Nordens taktiske formationer og våbenudstyr i romersk og germansk jernalder.
I førromersk jernalder, også kaldet keltisk jernalder (500 f.Kr. til ca. år 0.), var norden påvirket af keltisk kultur og våbenteknologi. Komplicered militære strategi og taktik var dengang ikke noget man lagde større vægt på, kampene var enten i spredte formationer, eller sluttede formationer der mest havde karakter af tilfældigt sammensatte hobe. Man løb frem mod fjenden i et vildt og voldsomt stormløb, der ofte kom i uorden, og som derfor hvis stormløbet ikke med det første knuste fjenden, hurtigt udviklede sig til et nederlag med flugt og mange tab til følge.
Fra omkring 50 f.Kr. begyndte norden at blive påvirket af romersk kultur og man begynder benytte romersk krigskunst. Man udvikle specielle kampformationer beregnet til angrib og andre til forsvar. Krigsfolkene i disse kampformationer kunne kontrolleres som derfor ikke lod sig så nemt slå tilbage. Formationerne havde stadig karakter af at være hobe, hvor krigerne var bevæbnet med mange forskellige våbentyper. Formationerne var derfor ikke som den senere meget taktiske skjoldborge- og svinefylkinge- formationer fra omkring 400 f.Kr. I disse skjoldborge og svinefylkinge var bemandet med hierarkisk styrede krigsfolk, som var ensartede bevæbnede og vel indekserceret i våbenbrug.
Den nordiske svinefylking, var videre udviklet på baggrund af romernes svinehoved og frankernes svinefylking formationer, som illustreres herunder.
På illustrationen til herover, ses en romersk svinehovedformation fra år 300 e.Kr. Den var på 1000-1200 mand, bestående af 10 manipulere formationer á 100-120 mand. 
Herover ses en frankisk hær fra år 500 e.Kr. på 22.000 mand, med 3 svinefylkinger.
Herover illustreres Saxos forklaring, hvordan Odin lærte Kong Harald Hildetand, at opstille tre svinefylkinger ved siden af hinanden. Nutidens historiker forstår teksten sådan, at de bagerste tre fylkinger vendte bagud, og denne misforstået tolkning skyldes, at Saxo skrev teksterne i middelalder sølvlatin. Han skrev, at de tre bagerste stod bagud, hvilket var som i kirkerne, hvor de fattige stod bagud i kirken, men vel vidende, at de selvfølgelig stod med front imod alteret for at se præsten prædike. 
På illustrationen herover, ses hvordan de bagerste formationer står bagud, men selvfølgelig har front mod de forreste formationer hvor lederne med faner befandt sig, nøjagtigt som man stod i kirkerne som Saxo beskrev det på sølvlatin. Saxo var en kirkens mand og tænkte også som sådan, og beskrev som han ville gøre det, hvis han skulle beskrive hvordan menighedens stod, med de fattige bagud, som så fremad mod alteret i kirken.
Norden som taktisk brydningszone jernalderen
I senromersk kejsertid (ca. 350 e.Kr.), kom den lukkede kampformationen (Svinefylking) til Danmark, det ses i våbenfundene fra Jylland, hvor runde skjoldbukler dominerer. I Østdanmark og på Bornholm, dominerer samtidig spidse skjoldbukler, formodentlig fordi man her en tid endnu holder fast ved den løse kampform, som var blevet indført 250 år tidligere. I Vestdanmark er angonen (et kastespyd) blevet standardvåben, nu sammen med store spydspidser, der fortæller, at hele regionen var gået over til den taktiske angrebsformation- svinefylking. I hele perioden synes det som om, det danske område var delt op i mindst to til tre stammer/stammeforbund, hvor afgrænsningen i begyndelsen af sen romersk kejsertid gik tværs over Jylland og en anden gennem Øresund, senere flyttes grænsen til Storebælt (omkring 300-350 e.Kr.), hvor man vest for Storebælt benytter den lukkede svinefylking og øst for holder sig til de åbne kampformationer. De lange sværd var elitens våben, den menige krigers det enæggede sværd (saxen), det kan skyldes, at det var et billigt sværd. Ikke alle blive gravlagt med et sværd som skyldes, at de var for kostbare, at give med i graven. Hvis de fattige ejede sværd, var de af ringere kvalitet f. eks. en sax af jern og et kort spyd med en lille spids od af jern, velegnet både til nærkamp og som kastespyd. At svinefylkingen kom til området fra sydvest i denne periode (Folkevandringstiden) fortæller middelalder forfatteren Saxo. Iflg. Saxo var det sagnkongen Kong Harald Hildetand, der indførte denne taktiske formationen til det danske område, og først en generation senere, var den nået til Østergøtaland, som er den nuværende svenske landsdele omkring Linköping. I slaget ved Bråviken (Bravallaslaget) beliggende ved Norrköping, følte Kong Harald, at Odin havde sveget ham, da han erfarede, at Kong Ring af Østgötaland også fylkede sin hær i svinehoved formation og han troede, at det var Odin der havde lært Kong Ring brugen af denne taktiske formation. Her fortælles om nogle begivenheder, som viser hvor lang tid det tog, før en kampformation vinder indpas i et folks militære sædvane, det tog svinefylkingen 30 år før den blive kendt og anvendt af Øsrgöterne. Det var den samme taktiske formation Harald lærte at kende i sine unge dage, da han opholdt sig i det frankiske område, og Bravallaslaget stod længe efter, da han var en gammel mand.
Hvorfor den ene taktiske formation er den anden overlegen, beror ikke altid på våbnene eller formations opbygning, men i høj grad, på hvordan hærføreren bruger disse formationer taktisk i forhold til fjendens formationer. Væsentlige ting, der gør en hærfører til sejrherre, er terrænets korrekte udnyttelse samt, at få fjenden til at blotte de svage punkter som flanker og ryg.
En tæt og tungt rustet hær, kan let tabe til en spredt og let rustet hær, hvis den tunge og tætte hær ikke har sikret sine flanker, som romerne i flere tilfælde smagte den bitre frugt af i republikkens tid (508 f.Kr.-27 e.Kr.). På dette tidspunkt satsede romerne næsten udelukkende på det tunge infanteri, med kun et svagt rytteri som flanke sikring, eksempelvis i slaget ved Gannae i Syditalien år 216 f.Kr., hvor kartagernes general Hannibal Barcas med en hær på 54.000 mand, udslettede en romersk hær på 86.000 mand. Hannibal angrib romernes ubeskyttede flanker og med rytteriet angreb han romernes ryg, hvorved romerne blev omringet. Har den tunge og tætte formation derimod sikret sine flanker og ryg, enten ved hjælp af floder eller ved et godt rytteri / let infanteri, da har den ikke svært ved, at knuse en hær bestående af lette og spredt sammensatte formationer.
Skjoldbuklerne og våbnenes påvirkning af slagmarkernes taktik
Betragter man våben og skjoldbukler fra danske gravfund og fund fra offermoser, er billedet, at der ofte ses forskel på Øst og Vestdanmark, som tyder på, at Danmark lå i en brydningszone mellem de østfra indkommende euro-asiatiske folkeslags åbne kampform, og den sydfra indkommende romerske og frankiske lukkede kampform. Især skjoldbuklerne viser, hvilken kampform, der var i brug gennem århundrederne fra før romerskjernalder til germansk jernalders slutning (150 f.Kr. til 700 e.Kr.), og derfor er skjoldbuklernes udformning mest i fokus. Sværd, spyd og andre våben har naturligvis også haft betydning for den taktikske situation og når et nyt våben indførtes, påvirkede det kamptaktikken og når en ny taktik bliver udviklet, krævedes nye våbentyper tilpasset de taktiske krav, som vises på illustrationerne herunder.
Førromersk jernalder (150-100 f.Kr.)
Våbenbrugen på Bornholm og i Nordjylland var enæggede sværd, spyd og firkantede aflange skjolde med runde bukler i anvendelse, dette tyder på en mere tætsluttet måde at kæmpe.
Førromersk jernalder (100- 20 f.Kr.)
På Bornholm benyttede kampformationernes krigere skjolde med runde bukler og af våben benyttede de korte tveæggede og enæggede sværd. Formationerne var nok ikke så tætsluttet i den forstand, at formationen kan sammenlignes med den senere svinefylking.
Ældre romersk jernalder (20 f.Kr. til 20 e.Kr.)
Iflg. Tacitus, kæmpede Germanerne i denne periode i tætte sluttede formationer med store aflange skjolde, svarende til fundet i Hjortesprings-båden, der er fra 350 f.Kr.. Fund af Skjoldbukle fra tiden omkring Kristi fødsel antyder, at den nye spredte kampform allerede eksisterede parallelt med den tætte kampform i Norden. Våbenkombinationen på Bornholm og nord for Limfjorden tyder på kampe i lukkede formationer med flade skjoldbukler på aflange skjolde og bevæbner med korte sværd. I Sønderjylland og på Fyn er lange keltiske sværd, spyd og runde skjolde med lange spidse bukler i brug, ideale våben til spredte og åbne kampformer.
Ældre romersk jernalder (0-100 e.Kr.)
Skjoldbuklerne er ensartede for hele regionen, enten koniske hvælvede og spidse, velegnede til den løst sammensatte kampform, der helt var den dominerende. Både lange enæggede og korte tveæggede sværd anvendtes, og af spyd anvendtes korte stikspyd, samt kastespyd med en kort skarp od.
Ældre romersk jernalder (100-150 e.Kr.)
Skjoldbuklerne er stadig spidse, men i Østersøregionen er de spidshvælvede. Sværdene er enæggede sværd af Sax type, og tveæggede romerske kortsværd kaldet Gladius Hispaniensis (Det Spanske Sværd). Stagevåbnene er lanser med kort od, og kort kampspyd med lille skarpt od, velegnet til både nærkamp og som kastespyd, som allerede var et våben i brug omkring 50 f.Kr..
Ældre romersk jernalder (200-250 e.Kr.)
I denne periode var brugen af sværd sax typen, som var vidt udbredt sammen runde skjolde med lange spidse bukler. Våben ofrene fra Illerup Ådal og Thorsbjerg Mose og Vimose, viser imidlertid fund af romerske langsværd spatha og det korte stiksværd gladi, samt hvælvede skjoldbukler og få spidse skjoldbukler. Indeholdt af det ofrede våbenudstyr antages, at stamme fra en veludrustet angribende hær med romerske våben, som var nedkæmpet. Hæren kan have kommet fra det nuværende Tyskland syd for Elben, hvor man der allerede havde taget den lukkede kampformation i brug. Skjolde med runde bukler er udpræget nærkamps udstyr, medens spidse bukler mest er til åbne kampformer, og er lige så meget et angrebs- som et forsvarsvåben, hvor spidsen kan bruges til at hamre ind i fjendens ansigt, arme, krop eller i skjoldet for, at tvinge skjoldet ned eller til siden og derved blotte hans krop og hoved for hug.
I landskabet mellem Rhinen og Donau er der fundet spidse skjoldbukler i alemanniske grave, der er lig dem, der findes i Norden, Formodentlig er det de centraleuropæiske alemanere, som oprindeligt kom fra Østeuropa, der lærte Vesteuropas folk brugen af de spidse skjoldbukler. De spidse skjoldbukler var monteret på runde lette skjolde, der hovedsageligt blev brugt til åbene kamphandlinger, hvor der var plads til at svinge sværd og skjold med den spidse skjoldbukkel imod modstanderne.
Yngre romersk jernalder (250-300 e.Kr.)
Det ser ud til, at der på den tid gik en afgrænsning ned gennem Storebælt. På Sjælland og Bornholm, holdt man stadig fast i den ældre åbne kampform med brug af spidse skjoldbukler, medens rundhvælvede bukler var fremherskende i Jylland og Fyn. Lange tveæggede sværd og saxe, var i brug i hele norden. Det romerske lange sværd Spatha var standardvåben sammen med spyd med kort od, samt kastespyd med en lang rund jernstang der ender i en lille skarp od med modhager, dette kastespyd er forløberen til frankernes og germanernes berømte angon. Sammen med det beskrevne krigsudstyr, findes også rideudstyr som sporer blandt gravgods fra denne tid.
Yngre romersk jernalder (300-350 e.Kr.)
Afgrænsning ned gennem Storebælt ses stadig. Noget tyder på, at Danmark var opdelt i 2 riger, hvor Sjælland, Skåne og Bornholm havde et hersker dynasti og Jylland og Fyn et andet dynasti med hver sin konge, dette kan være de første tiltag til et samlet Danmark. I senromersk kejsertid er den lukkede kampform med runde skjoldbukler, taget i brug i Jylland og på Fyn. Denne kampform kom sydfra via kontakten med romerne ved Rhinen. For at kunne modstå Romerne, var germanerne tvunget til, at lære taktikken med den tætte lukkede kampform. Kastespyddet angon indgik som et vigtigt element i denne taktik, og var en 1½ meter lang træstage påmonteret en lang tynd jernstang, der endte i en skarp od med modhager. Angon kastespydet var en videreudvikling af den tidligere romerske pilum og var designet til brug i en åben formation, der efter kastet før nærkontakt, lukker sig til en sluttet formation. Formodentlig er det i denne tid, at den hærformation der kaldes svinefylkingen opstår og som bliv brugt indtil slutningen af vikingetiden.
Ældre germansk jernalder (400-450 e.Kr.)
I tidlig folkevandringstid, indførte man på Bornholm den tætte lukkede kampformation. Bevæbningen var lange- og korte enæggede sværd og skjoldbukler med flad knap på skjoldbuklens spids. I Saksen syd for Elben ses den samme slags skjoldbukler og sammen med angon, enægget sværd og fransiska (frankisk kasteøkse), her er frankernes svinefylking fuldt udviklet i det germanske område, og antageligvis også kendt i Danmark og på Bornholm.
Ældre germansk jernalder(450-500 e.Kr.)
I begyndelsen af folkevandringstiden, boede Frankerne øst for Rhinen. Omkring år 400 e.Kr. var flere frankerstammer bosat vest for Rhinen, hvor de år 451 e.Kr. deltog i slaget mod hunnerne på de Catalauniske marker. Efterfølgende erobrede de frankiske Merovinger hele nutidens franske område som de herskede over til 987 e.Kr.. Skjoldbukler med knap på spidsen var kendt og brugt i hele Europa, også så langt væk som ved Sortehavets vestkyst. Kun i England, havde man stadig skjold med spidse bukler, beregnet til taktisk åbene kampformer. Lange tveæggede sværd, kraftige stødspyd, nogle med tværstang bag odden, kaldet vildsvinespyd var indført hos frankerne, også angon, kasteøkser samt buer blev anvendt i vid udstrækning.
Ældre germansk jernalder (500-550 e.Kr.)
År 481 e.Kr. erobrede de frankiske langhårede Merovinger det område vi i nutiden kalder Frankrig. I hel Europe fra Gotland, Bornholm til syd for Alperne, finder man i krigergrave fra år 500 e.Kr., skjoldbukler med flad knap på buklen, hvor der tidligere var en lang spids. Knappen på er velegnet til, at fange modstanderens skjoldkant og tvinge det væk eller helt ud af hånden for derved, at få blotte hoved og bryst.
Yngre germansk jernalder (550-600 e.Kr.)
I Sydeuropa foregår voldsomme magtkampe mellem Frankere og Longobarder. Det er fra disse regioner, at våben teknologi og taktik spreder sig til Nordeuropa. I Lombardiet i Norditalien benyttes skjoldbukler både med og uden knap. I England ses skjoldbukler med knap, samt store fremstikkende hvælvede skjoldbukler med lille knap, som betyder at briterne har indført svinefylkingen. I Norge og Sverige er flade skjoldbukler med knap stadig i brug og formodentlig også på Bornholm. Fremherskende våben til stik og slag ses lange lige sværd, store lansespidser ofte med parer-stang, som er velegnet både til stik og slag, våbenet er kendt fra det frankiske og lombardiske område og kaldes et vildsvinespyd. I frankerriget bruges fransiskaen (kasteøkse) og i Norden ses stadig saxen, det enæggede sværd, nu i en længere udgave kaldet langsax.
Yngre germansk jernalder (600-650 e.Kr)
Denne periode kan med god grund kaldes Sotton Hoo-Valsgärdetiden. De flotteste krigerskatte fra denne tid, er fundet disse to steder, henholdsvis i Østengland og Midtsverige. Flot udsmykkede skjoldbukler med og uden flad skjoldknap, samt guld- og sølvudsmykning på hjelme, bælter, sværdknapper og meget mere, følger krigerne i gravene. Det er våben udstyr der repræsenterer eliten og kongerne, hvoraf nogle blev gravlagt med deres skibe i en gravhøj. På Gotland er fundet lignende grave, dog ikke som skibsgrav og ikke så rigt udstyret som dem fra Sotton Hoo og Valsgärde.
Yngre germansk jernalder (650-700 e.Kr.)
Valsgärdetiden: De flotteste krigerskatte fra denne tid, er fundet i Midtsverige. Flot udsmykkede skjoldbukler med og uden flad skjoldknap. Samfundets elite og konger er her gravlagt, hvoraf nogle blev gravlagt med deres skibe i en gravhøj.Også på Bornholm og Gotland er fundet lignende grave, dog ikke så rigt udstyret som dem fra Valsgärde.
Yngre germansk jernalder(700-750 e.Kr.)
I slutningen af germansk jernalder og begyndelsen af vikingetiden ses stadig skjoldbukler af Valsgärde typen. Over det meste Europa ses store hvælvede spidse bukler, nu monteret på store skjolde op til 1½ meter i diameter, nogle endda større . Af angrebsvåben ses foruden det tveæggede langsværd, også lange enæggede sværd, samt store lansespidser. Dette udstyr kræver lang tids træning, at håndtere og var derfor elitekrigerens våben. Små brede spydspidser og kortsax er almindelige i mange krigergrave, og er den fattige mands krigsudstyr. Hans funktion på slagmarken har været, at udføre angreb i spredte formationer for, at svække fjenden før elitekrigerne i samlet svinefylking leverer det endelige angreb, som forhåbentlig knuste fjenden. Året 750 e.Kr. fandt det først kendte vikingeangreb mod en fremmes strand. 2 skibe er udgravet op Saaremaars strand i Estland, det ene (Salma 1) var en stor robåd 11,5 meter lang med plads til 18 rorkarle og med 7 gravlagte kriger i skibet. Det andet skib (Salma 2) var et færdigudviklet 17 meter langt vikingeskib, som førte råsejl og med plads til 30 rorkarle og med 34 krigere gravlagt i skibet.
Normalt anslås vikingetiden at starte 793 e.Kr. ved angrebet på klosterøen Lindisfarne. dette årstal må nødvendigvis ændres til 750 e.Kr. med angrebet på Saaremaars kyst, eller år 787 e.Kr. hvor 3 vikingeskibe fra Danmark ankom til Englands sydkyst. Den lokale oldermand blev prompte hugget ned da han på den engelske konges vegne ville meddele, at de skulle betale skat til kongen ved handel med de lokale. derefter plyndre vikingerne omegnen og sejlede væk med byttet.
M.F.Jensen.