.

 

Jeg har iagttaget en lille forhøjning beliggende yderst mod øst på ladegårdsbankens spids, som kan have haft et trætårn (rød kvadrat, 7 på fig 2). Tårnet har bevogtet det 40 meter smalle stræde mellem ladegårdsbanken og Knappedams søbred i øst, her er der rester af en dæmningsvej (mørkgrøn, 13 på fig 2), den kan udmærket stamme fra tiden, hvor borgen blev opført og de 3 søer blev inddæmmet til en samlet sø, rester af den samme dæmning findes formodentlig under landevejen ( 14 på fig 2).

Fig. 6: Herover ses Lilleborgs østlige ladegårdsbanke med jordhøjen til venstre, hvor der formodentlig har stået et trætårn (rød, 7 på fig 2). Knappedam ses til højre, tilgroet med siv.

Alle lyseblå linjer på højderelief kortet angiver hvor der nødvendigvis må have været en form for forsvarsværker, formodentlig i form af palisader.

.

Fig. 7: Herover ses den gamle dæmningsvej øst for Knappedam, som formodentlig stammer fra middelalderen (mørkegrøn, 13 i fig.2).

Centralborgen måler i grundplan 71 meter Ø-V og 42 meter N-S og er dermed større end Hammershus hvor centralborg der måler 52×32 meter. Lilleborg var i forhold til Hammershus, i tidlig middelalder, den store borg og langt den stærkeste. Hammershus var på den tid (1159) endnu ikke etableret som en stenborg, men var formodentlig en mindre palisadeborg opført i 1111 e. Kr. af ærkebiskop Asser (Jørgensen Bornholms historie). I forhold til Gamleborg, der ligger 800 meter sydligere og som den afløste i 1149 eller 1159, hvad stadig diskuteres, var Lilleborg 10 gange mindre. Fig. 8: Fotoet herover taget mod sydvest fra flanketårnet, viser porthuset med Palatiet i baggrunden højt beliggende over søen Pølsekjedlen.

Fig. 9: Midt på centralborgens gårdsplads, er der et simpelt solur. Herover ses uret opmalet ved middagstid, den ujævne buede linje er naturlig, kun den lille tvær streg er udhugget og som på fotoet viser pindens skygge kl. 12.

Fig. 10: Herover ses mod vest Lilleborgs porthus, til venstre anes murværket til palatiet.

Ved nordmurens inderside stod et hus bestående af træ eller bindingsværk og en bygning lå vest for palatiet. Et flanketårn indbygget i øst ringmuren, står ved adgangsvejen til centralborgens port (se fig. 11 herunder).

Fig. 11: Herover ses Lilleborgs flanketårn. Adgangsvejen til centralborgens porthus går venstre om tårnet.

Øst for centralborgen, har man været nødsagen til at passere føromtalte jordvold med et porttårn af træ med tilhørende træbro, der førte over en tør voldgrav.

Fig. 12: Lilleborg set fra syd med søen Pølsekjedlen foran. I nutiden er borgen en ruin hvis murrester har en gennemsnitlig højde på 1.5 meter, tårnets højde er dog 3-4 meter.

 

Arkæologiske udgravninger på Lilleborg

Holzförste Rømer (holzförer var dengang titlen på en skovridder), var den første der gravede på Lilleborg. I 1811 hentede han sten fra foden af tårnet, stenene skulle bruges til afløbsrender fra søen. I 1815 begyndte han en udgravning, som blev genoptaget 1820. Efter udgravningerne skrev Rømer en beretning, Om røverborgene i Almindingens skov, og fundene blev indleveret til Oldsags Samlingen nuværende Nationalmuseet.

Peter Hauberg fra Nationalmuseet, foretog i årene 1887 og 1923 udgravninger og restaurering af Lilleborg. I 1911 udgav han en artikel om borgen i Bornholmske Samlinger. Under udgravningerne blev der fundet ornamenteret keramik og pilespidser fra bondestenalderen 3000 f.Kr. til bondestenalderens slutning 1700 f.Kr.  Han bedømte et brandlag at stamme fra borgens indtagelse år 1259 og antog at borgen da var nedbrændt.

Fig. 13: Herover ses en plantegning udført af Hauberg. Bornholms Museum.

Fig. 14: Herover ses tegninger af noget ornamenteret keramik fra Haubergs udgravninger i årene 1987-1920. Kun for 3 af dem kan findestedet med sikkerhed påvises, vist med en rød linje til fundstedet, resten er fundet i området med rød skravering. Fundene er fra den sene tragtbægerkultur 3300-2700 f.Kr. nr 1 har et såkaldt lynlås-ornamentik fra 3200-3100 f.Kr., medens skårene 12, 13, 16, 19 og 20 er fra den grubekeramiske periode 3000-2700 f.Kr, i den sene tragtbægerkultur.         Tegning: Karsten Davidsen. Redeigering: M.F.Jensen efter Bornholms Museum.

Fig. 15. Herover ses tegninger af flint fra den grubekeramiske periode, karakteristisk ved de lange lige fint tilhuggede pilespidser. Pilespidserne her kan dateres til mellem 3000-2700, hvor pilespids 1, 2 og 5 er ældst medens 6, 7 og 8 er yngst.    Tegning: Karsten Davidsen. Redeigering: M.F.Jensen efter Bornholms Museum.

 Fig. 16. Fund fra dolktiden 2350-1700 f.Kr. ses herover.  3 Pilespidser 6, 7, 8,  og 5 brudte flintdolke, 1, 2, 3, 4 og 9, samt 1 keramik 10, er fund der viser, at helt til overgangen mellem stenalderen og bronzealderen, var Lilleborg pladsen beboet. Fundstederne er markeret med en rød linje.       Tegning: Karsten Davidsen. Redeigering: M.F.Jensen efter Bornholms Museum.  

I arene 1954-1957 foretog Olaf Olsen udgravninger samt oprydning af jorddynger efterladt af Hauberg og Hans Rømers udgravninger.

Fig. 17: Herover ses ornamenteret keramik fra Oluf Olsens undersøgelser i årene 1954-1957 af jorddyngerne som Hauberg havde efterladt. Keramikken er fra den sene tragtbægerkultur 3300-2700 f.Kr. Kun 9 stykker kan med sikkerhed angives et fundsted, vist ved en rød linje, Hvor der er markeret med rød skravering er resten fundet. Nr 18 er et typisk grubekeramisk skår 3000-2700 f.Kr.       Tegning: Karsten Davidsen. Redeigering: M.F.Jensen efter Bornholms Museum.

I forbindelse med Kulturstyrelsens restaurering af Lilleborgs mure i årene 2009-2011, foretog Bornholms Museum en udgravning langs ringmurens sydlige yderside, samt indersiden af den østlige mur nord for beskyttelsestårnet. Arkæolog Michael Thorsen stod for udgravningerne, hvorunder han fandt palisade rester og flere skafttunge pilespidser af flint fra den sene tragtbægerkultur (3000-2700 f.Kr.), også kaldet grubekeramisk kultur i bondestenalderen. Et brandlag dateret til sen romersk-tidlig germansk jernalder (310-550 e. Kr.) stammede fra en nedbrændt palisade, som Michael Thorsen formoder, har været en befæstet bebyggelse eller tilflugtsborg i jernalderen. Brandlaget er formodentlig det samme brandlag som Hauberg har iagttaget, men fejltolket til 1259 e.Kr., og det må derfor antages, at middelalderborgen ikke blev nedbrændt ved indtagelsen, men derimod nedrevet. Mickael Thorsens iagttagelser har omskrevet den hidtidige historie om Lilleborg, nu ved man at klippeknuden har været beboet med en mulig palisade-befæstning i stenalderen og en i jernalderen. Stedet har formodentlig været benyttet som en tilflugtsborg og jernalderens palisade er muligvis nedbrændt under en kamphandling. Da middelalderens Lilleborg blev bygget, kan stedet lokalt have været kendt som en gammel forsvars-lokalitet.

Allerede ved de ældste udgravninger, blev der fundet rester af munkesten, stumper af vinduesglas og søjlerester af limsten, hentet i limstens-brudene på Sydbornholm. Vinduesglassene og søjlerne har siddet i vindues-åbningerne i beboelsen/palatiet og viser, at borgen har været et dyrt byggeri, som kun en konge har haft midler til at opføre.

Langs sydmurens yderside over søen Pølsekjedlen, blev der fundet adskillige pilespidser af jern fra armbrøst-bolte (krydsbue-pile) samt andet udstyr, der fortæller, om skud mod muren, formodentlig fra Pølsekjedlens sydlige bred, da borgen blev indtaget år 1259 e.Kr..

268 mønter er fundet på Lilleborg, 9 er romerske denarer og er formodentlig efterladt i jernalderen, hvor der har været en befæstet bosættelse. De resterende 259 mønter er alle fra tidlig middelalder 1146-1286:

2 mønter fra Knud 3. (5.) 1146-1157.

Disse to mønter er ikke nødvendigvis et bevis for aktivitet i dette tidsrum, men kan være tabt efter 1157, hvor Valdemar 1. bliver konge. Det er muligt, at Knud 3.(5.) efter at den tyske kong Frederik Barbarosas mægling, har været i besiddelse af Rønne-Vester herred i 1152-1157 og at det var ham der påbegyndte byggeriet af Lilleborg, men at det var Valdemar 1. den Store der færdiggjorde borgen.

6 mønter fra Valdemar 1. den Store 1157-1182.

Formodentlig er det kong Valdemar der opfører Lilleborgs centrale ringborg, og efter antagelse opfører han et par år senere også Hammershus centrale ringmur.

35 mønter fra Knud 4. (6.) 1182-1202.

13 mønter fra Valdemar 2. sejer 1202-1241.

40 mønter fra Erik Plovpenning 1241-1250.

Formodentlig bliver Lilleborgs flanketårn i den tid opført, placeret i øst muren ved indgangen.

1 mønt fra Abel 1250-1252.

69 mønter fra Christoffer 1. 1252-1259.

Lilleborg indtages og rives ned.

78 mønter fra Erik Klipping 1259-1286.

Ser man på møntfundene er der 2 mønter fra kong Knud 3 (5.). og 6 mønter fra Valdemar 1. den Stores tid, jeg antager, at disse mønter stammer fra borgens opførelse under Valdemar 1. Store år 1159, og ikke år 1149 af Svend Grathe, som nogle antager. Ingen mønter med præg fra Svend Grathe er fundet på Lilleborg, hvorimod 2 mønter fra Knud 3.(5.) er fundet, muligvis fordi han var den der påbegyndte byggeriet i 1152-57 e. Kr og, at Valdemar 1. den Store færdiggjorde borgen efter år 1159. I hele Valdemartidens 74 år (1157-1241), var der på Lilleborg megen aktivt, hvad kan aflæses af 54 møntfund.

Erik Plovpennings 9 års regeringstid (1241-1250) afspejles af 40 møntfund, som skyldes en stigende aktivitet på borgen. Under striden mellem kongen og ærkebiskop Jacob Erlandsen, antager jeg, at kongen har fundet det nødvendigt, at forstærke Lilleborg med en ny mur i nordøst samt et beskyttelsestårn ved centralborgens indgang. Dette er formodentlig sket i et våbenkapløb med ærkebiskoppens Hammershus, hvor Manteltårnets nederste murværk af kampesten formodentlig samtidig opføres.

69 møntfund fra Christoffer 1.s tid (1252-1259) afspejler striden mellem kong Christoffer og ærkebiskop Jacob Erlandsen, som endte med at Lilleborg blev indtaget af Rygenfyrst Jarimir og Jacob Erlandsens broder Anders Erlandsen.

78 mønter fra Erik Klippings tid (1259-1286) fortæller at Lilleborg lokaliteten ikke lå forladt hen efter erobringen, men at der stadig var aktivitet på stedet, formodentlig har Jacob Erlandsens broder Anders Erlandsen, der sad på Hammershus, ladet borgens munkesten (teglsten) samt tømmer fjernet og genanvendt på Hammershus, især teglsten var et dyrt materiale, der ofte er blevet genanvendt.

Det antages at mønterne fra Erik Klippings tid afspejler, at borgen blev generobret år 1265 af kongen og at hans høvedsmand sad på borgen i 11 år, borgen skulle så først være blev revet ned i Erik Klippings tid (Finn Ole Nielsen, Museumsinspektør Bornholms Museum). Det også kan være ærkebiskop Jens Grand 1289-1303, der så sent som i 1289, har været ansvarlig for borgens nedrivning, men intet skriftligt herom er fundet.

Fig. 18: På fotoet herover ses Lilleborg mod syd. Ladegårdsbanken ses til venstre, centralborgen ses i midten med ringborgens mure tydeligt aftegnet og til højre ses den vestlige forborg, hvor der i nutiden er en bro der fører over søen. Nederst ses en lille parkeringsplads, hvorfra man ad en sti kan besøge borgen.

.

Herunder følger en tidsskema over Lilleborg i Almindingen. Nutidige arkæologiske fund, begivenheder i datidens Norden samt byggetekniske fremskridt, som kan have haft betydning for Lilleborgs udvikling og skæbne, er kort beskrevet. Ligeledes er konger, biskopper og ærkebiskopper der har hersket over Bornholm, medtaget i tidsskemaet.

Længe før Middelalderborgen i 1159 blev bygget, har der været flere faser med menneskelig aktivitet på stedet.

10.000-4.000 f.Kr. Jægerstenalder: Få og meget forvitrede skåltegn ved tårnets fod kan være fra jægerstenalderen. Begrundelsen er, at forvitringsgraden i skåltegnene er den samme som den omkringliggende klippeflade. Siden istiden sluttede for 15.000 år siden, har forvitringen af klipperne påvirket lige meget inde i skåltegnet såvel som på den øvrige klippeflade. Bronzealderens skåltegn er normalt mindre forvitret end den omkringliggende klippe, og derved ses den kortere forvitringens-tid i skåltegnene.

4.000-1.700 f.Kr. Bondestenalder: De ældste fund fra stenalderen på Lilleborg er ornamenteret keramik fra 3.300-2.700 f. Kr. Fund af skafttunge pilespidser af flint (se tegningningerne fig. 15 af flint fra Haubergs udgravninger ovenfor.) samt en palisade fra stenalderen viser, at Lilleborg lokaliteten i Almindingen allerede for 5300 år siden 3.300-2.700 f. Kr. var taget i brug, muligvis som en befæstet boplads. Flere steder i Norden har bondestenalderens befolkning anlagt bygdeborge med palisader.

Fig. 19 og 20: Herover ses fra grubekeramisk periode, skafttunge pilespidser (se nr. 6 fig. 15) og keramik (se nr. 16 fig. 14) fra udgravning på Lilleborg. Foto Bornholms Museum.

Under Naturstyrelsens restaurering af murværket i 2009-2011, foretog arkæolog Michael Thorsen, Bornholms Museum, udgravninger langs sydmurens jordlag. Langs muren fandt han flere grubekeramiske skafttunge pilespidser af flint fra den sene tragtbægerkultur (3.300-2.700 f.Kr.), ligeledes blev en palisade fundet, der omtrent følger den middelalderlige stenmur, og som dateres til at være fra bondestenalderen ca. 3.000 år f.Kr.. At der har været en træbefæstning på stedet i stenalderen, var ny viden. Fund fra Dolketiden i slutningen af stenalderen og overgangen til bronzealderen ca 1.700 f.Kr., viser at klippen har været i brug som boplads i den sene bondestenalder.

900-500 f.Kr. bronzealder:

Fig. 21: På fotoet herover ses 8 skåltegn på en klippe midt i borggården, de er formodentlig fra bronzealderen, men da skåltegn er vanskelige at datere, kan de også være fra bondestenalderen eller jernalderen. Skåltegnet er et meget gammelt symbol formodentlig anvendt allerede i ældre stenalder som et frugtbarheds symbol af shamaner under kultiske handlinger.

Fig. 22: En celt/bronzeøkse fra bronzealderens sidste del ca.900-500 f. Kr. er fundet under tørvegravning i Borresøen. Herover ses en bronzekopi magen til den der blev fundet ved Lilleborg, som en celt så ud i bronzealderen, skæftet på en udvalgt tvedelt gren.

300-700 e.Kr. jernalder: 9 romerske mønter er fundet på Lilleborg, og som formodentlig stammer fra en bebyggelse i jernalderen. Et Brandlag som stammer fra overgangen mellem romersk og germansk jernalder, er formodentlig et udslag af ufredstider. En træborg/bebyggelse er blevet afbrændt og arkæolog Michael Thorsen kunne, da han fandt palisaderne under udgravninger 2009-11, konstatere at brandlaget ikke stammede fra borgens ødelæggelse i 1259. Udgravningerne viste at brandlag kunne dateres til sen romersk-tidlig germansk jernalder (310-550 e. Kr.) og stammede fra en nedbrændt palisade. Mickael Thorsens iagttagelser har omskrevet den hidtidige historie om Lilleborg, nu ved man at klippeknuden har været beboet med en palisade-befæstning i stenalderen og en i jernalderen. Stedet har formodentlig været benyttet som en tilflugtsborg og jernalderens palisade er muligvis nedbrændt under en kamphandling. Da middelalderens Lilleborg blev bygget, kan stedet lokalt have været kendt som en gammel forsvars-lokalitet.

Fig. 23 og 24: Herover ses 2 romerske dinarer fra Lilleborg. Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1089: Asser/Ascer bliver bisp i Lund (1089-1104). Fra 1104-1137 bliver han ærkebiskop i det første nordiske ærkebispesæde i Lund af Hvide slægten, hvad også Absalon var. Han er ingen boglært mand, men en bonde vel at mærke en af de rigeste i landet.

1099: De vesteuropæiske korsriddere under det 1. korstog erobrer Jerusalem. Kontakten med den muslimske verden, får stor betydning for europas fremtidige kultur og borgbyggeri. Den arabiske verden var dengang kulturelt og formgivnings mæssig langt foran europæerne og korsridderne hjembragte denne viden, hvor de, efter Mellemøstlig forbillede begyndte at bygge borge af sten i Europa. Efter 30 år nåede viden om den nye type byggeri Danmark og borge i en simplere og mindre skala blev opført.

Ca. 1131: Middelalderens ældste danske borgbyggeri af sten, er Bastrup Stentårn i Nordsjælland, bygget af Frådsten (kildekalksten). Bygherren var formodentlig Ebbe De Bastorp af hvide slægt. Fra samme tid, findes fundamentet af et 8-kantet kampestenstårn på Søborg, også i Nordsjælland. Håndværkerne har ikke været fortrolig med det nye byggemateriale af sten og mørtel, så for at sikre tårnet fra at skride i den fugtige jord på øen i Søborg Sø, indmurede man 2 kvadratiske rammer af egetræsbjælker lagt på kryds over hinanden. Hjørnerne af rammerne gik næsten igennem murene og tilsammen danner de den 8-kantede form som tårnet havde, se grundplans tegning herunder.

Fig. 25: Herover ses en grundplans tegning af Søborgs 8-kantede tårn. Hvem der byggede tårnet på Søborg er ukendt, men det kan være Ærkebiskop Asser. I 1137 da Eskil, som var Assers brodersøn, blev ærkebiskop, overtog Eskild  tårnet og lod det senere rive ned, for at give plads til en ny ringmursborg.

Ca.1130-1150: Sct. Peders Kirke i Pedersker (muligvis den ældste bevarede stenkirke på Bornholm (Irsk/Anglikansk påvirket byggestil)), Sct. Laurentius Kirke i Østerlars (rundkirke i østeuropæisk byggestil), Østermarie Kirke ruin (anglikansk påvirket byggestil), Sct. Ols Kirke (rundkirke), Sct. Ibs kirke i Ibsker, Sct. Hans Kirke (Johannes døberen) i irkebyke – hvor tårnet først opføres 100 år senere, bliv alle bygget i dette tidsrum af kampesten eller limsten/kalksten fra Limensgade, alt lagt i mørtel. Adskillige rundkirker der er lig rundkirkerne på Bornholm, findes i Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ukraine. De er påvirket af byzantinsk byggestil, med forbillede i datidens Hagia Sofia kirke i Konstantinopel, nu Istanbul, samt gravkirken i Jerusalem, konstrueret som rundkirker. Omkring 1149 bliver Gamleborgs stenmur formodentlig bygget, muligvis opført af de samme bygmestre.

Fig. 26 og 27: Herover ses 2 bygninger fra Østeuropa, til venstre Strezelno kirke i Polen og til højre Znojmo rundkapel i Tjekkoslovakiet, som har umiskendelig lighed med de bornholmske rundkirker.     foto: Burgen in Europa 1975, Hans-Joachim Mrusek. German Democratic Republic. Billedredigering: M.F.Jensen.

1134: Slaget i Fotevig i Vestskåne den 4. juni. Slaget står mellem kong Niels og brodersønnen Erik Emune og for første gang hører man om rytteri anvendt i et slag på dansk jord. 300 tyske lejeryttere, ledet af Erik, den senere kong Erik Lam, afgør udfaldet til Erik Emunes fordel. Kong Niels flygter til Slesvig hvor han myrdes, medens hans søn Magnus den stærke falder i slaget.

Slaget i Fotevig indleder riddertiden i Danmark, og får indflydelse på fremtidig borgbyggeri og dermed at Lilleborg blev bygget 25 år senere. De gamle storborge, som Gamleborg i Almindingen der kunne huse flere hundred fodfolk, holdt endnu en tid, men var forældede og blev gradvis udfaset. Borgene bliver mindre og mere kompakte med beskyttelsestårn og voldgrave, beregnet til at huse en ridders familie med 3-20 væbnere til hest og en fast husholdning.

1134: Erik Emune bliver konge, 1134-1137 (Emune=den mindeværdige).

1137: Erik Lam bliver konge, 1137-1146.

Eskild bliver ærkebispkop i Lund, 1137-1177, og dermed også Bornholms biskop. Ærkebisp Asser dør den 5. maj, hans brodersøn, Roskilde bispen Eskild overtager embedet.

1140-1150: I den periode forlades den sydfra kommende praksis, at bygge enligt stående borgtårne som tilfældet Bastrup stentårn og Søborgs 8-kantede stentårn. I stedet genoptages de af træ gammelkendte ringborges grundplaner, som man var fortrolig med, nu opført som ringmurs-borge af kalksten og kampesten. Gamleborg i Almindingen, hvis vestmur af kampesten lagt i mørtel, formodes at være den ældste ringmurs-borg i Danmark, dog kun med den vestlige del af muren som en kampestensmur. Flere af ringmurs-borgene af sten, beholdt endog grundplanen fra træborgens tid, f.eks. var Skeingeborgs stenmur i Skåne 8-kantet, et levn fra træborgenes tid, hvor det vil være naturligt, hvis borgen var en palisade monteret på lange vandrette bjælker. Først under Valdemar den Store efter 1160, bliver borgtårnet igen indført, nu som en del af ringmurs-borgen, hvor tårnet placeres centralt i borggården, eksempelvis Borgtårnet på Sprogø og Tårnborg ved Korsør. Først omkring 1210 bruges tårnet som flanketårn og beskyttelsestårn, som det ses på Lilleborg, Hammershus og Absalons borg i København, som alle var tidligere ringmurs-borge uden tårne.

1146: Svend Grathe bliver konge i Skåne og Sjælland. Knud 3. (5). bliver konge i Jylland, 1146-1157.

1146-1157: Bitter uvenskab bryder ud mellem kong Svend Grathe og ærkebisp Eskild. Ærkebispen pågribes og fængsles, ifølge Magna Mathæis bispekrønikke, i et rum over kirkens hvælving i Lunds Domkirke. Rigskansler og historieskriver Arild Hvitfeld 1546-1609, hævder at ærkebispen blev hejst op under hvælvingen i en kurv.

1149: Kongen fortryder fængslingen af den magtfulde ærkebisp og forsoner sig med ham. Kongen overgiver de tre Bornholmske herreder, Haslæ Herred (Nørre Herred), Hænnings Herred (Øster herred) og Michlingæ Herred (Sønder Herred) til Lund, som kirkelig ejendom. Rothnæ Herred=Vester Herred forblev i kongens eje. Det er formodentlig i denne periode, at bispevejen anlægges fra ærkebispens træborg Hammershus til Kolde Kilde i Almindingen, hvor den herefter løber sammen med kongevejen der løber videre til Åkirkeby, hvor ærkebispens hovedkirke  Sct, Hans Kirke ligger. Ærgerligt for ærkebispen, snitter vejen lige det nordøstlige hjørne af kongens Vestre Herred, hvor Gamleborg ligger og som er kongens magtcenter på Bornholm. Man kan i dag mange steder følge den gamle vej som markvej og kommunevej.

Fig. 28: Herover ses Bornholm med de 4 herreder, kun Rothnæ-Vester Herred forblev i kongens eje. Vejen fra Hammershus til Åkirkeby er angivet blå, som den formodes at have gået.

1152: Den tyske konge Frederik Barbarossa mægler i striden mellem Knud 3.(5.) og Svend Grathe, han indsætter Svend som Danmarks konge og forlener Knud med flere landområder spredt i hele landet, Bornholms Vester-Rothnæ Herred er formodentlig et af forleningerne, hvor Gamleborg ligger. Møntfund med prægning af Knud 3.(5) er fundet på Lilleborg og kan skyldes, at Knud allerede dette år påbegynder anlæggelse af Lilleborg.  Efter blodgildet i Roskilde i 1157 hvor Knud blev dræbt, har Valdemar 1. den Store i 1159 færdiggjort Lilleborg.

Fig. 29:Herover ses en af 2 mønter med præg af kong Knud 3.(5), fundet på Lilleborg. Kongen holder et scepter af form som et kors, der viser at han var en kristen konge.  Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1150-1160: Ærkebiskop Eskil lader det 8-kantede tårn på Søborg i Nordsjælland nedbryde, tårnet er formodentlig allerede brøstfældigt på grund af et ringe byggeri, opført omkring 1131-35. Han udvider med en ringmur med afrundede hjørner, et palatium og et rundt kapel med 4 bæresøjler, og mindre huse opføres langs syd og øst-murenes indersider. Søborg bliver forbillede for senere ringmurs-borge med afrunde hjørner uden tårne, eksempelvis Lilleborg opført 1159 og ikke mindst Hammershus, der efter at Kong Valdemar i 1161 overtager Søborg, formodentlig også påbegynder opførelsen af Hammershus, som en kvadratisk ringborg med afrundede hjørner (Jørgensen, Bornholms Historie), som det ses på Søborg og Lilleborg.

Borgen Næs på Visingsø i Sverige bliver på denne tid bygget på sydspidsen af øen. Den er Vestgøternes og Østgøternes kongeborg og er for datiden en usædvanlig Borg, som består af et massivt rundtårn og 2 kvadratiske tårne og en ringmur.

1150-1159: Gamleborg i Almindingen opgives og man påbegynder planlægningen af Lilleborg. Gamleborg var utidssvarende, skønt den blev moderniseret få årtier tidligere. Tidens militære taktiske krav pegede mere og mere i retning af små mobile slagkraftige rytterstyrker, og Gamleborg var et levn fra vikingetiden, hvor man benyttede store hære af fodfolk. Gamleborg var den store borg, derfor fik den nye borg navnet Lilleborg. I forhold til Hammershus var Lilleborg en stor borg, Hammershus var kun en lille rund palisadeborg med små avlsbygninger bestående af træ og lervæg med stråtag, formodentlig bygget af Ærkebiskop Asser i år 1111 (Jørgensen, Bornholms historie).

Historikere og arkæologer er uenige om, hvornår Lilleborg blev bygget.  Nogle mener at det var under kong Svend Grathe, da han forligede sig med ærkebiskop Eskild i 1149, hvor han overdrog 3 bornholmske herreder til ærkebispen. Man mener at Kong Svend var nødt til at forstærkede sin stilling på Bornholm ved at bygge Lilleborg på grænsen, hvor Bornholms 4 herreder mødes, hvad i grunden ikke var nødvendigt, da han allerede var i besiddelse af den stærke borg Gamleborg i Almindingen, der ligger 800 meter syd for Lilleborg. Andre mener at det var Valdemar den Store der lod Lilleborgs ringmur bygge. Ud fra møntfund, 2 mønter fra Knud 3.(5.), kan det være Knud, der påbegyndte byggeriet og 6 mønter fra Valdemar 1., at det var kong Valdemar, der lod Lilleborgs ringmur bygge færdig i 1159. Ingen mønter fra Svend Grathes er fundet på Lilleborg.

1157: Valdemar d. Store bliver konge 1157-1182.

Fig. 30: Herover ses en mønt med præg af Valdemar 1. den Store, fundet på Lilleborg. I højre hånd holder han et bæger/en alterkalk, i venstre holder han et scepter med et kors. Begge symboler viser at han var en kristen monark, der havde magt over alle, selv ærkebiskoppen.     Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1159: Lilleborg opføres i Almindingen på en klippe i en sø kaldet Borresø, det er formodentlig kong Valdemar 1. d. Store, der er bygherre. Borgen opføres som en ringmursborg af kløvede kampesten uden tårn, tårnet ved indgangen i øst, som det ses i dagens ruin, blev først bygget ca. 80 år senere, hvor borgen blev forstærket. Både øst og vest for ringborgen blev resten af øen forstærket med en palisade med to tårne af træ, henholdsvis på den vestlige forborgs spids og den østlige ladegårds spids. Det vestlige trætårn blev placeret på en lille jordhøj, og en jordvold gik fra trætårnet mod øst langs nordskrænten, hvor volden løb sammen med kampestens-ringmuren. Ligeledes var der en jordvold med grav, der lå øst for ringborgen som beskyttede borgen mod angreb fra ladegårdsbanken. Jordvolden havde en palisade, og midt på volden stod et stort trætårn med port og vindebro over graven, vindebroen gav adgang til ringborgens indgang/port der førte ind i den indre del af borgen. Adgang til ladegårdsbanken lå i syd, hvor et porthus eller trætårn har beskyttet broen, Der er fundet spor af stolper fra en bro i søbunden mellem ladegårdsbanken og den sydlige søbred, (se kortet Fig. 2 øverst på siden).

 Fig. 31: Herover ses en rekonstruktions-tegning af kongeborgen Lilleborg i Almindingen, som den kan have set ud i ca. år 1160 e.Kr., da borgen kun var en ringmurs-borg med et lavt palatium/beboelse i et stokværk, og uden det senere tilføjede beskyttelsestårn, der først blev bygget omkring 1241. Et vagttårn af træ på den vestlige forborg (til venstre i tegningen), beskyttede den del af klippeknuden. Volden til højre i tegningen, der beskyttede centralborgen mod angreb fra ladegårdsbanken, havde formodentlig et trætårn med vindebro over tørgraven foran volden.

Fig. 32: Herover ses en grundplanstegning af Lilleborg omkring 1160 e.Kr., hvor borgen er uden tårnet ved indgangen i øst, det blev formodentlig bygget omkring 1241 e.Kr. (se år 1241)

1160>: Engang i 1160´erne, kommer Johanniterordenen til Danmark, de slår sig ned i Antvorskov ved Slagelse. Valdemar d. Store bevilger Johannitterne ret til at inddrive en skat på en penning pr. husstand, til brug for Johanniterne i Antvorskov og til deres ridderes korstog i Mellemøsten. Danmark er det første land, hvor et helt land bliver sat i korstogsskat (Diplomatarium Danicum 1:7.nr.156 og Danmarks Riges Breve).

At Johanitterne i Anvorskov får lov til at inddrive en korstogsskat i Danmark, viser deres status, og at kong Valdemar havde brug for deres hjælp med, at administrere og transportere forsyninger samt tropper i de kommende korstog mod Venderne, der dengang boede på den nuværende Nordtyske kyst i Østersøen. Det var en uhyre stor sum Johanniterne indsamlede, og en væsentlig del af de økonomiske midler til Valdemars felttog kom formodentlig fra denne indsamling. Forsyninger fra Bornholm, Skåne og Blekinge er antageligvis delvis transporteret af Johanniterne, eskorteret af deres krigsfolk, som dog ikke var riddere. Der er ingen oplysninger om, at der nogen sinde har været Johannitriddere eller Tempelriddere i Danmark, kun Johannitterne har været i Danmark, og kun som en munkeorden. I Middelhavet var Johanniterne kendt som søfarende korsriddere, hvor de transporterede krigsfolk og forsyninger til det Hellige Land, hvad også Tempelridderne gjorde.

St Bendts Kirke i Ringsted ombygges af Valdemar d. Store og for første gang benyttes munkesten/teglsten til byggeri i Danmark. St. Bendts kirke blev indviet i 1170 og er det ældste munkestens byggeri i Danmark, den erstattede biskop Svend Nordmans kirke bygget af frådsten i 1080.

Eskil bygger Esrum klosterkirke i teglsten. Byggeriet omtales som første teglstens byggeri i Norden (i konkurrence med Ringsted Kirke)

1161: Omkring 1161 opstår en strid mellem kongemagten og kirken, grundet en fejde mellem to paver, Alexander 3 og Victor 4., kong Valdemar er stemt for Victor 4, mens Ærkebisp Eskild holder på Alexander 3., Eskild går i landflygtighed og tager ophold hos sin ven Bernhard i klostret Claivaux i Frankrig og kommer først hjem i 1168. Kong Valdemar besætter ærkebisbens borg Søborg i Nordsjælland. Absalon forsøger at mægle.

Fig. 33: Herover ses en mønt fra Valdemar 1. den Stores tid, fundet på Lilleborg. På præget ses Valdemar med scepter i højre hånd og i venstre hånd et rigsæble med kors . Sceptret og rigsæblet er kongens magtsymboler, medens korset er ærkebiskoppens magtsymbol. At korset på rigsæblet er i kongens venstre hånd, kan være symbolet, der skulle stedfæste kongens ret, som kristen fyrste, til at herske over kirkens mænd, og dermed ret til at udnævne ærkebisperne, et vigtigt signal i striden med ærkebisp Eskild i årene hvor han var i landflygtighed. Mønten er et af de ældste danske motiver, hvor et rigsæble med kors optræder som et kongeligt magtsymbol, og efterfølgende op til nyere tid, afbilledes de danske konger ved kronings-ceremonier med scepter og korsprydet rigsæble i hænderne.         Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Ifølge antagelser skulle Valdemar den Store år 1161 have bygget det første Hammershus mod Vendernes angreb (Jørgensen Bornholms Historie). Byggeriet har nok mere været en modernisering, hvor en ringmur af kampesten formentlig har erstattet det i forvejen eksisterende træanlæg bygget af Assers i 1111.

Striden mod Eskild varede i 7 år, hvorunder ærkebispen var flygtet til Frankrig. Kongen besatte Ærkebiskop Eskilds besiddelser, blandt andet Søborg i Nordsjælland, og samtidig med Lilleborgs byggeri, skulle kongen ifølge gamle historier have bygget på Hammershus. Det må være centralborgens ringmur der tales om, Lilleborgs og Hammershus centralborgs ringmur har samme grundplan, Lilleborg har porten i sydøst medens Hammershus er spejlvendt med porten i nordøst, desuden er Lilleborg større end Hammershus (se fig 34 og 35 af grundplanstegningerne herunder).

Fig. 34 og 35: Herover ses grundplanstegninger af Lilleborg til venstre og Hammershus til højre, omkring 1161. Læg mærke til at Hammershus indgangsparti er spejlvendt og at Hammershus er mindre end Lilleborg. Begge er orienteret ens i forhold til nord og uden beskyttelsestårne ved hoved portene.

Det er meget tænkeligt, at beretningen om kongens beslaglæggelse af Hammershus er rigtig, og at han startede et byggeri på borgen. Af hensyn til de planlagte korstog mod Venderne og den kongelige politik i Østersøen, kunne kong Valdemar ikke tillade, at Bornholm unddrog sig denne politik, dertil ligger øen for centralt placeret. Under Eskilds i syv år i Frankrig, må Hammershus nødvendigvis være på kongens hænder, og byggeriet skal da ses som magasinbyggeri, beregnet til at opmagasinere skatter og fødevarer, inddrevet på Bornholm, og som skulle forsyne de planlagte korstog mod Venderne på Rügen i Nordtyskland.

Kongen sikrede sig herved en stærk base, Lilleborg midt på øen og på Nordbornholm, Hammershus beliggende over for Skåne. Hammershus behersker to udmærkede ankerpladser/udskibningshavne, en i Osanbugten ved Sandvig, der ligger i læ for vestenvinden, og en i Sænebugten, neden for Hammershus, der ligger i læ for østenvinden.

At kong Valdemar lader Hammershus ombygge samtidig med Lilleborg, er logisk ifølge korstogsplanerne omtalt ovenfor. Da kongen i 1160 er enerådende over hele øen, er det umiddelbart ikke logisk at placere Lilleborg midt på Bornholm. Efter tidens standard i Danmark var Lilleborg en stor borg og et kostbart bygger; så der har været en særlig grund til at lade den bygge midt på øen og ikke ved havet. Med Hammershus havde kong Valdemar sikret sig de to gode ankerpladser øst og vest for Hammerknuden, så umiddelbart var der ikke nogen grund til, at kongen havde brug for en ekstra borg som Lilleborg, placeret i en udmark som Almindingen var og stadig er.

Der er flere årsager til at kongen har villet bevare et magtcenter midt på øen. Overalt i Europa bygger man borge af Lilleborgtypen, beregnet til små mobile rytterenheder, der fra borgen kan beherske en befolkning man kunne beskatte. Men der var ingen befolkning i Almindingen, bortset fra på Gamleborg, men placeringen var alligevel fornuftig, idet man må huske på, at selv om de tre herreder Nørre, Øster og Sønder Herred midlertidig var overtaget af Valdemar, viste han, at det kun drejede sig om tid, før de tre herreder måtte leveres tilbage til ærkebiskoppen. Når dette skete, var kongen nødsagen til at stadfæste sine kongelige rettigheder over hele Danmark, inklusiv ærkebispens landsdele og hermed retten til frit at bevæge sig rundt på de tre ærkebispelige herreder, af den grund ligger Lilleborg ideelt hvor de 4 herreder støder op til hinanden.

Kongerne i middelalderen var dygtige forretningsfolk, ellers blev deres regeringstid kort, derfor måtte de have indtægter. At bygge Lilleborg og drive den, kan ikke alene henvises til, at den skulle kontrollere Midtbornholm med bispevejen, der gik mellem Hammershus og ærkebispens hovedkirke i Åkirkeby, medmindre kongen krævede vejtold. Ej heller var inddrivning af kongelige afgifter i ærkebispens herreder en forklaring på placeringen af Lilleborg. Kong Valdemar sikrede sig indtægter, hvor han kunne og derfor er der en særlig grund til at bygge borgen i Almindingen. Formodentlig er den vigtigste indtægtskilde det nærliggende Koldekilde Marked, som kun lå 1 km fra Lilleborg.

Fig. 36: På Lilleborg er der fundet et nøglebeslag (herover). Formodentlig har den siddet på kisten, hvor skatterne opbevaredes og nøglen herunder viser, sammen med nøglebeslaget, at der samledes værdier på borgen, som skulle sikres.      Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Fig. 37: Der er fundet adskillige nøgler på Lilleborg, herover ses en fundet af Hauberg i årene 1887-1923.      Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Ved Koldekilde var, formodentlig siden oldtiden, et kildemarked, stedet lå midt på øen og de nye veje mellem Hammershus på Nordbornholm og Åkirkeby på Sydbornholm, gjorde adgang til kilden lettere for bornholms befolkning. Koldekilden havde ru for at være helsebringende og syge folk blev ført til stedet, samtidig kunne man jo også handle lidt. Disse kildemarkeder, som lå spredt over hele landet, var noget middelalderens magthavere havde økonomisk interesse i, det gjaldt ærkebispen så vel som kongen. Det var betydelige indtægter, der kunne inddrives i form af skatter på sådanne steder og i tilknytning blev der ofte bygget en borg for, at sikre betaling af skatter og afgifter. Falsterbo er et eksempel på, hvor kongen lod bygge en borg i en udmark, årsagen var sildemarkedet, hvor der blev inddreve skat af stedets handel. Handelen ved, Koldekilde Markedet i udmarken Almindingen, kunne finansiere den nye borg.

Fig. 38: Vægtloddet på fotoet herover fortæller, at der blev drevet handel på Lilleborg eller ved Koldekilde, som gav indtægter til borgens drift.        Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Eftersom bornholms befolkning, flere gange om året, handlede på Koldekilde Markedet i Almindingen, var det fordelagtigt for kongen at beherske dette marked, særlig ved midsommer, hvor markedet var størst. Hvis kongen helt havde opgivet Gamleborg, der sikkert også kontrollerede kildemarkedet før Lilleborg, og ikke havde bygget dette, da havde ærkebispen i stedet sat sig på det lukrative kildemarked. Lilleborg var derfor velplaceret i forhold til Koldekilde Marked, et lukrativt marked kong Valdemar naturligvis ønskede at udnytte.

Fig. 39: Spillefugle har altid været tiltrukket af markeder, hvor mennesker kunne mødes og spille om penge eller naturalier. Herover ses to terninger af ben fundet på Lilleborg.     Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1162: Valdemars teglstensmur i Dannevirke bliver bygget. Valdemar får aldrig set muren færdig, det er hans søn Knud 4. der gør byggeriet færdigt. Anvendelsen af dette nye byggemateriale tages hurtigt i brug rundt om i Danmark; Vordingborg, Korsør, Bjernede kirke m.fl.. På Lilleborg er fundet rester af teglsten, muligvis er de øverste etager af borgen bygget med mursten = kongeligt byggeri. Murstenene er muligvis senere genanvendt på Hammershus.

Absalon bygger Roskilde Domkirke. Han lader den af biskop Nordman byggede frådstens katedral nedrive og erstatte med den nuværende teglstenskirke. Det tager adskillige år at gøre den færdig. Ligeledes påbegyndes også Sorø Kirke ligeledes i teglsten.

1167: Absalon bygger borg i Havn (København), Esbern Snare bygger Kalundborg (Allike Lundeborg) samt tårnborg ved Korsør placeret centralt indenfor en firkantet ringmur, borgen var en særdeles stærk fæstning, svarede til anlæg i det tyske kejserrige og Normandiet. Valdemars søstersøn Knud Prislavsøn bygger Nyborg.  Kong Valdemar bygger Vordingborg ved Øring Næs og Sprogø bliver også befæstet, her med et rundt tårn. Flere af disse byggerier er teglstens byggerier. Bjarnede kirkes øverste etage er ligeledes af teglsten,  Hvideslægtens bygherre besluttet at anvende dette nye vidunder byggemateriale var kirken da halvfærdig.

1168: Ærkebiskop Eskild vender hjem fra landflygtighed, pave Alexander 3. sidder nu sikkert på pavestolen. Kong Valdemar giver alle ærkebispens rettigheder og besiddelser tilbage. Hammershus og 3 af bornholms 4 herreder gives ligeledes tilbage. Kongen får ingen grund til utilfredshed med Eskilds loyalitet, samarbejdet bliver upåklageligt.

1169: Rügen og borgen Arkona indtages af Valdemar den Store og biskop Absalon. Rügen kommer under Roskilde bispedømme. Her kan Hammershus, sammen med Vordingborg, have været en vigtig brik i dette felttog som forsyningsbaser i Østersøregionen.

1170: En stor skare af kirkelige og verdslige stormænd samles i Ringsted, hvor koret i kirken, der blev opført i munkesten, var færdigbygget. Ærkebiskop Eskild forestår indvielsen og samtidig optages Knud Lavard til skytshelgener for Sjællands og kongeslægten. Valdemars mindreårige søn Knud salves og krones til faderens efterfølger.

I 1170 angriber Øland af Kurlænderne og Esterne og en tid har de en base på øen. Kurlænderne hjemsøger de sjællandske kyster, hvorvidt Kurerne og Esterne også angriber Bornholm er uvist. Et dansk ledingstog driver dem, det samme år, ud fra øland. Den danske kong Valdemar den Store har øjensynligt betragtet Øland som dansk territorie. Sverige er endnu ikke et samlet rige men delt i tre riger: Vestergøtaland, Østergøtaland og Svealand. Småland var et stort ufremkommeligt skovområde beboet af hedninger, som var en naturligt grænse mellem Danmark og rigerne nord for skoven. Den sydlige del af Småland op til søen Bolmen havde været et dansk grænseland siden vikingetiden.

1177: Absalon bliver ærkebiskop i Lund, 1177-1201. Eskild nedlægger sit embede.

Fig. 40 og 41: Bidsler og sporer fundet på Lilleborg viser, at borgen er en ridderborg, med en ryttergarnison bestående af 1 ridder udrustet med ringbrynje, hjelm, stort spidsovalt skjold, lanse og sværd. Ridderen var fulgt af 4-8 ungriddere udrustet med læderpanser og hjelm, lanse, sværd og skjold, og samme antal væbnere til hest bevæbnet med armbryst, buer og spyd. Ungridderne og væbnerne var også vagtstyrken på borgen, der sammen med kvinder og arbejdere, talte borgens besætning på omkring 24-30 voksne personer, medregnet børn og andre løsarbejdere, falkonerer og gøglere, skulle der skaffes mad og drikke til mellem 40-50 personer.                  Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Fig. 42 og 43: Hestesko og del af ringbrynje fundet på Lilleborg, viser at nogle krigsfolk var godt udrustet til krig. En ringbrynje var meget kostbar og blev formodentlig kun båret af borgherren, mens det menige mandskab havde intet panser eller let læder og polstret panser.         Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

.

1182: Knud 4 (6). bliver konge, 1182-1202. Fra hans regeringstid er der fundet 46 mønter på Lilleborg, hvad kan skyldes en større aktivitet på borgen, formodentlig i forbindelse med krigshandlingerne i det vendiske område i det nuværende Polen og Nordtyskland, hvor Bornholm kan have været en forsyningsbase for den danske hær.

Fig. 44:   Fra Knud 4.(6.) er der fundet 46 mønter på Lilleborg. Ingen ydre fjender truede Bornholm i den tid og aktiviteten har formodentlig været af fredelig karakter, mønterne stammer sikkert fra handel og skatteinddrivelse. Mange bornholmere har sikkert nydt godt af handelen med forsyninger til korstogene mod Venden på den Nordtyske kyst, som antageligvis blev forsynet delvis fra Bornholm.     Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1184: Absalon fører den danske leding flåde mod Venden, ved Stralsund slår han den vendiske flåde og tager 500 skibe, kun 35 skibe undslipper.

1185: Kong Knud fuldbyrder Vendens erobring og hertug Buggislav må hylde den danske konge

1186: Den norske konges bror, Erik Sigurdson, sejler med en flåde til Østersøen, hvor han plyndrer kysterne ved Dvinas munding. Derefter kaprer han to saksiske skibe syd for Gotland. Om Bornholm berøres af denne flådes plyndring, er der ingen beretninger om.

1187: I julen holder kong Knud 4.(6.). julegilde på kongsgården i Odense. Et sendebud fra paven kommer med meddelelse om, at muslimerne havde taget Jerusalem. Dette udløste en ny korstogs feber som adskillige danske krigsfolk deltager i. Mange af de nordiske krigsfolk, heraf sikkert også eventyrlystne bornholmere, får pavens velsignelse, til at udføre deres korstog i nærområdet, mod de hedenske slaviske og baltiske folk.

1191: Kong Knud fører et korstog mod Finland, hvor et strategisk beliggende område nord for Estland, besættes. Den 23. juni observeres en solformørkelse over Danmark.

1201: Anners Sunesen bliver ærkebiskop, 1201-1223.

Fig. 45 og 46: Tenvægte til spinding af uldtråd (til venstre herover) og et ildstål til at slå ild med (til højre herover) var vigtige hjælpemidler, som kvinderne ikke kunne undvære i deres daglige arbejde på Lilleborg i Middelalderen.         Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Fig. 47 og 48: Perlerne til venstre har tilhørt kvinderne, kornet til højre var kvindernes gebet, som de malede til mel og bagte brød af, eller de kogte det til grød, som var den mest almindelige spise for Lilleborgs beboere i middelalderen.    Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1202: Valdemar 2. Sejer bliver konge, 1202-41. Ryd-årbøgerne omtaler et korstog mod Finland ledet af Anders Sunesøn Hvide. Der er fundet 13 mønter på Lilleborg fra hans regeringstid.

1203: Øselboerne, som havde nær kontakt med Kurlænderne, hærger Danmarks og Sveriges kyster med 16 skibe. Da Øselboerne ville afsætte byttet i Visby, overfaldt Albert af Bremen, med sin korshær, Øselboernes skibe og fik et stort bytte. Formodentlig er Bornholm ikke gået fri af Øselboernes plyndring, selv om der ingen oplysninger er herom.

1218: Bisp Albert af Riga opsøger kong Valdemar, og på de tyske sværdridderes vegne, beder han kongen om hjælp til at kristne de hedenske estere.

Fig. 49 og 50: En knækket lansespids (til venstre) og en dupsko til en lanse (til højre) fundet på Lilleborg, kan være anvendt i en turnering på borgen. I denne tid trænede man heftigt for, at dygtiggøre sig til det kommende korstog til Estland. Mange ridderes våben, såvel som lemmer, har brækket under dyst legen, krig var ikke altid årsag til skader, den daglige træning forårsagede også mange skader, som det kendes hos nutidens sportsfolk.             Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1219: Kong Valdemar opbyder en vældig hær og sejler til Estland, det er Østersøvældet, der tager sin udvidelse imod Baltikum, og Bornholm må nødvendigvis have været inddraget i denne ekspansion. Bornholms kirker og borge har sikkert været oplagringsstationer med fødevarer til invasionsstyrken. Hammershus har givetvis været inddraget i operationerne som forsyningsbase.

Det er tænkeligt at Johanitterne i Anvorskov har været behjælpelig med transport af forsyninger og tropper. En del af forsyningerne fra Bornholm, Skåne og Blekinge, kan være transporteret af Johanniterne, eskorteret af deres krigsfolk. I Middelhavet var Johanniterne kendt som søfarende korsriddere, hvor de transporterede krigsfolk og forsyninger til det Hellige Land.

Den 15. juni, står der ved Lyndanise et stort slag mellem danskerne og esterne og under slaget falder et rødt flag med et hvidt kors ned fra himlen (Dannebrog). Det går i begyndelsen dårligt for danskerne, og under det tumultagtige slag, hvor esterne nåede ind i danskernes lejer, er adskillige telte sikkert væltet eller gået op i luer. Det er tænkeligt at Johanniternes ordensmester fra Antvorskov har været med ved Lyndanise, et af teltene kan være Johanniternes telt med deres banner, et rødt flag med et hvidt kors. Dette flag kan have revet sig løs og blafret hen over danskerne på slagmarken, en oplevelse, der for de trængte danskere, opfattes som et under, der kom ned fra himlen. I 1130 proklamerede paven, at krigen mod de vantro og hedninger skulle føre et rødt banner med et hvidt kors, og mange tyske hjælpetropper havde også år 1219 røde flag med hvidt kors. Johanniterne havde allerede år 1150 i Jerusalem en rød Gonfanon/Standard med et hvidt kors, først i 1259 fik Johannitter-ordenen af paven eneret på det røde flag med hvidt kors.

Ærkebisp Anners Sunesen var med i slaget og Dannebrog kan derfor også stamme fra hans flagprydede telt. Ærkebispens flag var en rød dug med et gult kors, som det ses i nutidens Skånske regionsflag, så det er nærliggende, da det gik dårligst for danskerne, at ærkebispen har haft en finger med i Dannebrogs blafren hen over slagmarken. Under kong hans’s mislykkede forsøg år 1500 e.Kr. på at undertvinge befolkningen i Ditmarsken, nuværende Holdsten, mistede vi Lyndanis flaget. Ditmarskerne, der var sejrherrer, hængte flaget op i Meldorf kirke i Ditmarsken. Hundrede år senere var flaget, der stadig hang i kirken, falmet og korset var en snavset hvid farve, så alle troede, at korset oprindeligt havde været hvidt, muligvis var korset oprindeligt gult som Skånes flag, men falmet til en grumset hvidlig farve.

Fra  en samling (Collectanea) til Peder Olsens Danmarks historie, der formodentlig er skrevet omkring 1527, omtales det at begivenheden hvor Dannebrog faldt ned fra himlen, fandt sted i året 1208 på et sted kaldes Fellin (Villjandi) i Livland, nuværende Estland. Kilden er antageligvis ældre end 1527 og er nedskrevet af Peder Olsen 300 år efter begivenheden. Der er uvist hvorfra Dannebrog stammer og der er mange muligheder at vælge imellem.

1223: Peter Saxesen bliver ærkebiskop, 1223-1228. Under en jagt på Lyø bliver kong Valdemar og hans søn Valdemar taget til fange af Grev Henrik af Schwerin. Først i 1225 bliver kongen og hans søn frikøbt for en uhyre sum, ifølge et sagn, indsamlet af de danske kvinder, der ofrede deres smykker.

1228: Uffe Thrugotsen bliver ærkebiskop, 1228-1252.

1231: Ærkebisp Uffe Thrugotsen skildrer i et brev til paven, at der er nød i Danmark med kvægpest og hungersnød. Også den i 1225 store løsesum for kong Valdemars løskøb, tynger Danmark.

Fig. 51 og 52: Høtyve og arbejdsknive fundet på Lilleborg, var vigtigt værktøj for borgens mandlige besætning. Forsyninger blev formodentlig kørt til borgen som fast afgift af herredets bønner, og en høtyv og en kniv var nødvendig at være i besiddelse af, når høet skulle læsses ind på borgen og dyrene slagtes.      Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

Fig. 53, 54 og 55: Fiskekrogen til venstre herover er sikkert anvendt i søen af en dreng, imens har han kunnet fløjte en melodi på benfløjten i midten. Kammen til højre er en fin kam, sikkert anvendt af en fin frue i borgens øverste stue. Fra stuen har hun igennem de fine glasruder, kunnet se drengen, der fløjtede ved søbredden.       Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1241: Valdemar Sejr dør. Erik 4. Plovpenning bliver konge, 1241-50.

I perioden 1210-1240 kommer kastelborgene som type til Danmark, den borgtype har været anvendt syd for Danmark siden 1190. Typen er stærkt befæstet med såkaldte tovreller, der er små runde tårne der er åbne bagtil og som følger muren med fast interval (tovreller ses i Visbys bymur og på Hammershus, som dog er noget senere opført). Også hjørnerne bliver befæstet med firkantede tårne, ofte beskyttede de indgangen eller var selve porttårnet, som det ses på Lilleborg og Hammershus. Faldgitre i portåbningen er ikke indført endnu, de bliver først almindelige fra omkring 1260.

I tidsrummet 1241 til 1255 bliver Lilleborg østtårnet ved indgangen formodentlig bygget, samtidig bliver en nye mur nord for tårnet opført, den erstatter en svagere mur, beliggende 2 meter vest for den nye. Formodentlig er byggeriet foranledning af kong Erik Plovpennings eller af Cristoffer 1., det begrunder jeg med, at det var urolige tider, hvor kongen konstant var i strid med ærkebispen. Især efter Jakob Erlandsens blev ærkebiskop i 1253, blussede striden op med kong Christoffer 1. og ærkebispen har formodentlig, i takt med Lilleborgs udvidelse, udvidede Hammershus ved at etablere Manteltårnet. Disse byggerier er sikkert sket i et oprustnings kapløb mellem kongen og ærkebispen.

 

Fig. 56 og 57: Herover ses grundplanstegninger af Lilleborg til venstre og Hammershus til højre fra 1241-1259. Begge borge har fået et beskyttelses tårn ved hovedporten, bemærk at tårnet på Hammershus er placeret over den gamle portåbning, og at Lilleborgs nordøst mur er flyttet 2 meter mod øst. tårnet på Lilleborgs har kraftigere murværk (180 cm) end Hammershus, hvor tårnets murværk er tyndere mod indre slotsgårde (90 cm) og kun tårnet ydermur mod ydre slotsgård har tykkere mur (155-165 cm). Hammershus tårn er muligvis opført flere år senere en Lilleborgs, formodentlig efter 1253 hvor Jacob Erlandsen bliver ærkebiskop og striden blusser op mellem ham og kong Cristoffer. Murerne er sandsynligvis blevet dygtigere og har for at spare materialer, bygget spinklere murværk på Hammershus.

 

Fig. 58: Herover ses et foto fra Lilleborg set mod nord, taget fra tårnets mur af den nye østmur. Den nedbrudte østmur fra borgens opførelse i 1159 ses til venstre og den nye mur opført omkring 1241 ses til højre. Den nye mur har både været tykkere og højere en den gamle mur og har formodentlig haft en vægtergang af træ oven på muren.

På Lilleborg er der en stigende aktivitet på borgen og flere mønter fra kongerne Erik Plovpenning og Christoffer 1. er fundet.

Erik Plovpenning 1241-1250, med 40 møntfund,

Christoffer 1. 1250-1259, med 69 møntfund.

Møntfundene afspejler formodentlig byggeaktiviteten, hvor Lilleborgs store beskyttelsestårn i den østlige mur ved porten etableres, tillige med at en ny stærkere mur nord for tårnet bygges. Muren erstatter den ældre, men svagere, østmur fra 1159, der rives ned og genanvendes i den nye mur, som dermed opføres 2 meter udenfor mod øst. På Lilleborg er fundet rester af teglsten, muligvis er det på den tid, at øverste etage af borgens palatium bliver udvidet med en etage af mursten. Ved samme lejlighed anvendes der glas i vinduerne til palatiet. Ruder af pergament eller ben er ellers almindeligst anvendt på denne tid, at her anvendes glas viser tydelig, at det er et kongeligt byggeri, hvor intet er sparet. Senere, efter at borgen var erobret af Jaromar af Rügen i 1259, er de kostbare ruder, mursten og træværk genanvendt til udvidelsen af Hammershus.

Fig. 59: Herover ses en rekonstruktions-tegning af Lilleborg fra omkring 1258, set mod nord. Borgen har, ud for indgangen til hovedporten, fået et beskyttelsestårn. Palatiet/beboelseshuset har fået en ekstra etage opmuret i teglsten/munkesten, vinduerne er forsynet med glasruder og prydet med søjler i kalksten fra Limensgade på Sydbornholm.  På den lille tegning ses, hvordan porten muligvis har haft en blynæse over indgangen, som var blevet almindeligt i middelalderens begyndelse, herfra kunne angreb på porten bekæmpes med kogende olie, vand og uhumskheder fra latrinerne. Porten har intet faldgitter, det var ikke indført i Danmark da tårnet blev bygget i 1241, hvorimod Manteltårnet på Hammershus har faldgitter, som er blevet monteret under en ombygning, midt-sent i middelalderen.

Fig. 61, 61 og 62: Herover ses fra Lilleborg, til venstre en halv munkesten, i midten et stykke rudeglas i blyfatning og til højre skår fra udsøgt drikkeglas. Disse materialer viser at Lilleborgs ejer var velstillet og havde råd til luksus som mursten, glas i vinduerne og fine importerede drikkeglas, en konge værdig.          Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1250: Abel bliver konge, 1250-52. Fra Abels tid er der kun fundet 1 mønt, hvilket fortæller, at der nok ikke har været megen aktivitet på Lilleborg. Mønten kan være tabt i Christoffers tid.

Omkring den tid begynder den gotiske byggestil at vinde indpas i Danmark. Stilen er kendetegnet ved spidsbuede krydshvælvinger i rummene, spidsbuede vinduer og gavle med kamtakker, ligeledes er det almindeligt at give kirkerne tårne og mange af de romanske kirker forsynes det næste århundrede med kirketårne. Stilen slår først igennem på Bornholm efter 1270-80.

1252: Chrisstoffer 1. bliver konge, 1252-59, død 29. maj 1259.

1253: Jacob Erlandsen bliver ærkebiskop (1253-1274), han er af hvideslægt

1259:  Lilleborg ødelægges:  Efter en længere strid lykkedes det Frue nat, (5. febr.) Kong Christoffer 1. at pågribe ærkebiskop Jacob Erlandsen i Gislaborg ved Landskrona, og føre ham som fange til kongsgården Hagenskov på Fyn. Dette afstedkommer at Rügenfyrst Jaromar, sammen med Jacob Erlandsens broder Anders Erlandsen, gør landgang på Bornholm, indtager og ødelægger Lilleborg i Almindingen. Dette må være sket engang i marts eller begyndelsen af april måned, for efter togtet til Bornholm, gør Jaromar d. 17. april landgang på Sjællands østkyst og stormer København, som derefter hærges (Jarmers Plads og Jarmers Tårn viser hvor Jaromar brød ind i byen med sin hær).

 

 

 

 

 

Fig. 63 og 64:Herover ses 2 foto af armbryst-boltspidser fundet ved sydmurens yderside på Lilleborg. Flere af spidserne er slået flade i spidsen, der antyder at de har ramt borgmurens yderside og må være afskudt fra søen Pølsekjedlens sydlige bred. Spidserne stammer formodentlig fra kampene om borgens erobring i 1259. At sende en massiv sværm af pile mod borgen fra sydsiden, var en taktik der skabte forvirring og bortledte opmærksomheden fra hovedangrebet, som må være sket ved østmuren, hvor en del ituslået krigsudstyr er fundet.      Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

.

 Fig. 65 og 66: At kampen har været voldsomme og blodige i middelalderen, vidner fundene fra Lilleborg om. Herover ses en modbydelig pilespids og 2 kampøkser, der ofte var monteret på et 1,5 m langt skaft. Foto Bornholms Museum.

Fig. 67: Fodangler/partisansøm var et vigtigt forsvar i middelalderen, de kunne hurtigt kastes ud foran murene og porten, og når angriberne trådte på dem, var de temmelig invaliderende og hæmmede angrebet.       Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

.

I en gammel bispekrønike fortælles der følgende: ¨Han (Fyrst Jaromar) drog med ærkebispens broder Anders Erlandsen til Bornholm og belagde Hammershus slot. Besætningen måtte overgive sig og 200 mand blev fangne, af hvilke en del blev henrettet og resten blev med ham fangen bortført til at ransoneres. Ærkebispens broder, Anders Erlandsen, blev tilbage på Bornholm.<<

Pave Urban, der ellers havde holdt med Jacob Erlandsen, skriver til sin stridbare ærkebisp i norden og bebrejdede hans onde gerninger, særlig det: ¨at han havde tilskynnet fyrst Jarromar og sin broder Anders Erlandsen til at foretage sådanne onde gerninger mod kongens folk på Bornholm, ødelægge fæstningen og slottet siden indtage og besidde.¨ (Magn. Mathæi Bispekrønike, opbevaret i Bornholmiana, 5. bind¨ (Rigsarkivet)).

I første beretning omtales Hammershus som værende den borg der blev indtaget. Noget tyder på at Kong Christoffer havde erobret Hammershus kort tid efter at ærkebispen var taget til fange. Det passer godt med at den første beretning omtaler Hammershus som den borg der tages og at Anders Erlandsen bliver tilbage på borgen, medens Jaromar (Jarimir?) drager videre, hvorhen omtales ikke.

I den anden beretning (Pave Urbans) omtales en fæstning og et slot som værende involveret. Det er gammel kendt på Bornholm, at Hammershus altid har været omtal som slottet. Fæstningen som omtales i den sidste beretning må derfor være Lilleborg, dertil drog Jaromar med sine folk og erobre borgen og lagde den øde, medens Anders blev på Slottet med sine folk.

Det er usikkert fra hvilke borge de 200 tilfangetagne folk kom fra, at alle 200 døde, som nogle forfattere påstår, er ikke rigtigt. Som det omtales i første beretning, blev nogen henrettet, medens resten blev frikøbt af slægtninge (ransoneres=løskøbes. latinsk-fransk), det var almindeligt i middelalderen, at spare værdifulde fanger, så man kunne få løsepenge for dem.

Jeg antager, at Jaromar og Anders både erobrede Hammershus og Lilleborg. Hammershus har sikkert hurtigt overgivet sig uden kamp, hvad også står skrevet i den første beretning ¨Belagde Hammershus slot¨. Lilleborg har bidt fra sig, den var en kongeborg og dengang stærkere end Hammershus. Høvedsmanden på Lilleborg har kæmpet for sin ære, om han overlevede er uvist, hvis han gjorde, kan han være en af dem, der blev sparet for, som der står skrevet, ¨bortført til at ransoneres¨.

1259: Erik 5. klipping bliver konge, og krones juledag 1259, (1259-86).

Fig. 68: Fra Erik Klippings tid er der fundet 78 mønter, Disse mønter stammer fra tiden efter Lilleborgs erobring, hvor borgen blev anvendt som byggemarked i forbindelse med udvidelse af Hammershus. Herover ses 3 eksemplarer, hvoraf den til venstre har klip fra Erik Klippings møntforringelse (deraf tilnavnet Klipping). Erik Klipping begyndte først at klippe i mønterne et par år inde i sin regeringstid, og denne mønt må være tabt på pladsen nogle år efter at borgen var erobret af Rügenfyrsten 1259. Formodentlig er den tabt i tiden efter at Erik klipping tilbageerobrede Lilleborg i 1265.      Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

1260: Lilleborg bliver ikke helt forladt, i en periode er der aktivitet på borgbanken, Anders Erlandsen sidder på Hammershus og Lilleborg, indtil Erik Klipping erobrer Hammershus i 1265 og samtidig kommer Lilleborg igen under kronen. Mens ærkebispen fra 1259 til 65 har øen, har der formodentlig boet en administrator på Lilleborg, eksempelvis en kirkelig embedsmand, og netop et spidsovalt signet af bronze, der har tilhørt en gejstlig person, er fundet på Lilleborg. Et alter med alterdug er præget i Signetet og på alteret står en alterkalk og teksten langs kanten lyder “+ sigillum bovonis”,  som betyder Boves segl.  Spidsovale segl dateres til den sidste halvdel af 1200 tallet. Den eneste person der kan refereres til er Bove fra Lund, en gejstlig person fra hvem der foreligger 2 breve dateret til 1256 og 1268, seglet kan have tilhørt ham og formodentlig har han været på Lilleborg i tidsrummet 1259-65. og Han har muligvis måtte forlade Bornholm i hast uden at få sit segl med, da Lilleborg faldt for kongens krigsfolk i 1265.

Fig. 69 og 70: Vist herover er fund fra Lilleborg med Boves segl. Sammen med det forgyldte bogspænde, som formodentlig har siddet på en bibel, antyder det, at en prælat fra Lund domkirke har været på Bornholm, formodentlig Bove.        Foto: Bornholms Museum. Billedredigering: M.F.Jensen.

På Lilleborg er der fundet rester af teglsten, det er muligt at nogle af de yngste øverste etager på Lilleborg har bestået af munkesten, i så fald har Anders og Jacob Erlandsen sikkert hentet det værdifulde byggemateriale på det erobrede Lilleborg og genanvendt det til at udbygge Hammershus. Det kan forklare, hvorfor der er fundet et segl tilhørende en gejstlig fra Lund, fra tiden efter at borgen var erobret, han har formodentlig været ansvarlig borgens nedrivning, og noteret op, hvad der med transport blev sendt til Hammershus. En stor del af de ældste munkestene fra Lilleborg kan derfor sikkert befinde sig indmuret på Hammershus i Manteltårnet og Palatiet. Munkestene blev i udstrakt grad genanvendt i middelalderen, Kalø Slot ved Århus var f.eks. leverandør til flere herregårde i Jylland samt til palæer i København. Den nederste etage af Munkesten på manteltårnet og trappen har størrelsen som anvendtes i 1170-90, og som også findes i Dannevirke og Ringsted Kirke, begge bygget i 1170-80. Da Hammershus først anvendte munkesten 50 år senere, må stenene nødvendigvis være hentet fra et ældre byggeri, formodentlig fra Lilleborg. Kirkesalen og en del den indre borggårds tilbygninger, må være bygget i tiden medens Jens Grand 1289-1303 var Ærkebiskop, så han kan også have benyttet Lilleborg som byggemarked.

1265-1275: Kong Erik Klipping indtager Hammershus og i 11 år sidder en kongelig kommandant på Bornholm, fra 1274 er det rügenfyrst Vitslav Jarmarsen, kongens Drost=hærfører, der sidder på Lilleborg og Hammershus.  Et år senere i 1275, må han gå ind på at give Hammershus tilbage. Adskillige gange indtager kongemagten borgen, men må altid lever den tilbage efter en korte besættelser.

Som før omtalt, mener arkæolog Finn Ole Nielsen Bornholms Museum, at mønterne på Lilleborg fra Erik Klippings tid afspejler, at Lilleborg bliver generobret samtidig med Hammershus blev indtaget år 1265, og at Lilleborg først senere blev nedrevet. En teori er hvor jeg antager, at det var Erik Klipping, der lod Lilleborg nedreve. Hvis det er tilfældet, har han tænkt og gjort som den skotske kong Robert Bruce, der under stridighederne med englænderne, nedrev mange af Skotlands datidige borge. Konstant måtte Bruce generobre borgene fra englænderne og omvendt, det var nødvendigt for den engelske konge, at kunne anvende dem som besættelsesborge og uden borgene som Bruce lod nedreve, mistede englænderne grebet om Skotland. Erik Klipping var sikkert klar over, at han ikke i længden kunne holde Lilleborg mod de magtfulde ærkebiskopper i Lund. For at hindre ærkebispen i at genbesidde på Lilleborg, kan kongen have gjorde som den skotske konge og lade Lilleborg nedrive. Ser man på, hvor resterne af murbrokkerne ligger, er det tydeligt, at murene er trykket ud fra indersiden af borggården, alle kampestenene er væltet udad og ligger på ydersiden nedenfor ved borgs ved søbred, et tydeligt tegn på at arbejdet var grundigt udført og at der var tid til opgavens udførelse.

Det kan også være, at der var ærkebiskop Jens Grand 1289-1303, der er ansvarlig for Lilleborgs nedrivning og genanvendte munkesten samt tømmer på Hammershus. At en del af Lilleborg var bygget af teglsten=Munkesten, kan ses af de få munkesten der er fundet på stedet, men der må have været mange flere og disse er formodentlig fjernet og anvendt andre steder, f. eks. på Hammershus.

1273/74: Rønne herred overlades til Røugenfyrsten Vitslav Jarmersen (faderen Jarmer døde i krig år 1261). Vitslav var kong Erik Klippings drost.

1274: Jacob Erlandsen dør på Rügen

Lilleborgs historie som fæstning er til ende, borgens rives delvis ned så der bliver en lav mur tilbage. Materialerne genanvendes til andre byggerier, og borgen går i glemsel. Ikke før holstfører Rømer henter sten på Lilleborgruinen, bliver der foretaget udgravninger på stedet. Lokalbefolkningen bliver bekendt med borgen som Røverborgen og den bliver et turistmål.

M.F.Jensen.