Hammershus, ærkebiskoppens borg

Hammershus, Nordeuropas største borgruin

Ærkebispens borg på Nordbornholm.

Fig 1: Luftfotoet herover set mod syd, viser Bornholms vestkyst, med Hammershus borgruin midt i billedet. Borgen er beliggende på en høj klippeknude kun 1 km syd for Hammerknuden, som er Bornholms nordligste punkt og hvor fotoet er taget fra et fly, en del af hammerknuden ses nederst i venstre hjørne. Den lille havn nederst i billedet, beliggende i Sæne Bugt, var borgens vestlige havn i middelalderen, den østlige havn var Osand Bugten, beliggende øst for Hammerknuden, 3 km nordøst for borgen ved Sandvig, ses ikke på fotoet.

Hammershus er beliggende på en høj klippe, 74 meter over havet. Borgen optager med centralborg og for borge et areal på ca. 36.000 kvadratmeter, og er omgivet af en 770 meter lang ydre ringmur, broen og porthuset medregnet. De 3 forborge ligger henholdsvis nord, øst og syd for den ydre slotsgården.

Arealet mod vest ud til havet, har ingen murværker, kun en dobbelt jordvold beliggende i den sydlige del af terænet, forsvarer dette afsnit (se fig 3-4-5). En jordvold der løber i en halvbue fra Havporten til Hundetårnet, er formodentlig ældre rester af en palisade vold (se fig 2-4). Da skrænterne mod vest næsten er umuligt at forcere, må dette terræn ligeledes regnes for en forborg og borgens areal vil da være 48.000 kvadratmeter.

Fig 2: Herover ses en plantegning af Hammershus fra år 1736. På for-terrænet mod vest, er der markeret en jordvold påpeget med røde pile, som omtales ovenfor, og kan i nutiden stadig erkendes. Hvor gammel denne vold er vides ikke, men den kan være meget gammel, ja muligvis helt fra vikingetiden, dog formodentlig fra år 1111, hvor det forlyder, at ærkebiskop Asser opførte et bolværk på stedet, en udgravning vil formodentlig kaste lys over sagen.      Tegning: Bornholms Museum, billedredigering: M. F. Jensen.

Fig 3: Herover ses et LIDAR terrænkort af Hammershus med omliggende terræn. Borgen er godt beskyttet af stejle klipper og opstemmede damme, forsvarerne har haft højdefordelen og har kunnet trække sig tilbage fra forborgene til den ydre slotsgårds ved forsvar. Centralborgen har udgjort det sidste forsvar med Manteltårnet som sidste mulighed, hvorfra man kunne forhandle om en ære-værdig overgivelse. På trods af borgens stærke position, har den på grund af mandskabsmangel, altid hurtigt faldet ved en belejring. Kun år 1225, hvor kongens Marsk Peder Vendelbo belejrede Hammershus, holdt borgen i 16 måneder. Den daværende ejer Ludvig Albregtsen måtte dog til sidst overgiver borgen. Bemærk at den ovenfor omtalte vestvold der løber fra Havporten mod nord til Hundetårnet (se fig. 4), træder synligt frem som en lys buet stribe.         Kortforsyningen DHM-2007/Terræn 1,6Grid LIDAR. Grafik af M.F.Jensen.

Fig 4a: Herover ses bygningernes navne på en grundplan af Hammershus. Vestvolden mellem borgens ydermur og havet er markeret 27. Mellem bryggerset og centralborgen findes en stensætning (markeret rød) og som fortsætter mod øst på begge sider af centralborgen, hvor stensætningen ender ud for Blommetårnet og drejer mod nord, vest for den store Magasinbygning. Stensætningen omslutter centralborgen, hvoraf den vestlige del kan være rester fra et tidligt forsvar af jord og sten med palisader (se fig 24), og formodentlig er fra år 1111 da ærkebiskop Eskild fik lov af kongen, at opføre et bolværk på stedet. Voldene af jord og sten markeret 26 og 27 må formodentlig også være fra samme tid. Såfremt at denne antagelse holder, er anlægget ældre end den stenbyggede borg, der først blev opført omkring år 116o-61. Det meste af stensætningen er opdaget ved jordskanning af den ydre Slotsgård, og den østlige del af stensætningen, der findes under overfladen fra Magasinbygningen (16) til Blommetårnet (15) og videre mod vest langs staldene (8 og 9), er brolægning og ikke en rest af en vold, det samme gælder nord for kirkefløjen (4) centralborgen og dammen (14). Vest og syd for centralborgen er stensætningen derimod synlig, hvor den kan ses som rækker af stenbunker (se fig. 4b, 4c og 4d).

Fig. 4b og 4c: Herover ses den synlige del af stensætningen, henholdsvis 4b vest for og 4c syd for centralborgen. På fotoet 4b, ses sten-jordbunken, der ender ved bryggerset i baggrunden og er formodentlig resterne af en vold. Fotoet til højre (4c), viser et aflangt grønt græsstykke som er fundamentet til et hus. Den lange strækning med tørt græs midt i billedet, skjuler en formodet vold (se 4d).

Fig 4d: På fotoet herover, taget af Hauberg omkring år 1900, ses en tværgående stenmur, som er fundamentet til det ovenfor omtalte hus, og til højre foran fundamentet ses resterne fra en stentrappe (bag det skrå bræt). Stenbunkerne med buskkrattet til venstre, er den formodede vold der løber parallelt med centralborgens sydmur. Fotoet dokumenterer, at Hauberg har set volden, men ikke omtalt den i sin rapport (se fig. 4a og 4c).        Foto P Hauberg, Bornholms Museum. Billedredigering M. F. Jensen.

.

Fig 5: På luftfotoet herover, har man et godt indtryk af, hvor god en placering Hammershus har haft. Nederst til højre ses Mølledalen med mølledæmningerne. En dobbelte jordvold ses gående fra borgens mure til havet, hvor voldene ender oven for en grotte, som anes neden for dobbeltvoldene. En jolle kunne uset ligge i grotten og få hejst forsyninger op til borgen. Jordvoldene afskærmede arealet vest for borgen som ses midt i billedet. Til venstre for borgen ses Paddesænken og øverst til venstre ses Sæne Bugten, borgens vestlige havn.

.

Fig 6: Nede fra Mølledalen, ses borgen beliggende øverst på klippeknuden, og det ses tydeligt, hvor vanskeligt det var  for en angriber, at forcere terrænet op til borgen. Til venstre i billedet, ses øverst den dobbelte jordvold, som går fra havet og op til borgen. Nederst til venstre ses den ene af de 3 dæmninger der opdæmmede mølledammene i Mølledalen.

.

Fig 7: Fotoet herover ses de to jordvolde der går fra skrænterne ved havet og op til borgens havport. Voldenes funktion har, foruden at beskytte terrænet bagved, også givet adgang til havet under belejring. Bag de beskyttende voldene, kunne man hente forsyninger der blev sejlet ind fra havet til grotten, der ligger nedenfor mellem klipperne, og derfra fragtes op til havporten, som anes i murværket øverst på bakken.

 

Fig 8: Havporten er placeret 4 meter over jorden, en vindebro og en trætrappe har givet adgang til porten, inddækningen ses stadig, hvor vindebroen sad, når den var hejst op. Portåbningen er af brændte mursten, der tydeligt er indsat nogle år efter etablering af kampestens-ringmuren omkring den ydre slotsgård, formodentlig under konges strid med ærkebispen (1241-66). Til højre for porten har håndværkerne tilpasset munkestenene ved at mure skråt, som skyldes fjernelse af en formodet ældre lavere placeret port af kampesten, er erstattet af en ny højere placeret havport af munkesten. Under den nye port, er kampestensmuren anderledes opbygget end den øvrige ringmur, hvad kan skyldes at murværket sjusket blev tilpasset den nye port ovenfor. En munkestensmur med krinolering blev ved samme lejlighed opført øverst på kampestensmuren. Tårnet til venstre for porten, er en senere tilbygning fra Lybækker-tiden, antageligvis af Lybækkernes høvedsmand Berent Knop, der efter 1525 forbedrede borgen med de halvrunde såkaldte lybækkertårne. Tårnet ved havporten dækker for noget af inddækningen som gjorde at vindebroen blev uanvendelig, og en alternativ konstruktion må have været anvendt. I Chr. 4´s tid, blev et kanonbatteriet etableret over porten, som ved denne lejlighed blev muret til. Kanon-platformen blev konstrueret af jordfyld bag porten, som derved gav base for de opstillede kanoner.

.

Fig 9: Herover ses Hammershus set fra terrænet syd for Mølledalen. Fra de yderste mure er dalen 40 meter dyb.

.

Fig 10: Herover et luftfoto set mod vest (Nord er til højre i billedet). Majestætisk på klippeknuden troner Hammershus ved vestkysten, som mod havet er beskyttet af stejle skrænter ned mod Østersøen. Mod syd afskærmer Mølledalens stejle skrænter borgen (til venstre i billedet), og nord for borgen findes stejle skrænter ned til paddesænken, som er en inddæmmet sø (er ikke med på billedet). Disse dybe, stejle dale afgrænser klippeknuden og udgør en effektiv hindring for en angriber. Øst dalen er ikke så dyb (nederst i billedet), og har 2 sæt forsvarsmure og et porthus, hvor adgangen til borgen sker via en stenbro opført engang i 1400 tallet. Centralborgen med det store Manteltårn, ses midt i slotsgården.

.

 

Fig 11: Herover ses borgbroen og porthuset opført i kampesten og munkesten. Brobuerne er gotiske spidsbuer, en stilart, der kom til Danmark omkring 1260 og holdt ved til omkring 1530, og det antages, at broen er opført engang i 1400 tallet. Arkæologen Hauberg restaurerede broen i slutningen af 1800 tallet, hvor det meste af broen var ved at styrte sammen.

.

Fig  12: Luftfotoet herover er taget mod syd. Stejle skrænter og dybe kløfter beskytter borgen effektivt mod angreb fra denne retning. En 2-3 meter høj mur kronede i middelalderen øverst på skrænten. Søen Paddesænke ses på det lille flade areal midt i billedet, formodentlig anlagt som fiskedam og en ekstra hindring.

Fig 13: Fra Paddesænke virker borgen meget uindtagelig og har hurtigt frataget enhver i rustningsklædt krigsmand, lysten til at forcere skrænterne.

 

.

Arkæologi.

Fig 14: Da Nationalmuseets arkæolog Hauberg i 1885 så borgens bro, var den totalt overgroet. Som det ses på fotoet herover, var det nødvendigt med en total restaurering.        Foto: P Hauberg, Bornholms Museum, billedredigering:  M.F.Jensen.

 

Fig 15: Middelalderbroen til borgen var i en elendig forfatning. Herover ses hvordan den så ud under restaurerings-arbejdet, store mængder jord måtte fjernes og et par af bro hvælvingerne måtte nyopføres.          Foto: P Hauberg, Bornholms Museum, billedredigering: M.F.Jensen.

 

Fig 16: Herover ses det omfattende restaurerings arbejde på broen, der blev udført af Haubergs udgravningshold i årene 1885-1928.          Foto: P. Hauberg. Bornholms Museum, billedredigering: M.F.Jensen.

 

Fig 17: Foruden mange andre bygninger, var også Manteltårnet, slemt medtaget af tidens tand. Som det ses på fotoet herover, var store dele af tårnet ved at styrte sammen og måtte genopføres.              Foto P. Hauberg. Bornholms Museum, billedredigering: M.F.Jensen.

 .

Fig 18-21: 2003 blev det middelalderlige bryghus/bageri, der ligger vest for centralborgen, udgravet. På fotoet til venstre ses Østersøen taget fra bryghuset. De 2 foto i midten viser en fin brolægning med afløbsrender, der blev frilagt, afløbsrenderne var ført under muren mod vest, til det mod havet skrånende terræn. En møllesten var anvendt som trappesten, ses på fotoet til højre.

Michael Thorsen Bornholms Museum foretog i årene 2013-15 flere udgravninger på Hammershus. Tinghuset var et af stederne, her blev der fundet mursten med poteaftryk fra hunde og katte, aftryk sat medens stenene under produktionen var lagt til tørre i solen. En stenvold blandet med jord, fandtes under og ved tinghuset, formodentlig en vold anlagt tidligt i borgens historie, samtidig blev en ukendt brolagt vej fremdraget, som gik bag om tinghuset og op til vandhullet ved magasinbygningen og den ydre slotsgårds port.

.

Et sagn om Hammershus tilblivelse.

E. S Koefoed beretter i sin bog ”Hammershus Birks Historie fra 1931”, om et gammelt sagn om opførelsen af Hammershus:

”Først begyndte man at bygge på Gamleborg borgplads i Almindingen, men de underjordiske forstyrrede arbejdet og rev hver nat ned hvad menneskene byggede om dagen, hvorfor dette måtte opgives. Man forsøgte sig da et sted i Vestermarie (formodentligmenes Lilleborg, der også ligger i Vestermarie), men der gik det ligeså. Så besluttede man at lade 2 sammenhildede hingste udvise borgpladsen. Efter nogen omflakken lagde disse sig til hvile på Slotsbjerget, hvor man så tog fat at bygge, og her voksede til gengæld murene hver nat ved de underjordiskes hjælp så hurtigt, at man endog blev betænkelig ved det og søgte at udspejde disse natte-arbejdere. Spejderne faldt imidlertid altid i søvn og så intet. En vagtmand satte sig så på selve muren, men også han faldt i søvn, og næste morgen var muren vokser hele 3 alen (ca. 1½ m) over og omkring ham, hvorved han blev levende indemuret.   Endnu den dag i dag (1931) lever blandt den stedlige befolkning forestilling om en indemuret ridder på slottet. En i 1540 påtænkt indemuring af frimanden Peder Gagge ligger muligvis til grund herfor”.

Hammershus ældst beretning.

De ældste beretninger man har om Hammershus, er regnskaber fra midten af 1500tallet, ældre regnskaber er destrueret af Lybækkerne der havde Bornholm fra 1525 –75.  Den ældste kendte beskrivelse af Hammershus gives i degnen Rasmus Rauns ”Borringholms Krønikke fra 1671”, som her vises et uddrag af, i det skriftsprog der brugtes på denne tid:

”Slottet er bygt på en såre høj klippe og grå hald på det nordvestlige hjørne af landet. Der er omkring dette slot mure og volde meget stærke og tykke. Norden til porten eller indgangen dertil, hvorom er gjort en meget høj og tyk vold pallsader og dets tilhør; og endog slottet synes noget forfaldent udi sig selv, så er det dog ikke at undre på, eftersom der ikke udi lang tid derpå noget synderligt er renoveret, forbedret og bekostet. Haver her været udi fordumme dage på dette slot herlige og skønne sale, kammerser og herberger beskues. Er der og ved nørre hus en skøn kirke inden udi med alt sit tilbehør for præsten og degnen indviet. Der findes og udi underste kælder på slottet en dejlig kilde eller brønd med skønt rindende vand, som vælder op af den hårde hald og klippe. Er der og adskillige fangetårne for enhver lige som hans gerninger og bedrifter ere, så får han og herberge til, hvor en anden port haver været, men nu ganske øde. Birketing ligger udenfor denne øde port, hvor Allinge- og Sandvigbo comparerer, når de ting holde ville. Er her en meget skøn vidt begreben slotsvang; giver god grøde af sig, når Gud vil velsigne med regn og væde udi rette tid”.

.

Herunder følger et tidsskema. Nutidige arkæologiske fund og begivenheder i middelalderen, samt byggetekniske fremskridt, som kan have haft betydning for udvikling og skæbne af Hammershus , er kort beskrevet. Ligeledes er konger, biskopper og ærkebiskopper der har haft betydning, medtaget i tidsskemaet.

 

4.000-1.700 f.Kr. stenalder: Fund af flint fra bondestenalderen, viser at pladsen allerede for 6.000 år siden var beboet. De arkæologiske udgravninger har ikke afsløret huse, men kun flint genstande.

Fig 22: Herover ses et fragment fra en sleben flintøkse fra bondestenalderen, fundet på Hammershus.                Foto: P. Hauberg, Bornholms Museum, billedbehandling: M.F.Jensen.

 

1.700-500 f.Kr. bronzealder: Et enkelt skåltegn er fundet på en klippeflade ved dammen tæt ved slotsporten til slotsgården samt et par steder i den ydre slotsgård, langs skråningerne uden for murene er observeret skåltegn på klipperne. Skåltegnet er formodentlig fra bronzealderen, men kan også være fra stenalderen og derved ældre, .

500 f.Kr. – 700 e.Kr. jernalder: Intet at bemærke om denne tid.

700 -1060 e. Kr. vikingetid: Svage rester af volde langs slotsgårdens vestmure er udateret (er omtalt ovenfor). Forskere har slået til lyd for, at voldene kan stamme fra vikingetiden, men ingen arkæologiske fund bekræfter dette.

958: Harald Blåtand bliver konge (958-†986). Omkring denne tid bliver Bornholm uigenkaldeligt underlagt den danske konges magt, formodentlig skete det samtidig med, at skåne blev underlagt år 962.

1060: Henrik bliver biskop i Dalby i Skåne, og dermed også biskop for Bornholm (1060-65), biskoppen har ingen besiddelser på Bornholm, kun kirkelige anliggender råder biskoppen over. Østre Skåne, Blekinge og Bornholm hører under Dalby Bispedømme og få år senere, i 1065, bliver bispedømmet underlagt Lund Bispedømme, der derved bliver bispedømme for hele daværende Østdanmark. Kong Svend Estridsen lader Danmarks ældste eksisterende stenkirke i Dalby opføre. Egino bliver biskop i Lund (1060-1072), fra 1065 også biskop i Dalby.

1080: Harald Hen dør. Knud 3. Hellige bliver konge 1080-86.

Knud den Hellige (1080-86) sejler til Bornholm hvor han afsætter og hænger den bornholmske Jarl kaldet Blod Egil, fordi han havde plyndret og ihjel slået besætningen på et skib der tilhørte den norske konge. Blod Egil må nok betegnes som den sidste viking, og på Bornholm var der sikkert en hel del mennesker, der ikke helt havde glemt den hedenske tid. Noget tyder på at Egil var den rette høvding for mange bornholmere, der fik lejlighed til udøve det gamle erhverv sørøveri og strandhugst. Egil var også den rette mand til at holde Venderne fra døren, og mange bornholmere var sikkert ked af at Kong Knud hængte Blod Egil. Tilnavnet blod havde han fået under et søslag mod Venderne, fordi han fra skibets bund, havde drukket bundvand blandet med blod (J. A. Jørgensen, Bornholms Historie). I nutiden mener arkæologerne, at Blod Egil havde sin gård ved Gudhjem.

1086: Knud den hellige myrdes i Odense. Olaf 1. Hunger bliver konge 1086-95.

1089: Asser/Ascer bliver bisp i Lund, (1089-1104) Fra 1104-37 bliver han ærkebiskop i det første nordiske ærkebispesæde i Lund. Han er ingen boglært mand men en bonde, vel at mærke en af de rigeste i landet. Hans far var Svend Thrugutsen der hørte til den magtfulde jyske stormandsslægt, Thrugutslægten, men Asser var også af en ligeså magtfulde sjællandske stormandsslægt, idet hans mor var Inge Torkesdatter Hvide af Hvedeslægten.

1095: Den 27. november holdte pave Urban 2. tale under et stort kirkemøde i Clermont. Han opfordrede de kristne at tage korset og drage mod Jerusalem og befri byen fra de vantro. Efter talen begyndte tilhørerne at råbe “Gud vil det, gud vil det¨ Dette var starten på korstogene, som havde afgørende betydning for Europas, og Danmarks kulturelle, videnskabelige og bygnings-historigsk udvikling.

Under korstogene ser europæerne  hvordan mellemøstens konger bygger stærke borge med tårne og fald-gitre. Langsomt breder denne viden sig til Europa, og sidst til Norden. Omkring i 1200 når borgbyggeri med tårne til Bornholm, hvor først Lilleborg bygges som ringmursborg, kort efter fulgt af Hammershus og først under fejden efter 1241 mellem kongen og ærkebiskoppen får begge borge beskyttelses-tårne.

1098: Kong Erik Ejegod fik under en rejse til Rom, paven til at give løfte om, at Danmark skulle få sin egen nordiske ærkebiskop fri af tyskland. Dette blev indfriet 1104. Der hersker på den tid strid mellem paven og den tyske kejser, der støttes af ærkebiskoppen af Bremen-Hamborg. Erik Ejegod kan derfor gå bag om ryggen på Bremens ærkebisp og kejseren, og hos paven få ophøjet bisp Asser til ærkebiskop for hele Norden, til stor ærgrelse for Bremen-Hamborg ærkebispen, der hele sit liv forsøgte at omstøde denne beslutning.

1099: Efter en belejring på kun fire uger, trænger de første korsfarere, fredag den 15. juli over Jerusalems bymur, og startede et blodbad på byens jødiske og muslimske befolkning. Søndag morgen var det hele overstået og ridderne samledes i gravkirken for at fejre og takke for sejren. Efterfølgende blev Godfred af Bouillon valgt til at styre det nye kristne land, han tog titlen Advocatus sancti sepulcri, den hellige gravs forsvarer.

Ca.1100-1104: Formodentlig bliver Gamleborg i Almindingen, i denne periode udbedret med en kampestensmur lagt i ler, den erstatter palisaderne den ældre jordvold. Rester af kampestensmuren lagt i ler, kan ses i nordøst-volden.

1104: Niels bliver konge 1104-34.

1104:  Asser/Ascer bliver ærkebiskop i Lund (1104-1137) og dermed også  Bornholms ærkebiskop. Pavens udsending overrækker Pallatet til Asser (Pallat=lat. Kappe), et ti cm bredt uldent hvidt bånd Det bæres om halsen, med nu sorte kors, tidligere også med røde kors. Oprindelig østkirkens biskops tegn, men fra omkring år 500 båret af paven, der fra år 800 begynder at uddele det som ærestegn til alle ærkebiskopper. Asser var uhyre rig, han stammede fra to velhavende stormandsslægter, den jyske Thrugutsen slægt og den sjællandske Hvideslægt. Som ærkebiskop beklædte han det højeste kirkelige embede og indtog samtidig den næsthøjeste politiske post i riget. Han var præget af pavestolens syn på forholdet mellem kirken og den verdslige magt”gregorianismen”.  Vi er heldige, at have bevaret en samtidig skildring af ham, nedfældet af nogle udsendinge fra en tysk biskop, som oplevede ham i Lund: “En blankpoleret velærværdighed, som sine kolleger i de sydlige europæiske kulturlande, var han ikke. Han var god, retfærdig, kyndig og gudfrygtig, men i det ydre lignede han mere en vendisk bonde end en prælat (kirkelig embedsmand). Maden hos ham og klædedragterne var urenlige og ubehagelige, ja delegationens leder, en præst, tog sig mere fornem ud end ærkebiskoppen” hedder det i optegnelserne.

1104: I Lund lod Asser udenlandske håndværkere opføre en prægtig domkirke i sten.

1108: Magdburgbrevene: Biskoppen af Magdeburg udsender et råb om hjælp til fyrsterne i Nordeuropa. “De hedenske slaver lemlæster, voldtager, trækker tarmene ud, torterer og halshugger de kristne og samler deres blod i store kar til et skummelt rituel for deres afguder med store fallosser” siger han.  “Rejs jer fyrster, mod Kristi fjender, spænd sværdet om lændet”  skriver biskoppen, “kæmp for Jerusalem i nord”.

Dette brev får indflydelse på de fremtidige korstog i Østersøen, begivenheder, der på grund af Bornholms beliggenhed i Østersøen, på lang sigt påvirker borgbyggeriet på øen. Især får Hammershus, der endnu ikke er bygget, en vigtig rolle som forsyningsbase, og som kontrolpost af trafikken mellem Danmark, de Baltikum og det nuværende Polen. På trods af Bornholms lidenhed, bliver Hammershus med tiden en stor borg, som skyldes øens strategiske beliggenhed, hvorfra den tiltagende trafik mellem Skåne og Hammeren kunne kontrolleres.

1111: Ifølge ældre beskrivelser, skulle Ærkebisp Asser dette år have påbegyndt opførelse af et kastel/borg, hvor Hammershus findes i nutiden (J. A. Jørgensen, Bornholms historie 1900-1901).

Det er muligt, og forståeligt, at Asser ville have et befæstet anlæg hvor Hammershus ligger i nutiden.  Som ovenfor skrevet, var farvandet mellem Skåne og Bornholm, efter Magdeburgbrevenes opråb 3 år tidligere, blevet en vigtig sejlrute. Asser har været fremsynet og har fået en aftale med kongen, og formodentlig har de delt toldafgifterne som Ærkebiskoppens skibe opkrævede, og som er den eneste antagelige årsag til, at der blev bygget en borg på stedet. I hele middelalderen blev borgen til stadighed udbygget med yderværker og senere med tårne og kanonskanser, det viser hvor vigtigt et farvand Bornholmer-gattet var og stadig er.

 

Fig 23a: Langs vestlige ydermuren samt mellem havporten og centralborgen er der rester af  jordvolde (se fig.23a-b og 4a-b-c-d), disse vold kan stadig erkendes både indenfor og udenfor muren flere steder, især ud for vest muren ses den (H. E. S. Koefoed, Hammershus birks Historie 1931, og Mag. art. Finn Ole Nielsen, Hammershus 1997). På en tegning fra 1736 ses vest volden gå fra Havporten mod nord langs kystskrænten til Hundetårnet, som findes oven for vigen, hvor klippeformationen Kamelhovederne er (volden er markeret på tegningen herover med røde pile). Dette anlæg formodes at stamme fra en periode før nutidens murede Hammershus, og ser ud til at være af typen ringborg med en palisade, med lagerbygninger af bindingsværk og træ på borgpladsen. Ligeledes er der en dobbeltvold og grave der går fra Havporten til grotten Tørre Ovn ved havet, den er en spærrevold, der sikrer terrænet mellem borgen og havet, og gav samtidig, under en belejring, adgang til Tørre Ovn, hvorved forsyninger kunne komme indføres via Havporten. Jordvoldene kan være fra slutningen af vikingetid, som nogle forskere har foreslået.         Tegning: Bornholms Museum, billedredigering: M. F. Jensen.

Fig. 23b: Herover ses vestvolden stadig synlig i terrænet som en aflang forhøjning (til højre i fotoet). Til venstre ses den ydre slotsgårds vestmur med Lybækkertårnet, hvor også Havporten findes. Til højre ses  Bornholms vestkyst med stejle klippeskrænter til Østersøen.

Fig 23c: På fotoet herover, ses en jordvold beliggende nord for Hammershus.

Fig 23d: På fotos herover ses  jordvoldens placering i terrænet, beliggende nord for Hammershus. Volden der går fra den nordlige ydermur ned til Paddesænken og skrænterne mod havet, afskærmer det vestlige for terræn og derved hindrer en omgåelse af borgen fra denne side. Sammen med dobbeltvoldene (se fig. 5 og 7) sikrer voldene hele det vestlige terræn mod havet, og må derfor medregnes i borgens areal der skulle forsvares, formodentlig for at sikre adgang i tilfælde af belejring. Disse volde må være etableret tidligt i borgens historie, antageligvis allerede da ærkebiskop Asser anlagde en træborg på stedet i år 1111 e.Kr.

1123: kong Niels, den norske kong Sigurd Jorsilfar og kong Boleslav Skævmund af Polen enes om et fælles korstog mod det hedenske Småland og slaverne på den tyske nordkyst. Den norske flåde er forsinket og Niels bliver træt af at vente i Øresund og sender en del af leding-flåden hjem. Magnus den Stærke, Nils søn, hærger hedningernes land, hvor han bortfører de store torshamre fra deres templer, og bliver husket af hedningene længe efter som “Røveren af det himmelske bytte”.  Sigurd Jorsilfar hærger selv Kalmar egnen, hvor høvdingen Blot Svend holder til, og drager hjem med et stort bytte efter, at smålændingene lover at tro på den sande gud. Det kan ikke udelukkes, at nordmændene også har lagt til ved de Bornholmske kyster og, at noget af byttet kom fra Bornholm.

Ca.1130-1150: På Bornholm bliver i den tid mange af landsby kirkerne bygget. St.Peders kirke, muligvis den ældste bevarede kirke på Bornholm, samt Østermarie kirkeruin, begge af anglikansk påvirket byggestil. Østerlars kirke og Ols kirke opført i østeuropæisk byggestil, lignende rundkirker findes i Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ukraine. Ibs kirke, Aa kirke uden tårn, bliver formodentlig opført af ærkebispens folk. I samme periode bliver Gamleborg udbygget med en stenmur lagt i mørtel.

1131: Den 7. januar bliver Knud Lavard myrdet i Haralsted skov nord for Ringsted, udført af fætteren prins Magnus den Stærke, søn af kong Niels. Denne begivenhed starter en 27 års strid mellem Svend (søn af Erik Emune), Knud (søn af Magnus) og Valdemar (søn af Knud Lavard) og indirekte bliver mordet årsag til i at Hammershus stenmurede borg bliver bygget 30 år senere, da Svend nødsagen giver en del af Bornholm til ærkebispen i 1149.

1134: I slaget ved Fotevig i Skåne optræder for første gang en 300 mand stor rytterhær i Danmark. Denne rytterstyrke, lejet af Erik Emune i Tyskland, sikrer sejren over kong Niels. Erik Emune er Knud Lavards bror. Magnus falder i slaget og kong Niels myrdes efterfølgende i Slesvig.

Med slaget i Fotevig er Riddertiden indledt i Danmark. Den gamle fodfolksordning fra vikingetiden, bruges en tid, men rytteriet bliver den vigtigste spiller på slagmarkerne i Danmark og fremtvinger en ny type borg, der er bedre tilpasset små mobile slagkraftige rytterstyrker. Hammershus og Lilleborg er bygget til at huse den slags rytterenheder, der kan kontrollere et stort område.

1137: Ærkebisp Asser dør den 5. maj, hans brodersøn Eskild, der er  biskop i Roskilde, bliver ærkebiskop i Lund 1137-1177.

1146: Svend med tilnavnet Grathe, bliver konge. 1146-57.

1146-1157: Der opstår bitter uvenskab mellem kong Svend Grathe og ærkebiskop Eskild. Ærkebispen pågribes og fængsles, iflg. Magn. Mathæi Bispekrønikke, i et rum over kirkens hvælving i Lunds Domkirke. Historieskriveren Arild Hvitfeld (1546-1609) hævder, at ærkebispen blev hejst op under hvælvingen i en kurv.

1149: Kongen fortryder fængslingen af den magtfulde ærkebisp og forsoner sig med ham. Kongen overgiver de tre bornholmske herreder: Haslæ Herred (Nordre Herred), Hænnings Herred (Østre herred) og Michlingæ Herred (Søndre Herred) til Lund som kirkelig ejendom. Rothnæ Herred (Vestre Herred) forblev i kongens eje. Det er sandsynligvis i denne periode at bispevejen anlægges fra ærkebispens træborg Hammershus til Koldekilde i Almindingen, hvor den herefter løber sammen med den ældre kongevej, der forløber videre til Aa kirke, hvor ærkebispens hovedkirke ligger. Ærgerligt for ærkebispen, snitter vejen lige det nordøstlige hjørne af kongens Rødne-herred, hvor Gamleborg ligger og som er kongens magtcenter på Bornholm.

Fig 23c: Herover ses de 4 bornholmske herreder, kun Rothnæ-Vestre Herred forblev i kongens besiddelse. Bemærk, at vejen fra Hammershus til Aakirke i Åkirkeby, snitter det østlige hjørne af kongens Vestre-Rothnæ Herred, umiddelbart forbi Lilleborg og Koldekilde, hvor kildemarkedet var.

.

Ca. 1140-50: Engang i denne periode bliver Gamleborg i Almindingen moderniseret. Sandsynligvis er moderniseringen sket i forbindelsen med at kong Svend Grathe forliger sig med ærkebisp Eskild og overdrager ham 3 herreder på Bornholm. En ny sydport og nordport bliver anlagt samtidig med en ny vestvold af kampesten, alt lagt i mørtel.

1150-60: Näs slot bliver bygget på sydspidsen af øen Vissingsö i den Svenske sø Vättern. Den er Vestgøternes og Østgøternes kongeborg. Borgen består af et rundt tårn et firkantet tårn og en borgmur. Borgen er for den tid en moderne borg, som ellers udelukkende sås i Frankrig, England og Sydtyskland.

Ærkebiskop Eskil udvider Søborg på Sjælland med ringmur, palatie/beboelse og et rundt kapel. Søborg ringmur er konstrueret med afrundede hjørner, og er formodentlig forbillede for det senere opførte Hammershus centralborgs afrundede ringmurs hjørner, formodentlig bygget efter 1161.

1157: Valdemar den Store bliver konge, (1157-82). Efter Svend 3.Grathes mord på sin rival Knud 3. og Valdemars den Store vandt Slaget på Grathe Hede ved Viborg, hvor Svend 3 Grathe blev dræbt, kan Valdemar sætte sig på den danske trone som enekonge.

1158: Absalon bliver biskop i Roskilde.

1157-59: Gamleborg i Almindingen opgives og man påbegynder planlægningen af Lilleborg. Gamleborg var den største borg, derfor fik den nye borg navnet Lilleborg. I forhold til Hammershus var Lilleborg en stor borg, Hammershus var kun en lille rund palisadeborg med små avlsbygninger bestående af træ og lerklining med stråtag.

1159: Lilleborg Opføres i Almindingen på en klippe i en sø kaldet Borresø, Bygherren antages at være kong Valdemar (nogle forskere foreslår Svend Grathe som bygherre i 1149, andre at det var Knud 3. der byggede Lilleborg, i tidsrummet, hvor han formodentlig havde havde Rønne herred i forlening,(1152-57, Læs herom i siden Lilleborg 1152). Borgen opføres som en ringmursborg af kløvede kampesten uden tårn, tårnet ved indgangen i øst som det ses i dagens ruin, blev først bygget i tidsrummet 1241 -55, hvor borgen blev forstærket under striden mellem kongemagten og ærkebiskoppen, især efter at Jakob Erlandsens blev ærkebiskop i 1253, blussede striden op.

1160: Korsridderordenen Johanniterne kommer til Danmark. Valdemar d. Store bevilger dem ret til, at inddrive en skat på en penning pr. husstand, som bruges på korstogene i Østen og i Østersøområdet. Danmark er det første land, hvor et helt land bliver sat i korstogsskat.

St Bendts kirke i Ringsted ombygges af Valdemar d. Store og for første gang bliver munkesten/teglsten benyttet i Danmark. St. Bendts Kirke er det ældste munkestens byggeri i Danmark, indviet 1170. Valdemars kirke erstattede den af Svend Nordman byggede frådstens kirke fra 1080.

1161: Omkring 1161 opstår en strid mellem kongemagten og kirken, dette skyldes en fejde mellem to paver Alexander 3. og Victor 4.. Kongen er stemt for Victor 4., medens Ærkebisp Eskild holder på Alexander 3.. Eskild må flygte til sin ven Bernhard i klostret Claivaux i Frankrig og kommer først hjem i 1168. Kong Valdemar besætter Eskilds borg Søborg i Nordsjælland. Biskop Absalon forsøger forgæves at mægle. Eskild går i landflygtighed.

Ifølge antagelser skulle Valdemar den Store dette år have bygget Hammershus mod Vendernes anfald (Jørgensen, Bornholms historie). Byggeriet har nok mere været en forbedring, af de i forvejen eksisterende anlæg af trækonstruktion, på Assers Hammershus fra år 1111.

I “Bornholms Krønikke” af Rasmus Pedersen Ravn, skrevet 1671, skriver han at Valdemar 1. den Store lagde landgodset med slottet Hammershus under Lund Domkirke. Der må altså omkring år 1168 have været en borg på stedt, hvor nu Hammershus ruiner er, derfor må det antages at Hammershus er ældre end 1260, som nogle forskere foreslår.

Det er meget tænkeligt, at Rasmus Pedersen Ravns beretningen er rigtig. Da kongen under striden mod ærkebiskop Eskild lagde beslag på Søborg, har han formodentlig også besat Hammershus tillige med andre af ærkebispens besiddelser og starter et byggeri på Hammershus. De planlagte korstog til Venden (nu Nordtyskland) og den kongelige politik i Østersøen, krævede at kong Valdemar var nødsagen til, at inddrage Bornholm i den planlagte erobringspolitik af Rugen. Bornholm ligger for centralt placeret og mens Eskild i syv år er i Frankrig, må øen nødvendigvis være i kongens hænder. Efter at kong Valdemar og Ærkebisp Eskild forligede sig år 1168, gav kongen Hammershus tilbage til Lund Domkirke.

Fig 24: Udbygninger af Hammerhus er formodentlig den indre centralborgs ringmur, opført i granit og mørtel ( se tegning herover), Manteltårnet blev først opført 80 år senere omkring årene 1241-60. Byggeriet skal ses som et magasinbyggeri, beregnet til at opmagasinere skatter og fødevarer, inddrevet på Bornholm, der skulle benyttes som forsyninger til de planlagte korstog mod Venderne i Nordtyskland. Langs indersiden af muren har der stået nogle lettere bygninger af bindingsværk og lerklining, som i nutiden er forsvundet. Palatiet/beboelsen langs sydmurens inderside, der i nutiden kan ses som ruin i op til en højde af 2 m., er bygget senere, bygningen er ikke i forbandt med muren. Nederst i palatiet var der stigers og smør-flæskekælder, i 2. stokværk var der bolig for borgherren, hvortil der var adgang ad en trætrappe og en svalegang (se tegningen fig 24).

Fig 25a: Ringmuren med afrundede hjørner på Hammershus centralborg (til venstre herover), svarer til den samtidig opførte ringmur på Lilleborg i Almindingen (til højre herover), Hammershus grundplan er spejlvendt i forhold til Lilleborgs grundplan, Hammershus har indgang mod nordøst, medens Lilleborg har indgangen mod sydøst. Hammershus centralborg var mindre end Lilleborg der dengang var den største og stærkeste borg. Det er tydeligt at Hammershus grundplan har et mere rektangulært og moderne udseende, det skyldes at Lilleborgs mure var nødt til at følge klippe-plateauets form, hvilket ikke var nødvendigt på Hammershus, der ligger på et jævnt terræn. Kun der hvor porten på Hammershus er placeret, gør et stejlt klippeparti, at der kun er adgang til porten fra østlig retning. Senere omkring 1210 – 1255 blev Manteltårnet placeret over den gamle indgang. Hammershus palatie/Beboelseshuse, der på tegningen ses op ad sydmuren, blev ikke bygget samtidig med ringmuren, men først tilført sener (husets mure er ikke i forbandt med ringmuren). Formodentlig har der været flere lettere bygninger af bindingsværk langs muren, som i nutiden ikke længere kan erkendes.

Fig. 25 b og 25c: På en klippe få meter øst for Manteltårnet, er der et solur (se fotoet herover til venstre). Soluret ligger så tæt på Manteltårnet, at uret ligger i skygge efter kl. 2 om vinteren (se foto til højre). Det er uhensigtsmæssigt at placere et solur, der kun viser tiden den halve dag, det beviser at uret er hugget ind i klippen før tårnet blev etableret, muligvis også før centralborgens ringmur blev etableret, altså før 1159-61. Sandsynligvis er soluret indhugget mellem 1111-59, medens Hammershus var en palisade ringborg, med lave bygninger af træ og lerklining, der ikke kunne skygge for solen.

Kongen sikrede sig foruden Lilleborg, midt på øen, også en base på Nordbornholm, Hammershus beliggende over for Skåne. Hammershus har to udmærkede ankerpladser, en i Osan Bugten ved Sandvig, der ligger i læ for vestenvinden, og en i Sæne Bugten, der ligger i læ for østenvinden.

1162: Valdemars teglstensmur i Dannevirke bliver bygget. Valdemar får aldrig set muren færdig, det er hans søn Knud 4. der færdiggør byggeriet. Dette nye teglstens byggemateriale tages hurtigt i brug rundt om i Danmark. På Lilleborg er der fundet rester af teglsten, formodentlig er de øverste etager af borgen bygget med mursten. Senere er murstenene muligvis genanvendt på Hammershus.

Biskop Absalon bygger Roskilde Domkirke. Han lader den af biskop Nordman byggede frådstens katedral ombygge og erstatte med den nuværende teglstenskirke. Det tager adskillige år, at gøre den færdig.

1167-70: Absalon lader opføre borg i Havn (København), borgen er en ringmursborg uden tårne, årtier senere bliver 4 tårnene indført i ringmuren. Ridder Esbern Snare, som er Absalons bror, lader Kalundborg bygger (Allike Lundeborg) samt Tårnborg ved Korsør, med en firkantet ringmur og med et firkantet tårn solitært midt på borgpladsen. Tårnborg var en særdeles stærk fæstning konstrueret efter lignende anlæg i det tyske kejserrige og i Normandiet. Valdemars søstersøn Knud Prislavsøn bygger Nyborg.  Valdemar bygger Vordingborg ved Øring Næs og befæster Sprogø med et rundt tårn. Flere af disse byggerier er teglstens-byggerier. Bjarnede kirkes øverste etage er ligeledes af teglsten, halvfærdig har Hvideslægtens bygherre besluttet at anvende dette nye vidunder-byggemateriale.

1168: Pave Alexander 3. sidder nu sikkert på pavestolen og Ærkebiskop Eskild vender hjem fra udlændighed. Kong Valdemar giver alle Ærkebispens rettigheder og besiddelser tilbage. Kongen får ingen grund til utilfredshed med Eskilds loyalitet, samarbejdet bliver upåklageligt.

1169: Rügen og Arkona indtages af Valdemar den Store og biskop Absalon. Rügen kommer under Roskilde bispedømme. Her kan Hammershus have været forsyningsbase og en vigtig brik i dette felttog.

1170: Kurlænderne og Esterne angriber Øland og en tid har de en base på øen. Kurlænderne hjemsøger de sjællandske kyster, hvorvidt Bornholm blev angrebet af Kurerne og Esterne er uvist. Et dansk ledingstog driver dem det samme år ud af Øland. Den danske kong Valdemar den Store, har øjensynligt betragtet Øland som dansk territorie. Sverige var endnu ikke et samlet rige, men delt i tre riger: Vestergøtaland, Østergøtaland og Svealand, og en krig rasede mellem Knut Erikson og brødrene Kol og Borislav Sverkerson, der forsøgte at samle de 3 landsdel til et samlet svensk rige. Småland var et stor ufremkommelig skovområde, kaldet Jernskoven, der naturligt skilte Danmark fra rigerne nord for skoven. Den sydlige del af Småland op til søen Bolmen, beliggende umiddelbart nord for Skåne, havde siden vikingetiden været et dansk grænseland.

1177: Ærkebisp Eskild nedlægger sit embede og Absalon bliver Ærkebiskop i Lund.

1182: Knud 4. (6.) bliver konge, (1182-1202).

1184: Ærkebiskop Absalon fører den danske leding flåde mod Venden. Ved Stralsund slår han den vendiske flåde og tager 500 skibe, kun 35 skibe undslipper.

1185: Kong Knud fuldbyrder Vendens erobring og hertug Buggislav må hylde den danske konge.

1186: Den norske konges bror, Erik Sigurdson, sejler med en flåde til Østersøen, hvor han plyndrer kysterne ved Dvinas munding. Derefter kaprer han to saksiske kogger syd for Gotland. Om denne flådes plyndring berører Bornholm er der ingen beretninger om, de mange skatte nedlagt i jorden fra denne tid, kan skyldes nordmændenes tilsynekomst på havet.

1191: Kong Knud fører et korstog mod Finland, hvor et område strategisk beliggende nord for Estland, besættes. Den 23. juni observeres en solformørkelse i Danmark.

1202: Valdemar 2. Sejer bliver konge (1202-41). Ryd-årbøgerne omtaler et korstog mod Finland ledet af Anders Sunesøn Hvide.

1203: Øselboerne som havde nær kontakt med Kurlænderne, hærger Danmarks og Sveriges kyster med 16 skibe. Da øselboerne vil afsætte byttet i Visby, overfaldt Albert af Bremen med sin korshær øselboernes skibe og fik et stort bytte. Sandsynligvis er Bornholm ikke gået fri af øselboernes plyndring selv om der ingen oplysninger er herom.

1206: Anders Sunesøn Hvide fører en hær mod Estland.

1208: Sværdridderne tvinger ærkebisp Albert af Riga til at overlade det halve af Livland i Baltikum til dem.

Dannebrog skulle under et slag dette år være faldet ned fra himlen og sikret en dansk hærafdeling, der hjalp Sværdridderne, sejren. Begivenheden fandt sted i året 1208 på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fortællingen findes i en samling notater (Collectanea), til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 af historikeren Peder Olsen der var Chr. 4.s kansler, men beretningen stammer antageligvis fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt. År 1219 er det anerkendte år hvor Dannebrog viste sig i slaget ved Lyndanise i Estland. Det er uvist, hvorfra Dannebrog stammer og der er mange muligheder at vælge imellem.

1210-19: Nogle nutidige historieforskere, antyder at Valdemar Sejer i forbindelse med forberedelse af felttoget til Estland i 1219, har bygge Hammershus som forsyningsbase. Det er tænkeligt, at han har bygget på borgen, i så fald er det udvidelser af sin faders ringborgen han står for, antageligvis de to nederste etager af Manteltårnet i kampesten, som dog formodentlig først bygges efter 1241. Snare er det lagerbygninger af lettere materialer, bindingsværk og træbygninger der ikke kan ses i nutiden. På baggrund af østersø-politikken med Estlands erobring i år 1219, var det nødvendigt med forsyningsbaser i den østlige Østersø, hvor Bornholm ligger strategisk godt som en forsyningsbase. Formodentlig blev Manteltårnet først bygget efter at Erik plovpenning bliver kong i 1241, og især under striden mellem kong Kristoffer 1. og ærkebiskop Jakob Erlandsen, i årene 1254-59, er det tænkeligt at byggeriet blev udført.

1219: Kong Valdemar opbyder en vældig hær og sejler til Estland, det er østersøvældet, der tager sin udvidelse og Bornholm må have været inddraget i denne ekspansion i Østersøen, hvor Danmark sluttelig bliver et kortvarigt imperie (1219-41). Valdemars personlige og statslige indtægter, var mange gange større end den tyske kejsers, der rådede over et meget større rige, men til stadighed i indre konflikt. Bornholms kirker og borge har sikkert været oplagrings stationer med fødevarer til invasionsstyrken. Hammershus har været en vigtig brik i kongens planer, og det er ikke utænkeligt at nogle bygninger er opført i den tid, for eksempel er et ældre fundament i den sydlige ende af den store magasinbygning, en mulig bygningsrest fra Valdemar Sejers tid.

Det er tænkeligt at Johanitterne i Anvorskov har været behjælpelig med transport af forsyninger og tropper. En del af forsyningerne fra Bornholm, Skåne og Blekinge kan være transporteret af Johanniterne, eskorteret af lejede krigsfolk, Johannitterne havde ingen riddere i Danmark, kun kirkelige administratorer og prælater. I Middelhavet var Johanniterne kendt som søfarende korsriddere, hvor de transporterede krigsfolk og forsyninger til Det Hellige Land, hvad også tempelherrerne gjorde, men de har antageligvis aldrig været i Danmark. Det nordligste sted tempelherrerne nævnes, er i slaget mod Mongolerne i 1241 ved Lignitz i det sydlige Polen, hvor en håndfuld observatører fulgte slaget.

Ved Lyndanise står et stort slag mellem danskerne og esterne, og under slaget falder et rødt flag med et hvidt kors ned fra himlen (Dannebrog). Det går i begyndelsen dårligt for danskerne og under det tumultagtige slag, hvor esterne nåede ind i danskernes lejer, blev adskillige telte sikkert væltet eller gik op i luer. Muligvis har Johanniternes ordensmester fra Antvorskov været med ved Lyndanise, et af teltene kan være Johanniternes telt med deres banner, et rødt flag med et hvidt kors. Dette flag kan have revet sig løs og blafret hen over danskerne på slagmarken, en oplevelse der, for de trængte danskere opfattes som et under, der kom ned fra himlen. I 1130 proklamerede paven at krigen mod de vantro og hedninger skulle føre et rødt banner med et hvidt kors, og mange tyske hjælpetropper havde også år 1219 røde flag med hvidt kors. Johanniterne havde allerede år 1150 i Jerusalem en rød Gonfanon/Standard med et hvidt kors, først i 1259 fik Johannitter-ordenen af paven eneret på det røde flag med hvidt kors.

Ærkebiskop Anners Sunesen var med i slaget og Dannebrog kan derfor også stamme fra hans flagprydede telt. Ærkebiskoppens flag var en rød dug med et gult kors, som det ses i nutidens Skånske regionsflag, så det er nærliggende, da det gik dårligst for danskerne, at ærkebispen har haft en finger med i Dannebrogs blafren hen over slagmarken. Under kong Hans mislykkede forsøg år 1500 e.Kr. på at undertvinge befolkningen i Ditmarsken, i nuværende Holdsten, mistede vi Lyndanise flaget. Ditmarskerne, der var sejrherrer, hængte flaget op i Wöhrden kirke i Ditmarsken. 59 år senere i 1559, angriber  Johan Rantzau, som er Kristian 3.s feltherre, Ditmarsken og erobrer flaget tilbage. Flaget der stadig hang i kirken var falmet, hvor korset var en snavset hvid farve, hvorfor alle troede, at korset oprindeligt havde været hvidt. Lyndaniseflaget blev hængt op i Slesvig domkirke og efter 1660 er der ingen oplysninger om flaget, formodentlig er det efter 450 år mørnet og kasseret. Det kan til stadighed diskuteres, om det sagnomspundne Lyndaniseflaget kom via tyske hjælpetropper, eller Johannitternes / Ærkebiskop Anders Sunesens telte, eller en blodig hvid dug, som blev sat på en stage?.

1210-1240: Kastelsborgene kommer som type til Danmark, borgtypen har været anvendt syd for Danmark siden 1190. De er stærkt befæstet med såkaldte tovreller, der er små runde tårne, åbne bagtil og som følger muren med fast interval som i Visby på Gotland, som dog er noget senere opført. Hjørnerne bliver befæstet med firkantede tårne, ofte beskyttede de indgangen eller var selve porttårnet, som det kan ses på Lilleborg og Hammershus. Faldgitre i portåbningen er ikke indført endnu, det bliver først almindeligt fra omkring 1260.

1241: Valdemar Sejr dør. Erik 4. Plovpenning bliver konge, (1241-50).

 

Fig 26: Omkring 1241-60 bliver Hammershus antageligvis udvidet med et lavt tårn over indgangen, Manteltårnet opført af kløvede kampesten (se tegningen herover). Valdemar Sejr er foreslået værende bygherren i tiden op til Estlands felttoget år 1219, men byggeriet er formodentlig sket på foranledning af kong Erik Plovpenning i 1241 hvor Valdemar Sejer dør, eller Cristoffer 1. efter 1253 hvor Jacob Erlandsen bliver ærkebiskop og striden blusser op mellem ham og kong Cristoffer. I et oprustnings-kapløb hvor kongen bygger et beskyttelsestårn på Lilleborg i Almindingen, forstærket ærkebispen Hammershus med Manteltårnet. Det var de urolige tider efter Valdemar Sejers død, hvor kongen og ærkebispen ofte kom i strid, som ansporer ærkebispen til, at følge med udviklingen. I takt med Lilleborgs udvidelse, udvides Hammershus derfor også med tårn.

Fig 27a og 27b: Herover til venstre ses grundplan af centralborgens portsektion fra 1162, til højre ses samme sektion fra fra 1241-1260. Da Manteltårnet blev inkorporeret i østmuren og omkring Centralborgens port, blev østmuren bevaret inde i tårnet som skillemur mellem vagtstuen og fangehullet-cisternen (fig. 27a markeret B og 28b markeret G), ligeledes blev flanke-muren (markeret C) bevaret i den tynde udgave som skillemur mellem portrummet og vagtstuen. En lav dør, der tvang en indtrænger at bukke sig og dermed gjorde sig sårbar, blev etableret mellem portrummet og vagtstuen. Denne dør og begge porte i portrummet (A og E) kunne blokkeres med en bom, der kunne skydes ind bag de lukkede døre og porte og når de var åbne, kunne bommen skydes ind i en slisk i muren. På tegning herover ses den bevarede mur (markeret G), hvor murtykkelsen på 177 cm. Skillemuren er unødvendig tyk ind til fangehullet, og antyder, at den oprindelige ydermur blev bevaret som skillemur og er samtidig fundament for hvælvingen i fangehullet. Lofterne i portrummet og vagtstuen, var af træ men blev senere ændret til spidsbuede hvælvinger.

Kun den nederste etages mure i Manteltårnet, har den tykkelsen som er angivet på tegningen 27b, fra 1. sal og op til øverste etage er murene ca. 80-100 cm. Trappen, markeret H, blev først konstrueret efter 1262, nogle af munkestenen er formodentlig hentet på Lilleborg, der i 1259 blev erobret af Rügenfyrst Jaromar.

Fig 28a og 28b: På  fig 28a herover,  fangehullet i Manteltårnet. Hvælvingen er romansk fra før 1260 opført af munkesten, mens sidevæggene er af kampesten. Vægen til højre er en rest af den gamle ringmur, nu fungerende som skillevæg mellem fangehullet og tårnets vagtstue. I 1671 omtaler degnen Rasmus Pedersen Raun, at der i slottets kælder, “inde til venstre for porten (formodentlig Manteltårnets port til ydre slotsgård), er et dybt mørkt rum, hvor en brønd med en herlig kilde med lifligt vand springer ud af klippen”. Fangehullet har muligvis aldrig været fangehul i Middelalderen, som det tolkes i nutiden, men den hvælvede kælder kan i virkeligheden være en cisterne med et kildespring, og dermed centralborgens vandforsyning. til venstre (fig. 28a) ses en kanal (vist med en røde pil), der går ud gennem sydmuren og som kan være en overløbskanal i cisternen. Dette var uhensigtsmæssigt, da etagerne over kælderen havde installeret hemmeligheder (datidens toiletter), hvor efterladenskaberne blev ført ud gennem muren ad en slisk og endte på en skrånende klippe ved tårnets fod (fig. 28b), hvor cisternens overløbskanal også udmundede. Øverst, på fig 28b ses 2 røde pile, der viser hvor slisken fra toiletterne udmunder og nederst 1 rød pil, der viser, hvor kanalen fra den formodede cisterne udmunder og det hele ender på klipperne, hvor natmændene fjernede de menneskelige efterladenskaber. Man kan forestille sig den uhumsk stank og bakterier, der med rotter, mus og padder via kanalen, kunne overføres sygdomme til cisternens vand, efter at dyrene først havde været i møddingen. Hvis der virkelig har været en kilde på stedet, har den bidraget væsentlig til at Hammershus blev bygget netop her, vand var vigtigt at have inde i borgen, især under en belejring, hvor det var almindeligt, at borge overgav sig på grund af vandmangel.

Fig. 28c: Inde i gulvet af den formodede cisterne, siver der i nutiden stadig vand ind fra under muren til højre i billedet, og til venstre siver vandet videre ud under muren, hvor det udmunder ved Manteltårnets østlige yderside, hvor der ofte er fugtigt. Cisternen har formodentlig blevet utæt engang efter 1671, hvor degnen Rasmus Raun beskrev den og er ikke efterfølgende repareret. I optegnelser omtales at de bornholmske bønder var forpligtiget i at køre vand til Hammershus, en pligt som antageligvis blev indført efter at cisternen blev tørlagt. At stedet i nyere tid er blevet omtalt som fangehul, må være forårsaget af at man efter udtørringen har brugt stedet som fangehul til de værste forbrydere. Stedets fugtighed har da sikkert været frygtet og skyldig eller ej, givet hurtige indrømmelser. Blommetårnet, Hundetårnet, kirketårnet og vagtstuen i Manteltårnet er nævnt som steder hvor fanger blev fængslet, så det har nok været sjældent, at det fugtige fangehul blev benyttet. Stedet har været egnet til opbevaring af smørdritler, saltet fisk og flæsk i tønder, men det er der ingen oplysninger om, hvorimod smørkælderen ved den store magasinbygning nævnes.

.

Fig 29: På fotoet herover ses Manteltårnet. Det var kun den nedre del kampesten der blev opført i 1241-60.

Fig 32:På fotoet herover af Manteltårnet, ses vindue åbninger med romanske halvbuer, det bekræfter at kampestens tårnets 2 nederste etager af kampesten, er bygget før Gotikken med spidse buer kom til Danmark omkring 1260, på Bornholm antageligvis først efter 1270.

 

.

Fig 33-34: I årene 1885-1928 restaurerede Hauberg Manteltårnets port. Herover til venstre ses Manteltårnet som det så ud før restaureringen. Til højre ses porten under restaureringen, en del af murværket er nedtaget og diskussionen har gået på, om Hauberg lod porten opføre som den oprindelig så ud. Studier har vist, at generelt blev den genopført nogenlunde korrekt, dog var portens gamle bue i en fladere form end den ny opførte (se porten på fotoet til venstre), og fik en romansk halvbue. Dette er formodentlig valgt af æstetiske grunde,  fordi vindues åbningerne var med romanske halvbuer og facaden dermed fik et smukkere udseende. Porten er antageligvis ændret engang i 1500 tallet, men den har formodentlig oprindeligt haft en romansk portåbning, som Hauberg har tolket korrekt og genskabt, efter den viden han havde om portens udseende. Vindues åbningerne er korrekt restaureret med romanske buer.            Foto: P. Hauberg, Bornholms Museum, billedbehandling: M.F.Jensen.

Fig 35-37: Manteltårnets port ind mod den indre slotsgård (herover til venstre), og hovedporten mod den ydre slotsgård (herover i midten og til højre), er formodentlig konstrueret samtidig med, at den nederste del af tårnet blev opført af kampesten. Porten til indre slotsgård (fig. 35), har en bue af munkesten, der hviler på et fundament af smukt tilhuggede kalkstens-kvadrer, udvundet i Limensgade syd for Åkirkeby. Hovedporten ud til den ydre slotsgård (fig. 36 og 37), er af munkesten men har formodentlig været magen til magen til indre slotsgårds port (fig 35) med et fondament af kalkstens kvadrer der bar munkestens buen. Efter 1255 er hovedporten ombygget og et faldgitter er blevet etableret, faldgitre sås for første gang i Danmark efter 1260. Åbningerne er med romanske buer, og begge porte er konstrueret efter 1241, hvor munkesten formodentlig første gang bliver anvendt på Bornholm, og før1270, hvor gotiske spidsbuer indførtes i Danmark. Studier af Haubergs fotos fra 1885-1928 har dog vist, at portens yderside var blevet ombygget senere, formodentlig engang i 1500 tallet, og det kan ikke udelukkes, at faldgitteret først da blev indført i Manteltårnet (se Haubergs foto fig. 33 og 34). På fotoet (fig 37) ses rillen til faldgitret i hovedporten, det kvadratiske hul på indersiden af karmen var leje for tværbommen, der kunne skydes for og dermed blokere porten indenfor faldgitret effektivt, et godt værn mod rambukke, som var meget anvendt på denne tid.

Alle de ovenfor omtalte detaljer peger på, at tårnets nederste kampestensdel er bygget i tidsrummer 1241- 55. En del af de ældste munkestene er antageligvis produceret på et teglværk beliggende syd for Langebjerg, 2 km øst for Hammershus. Hvornår teglværket blev etableret er uvist, men fund tyder på, at det er anlagt med det formål, at levere teglsten til Hammershus i middelalderen, formodentlig allerede mellem 1241-55. Disse tidligt producerede stene, findes i nutidens Manteltårnets vinduer, samt i noget af brystværnet langs murene i centralborgen og i muren ved den ydre slotsgårds brystværn med krennelering. Teglværket var i brug mange hundrede år og har leveret sten til borgens skiftende byggerier og ombygninger. Andre munkesten kan være hentet på Lilleborg efter, at borgen blev indtaget af ærkebispens broder Anders Erlandsen og Rügen fyrsten Jaromar i år 1259.

Manteltårnet nederste mure er tykkest ud mod den ydre slotsgård, ved hovedporten er den ca. 1,70 meter tyk, mod knapt 1 meter ved porten ind til indre slotsgård. Det viser klart, at tårnet er bygget senere end Slotgårdens indre ringmur (centralborgen). Var tårnet ældst og bygget som et solitært tårn på slotspladsen, ville alle mure, for ikke at have svage steder i forsvaret, nødvendigvis være af samme tykkelse. Desuden er Manteltårnets mure generelt tyndere end de indre slots ringmure, som kan tyde på, at håndværkerne var blevet dygtigere i tidsrummet mellem ringmurens opførelse og Manteltårnet,

1252: Chrisstoffer 1. bliver konge (1252-59), død 29. maj 1259.

1253: Jacob Erlandsen bliver ærkebiskop (1253-1274). Han er af hvideslægt

1259: Lilleborg ødelægges:  Efter en længere strid lykkedes det Frue nat (5. febr.) kong Christoffer 1. at pågribe ærkebiskop Jacob Erlandsen i Gislaborg ved Landskrona, og føre ham som fange til kongsgården Hagenskov på Fyn. Dette afstedkommer, at Rügen fyrsten, Jaromar, sammen med Anders Erlandsen, Jacob Erlandsens bror,  gør landgang på Bornholm, indtager og ødelægger Lilleborg i Almindingen. Dette må være sket engang i marts eller begyndelsen af april måned, for efter bornholmer-togtet gør Jaromar d.17. april landgang på Sjællands østkyst og stormer København, som derefter hærges (Jarmers plads og tårn viser hvor Jaromar brød ind i byen med sin hær).

I en gammel bispekrønike fortælles der følgende: ¨Han (fyrst Jaromar) drog med ærkebispens broder, Anders Erlandsen, til Bornholm og belagde Hammershus Slot. Besætningen måtte overgive sig og 200 mand blev fangne, af hvilke en del blev henrettet og resten blev med ham fangen bortført til at ransoneres. Ærkebispens broder, Anders Erlandsen, blev tilbage på Bornholm¨. Senere forfatter har fejlskrevet denne beretning og påstået, at alle 200 mand blev henrettet, dette har senere forfattere kritikløst og urigtigt videreformidlet og forårsaget, at den oprindelige tekst blev glemt.

Rasmus Pedersen Ravn beretter i Bornholms Krønike fra 1671, at da kong Christoffer havde taget Hammershus fra Lund Stift, havde ærkebispens broder belagt slottet og taget 200 fanger hvoraf nogle var ynkeligt aflivet og resten bortført til Ransonering-(løskøbes) hvilket grundede pave Urbans bebrejdende brev til ærkebispen. Derefter omtaler Rasmus Ravn et kongeligt slot/borg på samme sted/ø (Bornholm), som fyrst Jaromar indtog og nedrev til grunden. Dette sidste Slot/borg må være Lilleborg i Almindingen der omtales.

Pave Urban, der ellers havde holdt med Jacob Erlandsen, skriver til sin stridbare ærkebiskop i Norden og bebrejdede ham hans onde gerninger, særlig det: ¨at han havde tilskyndet fyrst Jaromar og sin broder, Anders Erlandsen, til at foretage sådanne onde gerninger mod kongens folk på Bornholm, ødelægge fæstningen og slottet siden indtage og besidde¨.(Magn. Mathæi, Bispekrønike, opbevaret i Bornholmiana, 5. bind i Rigsarkivet).

I første beretning omtales Hammershus som værende den borg, der blev indtaget, i den anden beretning omtales en fæstning og et slot som værende involveret. I flere gamle beretninger omtales, at kong Christoffer havde erobret Hammershus kort tid efter ærkebiskoppens tagetfangelse. Det passer godt med, at den første beretning omtaler Hammershus som den borg der tages, samt at Anders Erlandsen bliver tilbage på borgen, medens Jaromar drager videre, hvorhen omtales ikke.

I den anden beretning anføres at et slot indtages først, og derefter ødelægges en fæstning, det er gammel kendt på Bornholm, at Hammershus altid har været omtal som Slottet. Fæstningen, som omtales i den sidste beretning, må derfor være Lilleborg, dertil drog Jaromar med sine folk og erobrede borgen og lagde den øde, medens Anders blev på Slottet med sine folk. Fra hvilke af borgene de 200 fangne folk kom fra, er usikkert, at alle 200 døde, som det ofte påstås, er ikke rigtigt. Som det omtales i første beretning, blev nogen henrettet, medens resten blev frikøbt af slægtninge (ransoneres=løskøbes. Fr. Lat.), det var almindeligt i middelalderen, at spare de værdifulde fanger, så man for at finansiere felttoget, kunne få løsepenge på dem.

Jeg formoder at både Hammershus og Lilleborg måtte erobres.  Hammershus som kongen havde i sin besiddelse, har sikkert hurtigt overgivet sig uden kamp, hvad også står skrevet i den første beretning: ¨Belagde Hammershus slot¨. Lilleborg har bidt fra sig, den var en kongeborg og stærkere end Hammershus. Høvedsmanden på Lilleborg har kæmpet for sin ære, om han overlevede er uvist, hvis han gjorde kan han være en af dem der blev sparet for: ¨bortført til at ransoneres¨ som der står skrevet.

1259: Erik 5. klipping bliver konge og krones juledag 1259 (1259-56).

1260: Omkring 1250 kommer den gotiske byggestil til Danmark. Stilen er kendetegnet ved spidsbuede vindues- og døråbninger, højt stræbende spidshvælvinger og takkede gavle (kamtakker). Ligeledes er det almindeligt, at tilføje tårne til de romanske kirker med rundbuede vinduer og lave hvælvinger, hvor kirketårne har kamtakkede gavle. Stilen slår først igennem på Bornholm efter 1260-70.

1260-1265: Foruden den før omtalte skrivelse fra pave Urban til Jacob Erlandsen i 1259, omtales Hammershus første gang i et kongebrev fra 1260’erne. Kongen anklagede ærkebisp Jakob Erlandsen for uretmæssigt, at have opført borgen(Hammershus). Jakob Erlandsen forsvarede sig med, at han kun havde udbygget en ældre borg. Det var ærkebispens bror, Anders Erlandsen, der da sad på Hammershus, og Manteltårnets etager over kampestensmuren, der er bygget af munkesten med krennelering, kan være bygget medens Anders styrede borgen.

Fig 37b: På tegningen herover ses, at omkring 1260-65 er ringmuren af kampesten etableret med krennelering og skyttegang af træ . Ringmuren omsluttede den ydre slotsgår (6 på tegningen herover), murene erstattede nogle ældre palisader, og det er formodentlig et af disse byggerierne kongen klagede over. Jakob Erlandsen forsvarer, set fra hans side, retfærdigvis sit byggeri med, at det blot var tale om en forbedring.

Fig.  Samtidig med at den ydre slotsgårds ringmur opføres. bliver Blommetårnet opført i kampesten, dog uden den øverste etage med takkede gavle, som ses på fotoet herunder. på tegningen herover ses Blommetårnet med en del af øst og vestmuren med vægtergang, som det kan have set ud omkring 1270-1300. Munkestens beklædningen samt etagerne med gavltakker er tilført senere i forbindelse med, at den nærliggende magasinbygning bliver bygget højere, formodentlig mellem 1300-1400, samtidig beklædes østmuren mellem Blommetårnet og Magasinbygningen ligeledes med en munkestens-skal, som ses på de 2 foto herunder.

Fig: Herover ses  Blommetårnet fra omtrent samme vinkel som tegningen ovenfor.

Fig: Blommetårnet set fra øst. Østmuren er beklædt med munkesten engang i 1300 tallet, og yderligere medens lybækkerne havde borgen mellem 1525-75. Til venstre ses et af de halvrunde tårne, som lybækkerne lod opføre langs ydermuren.

Omkring 1270-90, er Hundetårnet opført i kampesten på indersiden af ringmurens nordvest hjørne. Der hvor den gamle smørkælderen findes i nordøst hjørnet af ringmuren, har der formodentlig været et tilsvarende tårn, stedet er det svageste led i muren og må nødvendigvis have været dækket af et tårn. Smørkælderens hvælving af kampesten, er formodentlig en rest af dette tårn, hvorover smørkælderen senere er opført. Alle 3 tårne havde samme højde som ringmuren og er opført i en blanding romansk og gotiske byggestil. Langs østmurens inderside blev i samme højde som muren opført en magasinbygning i kløved kampesten  senere efter omkring 1290-1320 blev de 3 tårne og magasinbygningen bygget højere og har haft sadeltag med takkede gavle.

Nordmuren blev i tidsrummet 1290-1400 over flere gange gjort bredere højere, opført i kløvede kampesten. Da der op ad murens indersiden stod en lang bygning (se fig 37b -10) som var lensmandens ladegård, blev der på denne strækning bygget hen over taget på bygningen, og da bygningen 200 år senere var fjernet, opstod der et udhæng som i nutiden stadig kan ses hvor bygningen stod op ad muren.

———

På Lilleborg er der fundet rester af teglsten og det er muligt, at nogle af de ældste munkestene på Hammershus, stammer fra Lilleborg. I så fald har Anders og Jacob Erlandsen sikkert hentet det værdifulde byggematerialer på det ødelagte Lilleborg og genanvendt det til at udbygge Hammershus. Det kan forklare, hvorfor der er fundet mønter på Lilleborgs areal, fra tiden efter at borgen var erobret, det skyldes sikkert aktiviteten, hvor borgens materiale blev nedrevet og transporteret til Hammershus. Lilleborgs murstene kan være anvendt i Manteltårnets ene munkestens etager (se tegning herunder fig. 38 og 39), rød krenelering), tillige med trappen til Manteltårnet. Palatiet, kirkesalen og Havporten er også steder hvor munkesten fra Lilleborg kan være anvendt. Munkesten blev i udstrakt grad genanvendt i middelalderen, Kalø Slot var f. eks. leverandør til flere herregårde i Jylland samt til palæer i København.

——————–

 

Fig 38-39: På fotoet herover (fig. 38), taget af Hauberg omkring 1900, ses Manteltårnets nordvæg, der viser de to etager af munkesten, der formodentlig blev opført i midten af 1200 tallet. På tegningen til venstre er kreneleringen/brystværnet tydeliggjort, henholdsvis rød opført kort efter 1255 og grøn formodentlig omkring 10 år senere. Vindues-åbningerne er med romanske buer, og må være etableret før 1270. Den øverste etagen over grøn krenelering er opført engang i 1500-tallet, formodentlig af Lybækkerne, vindues-åbningerne er med lav halvbue, som normalt blev benyttet efter den gotiske stil var afløst af renæssancens stilart. De 2 store kvadratiske vindues-åbninger i den nederste etage, er formodentlig fra 1600-tallet, hvor de romanske mindre vinduespartier er udskiftet med store åbninger, fordi man efterspurgte dagslys i rummene, de 2 romanske vinduer, der ses i etagen over, sidder på deres oprindelige plads. Sammenligner man tegningen med fotoet kan kreneleringen anes på Haubergs foto, i nutiden er det vanskeligere, men anes dog.     Foto tv.: P. Hauberg, Bornholms Museum, billedbehandling: M.F.Jensen. Tegning th. efter Hauberg: M. F. Jensen.

 

Fig 40: På fotoet herover, ses sydsiden af Manteltårnets 3 øverste etager af munkesten. De to nederste etager er opført ad 2 gange mellem 1255-65. Adskillelsen mellem etagerne kan ses og i adskillelsen til den øverste etage ses, at der oprindeligt var en vægtergang med krennelering/brystværn med takker, senere er brystværnet tilmuret og vinduer isat, hvorved en ekstra etage blev indført, antagelig opført af Lybækkerne på det tidspunkt de havde Hammershus (1525-1576), vinduerne i øverste etage har en flad bue, som var almindelig fra slutningen af 1400-tallet.

Fig. 41: Kapellet/kirkefløjen omtales første gang i ærkebiskop Karl Eriksen Rødes testamente fra 1334. Kapellet omtales da som værende nyindrettet og viet til St. Margrethe. Denne oplysning er blevet lagt til grund for, at kapellet er bygget i ærkebisp Karl Eriksons tid (1325-34), hvad ikke kan passe. Kapellet er oprindeligt opført med en krypt med 3 rundbuede romanske hvælvinger, på fotoet herover af kapellets nordmur (fig. 41), ses nederst del af kapellets mur med rester af en af de 3 romanske buer, der bar kryptens hvælvinger. Da kryptens hvælvinger var romanske, må kapellet være bygget omkring 1260 eller lidt før, kirkens loft var af træ som samtidig var gulvet i en sal over kirke, der senere (1500-tallet) omtales som kongesalen beregnet til, at huse ærkebiskoppen eller kongen når en af dem besøgte Bornholm.

Formodentlig blev krypten fjernet i 1334 da de gotiske spidse krydshvælvinger i kirkerummet blev opført. Krypten har formentlig været bygget for klejnt med risiko for at styrte sammen, og efter fjernelsen, blev krypten opfyldt med jord og et nyt gulv af mursten blev lagt. Munkestenene fra krypten, blev genanvendt til opførelsen af  de gotiske spidsbuede krydshvælvinger, som erstattede træloftet i kirken. Disse hvælvinger i kirken, bar gulvet i kongesalen som fik et nyt smukt flisegulv, der omtales af degnen Rasmus Raun i 1671, samtidig omtaler han en ovn i det nordvestlige hjørne af kirkerummet (omtales senere, se 1334). Formentlig er det dette nyindrettede kirkerum der omtales i ærkebisp Karl Eriks testamente. At kapellet var viet til St. Margrethe, som testamentet omtaler, er ikke det samme som at kirken var nybygget og nyindviet, der står blot, at kapellet var viet til St. Margrethe, og det havde den formodentlig været siden den blev bygget før 1260.

I nogle ældre beretninger omtales det, at hvor kapellet nu er, var der tidligere en badestue og at det var en af ærkebiskop Karl Eriks forgængere der havde en badestue på stedet, hvem det var nævnes ikke. Hvis det har sin rigtighed, at der var en badestue, kan den vær fra tiden samtidig med det tidligste kapels opførelse før 1260, og det passer med at der samtidig blev opført en hypokaust/ovn i gulvet i kapellets nordvestlige hjørne. Muligvis har badestuen og kapellet eksisteret samtidig og at begge blevet opvarmet af denne ovn, bygningen har så både rummet et kapel og en badestue, og hypokausten/ovnen har man bibeholdt op i tiden til engang i 1600tallet, hvor borgen da allerede var i kraftigt forfald.

På Tårnborg ved Korsør, bygget omkring 1160, var der også en hypokaust som var magen til den på Hammershus, formodentlig beregnet til badestuen på borgen. Også på Søborg slot, bygget få år før Hammershus, var der også en badestue med en hypokaust, og det sås flere steder på de tidlige middealder-borge i norden.

Hypokausten på Tårnborg har været større en på Hammershus. Her ses princippen med en hypokaust dog var gulvet ikke opvarmet som på rekonstruktionen, kun lige over ildstedet var der varme. (se år 1334)

Efter at badestuen blev nedlagt og den nye kirkesal blev indviet, bibeholdte og udbedrede man badestuens hypokaust til opvarmning af kirkesalen og det er denne bygning der omtales af Rasmus Pedersen Ravn.

 

  I 1548 beder den lybske foged Herman Boitin om at få tildelt en præst, da kapellet igen stod færdigt på Hammershus. Denne henvendelse betyde, at kapellet havde været under ombygning, så muligheden foreligger at det var i året 1548, at de gotiske krydshvælvinger blev bygget, og ikke 1334 som ovenfor omtalt. Formentlig har Herman Boitin omtale af at kapellet stod færdigt, drejede sig om de reperationer af kirkerummets ødelæggelse, som lybækkerne selv havde forårsaget i 15hvor det var blevet udsmykket med stukkatur, og installering af et nyt alter og talerstol, det sidste placeret i det sydøstlige hjørne af kirkerummet, omtalt af degnen Rasmus Raun i 1671.

  Under kirkens gulv i det nordvestlige hjørne, er der et indfyrings sted til en slags centralvarme/gulvvarme, som varmede kirkerummet op. Varmesystemet må ikke forveksles med det centralvarme-system, som romerne havde i deres badeanstalter og paladser, hvor et utal af kanaler varmede hele gulve og vægge op. På Hammershus var varmekilden kun i gulvets nordvestlige hjørne af kirkerummet, og må mere betragtes som en slags bilæggerovn, som blev indfyret fra et fyringssted i mellemgangen/våbenhuset til kirkesalen.Hvornår dette opvarmningssystem er etableret er ukendt, men formodentlig samtidig med at krybten blev nedlagt og opførelsen af de spidsbuede gotiske hvælvingerne i kirkerummet.

Fig 42: Adgangen til Manteltårnets indre gik via en trappe opført af kampesten og munkesten, en bro, der formodentlig kunne hejses op, gik hen til en dør i etagen over porten. Da munkestenene er af den ældre type og størrelse, kan de være hentet på Lilleborg, trappen er formodentlig bygget omkring 1255-65. Før da har trappen sikkert været en tømmer-trappe.

Mange munkestene på Hammershus kan være hentet på Lilleborg i årene efter, at Jaromar havde erobret den. Herunder følger en liste med mål i cm på munkesten henholdsvis fra Lilleborg og Hammershus.

Munkestens mål af fundene munkesten fra Lilleborg:  27?  x  12?  x  9 cm.

Længde og brede-målene er lidt usikre da stenene er en del ødelagte.

Munkesten på Hammershus måler:

Manteltårnet:  27½  x  12-13  x  7½-9 cm.

Manteltårnets portåbning: 27½  x  13  x  8½cm.

Manteltårnets trappen: 27½-28  x  12-13½  x  7½-9cm.

Kirken: 26-28  x  12  x  8½cm.

disse mål ligger inden for det tidlige byggeri i middelalderen fra omkring 1160 til midt middelalder og stenene kan være hentet på Lilleborg.

Hammershus søjle i køkkenet: 30-32 x 15  x  9-10 cm.

disse mål svarer ikke til sten, der er brugt i den tidlige fase af munkestensbyggeri i Danmark og må tilskrives senere i middelalderen.

Munkestenene i St. Bents Kirke apsis, bygget 1160-80 i Ringsted, har målene: 26½-28½  x  10½-12½  x  8-9 cm.

Munkestenene i Valdemarsmuren, Dannevirke, bygget omkring 1170- 85, måler: 27-28½  x 12½  x  8½-9 cm

Alle målene på munkestenene fra Lilleborg, Hammershus, stemmer overens med målene fra andre tidlige byggerier i Danmark, og da stenene i Valdemarsmuren og St. Bents Kirke har samme mål, som Hammershus og Lilleborgs munkestene, må de alle være opført inden for samme periode, fra 1170-1265.

1265: Kong Erik Klipping indtager Hammershus, men tilbage-leverer borgen i 1276 til den nyudnævnte Ærkebiskop Thrugot Thorstenson. Adskillige gange indtager kongemagten borgen men altid med samme korte besættelser.

1273/74: Rønne herred overlades til Rügen-fyrsten Vitslav Jarmersen (faderen Jaromar døde i krig år 1261). Vitslav var kong Erik Klippings drost.

1274: Jacob Erlandsen dør på Rügen

1276: Trugot Torstensen bliver ærkebiskop (1276-80). Da Jacob Erlandsen nu er død, forliger kongen sig med den nye ærkebisp og Hammershus stadfæste som bispeborg og de tre herreder Nordre, Østre og Søndre herred overdrages til ærkebispen.

1278: Den norske søhane Alf Erlingson hærger på Bornholm med udplyndring drab og brand.

1280: Jens Drost bliver ærkebiskop (1280-189).

1280: Dansk korstog føres mod Kurland i Baltikum.

1286: Erik 6. Menved bliver konge (1286-1319) (Menved=den kraftfulde skytsværge). Efter mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade, St. Cecilie nat, bliver Hammershus igen inddraget i en strid mellem kongen og kirken. Den unge konge Erik Klipping anklager en række stormænd for mordet på faderen og dømmer dem fredløse, flere er af Hvideslægt, blandt andet rigets Marsk (hærfører) Stig Hvide.

1289/90: Jens Grand bliver Ærkebiskop. (1289-1302/3)  (f.1254  d.1327). Han er af Hvideslægt og en søstersøn af Roskildebispen Peter Bang.

1294: Jens Grand fængsles den 9. april på Søborg slot, men undslipper i december 1295 til Hammershus på Bornholm. Da Jens Grand er beslægtet med flere af de fredløse, giver han dem husly på Hammershus, hvor han selv opholder sig, til stor ærgrelse for Erik Menved.

1299: Kong Erik Menved hærger Jens grands besiddelser i skånelandet, Jens Grand sidder magtesløst på sin stærke borg Hammershus hvor han planlægger at tage til Rom.

1300: Jens Grand er i Rom for at tale sin sag i striden med kongen.

1301:  Efter turen til Rom hvor han åbenbart talte for døve ører, kommer Jens Grand tilbage til Bornholm.

1302/3: Isarnus bliver Ærkebiskop (1303-10). Jens Grand bliver fjernet og forlader Danmark.

1303: Rønne herred overdrages til ærkebispesædet af kongen.

1310: Esger Jul bliver ærkebiskop (1310-1325).

1315: Esger Jul må gå i landflygtighed, han kommer i strid med kongen, der vil indsætte en kongelig høvedsmand på ærkebiskoppens borg Hammershus.

1319: Erik Menved dør sidst på året.

1319: Marsk Ludvig Albregtsen erobrer Hammershus og efter Erik Mendveds død, beholder han selv borgen

1320: Christoffer 2. bliver konge den 25. januar. (1319-26, og 1330-32).

1321: Ærkebisp Esger Jul vender hjem fra landflygtighed og forlanger Hammershus udleveret, men Ludvig Albregtsen har ikke i sinde at give borgen fra sig.

1324: Kong Christoffer beordrer sin marsk Peder Vendelbo til at kaste Ludvig Albregtsen ud af Hammershus. Ludvig Albregtsen har siddet på Hammershus siden han i 1319 indtog borgen.

1325: Hammershus belejres i 16 måneder, hvorefter Ludvig Albregtsen overgiver borgen til Peder Vendelbo mod, at få sit tilgodehavende hos kronen bekræftet, beløbet var på 10.000 mark. Iflg. J. A. Jørgensens ¨Bornholms Historie¨ skyldes miseren: ¨at forliget mellem kongen og ærkebispen i Roskilde året før, hvor kongen skulle modtage 5000 mark sølv var udeblivet. Kongen sendte sin marsk Peder Vendelbo til øen og belejrede borgen som derefter overgav sig. Borgen blev givet tilbage året efter, da Carl, med tilnavnet Den Røde, havde afløst Esger Jul som ærkebiskop¨.

Grundplan

1325-1350: Omkring denne tid bliver de gotiske spidsbuede hvælvinger i Manteltårnets portrum og vagtstue opført, om det skyldes det foregående års (1325) krigshandlinger er uvist.

Carl Eriksen den Røde bliver ærkebiskop (1325- 1334).

1326: Christoffer 2. er blevet forjaget fra Danmark, og Valdemar 3. af Slesvig bliver konge (1326-30). Hammershus gives tilbage til ærkebiskop Carl Erikson den Røde.

1327: Jens Uffesen der er i besiddelse af Rønne-Herred, overdraget det til ærkebispen i Lund og herredet forbliver under kirkens styre indtil kong Christien 2. i 1522 overtager hele øen, dog havde Valdemar Atterdag Bornholm og Hammershus i sin besiddelse et år fra 1361-62. Iflg. J. A. Jørgensen, havde Rønne Herred været i forskellige panthaveres hænder og endelig solgt: ¨I august måned 1327 solgte den sidste Uffesøn, som havde ejet herredet, endelig dette til ærkebisp Carl for 1000 Rdl. (nye skånske penge). Hele Bornholm var således nu på lovligt vis i ærkebispens hænde. I den lovløse tid fra 1332-40 styrede ærkebisperne øen, uden at nogen forsøgte at gøre dem besiddelsen stridig¨.

1330: Kong Chrisstoffer 2. bliver igen indsat som konge (1330-32). Valdemar 3. får sit hertugdømme Slesvig tilbage.

1332: Kong Chrisstoffer dør. De næste otte år er Danmark uden konge og kastet ud i elendighed under tyske panthavere, Danmark synes færdig som en nation, delt mellem de tyske grever og den svenske krone.

1332-40. Danmark er uden en konge, for Bornholm er det uden betydning, da øen fortsat var styret af ærkebiskoppen i Lund.

1334: Ærkebiskop Karl Eriksen Røde dør. omtales  I ærkebiskop Karl Eriksen Rødes testamente fra 1334, bliver kapellet/kirkefløjen på Hammershus for første gang omtalt, hvor den var nyindrettet og viet til St. Margrethe, hvad formentlig er en ombygning af kirkesalen.

Den før 1260 byggede krypt har formentlig været bygget for klejnt med risiko for at styrte sammen og nedrevet engang kort før 1334. Krypten er blev opfyldt med jord og et nyt gulv af mursten er blevet lagt. Materialerne fra krypten, blev genanvendt til opførelsen af  de gotiske spidsbuede krydshvælvinger, som ses herover langs nordmuren.  Disse hvælvinger i kapellet, hvor kun den nederste del af krydshvælvingerne står tilbage, bar gulvet i kongesalen. Kongesalen fik et nyt smukt flisegulv, der omtales af degnen Rasmus Raun i 1671, samtidig omtaler han en ovn i det nordvestlige hjørne af kirkerummet (beskrives nærmere herunder) og formentlig er det dette nyindrettede kirkerum der omtales i ærkebisp Karl Eriks testamente. At kapellet var viet til St. Margrethe, som testamentet omtaler, er ikke det samme som at kirken var nybygget og nyindviet, der står blot, at kapellet var viet til St. Margrethe, og det havde den formodentlig været siden den blev bygget før 1260.

Under kirkens gulv i det nordvestlige hjørne er der opmuret en ovn, en slags centralvarme/gulvvarme, som varmede kirkerummet op. Varmesystemet må ikke forveksles med det centralvarme-system, kaldet “hypocaust”, som romerne havde i deres badeanstalter og paladser. En Hypocaust er et opvarmningsanlæg, hvor man fra et underjordisk opfyringsrum sender varm luft gennem et utal af kanaler der varmede hele gulve og vægge op. På Hammershus var varmekilden kun i gulvets nordvestlige hjørne af kirkerummet, og må mere betragtes som en mini Hypokaust eller en slags bilæggerovn, som blev indfyret fra et fyringssted i mellemgangen/våbenhuset til kirkesalen.Hvornår dette opvarmningssystem er etableret er ukendt, men formodentlig samtidig med at krybten blev nedlagt og opførelsen af de spidsbuede gotiske hvælving i kirkerummet kort før år 1334.

Herover ses kalkstenspladen i det nordvestlige hjørne af kirkegulvet. Hvis der har været en badestue på stedet, har rummet været lille hvad var almindeligt i tidlige middelalder-badestuer, kun den firkant på omkring 2,5×2,5 meter, foran børnene på billedet, har været badestue med en trævæg der afskærmede badestuen fra kirkerummet. Efter 1334 blev badestuen nedlagt og badstuens gulv over hypokausten blev herefter kirkens varmekilde.

Under kalkstensflisen findes et fyringsrum med opmurede ribber af munkesten, der tillader ilden at varme fliserne op og derved opvarme kirkerummet. På fotoet herover  ses ribberne af munkesten, hvorpå de i kirkerummets kalkstensfliserne ligger. Da ovnen fødes med brændsel fra kirkens mellemgang/våbenhus, fungerer ovnes som en slags bilæggerovn.

I den nordlige del af kapellets våbenhus er der en skakt, hvor indfyring-såbningen til kapellets ovn findes. Til venstre ses skakten og til højre ses indfyrings-åbningen.

Formentlig er det også under Karl Eriksen Røde, at kirketårnet, placeret i den østlige ende af kirken op ad Manteltårnets nordvestlige hjørne, bliver bygget.

 

1334: Peder Jensen Galen bliver ærkebiskop (1334- 1355).

1336: Siden kong Erik Klippings tid (1259-86) hvor han klippede stykker af mønterne, og derved fik sølv til nye mønter, var de dansk sølvmønter fortsat blevet forringet med iblandet kobber. I stedet var landet blevet oversvømmet af lybske, engelske, hollandske og franske mønter, som gjorde at ingen ville have de danske mønter. Det danske pengesystem bryder sammen i 1336 og først i 1396 blev der igen præget nye danske mønter.Til held for Hammershus var ærkebiskoppen rig og derfor blev der stadig i den tid, bygget og udbedret på borgen, omend i et nedsat tempo.

1340: Valdemar 4. Atterdag bliver konge (1340-75).

1355:  Jacob Kyrning bliver ærkebiskop (1355-61).

1361: Valdemar Atterdag er en kort tid herre over Bornholm og Hammershus, men leverer øen og borgen tilbage til den nye ærkebisp Niels Jensen Bild, mod, at kronen til hver tid kan forlange det tilbage.

1375: Oluf 3. bliver konge (1375-87).

1379: Ærkebiskop Niels Jensen Bildt dør på Hammershus slot og er formodentlig begravet på Bornholm.

1387: Margrethe 1. bliver rigets frue=dronning (1387-97).

1396: Erik 7. af Pommern bliver konge (1396-1439).

1440: Christoffer 3. af Bayern bliver konge (1440-48)

1448: Christian 1. bliver konge (1448-81).

1450-1500: Slotsbroen og porttårnet er formodentlig opført i denne tid. herunder ses broen i nutiden.

Broen blev restaureret af Hauberg fra omkring 1885 (se fig 14-16) og fremtræder som dengang.

Før da har der været en træbro og formodentlig et tårn af tømmer, som lå lidt forskudt i forhold til nuværende stenbro. Broens vejbane er konstrueret i en bue, så man ikke kunne køre en kanon direkte hen mod porten og skyde den i stykker, dette viser, at den er bygget efter at kanoner var taget i brug.

Herover ses en plantegning af broforløbet. Broen knække 2 gange, hvad forhindrer en eventuelt fjende i at angribe direkte mod porten A med rambuk eller kanonskud. A: broklappens inderste del kunne sænkes ned i en indre grav når broen B blev hejst op. C: brohvælvinger. D: vinger på broen til vagters standplads. E: bropiller. F: broens forbindelse østskrænten. G: brotårn, en trappe i nordvægen førte op til etagen over porthvælvingen, hvor broklappens hejseværk var. H: Port pasage til østre forborg. I: smedje. J: vagtrum. Tegning: Hauberg.

Hammershus slotsbro og tårn år  1475, broen og tårnet er gennemskåret øst-vest. broklappen er vis både hejst op og sænket, hejseværket ses i rummet over hvælvingen foran en lodbøsse-skytte, der sigter mod rytteren på broen, som er blevet meldt hans ankomst af hornblæseren på brovagten. Graven, hvor broklappens kontravægt sænkes ned i når broen er oppe, blev fyldt op med jord af lybækkerne og en fast brolægning blev etableret omkring 1533.

Datidens kanoner kunne ikke skyde langt, og en stor bombard, var for at have effekt nød til, at være 10-20 meter fra målet. Herunder ses en model af en datidens kanoner med mandskab.  Modellen er herover har en vippeport foran kanonen, som var nødvendigt for at beskytte mandskabet mod armbrøst og pileskud under betjeningen af kanonen. Det tog ofte en time, at afkøle og lade en kanon, og mandskabet kunne beskyttet  bag vippeporten ladede kanonen i nogenlunde sikkerhed. Først når skuddet skulle afgives, blev vippeporten hævet i den stilling som ses på modellen, man håbede så, at man var nær nok målet til at ramme og skade, for eksempel en port. Ofte løb man væk i sikkerhed bag en dækning, når kanonen blev affyret.

Herover ses et foto af kanonen Mons Meg, som findes på Edinburgh Castle i Skotland. Denne megakanon var velegnet til at skyde porte og mure i stykker, hvis man var nær nok. Kanonen er konstrueret i Belgien i byen Mons år 1449 og blev givet som gave af Philip den gode af Burgund til James 2. af Skotland år 1457.

Herover vises hvor omfattende og vanskeligt det var, at fremføre en kanon og klargøre den til skud i middelalderen. Foto 1: transport med 8-10 heste eller okser. Foto 2: aflæsning af kanonen. Foto 3: opbygning af skanse-værk og montering af støtte til kanonen. Foto 4: affyring af kanonen, hvor kanonen ofte eksploderede og dræbte mandskabet.  Foto: M. F. Jensen, af tegninger på Edinburgh castle med kanonen Mons Meg i aktion.

Der er ingen oplysninger i skrevne kilder om at der har været anvendt sådanne kanoner mod Hammershus, såfremt det har sket, kan det have fundet sted da lybækkerne erobrede borgen i 1522. Lybækkerne ødelagde da flere bygninger eksempelvis kirkesalen, Brotårnet blev så ødelagt, at lybækkerne da de havde Bornholm som len fra 1525-1575, fyldte rummet mellem tårnet og den nærmeste bropille op med jord. Brotårnets bund blev samtidig hævet, hvorved rummet til broklappens kontravægt blev fyldt op med jord og en brolægning med en fast forbindelse fra broen til tårnets indre blev etableret. Brotårnet henlå siden ødelæggelsen øde hen, og i lensregnskaberne fra 1580, er der ingen optegnelser om nogen reparationer af tårnet og tårnet er formodentlig aldrig genopført. Det er  muligt at brotårnet blev ødelagt ved et bombardement af nogle store bombarde/kanoner, lybækkerne havde økonomi og teknisk viden til at anskaffe sig kanoner og logistik til at fremføre tungt krigsmateriale med skibe (se 1522).

1481: Hans bliver konge (1481-1513).

 1513: Kong Christian 2. bliver konge (1513-23). Ifølge aftalen fra 1361 med ærkebispestolen, kræver kongen Bornholm med Hammershus udleveret.

1522: Kong Christian 2. overtager hele Bornholm. Lybækkerne har sluttet forbund med Gustav Wasa af Sverige der strides med Christian 2 om den svenske trone. Lübækkerne sejler til Bornholm og erobrer Hammershus i august, men forlader den igen efter, at de havde plyndret og nedrevet en del af forsvarsværkerne. Formodentlig er denne begivenhed, hvor brotårnet bliver ødelagt, muligvis ved, at en stor bombard/kanon har sønderskudt porten og murene, som omtalt ovenfor (se 1450-1500). Da Hauberg udgravede broen og tårnet blev der fundet mange spidser fra armbrystbolte (armbryst pilespidser), som viser, at der har stået en voldsom kamp omkring broen og tårnet. I oktober kommer de tilbage og erobrer Hammershus nok engang, for atter at forlader borgen, muligvis er det da, at kirkesalen og andre bygninger blev ødelagt. Før de forlader Bornholm, opfordret lybækkerne bornholmerne til, at fortsætte nedbrydningen af Hammershus, hvad mangen en bornholmer efterkom og nedriv og hjemtog mursten, tømmer og andet materiale fra Hammershus. Det har sikkert været et kærkommen anledning for bornholmerne, at få nogle af deres skatter som var indbetalt til Hammershus, tilbage i form af byggematerialer. Da Lybækkerne i 1525 overtog Bornholm med Hammershus som pant i 50 år, fortrød de disse ødelæggelser af borgen, Hammershus var da temmelig medtaget, selv kapellet var ødelagt og borgen var da ikke egnet som bolig.

1523: Kong Frederik 1. bliver konge (1523-33). Kongen pantsætter Bornholm i 50 år til Lybækkerne, pantsætningen var et skyldigt beløb til Lybæk for udgifter, skader og erstatning under deres støtte til Frederik 1. i krigen mod den afsatte konge Christian 2. I Kiel blev traktaten underskrevet, kaldet “Segeberger Reces”, og i den pålagdes lybækkerne ikke at nedrive eller bygge noget på Hammershus uden kongens tilladelse, kun hvad var nødvendigt for at gøre borgen beboeligt for dyr og mennesker, måtte sættes i stand, en aftale lybækkerne ingenlunde overholdt.

Lybækkertiden.

1525: Rytterofficeren Berent Knop tiltræder som lybækkernes høvedsmand på Bornholm og Hammershus (1525-43). Han skriver i sine optegnelser at borgen var aldeles nedbrudt og ødelagt.

1533: Lybækkerne begynder uden kongens tilladelse at udbygge Hammershus, så det igen bliver en brugbar. Det er formodentlig den øverste etage i Manteltårnet som opføres og samtidig får bygningen et dobbelt saddeltag, som det ses på Aakirke i nutiden. I beretninger fra den tid, omtales det, at en del af byggematerialerne blev hentet på Lilleborg i Almindingen. For at finansiere byggeriet opkræves flere skatter end lovligt og der pålægger bønderne meget mere arbejde, end hvad er aftale med kongen, i kontrakten stod, at intet byggeri uden kongens tilladelse måtte ske. Lybækkerne forsvarede sig med, at det var reparationer efter ødelæggelser, som Lybæks egne soldater havde pådraget borgen, da de erobrede den to gang i året 1522, henholdsvis i august og oktober.

1534: Kristian 3. bliver konge, 1534-59.

1534-36: grevens fejde er en borgerkrig opkaldt efter greve Christoffer af Oldenborg, der indleder krigen med lybske landsknægte-tropper et angreb mod Holdsten og landgang på Sjælland. Krigen får indflydelse på bornholmske forhold, idet at Lybæk og dermed Bornholm kommer i krig med den øens lensherre, den danske konge Kristian 3.

1535: Kong Christian 3. opfordrer bornholmerne til oprør mod lybækkerne. Mogens Uf leder oprøret der bliver slået ned i slaget ved Ugleenge. De bornholmske bønner kan intet stille op mod lybækkernes krigsvante landsknægte, der var bedre bevæbnet.

1542: Borgmesteren i Lybæk forhandler med kongen om byggerier på Hammershus, og der gives tilladelse til at bygge så meget, at mennesker kan sove tørt og at holde rum så tørre at der kan oplagres korn.

1543: Junker Blasius von Wickeden bliver høvedsmand på Bornholm (1543-47).

1547: Herman Boitin bliver høvedsmand på Bornholm (1547-56)

1548: I 1548 beder den lybske foged Herman Boitin om at få tildelt en præst, da kapellet igen stod færdigt på Hammershus. Efter at Hammershus i år 1522 var blevet ødelagt af lybækkerne selv, godt hjulpet af bornholmerne, hvor de flittigt nedrev og hjemtog hvad de kunde fra den for bornholmerne forhadte borg. Kapellet er først nu 23 år efter opbygget igen, med et nyt alter og talerstol, det sidste placeret i det sydøstlige hjørne af kirkerummet, som omtalt af degnen Rasmus Raun i 1671. Formodentlig er nogen af kapellet krydshvælvinger også beskadiget og derfor ny opført. Kongesalen over kirken blev udsmykket med stukkatur, og samtidig er en hvælving opført over våbenhuset.

1548-53: Byggeriet er 8 såkaldte Lybækkertårne, som er halvrunde tårne med kanon stillinger bygges, tårnene har skydeskår der kan skyde hen langs murene og bestryge terrænet foran. 3 tårne bliver bygget på centralborgen resten langs ydersiden af den ydre slotsgårds mur. Det er tidens krav og den militære udvikling, hvor kanoner mere og mere kommer i anvendelse, der kræver, at disse tårne bliver etableret.

Fig 45: De halvrunde tårne langs den ydre slotsgårds ringmur, er bygget af lybækkerne. Inde i tårnets 4 etager, var der posteret kanoner, der kunne skyde langs muren.  

1553: Under forhandlinger i Kolding mellem kongen og Lybækkerne, påtales det, at Lybækkerne uden kongens viden og tilladelse havde opført nye bygninger på slottet, hvortil lybækkerne svarede at der var reparationer til vedligeholdelse af borgen. En undersøgelses-kommission påviste da, at adskillige tårne og bastioner var bygget mod kontraktens ordlyd. Ovenfor (fig. 45) ses et af de omtalte tårne opført ved nordmuren.

1555: De bornholmske bønder klager til kongen, at de skal yde arbejde til en ny avlsgård på Hammershus. Gården Hammersholm der ligger 1 km fra borgen, kan det ikke være, da den blev bygget i 1700-tallet. Byggeriet kan enten være udvidelser på magasinbygningen eller en lade på bakken umiddelbart øst for slotsbroen, hvor den senere ladegård og hotel Hammershus lå. Stedet var da inden for den palisade, der afgrænsede det østlige tilhørende terræn til Hammershus, hvor der også i 1600-1700-tallet var en kro.

1556: Schweder Kettink bliver lybsk høvedsmand på Bornholm (1556-73), nok den mest kendte høvedsmand på Bornholm.

1559: Frederik 2. bliver konge (1559-88).

1563-70: Den Nordiske Syvårskrig. Det er et held at Schweder Ketting er høvedsmand på Hammershus, han får organiseret forsvaret af øen. Langs kysterne hvor landgang er muligt lader han skanser opføre og artilleri bliver indført fra Lybæk, som bliver fremført til kystskanserne på vogne. Et landeværn af bornholmere bliver oprettet og sammen med 400 lybske landsknægte, formår de at holde Svenskerne fra et gøre landgang på trods af flere forsøg. Som erkendelse for sin indsats under krigen, får han af kongen Vallensgård i Åker sogn. På Vallensgård er der udgravet fundamentet fra  2 svære stenbygninger og en brønd dateret fra Sweder Kittings tid, ligeledes er 2 fornemt glas fundet på Vallensgård.

1573: Matteus Tideman bliver lybsk høvedsmand på Bornholm (1573-75).

1574: Efter at Schveder Kitting var afløst af Matteus Tidemand, bor S.K. et år på Vallensgård, hvorefter han de sidst år opholder sig i Lybæk. I Aakirke står hans ligsten, hvor han er vist i rustning og flankeret af sine 2 hustruer.

1576: Den lybske foged på Hammershus opfører en mølle ved slottet.

Bornholm med Hammershus kommer igen under den danske krone. Kong Frederik 2. fastholder aftalen fra 1526 med Lybæk, at Bornholm efter 50 år skulle leveres tilbage og lybækkerne må rømme øen. Kongen betaler erstatning for løsøre møbler og våben der efterlades af lybækkerne, medens byggerier som lybækkerne havde udført, skulle efterlades uden kompensation. Lybækkerne efterlader Hammershus i bedre stand, end den borg de fik overdraget 50 år tidligere.

Lensmandstiden.

1576: Mandrup Parsberg bliver den første danske lensmand (1578-79).

1588: Christian 4. bliver konge (1588-1648).

1594: Hans Lindenow (senior). Lensmand på Hammershus. 1594-1609

 

1600: Gennem de næste århundrede blev borgen til stadighed udbygget i takt med de militære krav, indtil teknikken løb fra den gamle borg, allerede i løbet af 1600 tallet.

1609: Hans Lindenow (junior). Lensmand på Hammershus. 1609-27.

1613: Christian 4. besøger Hammershus. under opholdet oprettede han Bornholms milits, som er en militær forsvarsstyrke bestående af bornholmske bønderkarle, en slags hjemmeværn (Schweder Ketting havde allered i 1563-70 oprettet et landeværn som holdt svenskerne fra øen under Den Store Nordiske Krig). Da der ikke findes beskrivelser af dette besøg fra den tid, er det formodentlig et sagn blandt lokalbefolkningen, kun fra 1624 er der skrevne beretninger om Christian 4.s besøg på Bornholm .

1620: I det sydvestlige hjørne af ydre slotsgård, anlægges en kanonplatform af kampesten og jord, samtidig bliver havporten muret til. Kanonplatformens kanoner havde to skudretninger, en mod syd hvor mølledalen kunne bestryges af 3-4 kanoner og en mod vest hvor 4-5 kanoner dækkede terrænet fra Møllevigen til klippekysten vest for borgen.

1624: Kong Christian 4. besøger Bornholm og bor på Hammershus i “Kongens gemak og sal”, som ved denne lejlighed fik nye vinduer og salen nyt tømmer. (Rasmus Rask 1671).

1624: (1621?) Landsdommer Jens Koefoed og Hans Grabov, Simblegård, fik en kongelig befaling til at overlevere slottet til Anders Sinclar af Glasae i Skåne 1624-27. Ovedragelsen sker på samme vilkår som den forrige lensmand.

1627: Holger Rosenkrants tiltræder stillingen som lensmand på Hammershus

1638: I en skrivelse omtales der om køb at tjære og tømmer til udbedring af en tømmerport værende foran nordporten til den ydre slotsgård. Oplysningen tyder på at der har været et ældre jordanlæg, muligvis en skanse til beskyttelse af porten. Det antages ellers, at Holger Rosenkrants i 1645 anlagde den triangulære jordskanse, formodentlig har han anlagt skanse allerede i 1627-28.

1642: Holger Rosenkrants lader anlægge et kanonbatteri i det sydvestlige hjørne af ringmuren i den ydre slotsgård. Stedet ligger højt med udsigt over Mølledalen og det omtales at der blev indkøbt 50 alen (ca 25 meter) tømmer til underlag for kanonerne. Ved samme lejlighed er havporten tilmuret, som stadig kan ses uvendig fra i vestmurens sydlige hjørne.

1644: En jordvold bliver etableret langs den sydlige forborgs skrænt til Mølledalen, voldresterne kan stadig ses her og der.

Herover ses resterne af Holger Rosenkrants jordvold langs sydskrænten til den sydlig forborg, opført i 1644.

1645: Den 17. juni måtte Holger Rosenkrantz overgive Hammershus til den svenske admiral Carl Gustav Wrangel, som gik i land ved Sandvig og derefter belejrede og beskød borgen med kanoner, der var opstillet syd for galgebakken, nu feriecenteret. Kanonstilling er formodentlig den skanse, der i nutiden kaldes Wrangel skanse (se fig. 46). Før erobringen havde Wrangel brandskattet Nexø. Den 13. august sluttedes en for Danmark ydmygende fred i Brømsebro, hvor Jæmtland og Hærjedalen i Norge, samt Gotland og Øsel ved Letland må afgives til Sverige. Bornholm skulle dog gives tilbage til Danmark.

 

Fig 46: På kortet herover ses Wrangels skanse (markeret med rød), hvorfra Hammershus blev beskudt. Wrangel skanse var uden for borgens forældede kanoners rækkevidde, medens svenskernes moderne kanoner nemt rakte Hammershus, der lå 675 meter derfra. I magasinbygningens østmur, ses skader efter kanonkugler, formodentlig forårsaget af Wrangels kanoner. Kortforsyningen. DTK/4cmKORT(trykt 1977-1993). Grafik M. F. Jensen.

1648: Frederik 3. bliver konge (1648-70).

1657: Den 1. juni erklærer Danmark krig mod Sverige og rykker ind i det svensk besatte Bremen Verden ved Elben. Den Svenske kong Carl 10. rykker øjeblikkelig fra det polske område mod Danmark , hvor den svenske hær var kørt fast. Den 24. oktober falder Frederiksodde/Fredericia.

1658: Den 30. januar går Carl 10. over isen med 12.000 mand til Fyn og videre til Lolland-Falster, og kort efter står han på Sjælland. Den 28. februar underskrives freden i Roskilde , hvor Bornholm sammen med Skåne, Halland, Blekinge, Bohus len og Tronheim len gives til Sverige. Johan Prinsenskjold kommer til øen som svenskekongens kommandant.

Bornholms befrielse: I december rejser bornholmerne sig mod okkupationsmagten. Under ledelse af præsten i Hasle Poul Anker, landsdommer Peder Olsen og kaptajn Jens Pedersen Kofoed samles de og tager til Rønne, hvor Johan Prinsenskjold bliver taget til fange og skudt under et flugtforsøg. Garnisonen på Hammershus overgiver sig til bornholmerne. Sagnet fortæller, at en bornholmer var klædt i den døde Prinsenskjolds uniform og bagbundet ført frem foran broen til Hammershus. Under trusler om at dræbe ham, besluttede den tilbageblevne svenske officer og Prinsenskjolds hustru, at overgive borgen, da hun troede, at manden hun så var Prinsenskjold. En delegation bliver derefter sendt til København, hvor de skænkede Kong Frederik 3. deres befriede ø, til evig arv og eje.

1670: Christian 5. bliver konge (1670-99).

I 1700 tallet er borgen allerede brøstfældig og den opgives til sidst for, at ende som et stenbrud/byggemarked, hvor Bornholms befolkning hentede bygge materialer til gårde og husbyggeri. Til sidst blev borgen fredet i 1822.

Fig 47: I nutiden findes der mange hulveje syd for Hammershus, hulvejene angivet med sorte linjer på højde reliefkortet herover. Hulvejene er spor i landskabet, hvorpå der i middelalderen, med vogne og anden trafik, blev fragtet forsyninger til Hammershus, og dermed skabtes dybe hulveje. Alle hulvejene har retning mod borgen og nogle er op over 1 meter dybe, i middelalderen har de været dybere. Når en hulvej var blevet for dyb og ufremkommelig, kørte man ved siden af det gamle spor, og med tiden skabtes flere spor ved siden af hinanden. Et par spor som er meget dybe, fordi de er brugt over lang tid, går fra Sæne Bugt mod Hammershus. Sæne Bugt findes nord for borgen og var Hammershus´s nærmeste havn.         Kortforsyningen, DHM-2007/terræn(1,6m Grid) LIDAR. Grafik M. F. Jensen.

 

Kildemateriale og litteratur.

Hammershus i tekst og tegning. Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen 1956

Hammershus, udgivet, af Bornholms Historiske Samling, 1997.

Bornholms Historie, af J. A. Jørgensen. 1980.

Bornholms Historie af, M. K. Zartmann. Colbergs Boghandels forlag 1934.

Hammershus, af Bornholms Historiske Samling 1997.

Hammershus værns historie, af J. W. Gordon Norrie. Colbergs Eftf. Bogtrykkeri 1969

Hammershus i tekst og tegning. af Fredningsstyrelsen 1986 .

Bornholms Militære Domiciler, Østre Landskommando 1985, H. E. Skaarup.

Verdenshistorisk opslagsbog Hvornår skete det, af Kaj Petersen. Politikkens forlag

Danmarkshistoriens hvornår skete det, af Kaj Petersen. Politikkens forlag.

Danmarks kirkehistorie, af Martin Schwarz Lausten. Gyldendal 1989.

Krigen kring Östersjön, Med blod och svärd 1000-1520, af Lena Huldén. Keuru 2008.

Leding og landeværn, middelalderens danske forsvar, af Ole Hedegård. Egen udgivelse.

Middelalderens Bornholm, af Fin Ole Nielsen. Bornholms Amtsråd 1998.

Danske Korstog, krig og mission i Østersøen, af John Lind, C. Selch Jensen, K. V. Jensen, Ane Bysted. Høst og Søn 2004.