Herredsindelingen på Bornholm
Indtil år 2002 var der på Bornholm 4 herreder, de blev sammenlagt til Bornholms Regionskommune. Fra begyndelsen af middelalderen hed herrederne Haslæ/Nørre Herred, Hænning/Øster Herred, Mislingæ/Sønder Herred og Rothnæ/Vester Herred, om de hed det samme i vikingetiden, er uvist. I vikingetiden blev herredsinddelingen videreført som grundstammen i søforsvarets leding opdelt i skipæn (skibslav), i Danmark var der meste 4 skipæn pr. herred, men 8 og op til 16 skipæn fandtes, hvor det var nødvendigt, især i Vestfold og Østfold i Norge, som i vikingetiden var dansk område hvor der taltes dansk, var der 8 og 16 skipæn (norsk skipreider) pr. herred, i nutiden er dette landomtåde norsk. På Bornholm var der 4 skipæn i Haslæ/Nørre, Mislingæ/Sønder og Rothnæ/Vester Herred, medens Hænning/Øster Herred kun havde 3 skipæn.
Herover ses Bornholm med herredsopdeling (blå) og sogneopdeling=Skipæn inddelingen (rød). De røde stjerner er mulige anløbspladser i vikingetiden
Ordet sogn kommer af det oldnordiske ord sókn, afledt af roden i det germanske verbum sökjan som betyder “at søge sammen det sted” en kirke-inddeling, et retsområde, men som har rod i oldtiden før vikingetiden og antageligt er ledingens skipæng, den militær sø-forsvars inddeling, sognets forgænger. I 1100 tallet blev kirketiende indført, og meget passende eksisterede skippæng ordningen, som var en krigsmagt, der allerede havde form af en slags sókn/sogn med regler/Skår som sikrede, at krigsfolkenes efterladte ikke blev glemt af samfundet, samt at vedligholdelse af skibet og bådehuset/naust m.m. blev opretholdt. Meget passende blev det de samme personer som styrede ledingvæsenet, der også kom til at styre kirkesognet, hvor næsten de samme regler som ledingens skår, var gældende for vedligeholdelse af kirken og fordeling af tiende, så biskoppen fik sin andel, kirken sin, og at de fattige også blev tilgodeset. I takt med kirkens stigende magt og indflydelse på Nordens samfund, fik biskopperne og ærkebispen også indflydelse på ledingen og dens skibe med mandskab. Under Valdemar den store, havde biskop Absalon fuldstændigt sat sig på den sjællandske og skånske ledingflåde, herunder den bornholmske dito. Togterne mod Venden på den nuværende Nordtyske kyst, blev organiseret af Absalon i kongens navn.
Knytlingesagaen fortæller at Bornholm år 1080 havde 14 kirker. I nutiden har Bornholm 15 sogne-kirker, den manglende kirke har været Ny kirke, der blev bygget i løbet af 1200-tallet. Nyker sogn har formodentlig ingen trækirke haft, som de andre sogne havde. Ny kirke blev bygget som en ny kirke af sten, der så formodentlig ingen havde før da. Svend Estridsen konge fra 1047-1076, reformerede kirkevæsenet i Danmark og indførte de 8 bispestole. Formodentlig er det under ham at kirkebyggeriet rigtigt tog fat på Bornholm. Læser man Knytlingesagaen, knyttes bispestolenes kirkesogne ofte nært til leding systemet, men som vist ovenfor, mangler der skibe i forhold til antallet kirker. Gennemsnitlig har hvert sogn leveret et ekstra skib hvert syvende år. Da kun hvert 4. sogn i et herred stillede skib til udgærdsleding, var det muligt at 2 ekstra skib blev leveret til ledingen fra 2 af de sogne der var fritaget og på denne måde kunne Bornholm 14 kirkesogn stille 14 skibe (Nyker havde ikke nogen kirke år 1080, men sognet kunne alligevel have stillet et skib). Med ekstra omgangsskibe kom ledingen op på 16 skibe, der som udgærdsleding stilledes 4 skibe til kongens rådighed, dette passer fint ind i andre oplysninger om den bornholmske ledingflådes størrelse, i skemaet længere nede om den bornholmske ledingflåde, er antallet skibe som Bornholm kunne stille med, 16 skibe til indgærs-leding (forsvaret af Bornholm), og 4 til udgærds-leding (togter mod fremmede strande).
En sommer drog jarl Egil Regnarson (Blod Egil) til Venden med 18 bornholmske skibe. Han vandt et stort søslag og tog et stort bytte. Under slaget blev Egil tørstig og da vandtønderne var ødelagte drak han vand fra skibets bundvand der var blandet med blod, derefter fik han navnet Blod Egil.
Knytlingesagaen fortæller at Bornholm år 1080 havde 14 kirker. I nutiden har Bornholm 15 landkirker, den manglende kirke har været Ny kirke, der blev bygget omkring år 1200 som en ny kirke på stedet, opført af sten. Formodentlig har der aldrig været en trækirke i Nyker sogn, som ellers var normalt i andre sogne, der ofte havde en trækirke som efter 100 år blev erstattet af en stenkirke. Kong Svend Estridsen (1047-1076), reformerede i årene 1057-60 kirkevæsenet i Danmark og opdelte de 4 eksisterende bispestole til 9. Det skete formodentlig da bispesæderne i Roskilde og Ribe blev ledige ved biskop Avacos/Åge og biskop Vals død henholdsvis 1050 og 1060. Formodentlig er det i Svend Estridsens tid at kirkebyggeriet af træ rigtigt tog fat på Bornholm og som i årene 1130-1280 blev skiftet ud med stenkirker.
Ny Kirke manglede år 1080. Knytlingesagaen omtaler, at der år 1080 var 14 kirke (trækirker) på Bornholm, i nutiden er der 15 landkirker af sten.
Ny Kirkes anslåede Byggeår til år 1200+-20år.
Knytlingesagaen forfattes år 1260 hvor forfatteren kun omtaler 14 kirker på Bornholm. Enten har nyheden om, at en kirke allerede var opført flere år før Knytlingesagaen blev skrevet, og at dette ikke var nået hans ører eller, at kirken endnu ikke var opført, og at den først blev bygget år 1286.
En gammel dør mellem våbenhuset og kirkerummet i Ny Kirke, blev år 1836 fjernet. Over døren stod der på en bjælke ”Ny Kirke der fordum kaldes Allehelgens Kirke er opført 1286”. Dette blev berette år 1897 af menighedsrådsmedlem Nolius Lyngberg, som havde været med til at udskifte døren, som bestod af 2 sammennaglede egeflader af forskellig tykkelse og med simple jernbeslag. Døren kunne spærres indefra ved en bom og bomhuller.
I Knytlingesagaen omtales at Bornholm under kong Knud den hellige (1080-1086) havde 12 kongsgårde. Knytlingesagaen blev forfattet 170 år sener, omkring 1260
Jarl Åge, der var jarl på Bornholm før Blod Egil, rådede ifølge Knytlingesagaen over alle 12 kongensgårde på Bornholm. Blod Egil fik kun 9 af kongsgården at råde over, kongen beholdt selv 3 kongsgårde beretter Knytlingesagaen.
I Flateyar-Bok, forfattet år 1380 på Island, omtales det at Bornholm år 1080 havde 20 kongsgårde, som er 8 flere end i Knytlingesagaen. Flateyar-Bok blev forfattet 300 år efter begivenhederne omkring Knud den hellig 1080-86, medens Knytlingesagaen blev forfattet 170 år efter samme begivenheder. Da den ældste beretning omtaler 12 kongsgårde, er de 8 ekstra kongsgårde antageligvis kommet i kongens eje i løbet af årene mellem 1086 og 1380, og forfatteren har indført det sidst antal gårde i Flateyar-Bok. De 20 kongsgårde er senere solgt til privatpersoner og blev proprietærgårde med visse skattefriheder.
Lensgård i Østerlars var formodentlig en af gårdene Blod Egil fik af kong Knud, derfra kunne havet omkring Christiansø overvåges og den bedste naturhavn på Bornholm, Salene, lå kun 1 km nord for gården. I Knytlingesagaen berettes, at man havde holdt øje med et skib ejet af den Norske konge, som gik på grund ude ved holmene. Egil og hans folk plyndrede skibet, brændte det og dræbte besætningen. Det antages at Egil havde sin gård i nutidens Østerlars ved Gudhjem og Lensgård er et oplagt sted, som kan have været hans gård. Et andet sted i nærheden er ved Tofte, hvor detektor folk har gjort fundet fra Egils tid.
Vallensgård nord for nutidens Aakirkeby ved Ekkodalen, var formodentlig en af kongsgårdene kongen beholdt. Gården ligger kun 1½ km syd for Gamleborg, den eneste datidige aktive borg på Bornholm. Borgen var i kongens eje med en besætning på anslået 60 mand i fredstid, og det ville være utænkeligt, at kongen gav Vallensgård til Egil, der så kom til at råde over borgen. De andre kongsgårde har sikkert været dem der sener blev til Proprietærgårde.
Bornholms ledingflåde.
Af Bornholms 4 herreder, har 3 herreder 4 sogne, det er Hasle-Nørre Herred, Miclingæ-Sønder Herred og Rothnæ-Vester herred, medens Hænnings Øster Herred kun har 3 sogne og hvert sogn var i vikingetiden en skipæn, det på skift pr. år stillede med et skib til ledingen.
Ud fra antallet af tidlig middelaldergårde, optalt af Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, af de bornholmske sogne, kan der udfærdiges en beregning, over hvor mange skibe Bornholm kunne stille ved fuld mobilisering i vikingetidens slutning 950-1050, som ses herunder.
9-11-12 sesserne har formodentlig fået tilført ekstra mandskab fra, eksempelvis den såkaldte 4 mandsordning, derved er skibenes længde blevet opgradere til 18-20 meter. Ingen ledingskibe mindre end 13 sesser blev nødigt anvendt til krig, den størrelse skibe havde en besætning på 26 rorkarle samt 26 afløsere, 1 styresmand, 2 stavnbønder, i alt 55 mand. Dette regnedes for absolut mindste skib og mandskab egnet til krigstjeneste.
Normalt vil flådestyrkens 4 ledingskibe være sammensat af, et storskib fra en skippæn og 3 små skibe fra 3 andre skippæn, eksempelvis: Klemenskers storskibet med 92 mand, Bodilskers med 58 mand, Nykers med 49 mand og Ibskers med 66 mand ialt en flådestyrke på 4 akibe med 265 krigsfolk. Østermarie skipæn antages at have stillet med 2 skibe på henholdsvis en 14 sesser med 56 mand og en 13 sesser med 52 mand, dette skyldes at Østermaries kyst var meget klippefyldt med få små havnemuligheder ved eksempelvis Gyldensåens udløb og Bølshavn, hvor kun mindre skibe kunne trækkes på land. Den eneste havn Østermarie havde hvor et stort skib kunne anløbe og trækkes op til en naust er Saltuna, her kunne sognet anløbe med et drageskib på 34 meter som til tider muligvis har været anvendt i stedet for 2 små skibe. Netop i kystskrænten i Saltuna findes en indgravning som kan være aftryk af en naust der kan rumme et skib af denne størrelse. Indgravningen ligger ud for det bedste sted på kysten at lande et stort vikingeskib.
Sagaerne omtaler, at den bornholmske jarl Blod Egil på et tidspunkt havde 18-19 skibe med på et togt til Venden, der i nutiden er den Nordtyske og Polske Østersøkyst. Antallet af skibe antyder at Egil, foruden sine egne 3 langskibe, også havde den samlede bornholmske ledingsflåde på 15-16 skibe med sig til Venden. At tage hele den bornholmske ledingsflåde med til Venden, var en risikabel situation, for de tilbageværende bornholmere. Øen forsvar var svækket i den tid da de bedste krigsfolk var på vikingetogt.
Saxo beretter at Esbern Snare jagtede Venderne med 4 skibe, som kan være et herreds samlede skibe, med en besætning på omkring 200 mand. På Bornholm er en herredsstyrke netop på 4 skibe med et mandskab på mellem 227-254 mand, og i tilfælde af støre fjendtlige trusler, kunne øen mønster 15-16 skibe med næsten 1000 mand. Bemærk, at hvert herred havde mulighed til at stille med et langskib, en drage, med et mandskab omkring 100 mand. I sagaerne omtales det, at skibe med 50 årer, det vil sige et skib på 28 meter, havde under en kamphandlinger 200 mand ombord, i nogle tilfælde omtales 400 mand, men det må have været et meget stort skib, som Knud den Stores drage, der havde 60 rum med 120 årer betjent af 240 roere, skibet var 60 meter lang.
Det ene Skuldelev skib som blev fundet i Roskilde fjord, blev der bygget en kopi af ”Havhingsten fra Grindaloch”, det måler 30 meter, har 60 årer og omtrent samme længde som det store Østermarie-skibet formodentlig har været eller som det skib fra Salene som den 40 meter lange naust hørte til.
Under sejladsen til Irland i 2008, var middelfarten 7 knob=11,6 km i timen, topfarten var 13 knob= 21,7 km i timen. Topfart ved roning var 4,7 knob=7,8 km i timen.
På Bornholm havde vi nogle gæve vikinger af Veset slægten. Veset (950-990) var jarl på Bornholm, han var gift med Hildegunna og de havde to berømte sønner, Bue hin Digre og Sigurd Kappa og en datter Thorgunna. Bue var en stor og stærk mand og han, samt dattersønnen Vagn Ågesen, var med i hærtoget til Norge, hvor Bue faldt i søslaget ved Hjörungavágr omkring 985-86 e.Kr., ifølge sagaerne fik Bue et hug over ansigtet så hagen faldt ned på brystet og tænderne sprang ud af munden, samt, at hænderne blev hugget af. Han skulle da have sagt ”nu tror jeg ikke nogen pige på Bornholm vil kysse mig” (utroligt hvad en gæv viking kan sige uden en hage, men de var nogle seje gutter dengang). Med sine armstumper hankede Bue derefter op i sin skattekiste og sprang over bord til døden i dybet, medens han råbte. ”nu alle bues mand, spring over bord”.
Da Bue Hin Digre døde omkring 985-86, nåede han ikke at blive Jarl på Bornholm, hans fader Vesette døde omkring 990 men, at han nævnes i sagaerne, må betyde at han var en betydningsfuld mand. Som Jarlens søn, kunne Bue tage en del af ledingflåden med til Norge, eksempelvis 1 storskibe, et mindre fra hvert af de andre 3 herreder på Bornholm. Vagn Ågesen har formodentlig haft tilsvarende styrke med fra Fyn hvor hans fader boede.
Som jarlesøn kunne Bue have 4 eller flere herser under sig, herser en gammel høvdingetitel afledt af herr i betydning af flok, oprindeligt en norsk titel, som også betyder hersker, men var også brugt i Danmark og ordet er kendt i nyere tid, hvor man siger ”lad være med at herse med mig” som menes ikke jage med mig. Herserne var en slags sergenter, der havde 20 mand under sig, medens Jarlen havde 60 personlige mand under sig. Herseren stod for træningen af mandskabet, både til lands og til søs. Mandskabet skulle være fortroligt med at stå i en skjoldborg (forsvars-formation), såvel som i en svinefylking (angribskolonne), og som det beskrives fra slag i England mellem 2 vikingehære der stod over for hinanden, da formåede de hurtigt at gå fra skjoldborg til svinefylking, flytte til en flanke og formatere tilbage til skjoldborg uden problemer, derefter igen formatere til svinefylking og angribe, overordentlig fleksibelt og grundigt indekserceret, som krævede megen træning.
Klemensker-langskibet, havde 5 hersere med 46 mand ved årerne, 1 styresmand, 1 høvding, 6 stavnbønder ( serlig stærke og professionelle krigere placeret i stævnen, der skulle tage det første stød fra en fjende ved sammenstød skib mod skib, indtil besætningen, der roede til kamp, havde grebet våben og skjold) og i alt 59mand, dertil kommer at under et søslag var besætningen dobbelt, som giver 105 krigsfolk på det 30 meter lange Klemensker-skib.
Bue havde formodentlig sit eget skib, som ikke stod tilbage for ledingskibene, antageligvis var skibet 30-35 meter langt med et mandskab på omkring 160 mand. Skibet omtales i sagaerne som værende større og højere en selv de norske skibe, der ellers altid er omtalt som større end de danske skibe.
Sagaernes 100 mand er et storhundrede = 120 mand.
Et skib på 30 sesse havde ifølge sagateksterne 150 mand, 60 rorkarle, 60 afløsere, 1 styresmand, 4 stavnbo (øvede, brynjeklædte krigere (Hersere), der stod i Forest rausningen og tog imod det første sammenstød i nærkampen) bagerst i skibet ved siden af styresmanden som betjente styråren, opholdt høvdingen/jarlen sig sammen med 4 betroede herser eller slægtninge, her kunne han dirigere skib og mandskab under manøvrerne mod fjenden. I slaget ved Svold år 1000 havde Olav Trygvesen Norges stærkeste og bedste bueskytte Ejner Tamberskjelver ved sin side.
Kaptejnen på skibet var Styresmanden, som også kunne være høvdingen, men for det meste var han valgt fordi han havde erfaring fra tidligere togter, det var i alles interesse at den bedste mand ledede sejladsen, det var ikke nødvendigvis ham der også ledede krigshandlingerne, det hverv havde som regel høvdingen. Styresmandens fornemmeste opgave på skibet, var at stå ved styråren og føre skibet sikkert gennem bølgerne frem til skibets bestemmelsessted.
Kongerne udrustede deres egene skibe, besætningen var ofte til en vis grad uniformeret. Olav den helliges mandskab var udrustede med fuld ringbrynje og havde et malet guldkors på hjælmens forside og på de hvide skjolde, på Olavs andre skibe var korsene røde, blå ell. grønne.
Besætningen på vikingeskibene kaldet skipara, på togter medbragte de egen proviant til xx antal dage
Den Bornholmske Jarl har haft sit eget skib/skibe med privat besætning af faste krigsfolk. På langvarige togter med ledingflåden, medbragte Jarlen også et skib med proviant til 2 måneder, beregnet til ledingflådens mænd.
Kong Godfreds flådehavn ved Århus
Fra 1. september tog Moesgaard Museum fat på at udgrave vikingekongen Godfreds flådehavn og skibsværft, der hedder “Snækkeenge” beligger i engene ved Eskelund 5 km opstrøms Aarhus å. Snekke var vikingetidens ord for skib.
Aarhus, der i vikingetiden blev kaldt Aros/Åmunding, blev grundlagt af Kong Godfred, der regerede fra omkring år 797 til 810. Godfred ændrede en handelsplads til en by med parseller der hurtigt blev en af de største byer i Danmark.
Den aktuelle udgravning skal afdække skibsværftet, og formålet med undersøgelsen er at få nyt indblik i værftets levetid og bevaringsforholdene på stedet. De nye udgravninger vil også kunne afdække om, der blev bygget eller repareret skibe på stedet. >>Arkæologerne har gjort fund af træ og huggespåner fra flådeværftet, så vi er glade,<< siger Jette Linaa, museumsinspektør og ph.d. på Moesgaard.
Lidt nede ad åen findes lokaliteten ”Stokkeenge”, her kunne skibene ankre op/tøjres til pæle før ankomst til flådehavnen og værftet der lå lidt længere opstrøms.
På Bornholm har vi ingen åer der var vandrige nok, som vikingeskibene kunne sejle op ad, men, at der også har været skibsværfter på Bornholm er uden tvivl givet, spørgsmålet er bare hvor?
Bornholmske vikingehavne/anløbspladser og handelspladser
Af de vigtigeste vikinge anløbspladser kan nævnes: Arnager og stranden fra Antoinette til Steffen Rauns Bæk i Knudsker. Sorthat odde i Nyker. Levka i Klemensker, Helligpeder i Rutsker. Sænebugt og Osanbugt samt Sandkås i Olsker. Sâlna Bugt i Rø og Østerlars. Melsted, kobbeå, Saltuna i Østerlars. Saltuna, Ypnasted, Bølshavn vest, Hølstrand, Gyldensåen i Østermarie. Vigehavn, Hullehavn, Thygehavn/Skovsholm havn i Ibsker. Balka i Bodilsker. Stavns/Stafens havn i Poulsker. Øleåen i Pedersker. Bakkerne havn, Boderne/Raghammer i Åker. Sosebugt i Vestermarie.
Knusker sogns havne,
Arnager havn: Arnager var Knudskers bedste anløbsplads før havnen i Rønne blev taget i brug. Bag den sydøst vendte odde kunne skibene selv i hårdt vejr gå ind i ly bag odden hvor de kunne trækkes op på stranden
Steffen Rauns Bæk/Staffen havn. Fra Rønne havn og nordpå langs kysten over Hviddeodde til Blykobbeå, har og er der en fin sandstrand med mange muligheder for at have skibe liggende optrukket på stranden.
På gamle kort fra 1750 er en tekst Steffen Ravns Bæk som angiver, at der har været en anløbsplads i vikingetiden eller senere, staf betyder stav eller stævn. Flere stæder nord for bækken er der gravet i de dybe slugters skrænter, som kan være aftryk fra bådehuse kaldet Naust. Langs hele denne kyststrækning findes der mange skanser opført fra 1500-tallet og under de mange Svenskekrige og englandskrigen, som skulle hindre landsætning af tropper på stranden som var let at anløbe, et forhold man formodentlig også benytte sig af i vikingetiden.
Mellem Snogebæk og Dueodde er der på samme kort tilsvarende angivet en havn benævnt Staus havn eller Steffen Havn. Navnet Staus kan tolkes som stavn (skibsstævn) som stedet i nutiden benævnes (Stavns Havn). Betydningen kan også være stav eller staf som betyder stav eller stolpe, i såfald kan navnet henvise til at der har været stolper nedbanket i havbunden ud for kysten som beskyttede indsejlingen.
En undersøgelse af havbunden ud for Steffen Rauns Bæk vil afsløre om, at der har været pæleværk i forbindelse med en mulig vikinge landingsplads på stranden mellem Hvide Odde og Blykobbeå.
Nyker sogn havn.
Sorthat Odde. Indtil for 100 år siden var Sorthat en god naturhavn, hvor i nyere tid selv større fragtbåde kunne ankre op bag skæret i læ for storm. Bag Sorthat kanonskanse, er der flere aflange fordybninger i skrænterne, som formodentlig har været naust. Fordybningerne kan også være rester af bådehuse fra englandskrigen i 1807-15, eller blot bådehuse fra da havnen for 100 år siden fungerede som udskibningshavn for lokale varer.
Klemensker sogn havn.
Levka strand og Klympen. Fra Levka strand til Klympen syd for Hasle, har der i oldtiden været flere muligheder for at trække et større robåde op på strand, som er de samme steder hvor der nu findes skanser. I nutiden benyttes Levka stadig som havn for små både og joller.
Rutsker sogn havn
Teglkås og Vang.
Olsker sogns havne
Sæne Bugt og Osand Bugt,
Sandkås,
Rø og Østerlars sogn havn
Sâlna Bugten. Det bedste sted hvor der med fordel kan søges efter en flådehavn og et skibsværft, er i Salene Bugten, (på bornholmsk Sâlna Bugten). Med Bornholms bedste ankerplads, og med aftryk i skrænterne fra 4-5 formodede naust/bådehuse, der har rummelig plads foran husene ned mod havet, er Sâlna Bugten det oplagt sted at etablere søgegrøfter med mulighed for at finde træstykker og spåner fra de skibe, der kan være bygget og repareret på stedet.
I Salene Bugt ved Gudhjem, er der iagttaget 4-5 naust/bådehuse i Sâlna Bugtens skrænter. De antages at stamme fra vikingetiden og tidlig middelalders ledingvæsen, et er en meget stort 40 meter lang og 10 meter bred indgravning i skrænten, som kan have vinteropbevaret et skib på 35-40 meter. Den slags skibe blev kaldt drager og havde en besætning på 70-80 roere, et stort skib tilhørende til eksempel en stormand som Bue Digre. Han døde år 986 i søslaget ved Hjørungavåg i Norge og hans skib nævnes som meget stort, højere en de norske skibe. Blod Egil, Bornholms sidste viking, boede efter sigende netop nær Sâlna, formodentlig på kongens Lensgård af samme navn, beliggende kun 1,5km syd for Sälna Bugten. han er en oplagt kandidat som formodentlig har ejet så stort et skib, han blev hængt for sørøveri af kong Knud den hellige (1080-86).
Nausten/bådehuset fra Sälna Bugten, er rekonstrueret efter foto af en aflang firkantet fordybning i en skrænten nær kysten. Illustrationen tolker hvordan nausten så ud i vikingetiden med et langskib oplagt for vinteren. Foran skibet ses lunderne som skibet blev draget/trukket hen over, da skibet blev sat under tag. Der er endnu ikke foretaget udgravninger af en naust på Bornholm, men i Norge er der fundet adskillige Naust, hvoraf nogle er arkæologisk udgravede, herfra har man en nogenlunde viden om bygningens udsende.
i flest tilfælde er en naust placeret 50- 150 meter fra kystlinjen, på en skråning der falder 5-10 grader mod havet. Dette er afgørende i tilfælde af at fjendtlige skibe pludselig viser sig på havet, så det eneste man skulle gøre,var at slå spunsen væk der holdt skibet på plads i bådehuset. Skibet vil så automatisk glide mod havet på de med fårehjerne og skovsnegle indsmurte lunder, der altid var lagt hele vejen til strandbredden. Mens skibet gled ned mod havet, støttede mandskabet skibet ved at gå ved siden af og holdt i årerne, der var stukket ind i skibets årehuller med kun årebladet ud, og i takt med at skibet gled ud i vandet, sprang mandskabet ombord, greb årerne, førte dem helt ud og begyndte at ro, for at tage den første kamp op ude på havet. At kunne udføre denne handling hurtigt nok, krævede det, at skibet altid var kampklar med årer tønder med vand og hvad ellers var nødvendigt ombord, når det stod i bådehuset-nausten. At det tog tid at slæbe skibet fra havet til bådehuset var ikke vigtigt, til dette arbejde kunne man anvende okser, derimod var der ikke altid tid til først at gøre skibet kampklar, vigtigere var at få et kampklar skibe hurtigt i søen.
En naust kan bruges til andet end at opbevare skibe i. Det kan læses i Håkon Håkonsons saga, hvor kong Håkonson tilbyder kong Magnus, da han skulle giftes med den danske prinsesse Ingeborg datter af Erik Plovpenning(år 1261 er han endnu ikke konge men prins), at holde hans bryllupsfest i en stort Naust. Håkon havde selv holdt sit bryllup i selv samme naust. Kong Magnus ment, at der var bedre herberg i kongsgården og festen blev derfor holdt i 3 kongehaller på kongsgården,
I Stenhalla var Kongerne, alle bisperne, Knud Jarl, hærdstyrerne og de mest udvalgte mænd .
I Træhalla var Fru dronning Margrethe og jomfru Ingeborg samt hele hendes følge, alt klosterfølge var.
I Julehalla var Agmond Krøkedans, Erling Alfsson, Købmænd, udenlandske folk Bymænd. Ialt blev 1600 mand beværtet.
Som det læses i Håkon Håkonsons saga kunne en naust bruges som festhal, men det var nok ikke almindeligt, her blev brylluppet holdt i 3 haller som havde navnene Julehal, Træhal og Stenhal, den sidst nævnte var bygget i sten og stod stadig da Håkon Håkonson sagaen blev skrevet og fundamentet var stadig synligt i 1600-tallet.
Salene Bugten/Sâlna Bugten, var en af de bedste anløbspladser på Bornholm i vikingetiden og tidlig middelalder, på begge sider af en dyb indsejling er der klippeskær, som gjorde, at datidens skibe der var trukket op på stranden var beskyttet mod større brodsø under stormvejr. Havnen var også delvis beskyttet mod fjendtlige angreb, da fjendtlige skibe let kunne lide haveri på de undersøiske skær, som flankerede indsejlingen, hvis man ikke kendte til stedets indsejlingsforhold. I nutiden består stranden af rullesten, men før 1970 var der en velbesøgt sandstrand hvor der kunne købe is i en lille isbod oven for strandbredden.
På kortet ses Sâlna Bugten med den dybe indsejling (B) og med de flankerende undersøiske skær (A), der flere steder kun ligger 1 meter under havets overflade. De sorte tal er vanddybden mellem skærene angivet i meter. De to aflange røde firkanter midtfor til højre, er fordybninger i skrænten efter naust/bådehuse, 2-3 andre naust er iagttaget, og er ikke medtaget på kortet så længe der foretages arkæologiske undersøgelser, de vil blive vist når det er afsluttet. Kortet er fremstillet på baggrund af luftfoto, kort fra 1850 med dybdemål og kort fra 1750, samt oplysninger af Finn Ole Nielsen, Bornholms Museum, samt iagttagelser af de nyfundne naust af denne sides forfatter M.F.Jensen.
Den østlige del af Sâlna Bugten er beskyttet af undersøiske skær, som her ses ud for nogle kraterrøser på stenstranden.
Herover anes indsejlingen mellem vestlige skær nederst og østlige skær midt på billedet
Herover og under ses to kort af Sâlna Bugten, kortene er fra 1800-tallet og 1750
Mellem de to 0 med en pil opad, angiver indsejlingen der her er vist 4 alen dyb, som er ca 2 meter. Det muliggjorde at et vikingeskibs der kun stak ½-1 meter ned i vandet kunne anløbe stranden uden at lide havari.
Kongen og ærkebiskoppens handelsplads med anløbsplads,
og hvad betyder Salene/Sâlna
Der er flere forslag til hvor stednavnet Salene eller Sâlna som det udtales på Bornholmsk stammer fra.
1) Ifølge antagelser er stednavnet opkaldt efter en stor sten af form som en hestesadel. Ordet sadel udtales på bornholmsk sâl og sâlna derfor betyde sadlen.
2) Sprogligt er betydning af ordet sal/sâl at købe og handle (Sal=salg/køb af sæliæ (ordbog til gamle danske landskabslove og stadsret, 1200-1300 middelalder)). På svensk hedder salg stadig salu og for 200 år siden hed salg på gammel Islandsk sâla, i bestemt form sâlana. Ordet sâl er også et fælles oldgermansk-oldnordisk ord for en handelsplads, på oldtysk betyder det en handelsplads i et bjerg/klippeområde, der ligger på en skråning ned mod en flod eller søbred, hvortil der kan sejles. Netop matrikel 2a (se kortet herunder) er et skrånende areal mod havet med stejle bjerglignende skrænter mod det bagvedliggende opdyrkede landskab, en serpentinevej fører ned til stranden.
Også andre steder i norden indgår ordet sal i forbindelse med handelspladser. Handelspladsen Kaupung som ligger i Kaupangkilen, en lille sidefjord til Viksfjord i sydlige ende af Oslofjorden, er omtalt af vikingen Ottar der kom sejlende fra Nordnorge. Han lagde ind til en handelsplads som han kaldte Skiringsâla der i nutiden tolkes som værende Kaupung, som stedet sidst i vikingetiden blev kaldt. Skir betyder blankt/skindende, og det antages, at Kaupangkilen, den smalle fjord hvor handelspladsen lå , hed skiring da Ottar besøgte stedet. Fjorden hed Skiring, fordi vandt altid var smult og blankt, hvad var meget praktisk for en handelsplads, der var afhængig af at skibene kunne anløbe stedet selv under uvejr. Ottar omtaler at han også havde besøgt en stor hal som han kaldte Skiringhalla der lå i nærheden af Skiringsâla ved fjorden Skiring. Ottar skelner her klart mellem en handelsplads omtalt Skiringsâla og en stor hal omtalt Skiringhalla, og få kilometer fra Kaupung/Skiringsâla, har de norske arkæologer udgravet en stor hal, som kan vær den Ottar besøgte.
3) En tredje mulighed er at navnet sala kom af at der har stået en bygning, en sal, på marken i bugten, hvor man kunne afholde fester. Ordet sal i betydning af et rum til festlige handlinger, er imidlertid et låneord der kom ind i det danske sprog i middelalderen via Tyskland, hvor den tyske adel omkring årene 1200-1400 ønskede sig en gildessal på deres borge, som det var kendt fra de franske borge. De franske borges rum til festlig lag hed salon, som i 1500 og 1600-tallet kom på mode, og som blev mode blandt nordens samtidige elite i 16-1700-tallet. I 1200-tals tyskland blev ordet forkortet til sal samt tilført ordet ridder = riddersal, i 1200-tals norden fik adelens gårde og de store købmandsgårde en ekstra etage over stueetagen, denne nye etage hed salen, sener da der kom flere etager blev de kaldt 1. sal, 2. sal o.s.v.. På Bornholm blev gårdenes stuehus forlænget med et større rum, ofte i den østlige ende, som så blev kaldt salen, på bornholmsk sâlen. I vikingetiden blev de fritliggende store bygninger til religiøse fester kaldt Hov/Gudehov. Til civil festlig brug blev bygningen kaldt en Hal og det hedder sådan en bygning stadig, eksempelvis sportshal, en gymnastiksal var i 1950-erne altid i en eksisterende bygning, eksempelvis et forsamlingshus, aldrig omtalt som en hal. Der er en klar forskel på definition af en fritstående hal og en sal i en bygning med flere formål, og formodentlig har der ikke stået en hal/sal i Salne Bugten, kun bådehuse/Naust. Så da ordet sal, ment som en stor frit liggende bygning, ikke eksisterede i vikingetiden, er det ikke sandsynligt, at det skulle være en bygning/sal som Sâlna Bugten har navnet efter.
Ikke alle lokaliteter der i nutiden omtales med sal, har noget med handel at gøre, mange steder henvises til salthandel eller løvskov som Løvsalen på Sydbornholm, der for snart 100 år siden var en bøgeskov hvor der blev afholdt 1. maj fester, men det er en anden historie og fra nyere tid.
Omkring 1955-62, da der endnu var en sandstrand i Salene Bugten, fortalte nogle lokale store drenge, at når jorden blev kultiveret på det skrånende jordstykke matrikel 2a, fremkom der mange rare sager som stammede fra gammel tid, der antyder at denne matrikel har været en handelsplads. Ifald der er en handelsplads på 2a, er der formodentlig også en handelsplads på 1h, disse to matrikler har været ejet af henholdsvis Vallensgård i Aaker sogn og Lensgård i Østerlars sogn, sidstnævnte beliggende kun 1,5 km syd for Salene Bugten. Begge gårde har siden tidlig middelalder været i kongens og ærkebiskoppens eje, og da Schveder Kitting var den lybske høvedsmand på Hammershus 1563-70, ejede han Vallensgård i Aaker og dermed også ejer af matrikel 2a i Salene.
Matrikkel 2a ses til venstre og 1h til højre. At disse to matrikler har tilhørt to af Bornholms største kongsgårde som antyder, at Salene Bugten har været en vigtig landingsplads, hvor kongen/ærkebispen har kontrolleret en handelsplads med mulighed for at inddrive skatter af de handlende der formodentlig ankom i skibe fra hele Østersøen og fra de baltiske og slaviske vandveje Rusland flodsystemer.
Ferskvand var også en handelsvare, det var der rigeligt af på stedet, 2 vandløb udmunder i bugten og et altid rindende kildevæld findes i skrænten, her kunne skibsbesætningerne forsyne sig inden afrejse.
Melsted, Østerlars sogn havn
Saltuna, Østerlars sogn havn
I den østlige ende af Saltune, findes 25×8 meter indgravning i kystskrænten der formodentlig stammer fra en Naust, som endnu ikke er undersøgt arkæologisk.
Den formodede naust ligger ud for det bedste sted et skib kan anløbe bugten i Saltuna, i nutiden består stranden af små rullesten, men i oldtiden har der muligvis været sandstrand. op til indgravningen, løber et vandløb der kunne forsyne skibene med vand.
Ypnastad/Ypnastâ Østermari sogns havn
Ypnastâ ligger i en lille bugt med små rullesten. Tilsejlings forholdene er udmærket og formodentlig har der i vikingetiden været sandstrand, der muliggjorde, at skibe kunne trækkes på land, stedet er en rigtig god havn for et ledingskib at anløbe med mulighed for at opføre en naust.
Bølshavn vest, Østermarie sogn havn
Vest for Bølshavn er en smuk lille vig med rullesten. Vigen ligger godt beskyttet mellem klippefremspring og er en anvendelig plads hvor et ledingskib kan have haft sin standplads. ingen naust er konstateret på stedet.
Gyldensåen/Bølshavn Øst, Østermarie sogn havn
Øst for Bølshavn er en vig hvor Gyldensåen har sit udløb. Her holdtes der i middelalderen sildemarked, det var Hansa stædernes købmænd, der i efterårsmånederne ankom til Bornholm for at købe nedsaltet sild. Flere af sildeboderne kan endnu ses nedgravet i kystskrænten, der blev silden nedsaltet i tønder hvorfra de blev lastet ombord i købmændenes skibe, kaldet kogger. Et bådehus har været placeret i den nordlige ende af sildemarkedet, ligeledes gravet ind i skrænten. Bådehuset kan værre fra vikingetiden, en Naust, men det har i så fald været til et lille skib kun 8 meter langt, en smule for lille til af fungere som et ledingskib. Enten har bådehuset været til et lille viking-handelsskib, eller det er et bådehus til en kanonbåd/kanonjolle fra englandskrigen (1807-14). Efter det engelske bombardement af København i 1807, røvede englænderne den danske flåde og vi havde da ingen flåde som kunne beskytte vores kyster, derfor blev der i hast bygget mange kanonbåde eller kanonjollers, som opererede fra kyster formodentlig også fra Bølshavn øst. bådehuset kan derfor være fra tiden 1807-14, stedet er godt beskyttet bag klippeskær, hvor det har været umuligt for fjendens skibskanoner at ramme bådehuset.
Høl Strand Ibsker sogn havn
Høl strand er en lille vig/fjord flankeret af beskyttende klipper. stedet er velegnet til at trække et ledingskib op på sandstranden og en naust vil være godt beskyttet bag klipperne, men intet er fundet på stedet.
Vigehavn i Ibsker sogn
Frennehavn i Ibsker sogn
Thyge/Skovsholm havn i Ibsker sogn
Ved Thygehavn også kaldet Skovsholmhavn nord for Årsdale, har der også været en formodet handelsplads, måske har der også været et skibsværft.
Balka, Bodilsker sogn havn
Poulsker sogns havn
Staus Havn/Staffens Havn. Staus Havn som er det ældste navn vist på kort fra 1755, kan referere til stolper som er banket ned i havbunden, En staf kendes i nutiden som ordet stav eller stolpe, som altid er ukløvet og derfor var en staf en ukløvet stolpe, medens en tral var en kløvet stolpe, som kunne monteres med den flade side udad, eksempelvis i en vold med jord bag trallene (Tralleborg) Ved Staus Havn mellem Snogebæk og Dueodde, var der gode muligheder for at trække skibe på land til vedligeholdelse, her kan der forefindes et skibsværft med naust og smedje. Nogle mærkelige formationer i strandkanten, der har lighed med moler og pælerækker, er muligvis beregnet til at fortøje skibe ved eller som spærring. Mellem de to formodede pælerækker findes en aflang firkantet formation som rager ud i vandet, den kan være rester af en stenlagt mole. En 200-300 meter lang sandvold, kan skjule et bolværk der indkredsede arealet hvor skiben var trukket op, og vest for denne sandvold er der rester fra en slags voldgrav. Vest for Stavnshavn, som den kaldes i nutiden, med sandvold og grav, var der et beskyttende sumpområde, som gjorde den formodede vikingehavn til en godt beskyttet samlingsplads for ledingflåden. Her kunne de vente på god vind, som kunne føre skibene til de nuværende nordtyske eller polske kyster, der dengang blev kaldt Venden.
Pedersker sogn havn
Stranden mellem Slusegård og Boderne er det bedste sted at lande et skib i Pedersker sogn.
Aaker sogns Havn
Raghammer og Boderne, På et kort fra 1755, er der angivet Aakirke Havn vest for Raghammer Odde.
Formodentlig er det Hollens Bækken man har benyttet som optræksted til mindre skibe og både. Længere mod vest er imidlertid en bedre havn beskyttet af to rev hvor man kan ankre op bag.
Et stykke op ad Grødby Åen, er der et par indhak i skrænten som kan stamme fra bådehuse, men dette kan først bekræftes ved en arkæologisk udgravning.
Vestermarie sogn havn
Sose Bugt,Hvor Lilleå har sin udmunding, er der en flad strandeng. i den ene ende findes et 25 meter langt kvadratisk indhak i skrænten, som kan hidrøre fra et bådehus, en Naust. I tilknytning til stedet er der en kilde, dette ses også andre steder hvor der findes formodede naust, Her har kilder været nødvendigt i forbindelse med hurtigt at forsyne skibet med drikkevand til færden.
Nylars sogns havn
Arnager,
Ledingens afslutning i middelalderen
Ledingflåden underlagt kirkedestrikterne
I Valdemarstiden ændres krigsførelsen fra de store ledingsflåder til flåder af koggetypen bemandet af professionelle, ofte lejesoldater. Det er kongen, biskopperne og den nye adel der som riddere og væbnere dominerer slagmarkerne, men også til søs er de dominerende med egene soldater. Langsomt bliver ledingflåden overflødig og den sociale sikkerhed som ledingens skibs-kammeratskab udgjorde, måtte finde nye måder at organisere sig på. På samme tid som at ledingen blev overflødig opstod byerne, som tiltrak en del af landbefolkningen, hvor de slog sig ned som handlende og håndværkere. Fælles for dem, der forlod landsbyen og valgte at slå sig ned i en by, var at de forlod den kreds af fædrene og mødrene slægtninge samt ledingens fællesskab, som havde været inden for rækkevidde i herredet, var nu, når uret skulle hævnes, ikke behjælpelig.
I byerne overtog gilderne slægtens og leding-væsenets værnefunktioner. De ældste gilder var netop værnegilder, kunstige slægter, hvor man var gildebrødre og -søstre, som var forpligtet til at „gilde” dvs. (gen)gælde for hinanden og i øvrigt understøtte hinanden, ordet gilde er angelsaxisk = gildan = betale . Handelsmænd og søfolk fra Slesvig kan have stiftet bekendtskab med gilder i fremmede byer, i Flandern f.eks eller i England, hvor Knud den Store var medstifter af to gilder (artikkel af Jan Eskildsen i Bornholms Tidende d. 30. marts 2013). Gilderne fremtræder tidligt hos os som rent danske, nøje knyttet til kongemagten og med de kongelige helgener som værnere. Gildet gav også beskyttelse når medlemmerne var på rejse, en slags rejseforsikring. Medlemmer af Sankt Knudsgildet i Slesvig blev helt naturligt betragtet som brødre i andre byers Sankt Knudsgilder. Gildet er dermed et vigtigt element i såvel byens og rigets, som fjernhandelens udbygning. Sankt Knudsgilder blev oprettet af hertug Knud Lavard der var far til Kong Valdemar den store.
Slesvig Sankt Knud gildes segl fra 1220 med indskriften” Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt knud”. Ridderen med lukket tøndehjel, benyttet i midten af 1100tallet, er hertug Knud Lavard, som giver indtryk af, at gildet har et krigerisk islæt, og ikke kun et fredeligt håndværkerlav.
Da herred og by som selvstændige retskredse har haft samme forhold til kongemagten, der begge steder var repræsenteret ved en ombudsmand, skulle vi kunne slutte fra forholdene i herredet til forholdene i byen. Men heller ikke herredets forfatning kender vi. Alt hvad vi ved er, at både herred og by var geografisk opdelt i fire fjerdinger, som var af betydning ved valg af tillidsmænd og nævninger. Men det er ikke megen hjælp. Vi ved, at byerne senere styredes af byråd, men det nævnes ikke i de ældste byretter, som taler om menighed, borgere eller – i Lund – bønder. Nærmest til nogle personer, som kan ligne rådmænd, kommer en artikel i Slesvig stadsret, som foreskriver, at stadens fire oldermænd (seniores) skulle have to mark penge af den nye mønt. Fordi de er fire, kan der være en forbindelse til fjerdings-inddelingen i byen, men om deres funktioner ligner senere tiders rådmænds eller senatorers eller om der er tale om oldermænd for fire gilder, aner vi ikke.
Omkring 1177 blev Valdemar den Store medlem af et nyoprettet Sankt Knudsgilde i Visby. Kongen ønskede selv at blive medlem og beskytter af det og pålagde det hvert år, tillige de andre Sankt Knudsgilder i kongens rige, at indsende en afgift til Sankt Knuds helligdom i Ringsted. 1190 blev Knud 6. patron til alle Sankt Knuds gildebrødre i Danmark.
Uden for byerne blev der ligeledes oprettet gilder. Herredets skiping og hafne inddeling blev overflødigt og helt naturligt blev disse gamle organisationer omdannet til gilder. Det er påfaldende at herrederne efter ledingflådens udfasning, var opdelt i 4 fjerdinger med 4 gilder, med hver sin Oldermand. Oldermand (=engelsk ealdorman) er en engelsk gildes-titel hjembragt i slutningen af vikingetiden, og ofte var det den lokale oldermand der ledede forsvaret af de engelske hære mod vikingerne angreb, som var tilfældet i slaget ved Meldon år 991 e.Kr, hvor oldermanden Byrhtnoths falder i slaget.
Herhjemme opstår de første gilder i byerne, og i begyndelsen af middelalderen kommer herrederne også med hvor de overtager ledingens og skipingens rolle, ikke kun som en social organisation, men da der stadig var ufred og værdier der skulle forsvares, deltager gilder i nogen grad også i sø forsvaret. I Roskilde oprettede borgerne i 1151 ledinggildet Roskildebrødrene, med formål at bekæmpe vendiske sørøvere, der under borgerkrigen mellem kongsemnerne Svend, Knud og Valdemar, var en konstant plage. Deres leder søhanen Vetheman havde held med at holde sørøverne fra de sjællandske kyster.
Bønderne i de bornholmske herredet havde også behov for at forsvare sig, samt sejle ud og drive handel, og det ville være naturligt at de 4 gilder, som nu var i stedet for de 4 skiping i hvert herred, slog sig sammen og lejede et skib, og solgte deres landbrugsvarer i de større byer, samt bekæmpede sørøverne i Østersøen. Naturligvis var gildesbrødren i stand til at forsvare skib og gods, hvad ses i gildeslovene der kaldes skår, hvor der står, at man ikke må slå med skærpen af øksen, men med nakken under gildesbrødrenes sammenkomster, dette fortæller at brødrene var nogle rå slagsbrødre. De omfattende gildeskråer/love er bevaret vedrørende Sankt Knudsgilder i Flensborg, fra ca. 1200, og her omtales f. eks. også, hvordan et medlem hjælpes på flugt i tilfælde af et mord.
Ofte var gilderne organiseret i 3 mands grupper, som også var tilfældet med Johannitter ordenen, der var sammensat af 1 ridder/krigsmand, 1 biskop/munk, der var skrivekyndig og 1 handelsmand/skibsfører. Sankt Knudsgildet førstemand var altid kongen og nr. 2 en biskop eller munk, og så fremdeles ned i rækkerne, klart en militær administrativ organisation.
På Bornholm havde hvert herred i den tidlige middelalder 8 gilder, hvilket giver 32 gilder på Bornholm, som er det dobbelte antal af skipings i vikingetiden. Det er de ovenfor omtalte nye skipping der opstod da befolkningen voksede i middelalderen der fordobler antallet af skipping( se listen om skiping på Bornholm ovenfor). Hvert sogn havde da 1 aktiv krigsførende skiping og 1 inaktiv ikke krigsførende skiping der i stedet betalte ret leding penge. Formodentlig har der derfor oprindeligt været 2 landgilder i hvert sogn, hvoraf en del igen forsvandt under pesten, hvor Bornholms befolkning faldt til det halve eller det kvarte. I slutningen af 1700tallet opstod i forbindelse med stavnsbåndets og vornedskabets ophævelse, nye gilder rundt om i landet. De overtog og erstattede det gamle landsby fællesskab. På Bornholm var bønnerne frie og vi havde ingen landsbyer, derfor var der kun ringe grad af gårdudflytning, formodentlig har de resterende gilder der var tilbage været tilstrækkelig for befolkningen og det forklarer det ring antal gilder der har overlevet til nutiden. Gilderne i byerne er ikke medregnet.
De bornholmske gildes brødre har sikkert været håndfaste mænd, der havde vilje til at kæmpe mod enhver fjende der truede dem, og hvis kongen krævede det, at sejle med ham til de nordtyske kyster for at bekæmper vendiske sørøvere i deres hjemegne. Fra omkring 1400 tallet bliver gilderne mere en social, handels og håndværker klub, uden militær betydning, og kongemagten fører nu krig med lejesoldater, hvor skatterne fra de tidligere ledingbønner skal finansiere kongens krige. Skatterne kanaliseres med tiden i stedet til herremændene, der i teorien skulle støtte kongen med krigsmænd, men ofte blev brugt til egene interesser, som svækkede kongemagten, indtil enevældens indførelse under kong Frederik 3 år 1660.
Skåret fra Sankt Knuds gilde fra Slesvig ca. 1220 og Odense, fra ca. 1245, indledes begge med regler om manddrabets rettigheder og pålæg. Hvis en mand, som ikke er broder i Sankt Knuds gilde, dræber en gildebroder, så skal tilstedeværende gildebrødre hævne den dræbte sammen med hans arvinger. Er disse ikke til stede, skal drabsmand tilbageholdes, til der er betalt drabsbøde, mandebod forhøjet med 40 mark. Kan drabsmanden ikke betale, bødes liv for liv.
Hvis en gildebroder dræber en medbroder, skal han til den dræbtes arvinger bøde 40 mark penninge og til gildebrødrene tre mark; desuden skal han udstødes af gildet med et ondt navn, som er „nidding”. Hvis en gildebroder slår en mand ihjel, som ikke er gildebroder, og medbrødre overværer det, skal de hjælpe ham ud af livsfaren; hvis han er nær havet, skal de skaffe ham båd og årer, øsekar, ildfyrtøj og økse, så må han bjærge sig selv. Har han brug for en hest skal han følges til skoven og låne hesten en dag og en nat.
Efter begge skråer skal gildebrødre støtte hinanden i retssager. Den, der ikke hjælper, udstødes som nidding. Hvis en broder mister sit gods, så han bliver aldeles fattig, så skal brødrene hjælpe ham „med så meget de vil”. Bliver en broder eller søster syg og sengeliggende, skal man kaste lod om, hvem der skal våge over den syge; efterkommes det ikke, er bøden ni øre penninge. Dør et medlem skal alle brødre og søstre følge liget til graven og ofre en penning til sjælemesser for den døde.
Bøder sikrer rettidigt fremmøde og god ro og orden. Alle brødre og søstre er skyldige at optræde høfligt og dydigt i gildet. Der er bøder for at spilde øl, tabe sit kar, knuse sit kar, vælte lyset, spise og drikke så meget, „at han giver igen”, sove på gildebænk, så man kan skrive tre kors på væggen over hans hoved osv.