Taktiske forhold på Bornholm i germansk jernalder
De taktiske forhold var forskellige, henholdsvis på Nordbornholm og Sydbornholm. Det var terrænets beskaffenhed og form der bestemte kampformen strategi og taktik. Det er bedst, at tage den første kamp på havet når man så fjendens skibe, dette for at give reaktionstid til, at landhæren kunne samles ved kystskrænterne hvor næste forsvarsfase ville udspillede sig. Var fjendens flåde for stor, undlod man at tage kampen på havet og forsøgte i stedet, at slå angriberne når de prøvede på at forcere kystskrænterne, som er en overordentlig stor hindring, når den forsvares af en stålsat forsvars styrke. Var fjenden gået i land på en sandstrand, for eksempel på Melsted strand ved Gudhjem, eller Balka syd for Nexø, hvor der begge steder ingen kystskrænter er, så var man tvunget til at tage kampen medens angriberne søgte ind i landet mod bygder og tilflugtsborge. Ved skiftevis lynangreb af spredte let bevæbnede grupper og angreb med sluttede tungt bevæbnede kolonner (svinefylking), kunne man svækket fjenden så meget, at de søgte tilbage til skibene og sejlede bort.
Fig. 1) Herover ses en svinefylking på 160 mand+15 hersere. Dette var den mest almindelige størrelse på en angrebskolonne kaldet en svinefylking i jernalderens Bornholm. Saxo omtaler den mindste fylking til 175 mand, men fylkinger på omkring 60 mand var nok mere anvendeligt på Bornholm, hvor der forekom hegn, grøfter og andre former for hindringer. 60 mand var den mindst størrelse, der kunne anvendes i en nærkamp i jernalderen. Svinefylkingen vises herover i åben formation før stormløbet mod fjenden,
Fig.2) Efter at de første 4 rækker har kastet spyddene-(angon), rykker de ind i mellemrummene til 2 linjer i en lukkes formationen for, at bryde fjendens formation op, så den kollapser og tager flugten. Svinefylkingen kunne være meget større og for det meste opererede 3 fylkinger side om side, så den midterste var større og rykket lidt frem i forhold til side fylkingerne. 
Fig. 3) Yderligere 4 linjer har kastet deres angun, og rykket sammen i mellemrummene og tilsammen udgør de før 8 linjer nu 4 linjer skjold mod skjold. På flankerne opererer det lette infanteri som flanke sikring.
Fig. 4) Formationens forreste kileformede 12 åbne linjer, er her sluttet sammen til 6 tæt sluttede linjer. Krigernes angon er kastet mod fjenden og formationen er i nærkamp. De bagved endnu åbne linjer, kaster deres angon hen over hovedet på de forreste nærkampslinjer. Denne regn af kastespyd som rammer fjendens bagerste linjer gør, at de vil stoppe op og beskytte sig bag skjoldene, derved forsvinder fjendens fremdriften mod de foranstående frontkæmpere, som forårsager at fjendens formation mister fremdrifts-pres. Når fjendens presset bliver lettet, vil ens egne frontkæmpere kunne gå frem og til sidst, når alle har kastet deres angon/kastespyd og formationen er sluttet sammen til 14 tæt sluttede linjer, kan hele massen presser sig frem mod fjenden. Hvis det lykkedes at tvinge fjenden tilbage, eller endnu bedre vælte formation omkuld, ville man let kunne dræbe dem liggende på jorden, eller angribe ryggen mod dem der forsøger at flygte. Mange af flygtningene blev hugget ned bagfra af ens egne der hensynsløst rydder venner væk for, at undslippe nedslagtningen.
På Nordbornholm med de mange dybe skovklædte sprækkedale, hvor imellem landet hæver sig i højdedrag med klippevægge og stejle skråninger, var let infanteri i spredt orden, som var bevæbnet med buer og lette kastespyd, vigtigt for hurtigt at kunne krydse sprækkedalen, og levere et overraskende angreb mod fjendes flanker, som rykkede op i landet mellem åerne. I det åbne land, var det vigtigt, at have tæt sluttede angrebs formationer på 60-175 mand placeret strategiske steder, gerne hvor angrebet kunne udføres nedad bakke. Under angrebet kunne det lette infanteri angribe i fjendens flanker udført fra sprækkedalene. Mislykkes angrebet kunne det lette infanteri sive tilbage gennem sprækkedalene efter, at den tætte formation havde trukket sig tilbage bag til et i forvejen beredt retrætepunkt, eksempelvis bag et højdedrag eller et å-løb. Herfra kunne man igen levere et angreb, og vis dette også mislykkes, var sidste forsvar tilflugtsborgen, eller en klippe med lodrette klippevægge, som kunne give forsvarerne fordelen hvis de blev angrebet.
Her vises en tænkt situation i jernalderen, med de mulige retninger en angribende fjende fra havet kunne benytte under fremrykningen ind i landet. Brune linjer angiver hvorfra forsvarerne havde de bedste muligheder, at stoppe angribernes fremrykning.
I det flade landskab på Sydbornholm var de taktiske forholdene anderledes. I nutiden er det flade landskab et udpræget landbrugsland, med marker der strækker sig kilometer så langt øjet rækker med få diger og hegn. I oldtiden var det flade landskab dækket af utallige, småsøer, mosedrag, skove, levende hegn og diger, hvor nogle diger var mandshøje. I nutiden er næsten alle småsøer og moser drænet og diger med hegn fjernet, og kun en håndfuld diger har overlevet til nutiden.
Danmarks lærdeste bonde Peter Thorsen, som boede i Pedersker sogn i årene 1902-47, havde stor viden om Bornholms geologi og arkæologi. Specielt hans hjemegn Bodilsker, Pedersker og Poulsker sogne, skrev han flere artikler om i lokale aviser og tidsskrifter. På et tidspunkt, iagttog han, at der endnu i årene 1902-35 var synlige rester af oldtidens diger og volde. Nogle var af anselige højde på 2-3 meter, andre var blot svagt forhøjede linjer i landskabet. Disse iagttagelser nedfældede han på et kort og takket være dette kort, ved vi i nutiden hvor de mange diger var, som i nutiden helt er pløjet væk.
Digerne på Sydbornholm ses herover. Blå markering er diger der stadig kan ses i landskabet: 1) Ringborgen. 2) Bukkediget. 3) Skyttegårddiget, synlig 1930. 4) Diget. 5) Frigårddiget. 6) Holsemyrediget med Holsemyr beliggende nord for diget. 7) Markeregårddiget som er 1-2 meter højt.
Herover vises et digitaliserede kort af Peter Thorsens kort. I oldtiden har der været mange flere diger en vist på kortet, formodentlig har landskabet været opdelt med diger på kryds og tværs, der afgrænsede bønders og i særdeleshed lokal høvdingenes ansvarsforhold. Disse bønders og høvdinges ansvar antages, at være administrativ, vedligeholdelse og at forsvare digerne/voldene i samarbejde med nabo høvdinge og den øverste lokale Jarl. Stedet hvor Jarlen boede, formodes at være på den største borg i området- Ringborgen på Rispebjerg. Digerne som Peter Thorsen kunne se, var dem der i oldtiden var hoveddiger/volde som var jarlens områdediger. De lavere diger antages, at have været bøndernes diger, som på P. Thorsens tid var forsvundet, så de ikke kunne erkendes af hans skarpe iagttagelses evne. Disse diger som kaldes digevolde/agersystemer, kan imidlertid ses i nutidens skove, som har stået urørt siden oldtiden, eksempelvis i Blemmelyng øst for Rønne og præstebysket i Nylars som er vist herunder
Præstebysket ses herover med agersystemer og diger. kort: Arkæolog Viggo Nielsen. Digerne er markeret med stiplet linje. Et landskab som dette vil være overordentlig vanskeligt at forsire af en lukket kampformation som svinefylkingen, her vil det lette fodfolk med buer og kastespyd-(Angun) have fordelen. Grafik af Clemensen til bogen Oldtidsagre i Danmark af Viggo Nielsen
Den slags små agersystemer med diger bevokset med hegn er ofte flankeret af mosedrag, de har været en effektiv hindring for en fremrykkende angrebsstyrke, hvor forsvarerne tager kampen gad dige og hegn, for efterfølgende at trække sig til næste hegn i en fornyet kamp og så fremdeles. Samtidigt kunne naboens krigsfolk pludselig dukke op i flanken via de tværgående hegn og diger, som altid er ubehageligt for en angriber, der ofte må trække sig fra kampen for at omorganisere sig til et nyt angreb. Ofte var da nogle af krigerne er forsvundet, som var kommet væk fra gruppen og nu flakkede forvildet omkring iblandt de mange uoverskuelige hegn og diger. Efter flere den slags opslidende kampe, kunne de angribende krigere pludselig stå over for jarlens hovedstyrke, en til tre svinefylkinger i kileformation, hver 15 mand i bredden 5 i dybden, tungt bevæbnet med sværd, økse, spyd og angun-(kastespyd med en 30-40 cm lang spids jernod med modhager, som ikke kan trækkes ud af skjoldene). Nærkampen vil i sådan situation, hvor der ingen tid er til reaktion for fjenden, være kort, voldsom og blodig med megen larm fra våben der hamrer imod våben og skjolde, ledsaget af råbene og stønnene, nå en kriger bliver hugget ned. I løbet af få minutter er kampen forbi, den en part har taget flugten og nu er det den tabende part der tager alle tabene, dels af forfølgerne der hugger flygtningene ned bagfra, eller bliver hugget ned af sine egne krigskammerater, der hugger sig fri blandt sine for at komme væk fra de blodtørstige vinder af slaget der forfølger dem. Nyere undersøgelser har vist at i salve sammenstødsfasen er tabene ca 10% på begge sider, medens de flygtende tabere tager tab på op til 50%, i nogle tilfælde 80%.
For en første gangs kriger, der deltager i en nærkamp mellem to hærformationer, vil til sine dages ende huske lugtene fra et så modbydeligt slag som nærkamp er. Det første han vil bemærke, er under fremrykningen under kampråb, at en skarp lugt af angstens sved breder sig, der hurtigt blandes af lugten når de to menneskemasser støder samme, da breder der sig en sød vammel lugt af blod, afhuggede kropsdele, indvolde og knuste hjerneskal, en lugt som i et slagteri. Den værste lugt kommer når den ene part begynder at flygte, da breder sig en fæl lugt af angstens udtømning fra tarmen blandt de flugtende krigsfolk. Denne blanding af slagets stank kan næppe beskrives korrekt, men det er vel denne lugt der fik ravnene til at samles endnu medens slaget var i sin vorden, de kunne lugte, at nu kommer der mad at spise.
Så sent som i 1848-50, blev den ovenfor taktik benyttet i den 1. Slesvigsk krig mod Holstenerne og preusserne. Danskerne kæmpede i kompagnier på ca. 100 mand, medens Preusserne og Holstenerne kæmpede i bataljoner på ca. 500 mand. Slesvig var dengang dækket af utallige diger og hegn der omsluttede markerne, og netop disse forhold udnyttede danskerne i kompagniets kamp mod bataljonen. Preusserne-Holstenerne rykkede frem i tætsluttede bataljonskolonner 3-500 mand og hver gang de nærmede sig et hegn, blev de beskudt af danskerne der var spredt langs hegnet. Når Preusserne-Holstenerne nåede hegnet var danskerne rykket tilbage til næste hegn, hvorfra de beskød fjenden der samlede sig til et nyt angreb og så fremdeles. På et tidspunkt mødte preusserne-holstenerne de samlede danske bataljoner klar til, at angribe den nu nedslidte fjende. Før det kom til nærkamp, fortrak Holstenerne og Preusserne ofte, når de så de danske bataljoner angribe med fællede blanke bajonetter. Preusserne trak sig ud af krigen, forårsaget af uro i Berlin hvor et oprør gærede. Allen kunne Holstenerne ikke stille noget op imod den danske hær og Danmark vandt krigen.
Disse strategier benyttes stadig, eksempelvis i Vietnam, hvor vietnameserne med deres lette enheder formåede at ryste verdens stærkeste militærmagt USA.